Spåmandens eg

o'-gurs' ok: Hvis vi oversatte det hebraiske verbum `onen, "at udøve varseltagning" (se varseltagning), skulle vi i Dom 9,37 i stedet for "Meonennims eg" gengive "spåmændenes eg", som i Revised Version, randnote, for det sidste ord er simpelthen participium af det samme verbum og betyder "en, der udøver varseltagning", skønt der er nogen tvivl om ordets nøjagtige bibetydning. Se under spådomskunst.

De engelske bibeloversættelser gør dette substantiv til navnet på et sted; men et sådant sted kendes ikke, og ordets afledning og form er klare og sikre. Vi har en lignende vending, som på lignende måde er blevet misforstået af vore oversættere, i 1 Mos 12,6, hvor "Morehs eg" burde være "egen" (eller "terebinten?") "tilhørende spåmanden" eller "varseltageren", for moreh er også et participium = "en, der underviser" eller "leder". Sandsynligvis menes det samme træ, da nabolaget i hvert tilfælde er Sikem. Dyrkelsen af træer, eller rettere af den guddom, som man mente havde sit hjem i dem, har været meget udbredt. Se W. R. Smith, Rel. Semitic. (2), 195; jf. Dom 4,5; 2 Sam 5,24 og "Zeus' eg i Dodona." I Dom 9,6 læser vi om en "matstsebhah, egetræ": træet med et alter, hvorpå der blev bragt ofre. Egetræerne i 1 Mos 12,6 og Dom 9,37, hvis der menes to forskellige træer, ville være træer, som kana'anæerne havde haft for vane at rådspørge; deraf navnet.

T. Witton Davies