Spytte; spyt

spit, spit'-l (yaraq, roq; (em)ptuo): At spytte en person i ansigtet udtrykte grov foragt (4 Mos 12,14; 5 Mos 25,9; Job 30,10; Es 50,6; Matt 26,67; Matt 27,30, osv.); når det blev gjort af en uren person, medførte det urenhed (3 Mos 15,8), som nødvendiggjorde vask af tøjet og et bad. Da David lod sit spyt (rir) løbe ned over sit skæg, var hans hensigt at opføre sig som en sindssyg (1 Sam 21,13). "Indtil jeg sluger mit spyt" (Job 7,19) har samme betydning som det engelske "på et øjeblik" (1 Kor 15,52). Spyt blev brugt af vor Herre ved genoprettelse af syn og tale (Mark 7,33; Joh 9,6) som tegn på hans vilje til at helbrede. Det var en udbredt tro, at spyt, ledsaget af magiske formularer, havde lægende egenskaber. "Olie" havde en lignende kraft. (Mark 6,13; Jak 5,14).

T. Lewis