Spådomskunst

Om falske profeter (5 Mos 18,10, 14; Mika 3,6, 7, 11), om dødemanere (1 Sam 28,8), om filistrenes præster og spåmænd (1 Sam 6,2), om Bileam (Jos 13,22). Tre slags spådomskunst nævnes i Ez 21,21: ved pile, ved at rådspørge billeder (terafim) og ved at undersøge indvoldene af ofrede dyr. Udøvelsen af denne kunst synes at være blevet fremmet i det gamle Egypten. Spåmænd fandtes også i stort antal blandt Kanaans oprindelige folk og filistrene (Es 2,6; 1 Sam 28). På et senere tidspunkt strømmede mængder af magikere fra Kaldæa og Arabien ind i Israels land og udøvede deres erhverv (Es 8,19; 2 Kong 21,6; 2 Krøn 33,6). Denne overtro bredte sig vidt, og på apostlenes tid fandtes der »omvandrende jøder, åndemanere« (ApG 19,13) og mænd som Simon Magus (ApG 8,9), Barjesus (13,6.8) og andre taskenspillere og bedragere (19,19; 2 Tim 3,13). Enhver art og grad af denne overtro var strengt forbudt ved Moseloven (2 Mos 22,18; 3 Mos 19,26, 31; 20,27; 5 Mos 18,10, 11).

Men ud over disse forskellige former for overtro findes der i Skrifterne beretninger om spådomsmåder, ved hvilke Gud fandt for godt at gøre sin vilje kendt.

Der var spådom ved lodkastning; når den blev brugt i vigtige sager og med højtidelighed, tilkendegav Gud sin vilje (Jos 7,13). Kanaans land blev fordelt ved lod (4 Mos 26,55, 56); Akans skyld blev afsløret (Jos 7,16-19), Saul blev valgt til konge (1 Sam 10,20, 21), og Mattias blev udvalgt til apostelembedet ved det højtidelige lod (ApG 1,26). Det var også sådan, syndebukken blev bestemt (3 Mos 16,8-10).

Der var spådom ved drømme (1 Mos 20,6; 5 Mos 13,1, 3; Dom 7,13, 15; Matt 1,20; 2,12, 13, 19, 22). Dette belyses i beretningen om Josef (1 Mos 41,25-32) og om Daniel (2,27; 4,19-28).

Efter guddommelig anordning var der også spådom ved Urim og Tummim (4 Mos 27,21) og ved efoden.

Gud fandt undertiden for godt at skænke mennesker direkte, mundtlige meddelelser (5 Mos 34,10; 2 Mos 3,4; 4,3; 5 Mos 4,14, 15; 1 Kong 19,12). Han talte også med mennesker oven over sonedækket (2 Mos 25,22) og ved indgangen til åbenbaringsteltet (2 Mos 29,42, 43).

Gennem sine profeter åbenbarede Gud sig og gav tilkendegivelser af sin vilje (2 Kong 13,17; Jer 51,63, 64).