Urim og Tummim

u'-rim and thum'-im (ha-'urim weha-tummim (artikel udeladt i Ezra 2,63; Neh 7,65); måske "lys og fuldkommenhed", som intensive pluraler):

1. Definition:

Genstande, der ikke beskrives nærmere, placeret i (ved siden af eller på (hebraisk 'el; Septuaginta epi; samaritaner-hebraisk `al)) ypperstepræstens brystskjold, kaldet "afgørelsens brystskjold" (English Versions of the Bible, "dom"). (2 Mos 28,30; 3 Mos 8,8). Besiddelsen af dem var en af de største udmærkelser, der blev tildelt præsteslægten (5 Mos 33,8; Siraks Bog 45,10), og synes at have været forbundet med præsternes funktion som Jahves talerør, såvel som med gudstjenestens ceremonielle side (2 Mos 28,30; sammenlign arabisk kahin, "spåmand").

2. Brug i Det Gamle Testamente:

Ved brugen af dem, hvis art er genstand for formodning, søgte man den guddommelige vilje i nationale kriser, og tilsyneladende blev fremtiden forudsagt, skyld eller uskyld fastslået og, ifølge én teori, land fordelt (Babha' Bathra' 122a; Sanhedrin 16a). Således skulle Josva stå foran Eleazar, som skulle spørge for ham efter Urims dom (afgørelse) (4 Mos 27,21). Det ser ud til, at dette middel blev anvendt af Josva i sagen om Akan (Jos 7,14; Jos 7,18) og overset i sagen om gibeonitterne (9,14). Selv om det ikke nævnes udtrykkeligt, er det samme middel efter al sandsynlighed det, der sigtes til i beretningerne om israelitterne, der rådfører sig med Jahve efter Josvas død i deres krigsførelse (Dom 1,1; Dom 1,2; Dom 20,18; Dom 20,26-28). Danitterne spørger under deres vandring en præst til råds, måske på lignende måde (Dom 18,5; Dom 18,7). Det er ikke umuligt, at selv profeten Samuel blev hjulpet af Urim ved udvælgelsen af en konge (1 Sam 10,20-22). Under Sauls krig mod filistrene spurgte han Gud med præstens hjælp (1 Sam 14,36; 1 Sam 14,37), Ahija, Ahitubs søn, som på den tid bar efoden (1 Sam 14,3). Skønt Jahve ved to vigtige lejligheder nægtede at svare Saul gennem Urim (1 Sam 14,37; 1 Sam 28,6), ser det ud til (ud fra Septuaginta-versionen af 1 Sam 14,41; se nedenfor), at han brugte Urim og Tummim med held til at fastslå årsagen til den guddommelige mishag. Doegs anklage og ypperstepræstens svar (1 Sam 22,10; 1 Sam 22,13; 1 Sam 22,15) antyder, at David begyndte at spørge Jahve gennem præsteskabet, allerede mens han var en af Sauls embedsmænd. Efter massakren på præsterne i Nob flygtede Ebjatar til Davids lejr (1 Sam 22,20) og tog efoden med sig (tilsyneladende inklusive Urim og Tummim, 1 Sam 23,6), som David ofte brugte under sine vandringer (1 Sam 23,2-4; 1 Sam 23,9-12; 1 Sam 30,7; 1 Sam 30,8), og også efter Sauls død (2 Sam 2,1; 2 Sam 5,19; 2 Sam 5,23; 2 Sam 21,1). Efter Davids dage fik profetien overtaget, og derfor finder vi ingen klar beretning om brugen af Urim og Tummim i de senere kongers dage (sammenlign dog Hos 3,4; Siraks Bog 33,3). Alligevel finder vi i tiden efter eksilet det vanskelige spørgsmål om visse præsters arvelige ret til at spise af det højhellige forbeholdt, indtil der skulle fremstå en præst med Urim og med Tummim (Ezra 2,63; Neh 7,65; 1 Esdras 5,40; Sotah 48b).

3. Ældre (traditionelle) opfattelser:

Skønt Josefus daterer Urim og Tummims forældelse til 200 år før sin egen tid, i Johannes Hyrkanos' dage (Ant., III, viii, 9), regner Talmud Urim og Tummim blandt de ting, der manglede i det andet tempel (Sotah 9 10; Yoma' 21b; Yeru Qid. 65b). Både Josefus og Talmud identificerer Urim og Tummim med stenene i brystskjoldet. Førstnævnte siger blot, at stenene skinnede, når shekhinah var til stede ved et offer, eller når hæren drog ud i kamp.

"Gud erklærede på forhånd ved de tolv sten, som ypperstepræsten bar på sit bryst, og som var indsat i hans brystskjold, hvornår de skulle sejre i kamp; for en så stor glans strålede frem fra dem, før hæren begyndte at marchere, at hele folket forstod, at Gud var til stede for at hjælpe dem" (Ant., III, viii, 9).

Den talmudiske forklaring antyder, at den guddommelige vilje blev åbenbaret ved, at bestemte bogstaver blev oplyst, og at brystskjoldet, for at have et fuldstændigt alfabet, ud over stammernes navne bar patriarkernes navne, Abraham, Isak og Jakob, og ordene shibhTe yeshurun. En senere lærd foreslår endda, at bogstaverne flyttede sig fra deres pladser for at danne ord (Yoma' 73a,b). Karakteristisk nok foreskriver Talmud regler og forslag for rådspørgning af de ikke-eksisterende Urim og Tummim: at den, der spørger, skal være en mand af offentlig betydning, at spørgsmålet skal vedrøre det offentlige vel; at præsten skal vende ansigtet mod shekhinah (vest); at ét spørgsmål stilles ad gangen, og så videre (samme sted).

Det er vanskeligt at sige, hvor meget, om noget, af en vedvarende tradition der afspejles i den opfattelse, at Urim og Tummim og stenene på brystskjoldet var identiske. I mangel af andre gamle spor er det dog ikke forsvarligt at forkaste selv jøderne fra det andet tempels gætterier til fordel for vores egne. Vi kender ikke engang betydningen af ordet choshen, som modstandere af den ældre opfattelse så selvsikkert oversætter med "pung" eller "beholder", helt uden noget grundlag. På den anden side var identifikationsteorien udbredt. Selv Filon hælder til den i sin De Monarchia, skønt han i sin Vita Mosis (iii) synes at have to små symboler i tankerne, som repræsenterer Lys og Sandhed, broderet på choshen-klædet eller hængt om ypperstepræstens hals, ligesom det egyptiske symbol på retfærdighed. En anden meget gammel opfattelse er, at Urim og Tummim bestod af en skrift, der indeholdt det uudsigelige navn (Pseudo-Jonathan til 2 Mos 28,20; jf. Rashi og Nachmanides på stedet).

4. Nyere (kritiske) opfattelser:

Den opfattelse, der i dag er mest almindelig, er, at Urim og Tummim var to hellige lodder, hvor det ene angav et bekræftende eller gunstigt svar, det andet et negativt eller ugunstigt svar (Michaelis, Ewald, Wellhausen, Robertson Smith, Driver, G. F. Moore, Kennedy, Muss-Arnolt). Den vigtigste støtte for denne opfattelse findes ikke i den masoretiske tekst, men i Wellhausens og Drivers rekonstruktion af 1 Sam 14,41 ff på grundlag af Septuaginta: "Hvis denne skyld er hos mig eller hos Jonatan, min søn, så giv Urim (dos delous), og hvis den er hos dit folk Israel, så giv Tummim (dos hosioteta)." Den følgende sætning antyder tydeligt lodkastning, muligvis lodder hvor Sauls og Jonatans navne var skrevet, og "Jonatan" blev taget. Der er gjort forsøg på at støtte den opfattelse, at Urim og Tummim selv var hellige lodder, på grundlag af tilsvarende skikke blandt andre folk (f.eks. før-islamiske arabere (Moore i EB) og babylonere (W. Muss-Arnolt i Jew Encyclopedia og AJSL, juli 1900)). Man må dog holde sig for øje, at uanset hvad lod-teorien har at anbefale sig med, er den uforenelig ikke blot med de efterbibelske traditioner, men også med de bibelske oplysninger. For dem, der ikke er tilbøjelige til at tillægge de passager, der forbinder Urim og Tummim med ypperstepræstens dragt (2 Mos 28,30; 3 Mos 8,8, begge "P"), stor vægt, er der naturligvis ingen vanskelighed ved at adskille de to, på trods af at den ene ting, der i de historiske passager, som de støtter sig til, synes nødvendig for brugen af dette spådomssystem, er efoden. Alligevel, hvis vi skal tænke på to lodder, hvor det ene kaldes og muligvis er mærket "Urim" og det andet "Tummim", er det vanskeligt at få nogen mening ud af udsagnet (1 Sam 14,37; 1 Sam 28,6) om, at Jahve ikke svarede Saul ved visse lejligheder, medmindre vi da for den pågældende lejlighed antager eksistensen af et tredje, navnløst blankt lod. En alvorligere vanskelighed opstår af den kendsgerning, at de svar, der tilskrives Urim og Tummim, ikke altid svarer til "ja" eller "nej" (jf. Dom 1,2; Dom 20,18; 1 Sam 22,10; 2 Sam 5,23; 2 Sam 21,1), selv hvis vi ser bort fra de tilfælde, hvor en enkelt person tilsyneladende udpeges af hele Israel (jf. eksemplerne med afsløringen af Akan og udvælgelsen af Saul med det ovenfor nævnte om Jonatan).

5. Etymologi:

Hvis vi vender os til etymologien for at få hjælp, befinder vi os ikke blot på usikker grund; når babyloniske og andre fremmede ord inddrages for at støtte en teori om noget så lidt forstået som Urim og Tummim, befinder vi os på farlig grund. Således står Muss-Arnolt klar med babyloniske ord (urtu, "befaling", og tamitu, "orakelafgørelse"); andre foreslår tme, det egyptiske billede på retfærdighed; atter andre forbinder Urim med 'arar, "at forbande", for at gøre det til et antonym til tummim, "fejlfrihed". Det indrømmes dog almindeligvis, at ordene, sådan som de er vokaliseret i den masoretiske tekst, betyder "lys" og "fuldkommenhed", på hvilket grundlag Talmud (Yoma' 73b) såvel som de fleste af de græske versioner oversatte dem (delosis kai aletheia; photismoi kai teleiotetes), skønt Symmachus ét sted (5 Mos 33,8), fulgt af Vulgata, forbinder Urim med ordet Torah og forstår det som "lære" (teleiotes kai didache). Skønt nærværende skribent nødig vil føje mere til den allerede overbebyrdede liste af gætterier om disse ord, forekommer det ham, at hvis Urim og Tummim er antonymer, og Urim betyder "lys", er det på ingen måde vanskeligt at forbinde Tummim med mørke, eftersom der findes en mængde hebraiske stammer baseret på roden -tm, som alle angiver det at skjule, lukke til og endda mørke (jf. ... (se Job 40,13), ... og endda og beslægtede arabiske ord i BDB). Denne forklaring ville få Urim og Tummim til at betyde "oplyst" og "mørk" (jf. Caster i Hastings, ERE, IV, 813), og mens den passer godt med de gamle teorier eller traditioner, ville den ikke være udelukket af den nyere teori om lodder med modsat betydning.

Nathan Isaacs