Kristi opstandelse

En af evangeliets grundlæggende kendsgerninger og læresætninger. Hvis Kristus ikke er opstået, er vores tro forgæves (1 Kor 15,14). Hele Det Nye Testamentes åbenbaring hviler på dette som en historisk kendsgerning. På pinsedagen argumenterede Peter for nødvendigheden af Kristi opstandelse ud fra forudsigelsen i Sl 16 (ApG 2,24-28). Også i sine egne taler antyder vor Herre tydeligt sin opstandelse (Matt 20,19; Mark 9,9; 14,28; Luk 18,33; Joh 2,19-22).

Evangelisterne giver udførlige beretninger om de kendsgerninger, der knytter sig til denne begivenhed, og apostlene lægger også i deres offentlige undervisning stor vægt på den. Ti forskellige tilsynekomster af vor opstandne Herre er nedskrevet i Det Nye Testamente. De kan ordnes således:

For Maria Magdalene alene ved graven. Dette er kun udførligt fortalt af Johannes (20,11-18) og hentydet til af Markus (16,9-11).

For nogle kvinder, “den anden Maria,” Salome, Johanna og andre, da de vendte tilbage fra graven. Matthæus (28,1-10) alene giver en beretning om dette. (Jf. Mark 16,1-8 og Luk 24,1-11.)

For Simon Peter alene på opstandelsesdagen. (Se Luk 24,34; 1 Kor 15,5.)

For de to disciple på vejen til Emmaus på opstandelsesdagen, kun udførligt nedskrevet af Lukas (24,13-35. Jf. Mark 16,12, 13).

For de ti disciple (Thomas var fraværende) og andre “sammen med dem” i Jerusalem om aftenen på opstandelsesdagen. En af evangelisterne giver en beretning om denne tilsynekomst, Johannes (20,19-24).

For disciplene igen (Thomas var til stede) i Jerusalem (Mark 16,14-18; Luk 24,33-40; Joh 20,26-28. Se også 1 Kor 15,5).

For disciplene, da de fiskede ved Galilæas Sø. Også om denne tilsynekomst giver Johannes (21,1-23) alene en beretning.

For de elleve og mere end 500 brødre på én gang, på et aftalt sted i Galilæa (1 Kor 15,6; jf. Matt 28,16-20).

For Jakob, men under hvilke omstændigheder får vi ikke oplyst (1 Kor 15,7).

For apostlene umiddelbart før himmelfarten. De fulgte ham fra Jerusalem til Oliebjerget, og dér så de ham fare op, “indtil en sky tog ham bort fra deres øjne” (Mark 16,19; Luk 24,50-52; ApG 1,4-10).

Det er værd at bemærke, at det tydeligt fortælles, at vor Herre ved de fleste af disse lejligheder gav sine disciple rig mulighed for at prøve kendsgerningen om hans opstandelse. Han talte med dem ansigt til ansigt. De rørte ved ham (Matt 28,9; Luk 24,39; Joh 20,27), og han spiste brød sammen med dem (Luk 24,42, 43; Joh 21,12, 13).

Ud over det ovenstående kunne man nævne Kristi åbenbaring af sig selv for Paulus ved Damaskus; Paulus omtaler den som en tilsynekomst af den opstandne frelser (ApG 9,3-9, 17; 1 Kor 15,8; 9,1).

Det ligger antydet i Lukas’ ord (ApG 1,3), at der kan have været andre tilsynekomster, som vi ikke har nogen beretning om.

Opstandelsen omtales som en handling (1) af Gud Fader (Sl 16,10; ApG 2,24; 3,15; Rom 8,11; Ef 1,20; Kol 2,12; Hebr 13,20); (2) af Kristus selv (Joh 2,19; 10,18); og (3) af Helligånden (1 Pet 3,18).

Opstandelsen er et offentligt vidnesbyrd om Kristi frigørelse fra hans forpligtelse som garant, og et bevis på Faderens antagelse af hans frelsesværk. Den er en sejr over døden og graven for alle hans efterfølgere.

Betydningen af Kristi opstandelse ses, når vi betragter, at hvis han opstod, er evangeliet sandt, og hvis han ikke opstod, er det falsk. Hans opstandelse fra de døde gør det klart, at hans offer blev antaget. Vores retfærdiggørelse blev sikret ved hans lydighed indtil døden, og derfor blev han oprejst fra de døde (Rom 4,25). Hans opstandelse er et bevis på, at han bragte en fuldkommen soning for vores synder, at hans offer blev antaget som fyldestgørelse over for guddommelig retfærdighed, og at hans blod er en løsesum for syndere. Den er også et pant og en første garanti på alle troendes opstandelse (Rom 8,11; 1 Kor 6,14; 15,47-49; Fil 3,21; 1 Joh 3,2). Som han lever, skal også de leve.

Den beviste, at han var Guds Søn, for så vidt som den bekræftede alle hans krav (Joh 2,19; 10,17). “Hvis Kristus ikke opstod, er hele frelsesplanen en fiasko, og alle forudsigelserne og forventningerne om dens herlige resultater for tid og evighed, for mennesker og for engle af enhver rang og orden, viser sig at være kimærer. ‘Men nu er Kristus opstået fra de døde og er blevet førstegrøden af dem, der sov.’ Derfor er Bibelen sand fra Første Mosebog til Åbenbaringen. Mørkets rige er blevet styrtet, Satan er faldet som et lyn fra himlen, og sandhedens sejr over vildfarelse, det godes sejr over det onde, lykkens sejr over elendighed er for evigt sikret.” Hodge.

Med henvisning til den beretning, som de romerske soldater blev bestukket (Matt 28,12-14) til at udbrede om Kristi opstandelse, “hans disciple kom om natten og stjal ham bort, mens vi sov,” bemærker Matthew Henry i sin “Commentary” under Joh 20,1-10 med rette: “Ligklæderne, som Kristus var blevet begravet i, blev fundet i meget god orden, hvilket tjener som bevis på, at hans legeme ikke blev ‘stjålet bort, mens mennesker sov.’ Gravrøvere har været kendt for at tage ‘klæderne’ bort og lade kroppen blive tilbage; men ingen har nogensinde taget ‘kroppen’ bort og ladet klæderne blive, især når de var af ‘fint linned’ og nye (Mark 15,46). Enhver ville hellere vælge at bære et dødt legeme i dets klæder end nøgent. Eller hvis de, der formodedes at have stjålet det, ville have ladet ligklæderne blive tilbage, kan man dog ikke forestille sig, at de ville finde tid til at ‘folde linnedet sammen.’”