Bibeloversættelse

En oversættelse af de hellige Skrifter. Dette ord findes ikke i Bibelen; ikke desto mindre, da der i dette værk ofte henvises til forskellige gamle såvel som moderne oversættelser, er det passende at give en kort redegørelse for de vigtigste af dem. Disse oversættelser er vigtige hjælpemidler til den rette fortolkning af Ordet.

1. Targumerne. Efter tilbagekomsten fra fangenskabet var jøderne ikke længere fortrolige med det gamle hebraisk og havde brug for, at deres Skrifter blev oversat og fortolket for dem på kaldæisk eller aramæisk. Disse oversættelser og parafraser var først mundtlige, men blev senere nedskrevet, og således er targumer, dvs. “versioner” eller “oversættelser”, kommet ned til os. De vigtigste af disse er:

Onkelos-targumen, dvs. Akelas=Aquilas targum, en targum der fik dette navn for at give den større popularitet ved at sammenligne den med Aquilas græske oversættelse, som nævnes nedenfor. Denne targum opstod omkring det andet århundrede efter Kristus.

Jonathan ben Uzziels targum kommer næst efter Onkelos’ med hensyn til alder og værdi. Den er dog mere en parafrase over profeterne end en oversættelse. Begge disse targumer udgik fra den jødiske skole, som dengang blomstrede i Babylon.

2. De græske oversættelser.

Den ældste af disse er Septuaginta, som sædvanligvis citeres som LXX. Oprindelsen til denne, den vigtigste af alle oversættelserne, er omgivet af stor uklarhed. Den har sit navn fra den udbredte forestilling, at tooghalvfjerds oversættere arbejdede på den efter anvisning fra Ptolemaios Filadelfos, konge af Egypten, og at den blev fuldført på tooghalvfjerds dage til brug for de jøder, der boede i dette land. Der findes ikke historisk belæg for denne forestilling. Det er dog en fastslået kendsgerning, at denne oversættelse blev til i Alexandria; at den blev påbegyndt omkring 280 f.Kr. og afsluttet omkring 200 eller 150 f.Kr.; at den var udført af en række oversættere, som var meget forskellige både i deres kendskab til hebraisk og til græsk; og at den fra de tidligste tider har båret navnet “Septuaginta”, dvs. De Halvfjerds.

“Denne oversættelse, med alle dens mangler, må være af største interesse, (a) fordi den bevarer vidnesbyrd om teksten, som er langt ældre end de ældste hebraiske håndskrifter; (b) fordi den var det middel, hvorved det græske sprog blev forenet med hebraisk tanke; (c) fordi den er kilden til det store flertal af citater fra Det Gamle Testamente hos Det Nye Testamentes forfattere.

Håndskrifterne til Det Nye Testamente falder i to grupper: uncialer, skrevet med græske majuskler, helt uden adskillelse mellem de enkelte ord og med meget lidt adskillelse selv mellem de enkelte linjer; og kursiver, skrevet med små græske bogstaver og med adskillelse af ord og linjer. Overgangen mellem de to typer græsk skrift fandt sted omkring det tiende århundrede. Kun fem håndskrifter af Det Nye Testamente, som nærmer sig fuldstændighed, er ældre end denne skillelinje i tid. Det første, nummereret A, er det alexandrinske håndskrift. Skønt det blev bragt til dette land af Kyrillos Lukaris, patriark af Konstantinopel, som en gave til Karl I, mener man, at det ikke blev skrevet i denne hovedstad, men i Alexandria; deraf dets navn. Det dateres nu til det femte århundrede e.Kr. Det andet, kendt som B, er Vatikanhåndskriftet. Det tredje, C, eller Efraem-håndskriftet, fik dette navn, fordi det blev skrevet oven på Efraems skrifter, en syrisk teologisk forfatter, en praksis som var meget almindelig i de dage, da skrivematerialer var sjældne og dyre. Man mener, at det hører til det femte århundrede, og måske til en lidt tidligere del af dette århundrede end håndskrift A. Det fjerde, D, eller Bezas håndskrift, fik dette navn, fordi det tilhørte reformatoren Beza, som fandt det i Skt. Irenæus’ kloster i Lyon i 1562 e.Kr. Det er ufuldstændigt og dateres til det sjette århundrede. Det femte (kaldet Alef) er Sinaihåndskriftet.

3. De syriske oversættelser.

4. De latinske oversættelser. En latinsk oversættelse af Skrifterne, kaldet “Den gamle latinske”, som opstod i Nordafrika, var i almindelig brug på Tertullians tid (150 e.Kr.). Der synes at have været forskellige kopier eller revisioner af den. Den, der blev lavet i Italien og kaldt Itala, blev regnet for den mest nøjagtige. Denne oversættelse af Det Gamle Testamente synes ikke at være lavet fra den hebraiske original, men fra LXX.

Denne oversættelse blev stærkt fordærvet ved gentagen afskrivning, og for at råde bod på problemet blev Hieronymus (329-420 e.Kr.) anmodet af Damasus, biskoppen af Rom, om at foretage en fuldstændig revision af den. Den mødte først modstand, men blev til sidst, i det syvende århundrede, anerkendt som “Vulgata”-oversættelsen. Den udkom i trykt form omkring 1455 e.Kr., den første bog der nogensinde kom fra trykpressen. Tridentinerkoncilet (1546) erklærede den for “autentisk.” Den gennemgik siden forskellige revisioner, men den, der blev udført (1592) med pave Clemens VIII’s godkendelse, blev antaget som grundlag for alle senere udgaver. Den betragtes som den hellige original i den romersk-katolske kirke. Alle moderne europæiske oversættelser er i større eller mindre grad blevet påvirket af Vulgata. Denne oversættelse læser ipsa_ i stedet for _ipse i 1 Mos 3,15: “Hun skal knuse dit hoved.”

5. Der findes flere andre gamle oversættelser, som er af betydning for bibelkritikere, men som vi ikke behøver at omtale nærmere, såsom den etiopiske, fra det fjerde århundrede, fra LXX; to egyptiske oversættelser, omkring det fjerde århundrede, den memfitiske, udbredt i Nedre Egypten, og den tebaiske, beregnet for Øvre Egypten, begge fra græsk; den gotiske, skrevet på det germanske sprog, men med det græske alfabet, af Ulfilas (død 388 e.Kr.), hvoraf kun brudstykker af Det Gamle Testamente er bevaret; den armenske, omkring 400 e.Kr.; og den slaviske, i det niende århundrede, for det gamle Mähren. Andre gamle oversættelser, såsom den arabiske, den persiske og den angelsaksiske, kan nævnes.

6. Historien om de engelske oversættelser begynder egentlig med Wycliffe. Dele af Skrifterne var dog blevet oversat til saksisk (såsom Evangeliet ifølge Johannes, af Beda, 735 e.Kr.) og også til engelsk (af Orme, kaldet “Ormulum”, en del af evangelierne og Apostlenes Gerninger i form af en metrisk parafrase, mod slutningen af det syvende århundrede), længe før Wycliffe; men æren tilkommer ham for først at have oversat hele Bibelen til engelsk (1380 e.Kr.). Denne oversættelse blev lavet fra Vulgata og gengiver 1 Mos 3,15 efter den oversættelse: “Hun skal træde på dit hoved.”

Denne blev fulgt af Tyndales oversættelse (1525-1531); Miles Coverdales (1535-1553); Thomas Matthews (1537), som dog i virkeligheden var John Rogers’ værk, den første martyr under dronning Marias regering. Dette var egentlig den første autoriserede oversættelse, idet Henrik VIII havde befalet, at der skulle skaffes et eksemplar af den til hver kirke. Dette skete mindre end et år efter, at Tyndale led martyrdøden for den forbrydelse at oversætte Skrifterne. I 1539 udgav Richard Taverner en revideret udgave af Matthews bibel. Den Store Bibel, sådan kaldet på grund af sin store størrelse, også kaldet Cranmers bibel, blev udgivet i 1539 og 1568. I streng forstand er “Den Store Bibel” “den eneste autoriserede oversættelse; for Biskoppernes Bibel og den nuværende bibel [KJV] fik aldrig den formelle stadfæstelse fra kongelig myndighed.” Næste i rækken var Genève-oversættelsen (1557-1560); Biskoppernes Bibel (1568); Rheims- og Douai-oversættelserne, under romersk-katolsk ledelse (1582, 1609); den autoriserede oversættelse (1611); og den reviderede oversættelse af Det Nye Testamente i 1880 og af Det Gamle Testamente i 1884.