Alabast

Forekommer kun i Det Nye Testamente i forbindelse med krukken med “meget kostbar nardussalve,” hvis indhold en kvinde salvede Jesu hoved med, mens han sad til bords i Simon den spedalskes hus (Matt 26,7; Mark 14,3; Luk 7,37). Disse krukker blev lavet af en sten, der fandtes nær Alabastron i Egypten, og på grund af dette gav grækerne dem navn efter byen, hvor de blev fremstillet. Navnet blev derefter givet til den sten, de var lavet af; og til sidst til alle parfumebeholdere, uanset hvilket materiale de var fremstillet af. Kvinden “brød” beholderen; dvs. hun brækkede, som man sædvanligvis gjorde, den lange og smalle hals af for at få fat i indholdet. Denne sten ligner marmor, men er blødere i sin struktur og derfor meget let at forarbejde til krukker. Markus siger (14,5), at denne krukke med salve var mere end 300 pence værd, dvs. denarer, hver med en værdi af syv og en halv penny i vores penge, og derfor omtrent 10 pund værd. Men hvis vi regner denaren som en arbejderes dagløn (Matt 20,2), lad os sige to shilling i vores penge, ville det hele være omtrent 30 pund værd; så kostbar var Marias gave.