Det Gamle Testamentes tekst

|| I. DEN TIDLIGSTE SKRIFTFORM I ISRAEL

1. Alfabetets opfindelse

2. Kileskriften

3. Henvisninger til skrift i Det Gamle Testamente

4. Indskrifter efter bosættelsen i Kanaan

5. Periodens ortografi

II. DE TO HEBRAISKE SKRIFTER

1. Det gammelhebraiske alfabet

2. Aramaiske alfabeter

3. Den nye hebraiske skrift

4. Nye hebraiske indskrifter

5. Sammenfatning

III. SKRIFTSKIFTET

1. Forskellige teorier

2. Skiftet i loven

3. I de andre bøger

4. Vidnesbyrd fra Septuaginta

5. Vidnesbyrd fra selve teksten

6. Konklusion

IV. TEKSTENS BEVARELSE

1. Indre forhold

2. Ydre omstændigheder

3. Septuaginta-versionen

V. TEKSTEN I DET 1. ÅRHUNDREDE E.KR.

1. Orddeling

2. Andre brud i teksten

3. Slutformer af bogstaver

4. Deres oprindelse

5. Konklusion

6. Vokalbogstaverne

7. Afvigende former

8. De prikkede ord

9. Deres alder

10. De omvendte nun'er ("n")

11. Store og små bogstaver

12. Ophængte bogstaver og delt waw ("w")

13. Forkortelser

14. Konklusion

VI. ÆNDRING AF HOVEDDOKUMENTER

1. Jahve og Ba'al

2. Eufemistiske udtryk

3. "Tiqqun copherim"

VII. AFSKRIVERFEJL I TEKSTEN

1. Misforståelse

2. Øjenfejl

3. Ørefejl

4. Hukommelsesfejl

5. Fejl på grund af skødesløshed og uvidenhed

VIII. TEKSTENS HISTORIE

1. Ændringer foretaget ved læsning

2. Bevarelse af teksten

3. Inddeling i vers

4. Lovens afsnit

5. Profeternes afsnit

6. Poetiske passager

7. Inddeling i bøger

IX. TEKSTENS VOKALISERING

1. Tegnenes alder

2. Sandsynlig datering af opfindelsen

3. Forskellige systemer og recensioner

X. DET PALÆSTINENSISKE SYSTEM

1. Konsonanterne

2. Vokalerne

3. Accenterne

4. Afvigende vokaliseringer

XI. MASORAEN

1. Betydningen af betegnelsen

2. "Qere" og "Kethibh"

3. Andre træk

XII. HÅNDSKRIFTER OG TRYKTE TEKSTER

1. Håndskrifter

2. Tidlige trykte tekster

3. Senere udgaver

4. Kapitler og vers

LITTERATUR

I. Den tidligste skriftform i Israel.

Skrivekunsten omtales ikke i Første Mosebog, selv hvor vi kunne forvente en henvisning til den, f.eks. i 1 Mos 23, og heller ikke noget andet sted i Det Gamle Testamente før Moses' tid (sammenlign dog 1 Mos 38,18; 1 Mos 38,25; 1 Mos 41,44, som taler om redskaber til at "besegle" med).

Se SEAL; WRITING.

1. Alfabetets opfindelse:

Omkring år 1500 f.Kr. blev alfabetisk skrift brugt af fønikerne, men i Israels land var den syllabiske babyloniske kileskrift i brug (se ALPHABET). Israelitterne brugte sandsynligvis ikke nogen form for skrift i deres nomadetilstand, og da de kom ind i Kanaan, synes den eneste skrift, de nogensinde brugte, at have været den fønikiske. Dette modbevises ikke af fundet dér af to kileskriftskontrakter fra det 7. århundrede, da disse sandsynligvis tilhørte fremmede. Der findes kun ét alfabet i verden, som har antaget mange former for at passe til de sprog, det blev brugt til. Dette oprindelige alfabet var semitternes opfindelse, for det har bogstaver, som er særlige for de semitiske sprog, og sandsynligvis fønikernes (således Lucan, Pharsalia iii.220; sammenlign Herodotus v.58), som udviklede det af de egyptiske hieroglyffer.

2. Kileskriften:

Af Kanaans litteratur, før israelitterne kom ind i landet, består resterne af en række kileskriftstavler, fundet siden 1892 ved Lakish, Gezer, Ta'anak og Megiddo, men især af de berømte Tell el-Amarna-breve, som blev opdaget i Egypten i 1887. Skønt denne ikke-alfabetiske skrift var i brug i Kanaan, da israelitterne kom ind i landet, synes de ikke at have overtaget den.

3. Henvisninger til skrift i Det Gamle Testamente:

Den tidligste henvisning til skrift i Det Gamle Testamente er 2 Mos 17,14. Den næste er 2 Mos 24,7, som nævner Pagtens Bog (2 Mos 20-23). Bogen om Jahves krige nævnes i 4 Mos 21,14. Andre tidlige henvisninger er Dom 5,14 randnote; 8,14 randnote. På monarkiets tid kunne kongen og de fornemme skrive (2 Sam 11,14; 2 Sam 8,17), men ikke almindelige mennesker, før Amos' og Hoseas tid, hvor skrift synes at have været almindelig.

4. Indskrifter efter bosættelsen i Kanaan:

Den fønikiske skrift var fremherskende i Israels land efter erobringen såvel som i landene omkring det. Det fremgår af de indskrifter, der er blevet fundet. De vigtigste af disse er: Ba'al-Libanon-indskriften fundet på Cypern (begyndelsen af det 9. århundrede); håndskriftet fra omkring år 896 efter den almindelige kronologi; en hebraisk landbrugskalender fra det 8. århundrede; femten løvevægte fra Nineve fra omkring år 700; Siloam-indskriften fra Hizkijas tid; omkring en snes segl; og, i 1911, et stort antal ostraka fra Akabs tid.

5. Periodens ortografi:

I denne ældste skrift udtrykkes vokalerne sjældent, og ikke engang slutvokaler angives. Det eneste tegn ud over bogstaverne er et punkt, der adskiller ordene. Der er ingen særlige former for slutbogstaver. Ord deles ofte ved linjernes slutning. Skriften går fra højre mod venstre. Tegnene i Siloam-indskriften og ostrakaene viser et vist forsøg på elegant skrift.

II. De to hebraiske skrifter.

1. Det gammelhebraiske alfabet:

To forskellige skrifter blev brugt af hebræerne, en tidligere og en senere. Det gammelhebraiske alfabet indeholdt 22 bogstaver, alle konsonanter. Rækkefølgen af disse bogstaver kendes fra den græske, taget i rækkefølge efter deres talværdier, og senere fra de alfabetiske salmer osv. og fra figuren kaldet 'at-bash (se SHESHACH). I de akrostiske passager er rækkefølgen dog ikke altid den samme; dette kan skyldes forvanskning af teksten. I alfabetet har bogstaver, der står sammen, lignende navne. Disse er gamle, idet de er de samme på græsk som på semitisk. De blev sandsynligvis givet ud fra en forestillet lighed, som fønikerne så i det oprindelige egyptiske tegn med en eller anden genstand.

2. Aramaiske alfabeter:

Udviklingen af det fønikiske alfabet, kaldet aramaisk, begynder omkring det 7. århundrede f.Kr. Det findes indridset som påtegninger på kileskrift-lertavlerne fra Nineve, ligesom de fønikiske bogstaver var på løvevægtene; på mønter fra de persiske satrapper frem til Alexanders tid; på egyptiske indskrifter og papyri; og på de palmyrenske indskrifter. Dette skrifts træk er følgende: Løkkerne i de hebraiske bogstaver beth (b), daleth (d), Teth (T), qoph (q) og resh (r), som er lukkede i fønikisk og gammelhebraisk, er åbne; stregerne i de hebraiske bogstaver he (h), waw (w), zayin (z), cheth (ch) og taw (t) er gået tabt; og halerne på kaph (k), lamedh (l), mem (m), pe (p) og tsadhe (ts), som er lodrette i det gamle aramaiske, begynder i det egyptisk-aramaiske at bøje mod venstre; ord deles, undtagen i palmyrensk, af et mellemrum i stedet for et punkt; vokalbogstaver bruges frit; og brugen af ligaturer medfører en skelnen mellem initiale, mediale og finale former. Der er naturligvis ingen vokaltegn.

3. Den nye hebraiske skrift:

Efter at jøderne vendte tilbage fra eksilet, var det aramaiske sprog lingua franca i seleukideriget og fortrængte assyrisk, gammelhebraisk og fønikisk. Den fønikiske skrift havde også givet plads for den aramaiske i Mesopotamien, Syrien og Egypten. I Syrien delte den sig i to grene, en nordlig, som udviklede sig til syrisk, og en sydlig, eller jødisk, hvorfra den nye hebraiske skriftform blev frembragt.

4. Nye hebraiske indskrifter:

Det, der menes at være den ældste indskrift med den moderne hebraiske skriftform, er den i en hule ved `Araq al-`Amir nær Heshbon, som blev brugt som tilflugtssted i året 176 f.Kr. (Ant., XII, iv, 11; CIH, nummer 1). Andre er: fire grænsesten fundet ved Gezer; indskrifterne over »Jakobs grav«, som i virkeligheden er Beni Hezirs (1 Krøn 24,15; Neh 10,20); den fra Kefr Birim, henført til året 300 e.Kr. (CIH, nummer 17), hvor overgangen til den nye hebraiske skrift kan siges at være fuldbyrdet; og andre er blevet fundet over hele Romerriget og længere borte.

Se arkæologi.

5. Sammenfatning:

Indskrifterne viser, at den velkendte hebraiske skriftform er en gren af den aramaiske. I det 3. århundrede f.Kr. var den sidstnævnte skrift i almindelig brug i de lande, hvor assyrisk-babylonisk, gammelhebraisk og fønikisk tidligere havde været brugt. Jøderne fortsatte dog med at anvende gammelhebraisk især til religiøse formål, og samaritanerne bevarer stadig en form af det i deres Bibel (Pentateuken).

III. Skriftændringen.

Det er nu næsten alment accepteret, at den skrift, som Det Gamle Testamente blev skrevet med, på et tidspunkt blev ændret fra fønikisk til aramaisk. Men i fortiden har der været mange meninger om emnet.

1. Forskellige teorier:

Rabbi Eleazar fra Modin (død 135 e.Kr.) benægtede, på grundlag af omtalen af krogene (waws) i 2 Mos 27,10 og ud fra Est 8,9, at der overhovedet var sket nogen ændring. Rabbi Jehuda (død ca. 210) hævdede, at Loven blev givet med den nye hebraiske skrift, som senere blev ændret til den gamle som en straf og derefter tilbage til den nye, da folket angrede på Ezras tid. Tekster, der har med sagen at gøre, er 2 Kong 5,7; 2 Kong 18,26; Es 8,1, hvorfra forskellige slutninger er blevet draget. Der kan have været to skrifter i brug samtidig, som i Egypten (Herod. ii.36).

2. Ændringen i Loven:

Med hensyn til ændringen i Loven erklærede den ældste autoritet, Eleazar ben Jacob (sidste del af det 1. århundrede e.Kr.), at en profet på hjemkomstens tid befalede, at Toraen skulle skrives med den nye eller kvadratiske skriftform. Dernæst siger Rabbi Jose (et århundrede senere) (efter Ezra 4,7), at Ezra indførte en ny skrift og et nyt sprog. Men locus classicus er et sted i Talmud (Sanhedhrin 21b): »Oprindelig blev Loven givet til Israel med den hebraiske skriftform og på det hellige tungemål; den blev på ny givet til dem i Ezras dage med assyriske skrifttegn og på det aramaiske tungemål. Israel valgte for sig selv den assyriske skriftform og det hellige tungemål og overlod den hebraiske skriftform og det aramaiske tungemål til hedhyoToth.« Her er hebraisk = gammelhebraisk; assyrisk = den nye kvadratiske skriftform, og hedhyoToth er græsk idiotai = hebraisk `am ha-'arets, den ukyndige mængde. Fra det 2. århundrede og fremefter (men ikke før) er den talmudiske tradition enstemmig i at tilskrive ændringen af skriften i Loven til Ezra. Josefus’ vidnesbyrd peger på, at i det mindste Loven på hans tid var skrevet med den kvadratiske skriftform (Ant., XII, ii, 1, 4). Den samaritanske Pentateuk blev næsten sikkert udarbejdet på Nehemias’ tid (jf. 13,28; også Ant, XI, vii, 2) og peger på, at gammelhebraisk da var i brug. Således henfører Rabbi Chasda (død 309) ordet hedhyoToth ovenfor til samaritanerne. På den anden side kan den samaritanske Pentateuk have været den oprindelige Lov, fælles for både Israel og Juda. Under alle omstændigheder er den skrevet i en form af den gammelhebraiske skrift.

3. I de øvrige bøger:

Med hensyn til de øvrige bøger blev den gamle skrift brugt efter Ezras tid. Est 8,9 og Dan 5,8 ff må henvise til den uvante gammelhebraiske skrift. Således forudsætter den massoretiske tekst til 5,18 den nye hebraiske skrift, men kun i Loven.

4. Septuagintas vidnesbyrd:

Den græske oversættelse, kendt som Septuaginta, blev lavet i Alexandria og er næppe et vidnesbyrd for Israels land. Loven blev sandsynligvis oversat under Ptolemaios II (284-247 f.Kr.), og de øvrige bøger ved slutningen af det 2. århundrede f.Kr. (jf. Siraks Bog, prologen). Septuagintas afvigelser fra den massoretiske tekst peger på, at en tidlig form af den kvadratiske skriftform var i brug; men jøderne i Egypten havde brugt aramaisk i nogle århundreder før det.

5. Vidnesbyrd fra selve teksten:

Variationerne mellem parallelle passager i selve den massoretiske tekst, såsom Jos 21 og Jos 1; Jos 2 og 1 Krøn 1 osv., viser, at de bogstaver, der oftest forveksles, er "d" og "r", som ligner hinanden både i gammel- og nyhebraisk; "b" og "d", som ligner hinanden mere i gammelhebraisk; "w" og "y" og flere andre, som ligner hinanden mere i nyhebraisk. Sådanne fejl opstod tydeligvis ved brugen af kvadratskriften, og de opstod efter Septuaginta, for de findes ikke i den, undtagen sjældent. Kvadratskriften er altså senere end Septuaginta.

6. Konklusion:

Kvadratskriften blev tilskrevet Ezra som den sidste person, der kunne have foretaget en så stor ændring, idet teksten efter hans tid blev anset for hellig. Dette modbevises af den kendsgerning, at mønterne fra makkabæerne og fra Bar Kochba er i den gamle skrift. Talmud tillader jøder bosat uden for Israels land at eje afskrifter af Loven på koptisk, medisk, hebraisk osv. Her kan hebraisk kun betyde den gammelhebraiske skrift.

IV. Tekstens bevarelse.

1. Indre betingelser:

Jødedommen har altid været en bogreligion: den står eller falder med Det Gamle Testamente, især med Pentateuken. Selv om intet håndskrift til det hebraiske Gamle Testamente er ældre end det 10. århundrede e.Kr., bortset fra én ganske lille papyrus, ved vi fra citater, oversættelser osv., at konsonantteksten til Det Gamle Testamente i det 1. århundrede e.Kr. praktisk talt var, hvad den er i dag. Jøderne translittererede såvel som oversatte deres Bibel. Alle de vigtigste oversættelser--Septuaginta, Aquila, Theodotion, Symmachus--blev udført af jøder og sigtede mod en mere bogstavelig gengivelse af hebraisk--Aquilas var knap nok græsk. Den syriske (Peshitta) synes også at være udført af jøder eller jødekristne. Der blev draget stor omsorg for selve teksten, og de mindste afvigende læsemåder i håndskrifterne blev noteret. Et håndskrift, der tilhørte rabbi Meir (2. århundrede), siges at have udeladt henvisningerne til "Adma og Sebojim" i 5 Mos 29,23 og til Betlehem i 1 Mos 48,7, og at have haft andre mindre variationer, hvoraf nogle også fandtes i det håndskrift, der, blandt andre skatte, prydede Vespasians triumftog (BJ, VII, v, 7).

2. Ydre omstændigheder:

Religiøs forfølgelse fremmer Skrifternes renhed ved at reducere antallet af afskrifter og øge den omhu, der skænkes dem, som reddes. De vigtigste tidspunkter, hvor de jødiske skrifters eksistens var truet, var ødelæggelsen af Jerusalem og templet under Nebukadnesar i 587 f.Kr., hvor Jashars Bog og bogen om Herrens Krige kan være gået tabt; forfølgelsen under Antiochos Epifanes, hvor besiddelse af de hellige bøger var en forbrydelse, der medførte dødsstraf (1 Makk 1,56.57; Ant, XII, v), og hvor de kilder, Krønikeskriveren brugte, kan være gået til grunde; og Titus' erobring af Jerusalem i 70 e.Kr. På dette tidspunkt var i det mindste Loven imidlertid kendt udenad. Josefus siger, at Titus gav ham de hellige bøger som gave (Vita, 75). Det siges også, at der på et tidspunkt kun var tre afskrifter af Loven tilbage, og at man opnåede en tekst ved at vælge de læsemåder, hvor to stod imod én. Hvordan det end forholder sig, er det en kendsgerning, at der ikke findes afvigende læsemåder i den massoretiske tekst, sådan som der gør i Det Nye Testamente.

3. Septuaginta-versionen: Den eneste gamle version, der kan konkurrere med den massoretiske tekst, er Septuaginta, og det af to grunde. For det første er Septuagintas håndskrifter fra det 4. århundrede e.Kr., mens håndskrifterne til den massoretiske tekst er fra det 10. For det andet blev Septuaginta-oversættelsen udført, før der fandtes en ensartet hebraisk tekst som vores massoretiske tekst. Citaterne i Det Nye Testamente er hovedsagelig fra Septuaginta. Kun i Jeremias' Bog er variationerne dog påfaldende, og dér påvirker de ikke i væsentlig grad meningen i de enkelte passager. Den græske tekst har også Apokryferne. Septuaginta er en uvurderlig hjælp til at genskabe hebraisk, hvor denne tekst er forvansket.

V. Teksten i det 1. århundrede e.Kr.

Den massoretiske tekst i det 1. kristne århundrede bestod udelukkende af konsonanter i en tidlig form af kvadratskriften. Der var ingen inddeling i kapitler eller sandsynligvis vers, men ord blev adskilt ved et mellemrum, ligesom de blev markeret ved slutbogstaverne. De fire vokalbogstaver blev brugt mest frit i de senere bøger. Nogle få ord blev af skriverne markeret med prikker anbragt over dem.

1. Orddeling:

Den samaritanske Pentateuk bruger stadig den prik, der findes på Moabitterstenen, til at adskille ord. Denne prik blev sandsynligvis opgivet, da bøgerne kom til at blive skrevet med kvadratskriften. Forkert deling af ord var ikke ualmindelig.

Traditionen nævner 15 passager, som er noteret i randen af den hebraiske Bibel (1 Mos 30,11 osv.), hvor to ord skrives som ét. Ét ord skrives som to i Dom 16,25; 1 Sam 9,1 osv. Andre passager, hvor traditionen og teksten er uenige om orddelingen, er 2 Sam 5,2; Ez 42,9; Job 38,12; Ezra 4,12. Septuaginta grupperer ofte bogstaverne anderledes end den massoretiske tekst, f.eks. (se kommentarerne) Hos 11,2; 1 Krøn 17,10; Sl 73,4; Sl 106,7.

2. Andre brud i teksten:

Versinddelingen blev ikke vist i prosabøgerne. Den nuværende inddeling er ofte forkert, og Septuaginta afviger fra hebraisk: f.eks. 1 Mos 49,19; 1 Mos 49,20; Sl 42,6; Sl 42,7; Jer 9,5; Jer 9,6; Sl 90,2; Sl 90,3. Der var heller ingen inddeling i kapitler eller endog bøger. Derfor er antallet af salmer usikkert. Den græske tekst tæller Salme 9 og 10 som én, og også Salme 114 og 115, samtidig med at den deler Salme 116 og 147 hver i to. Den syriske følger den græske med hensyn til Salme 114 og 147. Nogle håndskrifter gør Salme 42 og 43 til én salme. I ApG 13,33, Codex Bezae, fremstår Sl 2 som Sl 1.

3. Bogstavernes slutformer:

Bogstavernes slutformer er et resultat af brugen af ligaturer. I den gammelhebraiske skrift forekommer de ikke, og tilsyneladende heller ikke i den tekst, som Septuaginta brugte. Ligaturer begynder at vise sig i egyptisk, aramæisk og palmyrensk skrift. Slutformer for bogstaverne k, margin, n, p, ts blev accepteret i det 1. århundrede, og alle andre slutformer blev tilsyneladende forkastet.

4. Deres oprindelse:

Den første rabbiner, der nævner slutformerne, er Mathiah ben Harash (en elev af Rabbi Eleazar, som døde i 117 e.Kr.), som fører dem tilbage til Moses. De omtales ofte i Talmud og af Hieronymus. Den samaritanske Krønike (11. århundrede) fører dem tilbage til Ezra. Faktisk er de ikke så gamle som Septuaginta-oversættelsen, hvilket bevises af dens afvigelser i sådanne passager som 1 Sam 1,1; 1 Sam 20,40; Sl 16,3; Sl 44,5; Jer 16,19; Jer 23,14; Jer 23,23; Jer 23,33; Hos 6,5; Nah 1,12; Zak 11,11; Siraks Bog 3,7. Ud fra den kendsgerning, at slutformerne udgør det hebraiske udtryk for »fra dine vægtere«, blev deres opfindelse i det 3. århundrede tilskrevet profeterne (jf. Es 52,8; Hab 2,1).

5. Konklusion:

Efter antagelsen af kvadratskriften var de eneste adskillelser i prosabøgernes tekst derfor de mellemrum, der blev efterladt mellem ordene. Før det 1. århundrede var der stor usikkerhed om, hvordan bogstaverne skulle grupperes i ord. Derefter blev orddelingen bevaret i afskrifterne, selv når den ikke blev læst (som i 2 Sam 5,2 osv.). I begyndelsen ville slutformen forekomme ved enden af ligaturen, ikke nødvendigvis ved enden af ordet. Rester af dette findes i 1 Krøn 27,12; Es 9,6; Neh 2,13; Job 38,1; Job 40,6. Da ligaturerne blev opgivet, blev disse former brugt til at markere ordenes slutning. Det mærkelige er, at der ikke findes flere, eller endog en begyndelses-, midter- og slutform for hvert bogstav, som i arabisk og syrisk.

6. Vokalbogstaverne:

De fire bogstaver, ', h, w, y, synes fra begyndelsen at være blevet brugt til at gengive vokallyde. De findes i håndskrifterne, men naturligvis mindre hyppigt på stenindskrifter end i bøger. Jo senere teksten er, desto friere forekommer de, skønt de er mere almindelige i den samaritanske Pentateuk end i den massoretiske tekst. De afskrifter, som Septuaginta brugte, havde færre af dem end Textus Receptus, hvilket bevises af deres oversættelser af Am 9,12; Ez 32,29; Hos 12,12 og andre passager. De fire bogstaver forekommer på jødiske mønter fra det 2. århundrede f.Kr. og e.Kr.

7. Afvigende former:

I det 1. og 2. århundrede blev vokalbogstaverne bevaret i teksten, selv når de ikke blev læst (Hos 4,6; Mika 3,2 osv.). I Pentateuken synes 5 Mos 32,13 at være det eneste eksempel. Pentateuken er også særegen derved, at den personlige stedords 3. person ental, maskulinum, bruges for femininum, som kun forekommer 11 gange; 1 Mos 2,12; 1 Mos 14,2; jf. Es 30,33; 1 Kong 17,15; Job 31,11. Dette fænomen skyldes sandsynligvis det stadium i skriftens udvikling, hvor waw (w) og yodh (y) havde samme form; jf. Sl 73,16; Præd 5,8. Ofte skrives verbets 1. person ental perfektum defektivt (Sl 140,13; 2 Kong 18,20; jf. Es 36,5); tilsvarende gælder »h« i na`arah (5 Mos 22). Alt dette viser, at der ikke blev gjort forsøg på at rette teksten. Den blev efterladt, som man fandt den.

8. De prikkede ord:

Når en skriver havde fejlkopieret et ord, satte han undertiden prikker over det uden at strege det ud. Der er 15 steder, som er markeret sådan i Det Gamle Testamente, og ordet naqudh, »prikket«, står almindeligvis i margen. Ordet kan også læses naqodh, »plettet« (1 Mos 30,32), eller niqqudh, »interpunktion«. Det er også muligt, at disse prikker kan betegne, at ordet er tvivlsomt. De forekommer følgende steder: 1 Mos 16,5; 1 Mos 18,9; 1 Mos 19,33; 1 Mos 33,4; 1 Mos 37,12; 4 Mos 3,39; 4 Mos 9,10; 4 Mos 21,30; 4 Mos 29,15; 5 Mos 29,28 (29); Sl 27,13; 2 Sam 19,20; Es 44,9; Ez 41,20; Ez 46,22. For formodninger om prikkernes betydning i hvert enkelt sted må læseren henvises til kommentarerne.

9. Deres alder:

Disse prikker findes endog på synagogeruller, som med én undtagelse ikke har andre tegn på sig ud over de nøgne konsonanter og vokalbogstaver. Kun dem i Pentateuken og Salmerne nævnes i Talmud eller Midrashim, og kun én, 4 Mos 9,10, i Mishna før slutningen af det 2. århundrede, på hvilket tidspunkt dens betydning var gået tabt. Den nedre grænse for deres oprindelse er derfor slutningen af det 1. århundrede e.Kr. De er, ligesom det meste, der ikke tidligere var blevet knyttet til Moses, blevet tillagt Ezra; men Septuaginta viser intet tegn på dem. De blev derfor sandsynligvis indsat ved slutningen af det 1. århundrede f.Kr. eller i det 1. århundrede e.Kr. Da kun fire forekommer i Profeterne og én i Hagiograferne, blev den største omhu tydeligvis anvendt på sammenligningen af Loven. Blau mener, at henvisningen oprindelig omfattede hele verset eller endda mere og siden blev indskrænket til ét eller flere bogstaver.

10. De omvendte nun'er ("n"):

I 4 Mos 10,35 og 36 er indrammet af to omvendte nun'er, som med parenteser. I Sl 107 burde omvendte nun'er stå foran vers 23-28 og 40, med en note i fodmargenen. Disse nun'er var oprindelig prikker (Siphre' til Fjerde Mosebog) og står for naqkudh, hvilket angiver, at de vers, der er markeret sådan, står på det forkerte sted (Septuaginta 4 Mos 10,34-36).

11. Store og små bogstaver:

Store bogstaver blev brugt som vores versaler ved begyndelsen af bøger osv. Således burde der være et stort nun ved begyndelsen af anden del af Esajas. Men de tjener også andre formål. Det store waw (w) i 3 Mos 11,42 er Torahens midterste bogstav; ligeså i israelitternes Credo (5 Mos 6,4). Andre steder er 5 Mos 32,4; 5 Mos 32,6; 2 Mos 34,7; 2 Mos 34,14; 3 Mos 11,30; 3 Mos 13,33; Es 56,10 og ofte. Buxtorfs Tiberias angiver 31 store og 32 små bogstaver. Eksempler på de sidste findes i 1 Mos 2,4; 1 Mos 23,2; 3 Mos 1,1; Job 7,5 osv. De forklaringer, der gives, er fantasifulde.

12. Hængende bogstaver og delt waw ("w"):

Der er fire bogstaver, som hænger over linjen i den masoretiske tekst. De findes i Dom 18,30; Job 38,13; Job 38,15; Sl 80,14 (13). Det sidste angiver sandsynligvis Salmernes midterste bogstav. Det første peger på, at Manasse er sat i stedet for Moses. De to i Job er usikre. I 4 Mos 25,12 findes et waw, der er skåret i to, måske for at angive, at pagten for en tid var sat ud af kraft.

13. Forkortelser:

Forkortelser findes på tidlige jødiske indskrifter og på mønter. Således står bogstavet shin for shanah = "år"; yodh sin = "Israel"; 'aleph = 1; beth = 2 osv. I den tekst, Septuaginta brugte, synes navnet Yahweh blot at have været angivet med et yodh, f.eks. Sl 31,7 (6), "jeg hader" = Septuaginta 30,7, "du hader" (sammenlign 5,5), og hebraisk yodh = "O Yahweh". I Dom 19,18 er hebraisk "Yahwehs hus" = Septuaginta "mit hus"; således Jer 6,11; Jer 25,37. Et mærkeligt eksempel findes i Jer 3,19. Den store forvanskning, der findes i tallene i Det Gamle Testamente, skyldes sandsynligvis, at bogstaver eller taltegn blev brugt. For forkerte tal sammenlign 2 Sam 10,18; 2 Sam 24,13; 1 Kong 4,26 med parallelsteder; sammenlign også Ezra 2 med Neh 7 osv. Mulige eksempler på bogstaver, der repræsenterer tal, er: Sl 90,12, "så" = ken, og kaph plus nun = 20 plus 50 = 70; 1 Sam 13,1, ben shanah er måske for ben n shanah, "halvtreds år gammel"; i 1 Sam 14,14 er et tilsyneladende overflødigt k indsat efter "tyve mænd"; k = 20.

14. Konklusion:

Sådan var den hebraiske tekst i det 1. kristne århundrede. Det var en Textus Receptus, opnået ved at sammenholde håndskrifter og forkaste variantlæsninger. Fra da af er der ingen variantlæsninger. Men før denne dato var der sådanne, for den græske og den samaritanske tekst afviger ofte fra den hebraiske. Jubilæerbogen (midten af 1. århundrede) varierer også. Trofastheden hos de skrivere, der udarbejdede denne tekst, bevises af de mange åbenlyse fejl, den indeholder.

VI. Ændring af hoveddokumenter.

1. Yahweh og Baal:

Af forskellige grunde blev de oprindelige dokumenter ændret af skriverne, hovedsagelig ud fra hensyn til smag og religion. I den tidligste litterære periode var der ingen indvending mod brugen af det guddommelige navn Yahweh; senere blev dette opfattet som uærbødigt, og 'Elohim blev sat i stedet; endnu senere blev Yahweh skrevet, men ikke udtalt. Derfor forekommer Yahweh i Salme 1-41 272 gange; 'Elohim bruges næppe som egennavn; i Salme 42-83 forekommer 'Elohim 200 gange, Yahweh kun 44 gange; sammenlign især Sl 14 med 53; 40,14-18 med 70; 50,7 med 2 Mos 20,2. Til sidst, i Salme 90-150, bruges Yahweh igen, og 'Elohim som egennavn forekommer ikke undtagen i citater i 108 og 144,9. Sammenlign også 2 Kong 22,19 med 2 Krøn 34,27. En nøjagtigt parallel ændring er Baal til bosheth ("skam"). Først var der ingen indvending mod at sammensætte navne med Baal i betydningen Yahweh (Dom 6,32; Dom 8,35). Derefter blev der rejst indvending mod det (Hos 2,16 eller 18), og det blev ændret til Bosheth (Jer 3,24; Hos 9,10); deraf Ishbosheth (2 Sam 2), Mephibosheth (2 Sam 4,4), Eliada (2 Sam 5,16), Jerrubesheth (2 Sam 11,21). Endnu senere mistede indvendingen sin kraft, og den gamle form blev genindført: Eshbaal (1 Krøn 8,33; 1 Krøn 9,39), Merribaal (1 Krøn 8,34), Beeliada (1 Krøn 14,7; sammenlign 3,8). Septuaginta følger hebraisk; den behandler Baal som feminin, dvs. = Bosheth. Således får også Molech sine vokaler fra Bosheth; det burde være Melech.

2. Eufemistiske udtryk:

Ord er blevet ændret ud fra hensyn til smag, f.eks. er "velsigne" sat i stedet for "forbande" eller "bespotte" (1 Kong 21,10, Septuaginta 20,10; Job 1,5; 2,5.9, hvor ordet "Herre" følger umiddelbart efter; ellers 2 Mos 22,27 osv.). Nogle gange blev "fjenderne af" indsat (f.eks. 2 Sam 12,14). En anden brug af dette sidste udtryk er 1 Sam 25,22, hvor det ikke findes i græsk. Sammenlign videre 2 Sam 7,12; 2 Sam 7,14; 2 Sam 24,1 med parallelstederne i Krøn.

3. "Tiqqun Copherim":

Omkring 18 steder blev teksten let ændret ved skrivernes rettelse (tiqqun), uden at der blev indsat nogen angivelse af, at den var blevet ændret. Følgende er stederne: 1 Mos 18,22, som oprindelig lød "Yahweh stod foran Abraham"; 4 Mos 11,15; 4 Mos 12,12; 1 Sam 3,13; 2 Sam 16,12; 20,1: Ez 8,17; Hab 1,12; Mal 1,13; Zak 2,8 (12); Jer 2,11; Job 7,20; Hos 4,7; Job 32,3; Klag 3,20; Sl 106,20. De resterende to, for at nå 18, kan forklares enten ved, at det tredje sted indeholder mere end én rettelse, eller ved at tælle parallellerne til det sjette. Septuaginta ignorerer de formodede oprindelige former af teksten, undtagen i tilfældet 1 Sam 3,13 og Job 7,20. Syrisk har den formodede oprindelige form af 4 Mos 12,12 og Ciphre af 4 Mos 11,15, det vil sige, den overlevede til det 2. århundrede e.Kr. Men resten må være blevet rettet meget tidligt. Ligesom tiqqun er `iTTur copherim, det vil sige fratrækningen eller sletningen af bindeordet "og" fem steder, nemlig 1 Mos 18,5; 1 Mos 24,55; 4 Mos 31,2 og Sl 68,25 (26) før ordet "efter"; og i Sl 36,6 (7) før "dine domme."

VII. Skriverfejl i teksten.

Den hebraiske tekst til Det Gamle Testamente ligner på ingen måde en tekst af en af klassikerne, som tilvejebringes ved at sammenholde mange håndskrifter og så vidt muligt fjerne alle fejl. Den er i praksis et håndskrift og viser alle de former for fejl, som findes i alle håndskrifter. De er følgende, klassificeret efter deres kilde.

1. Misforståelse:

Manglende forståelse af meningen giver anledning til forkert inddeling i ord, f.eks. Am 6,12, "med okser" (flertal) bør sandsynligvis være "med okser (kollektivt) havet"; Jer 15,10; Jer 22,14; Sl 73,4 er kommet ind i teksten, f.eks. Sl 40,8; Sl 40,9, "I en bogrulle står der skrevet `alay," med henvisning til li i 40,7; 2 Sam 1,18 (se Wellhausen).

2. Øjenfejl:

Øjet er årsag til gentagelser, ombytninger, udeladelser, forveksling af ét bogstav med et andet osv. Gentagelser findes: 2 Sam 6,3; 2 Sam 6,4 (Septuaginta); 1 Kong 15,6 (= 14,30); 2 Mos 30,6 (Septuaginta); 3 Mos 20,10; 1 Krøn 9,35-44 = 8,29-38; Es 41,1 (jf. 40,31); 53,7; Sl 35,15; Sl 37,40, og meget ofte. Udeladelser kan udfyldes fra parallelsteder eller oversættelser, som 1 Krøn 8,29-31 fra 1 Krøn 9,35-37; jf. 9,41; Jos 22,34 (fra syrisk); Dom 16,2; 1 Mos 4,8 (samaritansk, Peshitta); Ordsp 10,10 Septuaginta, syrisk); 11,16 Septuaginta, syrisk); 2 Sam 17,3 (Septuaginta). Ombytninger af bogstaver findes (Jos 6,13; Es 8,12; jf. 8,13.14). Undertiden glider et bogstav fra ét ord over i et andet, som i 1 Sam 14,50; 1 Sam 14,51; Jer 18,23; Sl 139,20. Andre eksempler er Dom 10,12, og mange gange. Ord er ombyttet i Sl 35,7; Sl 95,7; 1 Kong 6,17 osv. Eksempler på ombytning af vers findes: 1 Mos 24,29 følger efter 24,30a; Es 38,21; Es 38,22 følger efter 38,8; jf. 2 Kong 20,6-8; Es 40,19; Es 40,20 bør stå sammen med 41,6 ff. De fleste udeladelser og gentagelser skyldes homoeoteleuton eller homoearchy. Lignende bogstaver forveksles ofte med hinanden. Eksempler er: d og r (Sl 110,3; 2 Sam 22,11; jf. Sl 18,11). Traditioner nævner 6 andre steder, såvel som 154, hvor waw og yodh er ombyttet; andre eksempler er: Jos 9,4; 5 Mos 14,13; jf. 3 Mos 11,14; 2 Krøn 22,10; jf. 2 Kong 11,1.

3. Ørefejl:

Fejl, der skyldes øret, ville opstå, når én skriver dikterede for en anden. Sådanne er: lo' = "ikke," for lo = "til ham," 15 steder (Sl 100,3 osv.). Også Yahweh og Adonai ville lyde ens. Desuden har vi Adoram i 1 Kong 12,18 og Hadoram i 2 Krøn 10,18.

4. Hukommelsesfejl:

Hukommelsessvigt under afskrivning ville forklare forekomsten af synonyme ord i parallelsteder uden noget åbenbart motiv, som for "jeg råber" i 2 Sam 22,7 og Sl 18,7, og ombytningen af Yahweh og Adonai. I Jer 27,1 bør Jojakim være Sidkija.

5. Fejl ved skødesløshed og uvidenhed:

Mange af skriverfejlene i den masoretiske tekst skyldes skødesløshed og uvidenhed: i 1 Mos 36,2 bør det sidste "datter" være "søn"; 4 Mos 26,8, "søn" for søn, en almindelig fejl; jf. 1 Krøn 3,22; 1 Krøn 6,13 (28), Vashni betyder "og den anden" (wehasheni); jf. 1 Sam 8,2; også i 1 Sam 13,1 (jf. ovenfor V, 13), hvor et tal er faldet ud, ligesom måske også Es 21,16, og 2 Sam 3,7, hvor Ishboshet er faldet bort ligesom Mefiboshet. I 2 Sam 23,18; 2 Sam 23,19 bør det første "tre" være "tredive." Jf. også 1 Mos 3,10 (Syr); 2 Krøn 22,6; Ez 43,13, og ofte. Siraks bøger synes at være de mest skødesløst afskrevne af alle Det Gamle Testamentes bøger, selv om Ezekiels tekst i nogle henseender er mere uforståelig. I Jeremias er Septuaginta en ottendedel kortere end den hebraiske tekst, men det er tvivlsomt, hvilken der er oprindelig.

VIII. Tekstens historie.

Konsonantteksten til Det Gamle Testamente var, hvad den nu er, i det 1. eller senest det 2. kristne århundrede. I løbet af de næste fire århundreder blev den studeret minutiøst, idet antallet af dens ord og endog dens bogstaver blev talt. Resultaterne af dette studium findes især i Talmud. Alt sådant studium var mundtligt. I denne periode forblev teksten en rent konsonantisk tekst plus puncta extraordinaria.

1. Ændringer foretaget ved læsning:

Teksten blev dog ikke altid læst nøjagtigt, som den var skrevet. Kort efter hjemkomsten fra Babylon blev der foretaget ændringer. Måske var den tidligste, at egennavnet Yahweh blev læst Adonai, hvorfra Septuaginta, og gennem den Det Nye Testamentes "Herre." Årsagen findes i 3 Mos 24,11, hvor man gengiver "udtalte navnet." Undertiden skyldtes ændringen hensyn til smag (5 Mos 28,30; 1 Sam 6,11; 2 Kong 18,27); men den almindeligste grund var grammatik eller logik. Således blev der ofte læst et ord, som slet ikke stod i teksten (Dom 20,13; 2 Sam 18,20); eller et ord blev udeladt ved læsning (2 Sam 15,21; 2 Kong 5,18); eller bogstaverne i et ord blev ombyttet, som i Jos 6,13; eller ét bogstav blev sat i stedet for et andet, især waw for yodh eller yodh for waw; eller ord blev ved læsningen delt anderledes end i teksten (se ovenfor V, 1). Den skrevne tekst kaldes Kethibh ("skrevet"); det, der blev læst, kaldes Qere ("læst").

2. Bevarelse af teksten:

Skriverne i disse århundreder tog, ud over at fastlægge læsemåden, midler i brug for at bevare teksten ved at tælle ordene og bogstaverne og finde det midterste vers (Dom 10,8; Es 33,21) osv. Det midterste vers i Loven er 3 Mos 8,7, og midten af ordene falder i 10,16. Det midterste vers i den hebraiske bibel er Jer 6,7. Man noterede ord, der var skrevet unormalt (Hos 10,14; Mika 1,15; Es 3,8), og der blev udarbejdet lister. Alle sådanne lister blev bevaret i hukommelsen; intet blev skrevet.

3. Inddeling i vers:

Når den offentlige oplæsning af loven blev ledsaget af en aramæisk oversættelse (Neh 8,8), ville inddelingen af teksten i vers opstå af sig selv. Mishna giver regler for, hvor mange vers der skulle læses ad gangen før oversættelsen. Disse vers blev kun adskilt med et mellemrum, ligesom ordene blev det. Derfor deler oversættelser ofte anderledes end den hebraiske tekst, som i Hos 4,11; Es 1,12. I selve den hebraiske tekst findes der 28 gamle versinddelinger, som ikke længere følges (se Baer til Hos 1,2). Mellemrummet kaldes picqa', og verset pacuq.

4. Lovens afsnit:

Omtrent på samme tid blev loven inddelt i afsnit (parashah) til den årlige oplæsning. I Israels land blev loven læst igennem én gang på 3 1/2 år; i Babylon én gang om året. Derfor er loven inddelt i 54 afsnit (1 Mos 6,9; 1 Mos 12,1, osv.) til den årlige oplæsning. Den er også inddelt i 379 »lukkede« afsnit, markeret ved et mellemrum midt på en linje, og 290 »åbne« afsnit, markeret ved et mellemrum ved slutningen af en linje. I trykte tekster markeres disse afsnit med bogstaverne c og p, men hvis de falder sammen med et af de 54, med ccc eller ppp. Inddelingen i Israels land var i 154 cedharim.

5. Profeternes afsnit:

Fra makkabæertiden blev 54 passager (haphTaroth) udvalgt fra Profeterne til synagogens brug (Luk 4,17). Profeterne blev også inddelt i mindre afsnit. Som i lovens tilfælde (2 Mos 6,28) findes der tilfælde af forkert inddeling (Es 56,9; Hag 1,15).

6. Poetiske passager:

I den hebraiske Bibel blev visse passager tidligt skrevet på en særlig måde, så de lignede murstenene i en husmur, enten i tre spalter, en halv mursten over en mursten og en mursten over en halv mursten (Hag 15; Hag 5; Hag 2), eller i to spalter, en halv mursten over en halv mursten og en mursten over en mursten (Hag 32; Hag 12; Hag 9). I Septuaginta er Salmerne, Ordsprogene, Prædikeren, Højsangen og Job skrevet i stikoi; men at dette ikke blev gjort på hebraisk, synes at fremgå af variationerne i antallet af linjer (Sl 65,8; Sl 90,2; Sl 90,11).

7. Inddeling i bøger:

Antallet af bøger er 24, idet Samuel, Kongebøgerne og Krønikebøgerne hver regnes som én, Ezr indbefatter Neh, og de tolv små profeter regnes som én bog (Mika 3,12 er midten). Loven regnes som 5 bøger, Salmerne som én, skønt inddelingen af den i 5 bøger er gammel (sammenlign Sl 106,48 med 1 Krøn 16,35; 1 Krøn 16,36). Ved at føje Ruth til Dommerbogen og Klagesangene til Jeremias fik man tallet 22--antallet af bogstaver i det hebraiske alfabet. Da læderruller, sandsynligvis omkring det 3. århundrede e.Kr., gav plads for pergamentbøger, blev det muligt at have hele Bibelen i ét bind, og spørgsmålet om bøgernes rækkefølge ville opstå. Rækkefølgen i Talmud er som følger: Loven (5), Profeterne (8), Josva, Dommerbogen, Samuel, Kongebøgerne, Jeremias, Ezekiel, Esajas og XII, Hagiograferne eller Kethubhim (11), Ruth, Salmerne, Job, Ordsprogene, Prædikeren, Højsangen, Klagesangene, Daniel, Esther, Ezra, Krønikebøgerne. Profeterne underinddeles sædvanligvis i de tidligere: Josva, Dommerbogen, Samuel, Kongebøgerne; og de senere: Jeremias, Ezekiel, Esajas og XII. Den traditionelle eller »masoretiske« rækkefølge placerer Esajas før Jeremias, og i Hagiograferne er rækkefølgen: Krønikebøgerne, Salmerne, Job, Ordsprogene, Ruth, Højsangen, Prædikeren, Klagesangene, Esther, Daniel, Ezra, hvor midterverset er Sl 130,3. Den rækkefølge, der findes i trykte tekster, er den fra tyske håndskrifter. Bøgerne får deres navne fra et ord nær begyndelsen, fra deres indhold eller fra deres formodede forfatter.

IX. Tekstens vokalisering.

Omkring reformationstiden var det den almindelige tro, at vokaltegnene og andre prikker var lige så gamle som konsonanterne. Jøderne troede, at Moses modtog dem mundtligt, og at Ezra nedskrev dem.

1. Tegnenes alder:

Den første, der daterede tegnene sent, var Elias Levita (1468-1549). Striden blev udkæmpet i det 17. århundrede. Ludovicus Cappellus (død 1658) argumenterede for en datering omkring 600 e.Kr. Buxtorf'erne forsvarede den gamle opfattelse. Følgende er kendsgerningerne.

2. Sandsynlig tid for opfindelsen:

Da Septuaginta blev til, havde den hebraiske tekst ikke engang så mange vokalbogstaver, som den har nu, og langt mindre tegn; det havde den heller ikke, da den syriske oversættelse blev til i det 2. århundrede, eller Hieronymus' Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) mellem 393-405, eller de tidligere targumer. Endelig var tegnene ukendte for Talmud. De fandtes derfor ikke før 600 e.Kr. Den tidligste autoritet vedrørende tegnene er Aaron ben Asher fra skolen i Tiberias (død omkring 989). Han skrev en afskrift af den hebraiske Bibel med alle tegnene, som blev standardkodeksen. Den sandsynlige datering sættes derfor til omkring år 700; og dette stemmer med, hvad der skete med græske, syriske og arabiske håndskrifter. Jøderne lånte sandsynligvis fra syrerne.

3. Forskellige systemer og recensioner:

Uden tvivl fandtes der i begyndelsen mange tegnsætningssystemer. Af disse overlevede to, det fra Israels land og det babylonske, eller superlineære. De vigtigste træk ved det sidstnævnte er, at tegnene placeres over linjen; det har intet tegn for »e« (ceghol) og har kun ét system af accenter. Det fra Israels land, det som er velkendt for os, findes i to recensioner, Ben Ashers og hans samtidige Ben Naphtali fra Babylons; altså en vestlig og en østlig.

X. Systemet fra Israels land.

Da vokaliseringen af teksten fandt sted omkring 700 e.Kr., vil man forstå, at den adskiller sig betydeligt fra det levende sprog. Hvad dette var, kan ses af translitterationen af egennavne i Septuaginta, hos Origenes og Hieronymus, og af en sammenligning med moderne arabisk.

1. Konsonanterne:

En sammenligning med arabisk viser, at det hebraiske bogstav cheth (ch), og det er sikkert ud fra Septuaginta, at det hebraiske bogstav `ayin (`), hver havde to forskellige lyde. Denne forskel vises ikke i vokaliseringen, skønt et punkt blev brugt til at skelne mellem de to lyde af "b", "g", "d", "k", "p", "t" og af "s" og "sh" samt de to værdier af "h". Fraværet af dette punkt angives ved rapheh. Det samme punkt markerer fordoblingen af en konsonant. Gutturallydene og "r" fordobles ikke, skønt de bestemt blev det, da sproget blev talt (sammenlign 1 Mos 43,26; Ez 16,4 osv.).

2. Vokalerne:

Systemet af vokaltegn forsøger at gengive lydene nøjagtigt. Således angives den korte a-lyd, som må gå forud for en guttural bogstavlyd, og foran en guttural erstattes "i" og "u" af "e" og "o". På den anden side synes "y" foran "i" i nogle tilfælde ikke at være blevet udtalt. Således har Septuaginta Israel, men Ieremias. Shewa' siges af Ben Asher at lyde som "i" foran "y"; foran en guttural antog det lyden af gutturalens vokal, som mo'odh (me'odh), og havde også andre værdier.

3. Accenterne:

Der findes et særligt accentsystem for de poetiske bøger, Ordsprogenes Bog, Salmernes Bog og Jobs Bog (undtagen prosadelene). Overskrifterne og sådanne mærker som celah er i Salmernes Bog accentueret som en del af verset. Accenterne havde tre værdier: musikalsk, interpunktionel og egentlig accentuel. Men disse værdier har at gøre med sproget, ikke som det blev talt, men som det blev messet ved den offentlige oplæsning i synagogen.

4. Afvigende vokaliseringer:

Ordene blev ikke altid vokaliseret på den sædvanlige måde, men undertiden efter subjektive hensyn. Således er udtrykket "at se Guds ansigt" vokaliseret som "at vise sig for Gud" på grund af 2 Mos 33,20 (Sl 42,3; Es 1,12). Tilsvarende i Præd 3,21 sættes "som går opad" for "om den går opad". Se også Jer 34,18; Es 7,11. Ofte er tegnsætningen inkonsekvent med sig selv. Således "samlet til sine folk" (1 Mos 35,29), men "samlet til mit folk" (ental, 1 Mos 49,29). På samme måde får pelishtim, "filistre", artiklen sammen med præpositioner, ellers ikke. Mange steder er to vokaliseringer blandet, som for at give et valg mellem læsemåder (Sl 62,4; Sl 68,3 og ofte).

XI. Masoraen.

1. Betydningen af betegnelsen:

Den hebraiske tekst, sådan som den er trykt med alle punkter og accenter, kaldes den masoretiske tekst. Masorah, eller bedre, Maccoreth, er afledt af en rod, der betyder "at overlevere" (4 Mos 31,5). Denne tradition begyndte tidligt. Rabbi Akiba (død 135) kaldte den et "gærde omkring loven". Den oplyser, hvor mange gange et bestemt udtryk forekommer, og nævner synonyme udtryk osv. Bemærkningerne, der er anbragt i kodexens sidemargen, ofte blot et bogstav, der angiver, hvor mange gange ordet forekommer, kaldes Masorah parva. Noterne blev senere udvidet og anbragt i øverste og nederste margen og kaldt Masorah magna. Noter, der var for lange til at blive indsat i margen, blev undertiden anbragt i begyndelsen, som regel i slutningen af kodexen, og kaldt Masorah finalis. Masoraen varierer mellem forskellige håndskrifter; og der findes en østlig og en vestlig Masorah.

2. "Qere" og "Kethibh":

Den ældste og vigtigste del af Masoraen ligger i de læsemåder, som adskiller sig fra den skrevne tekst, kaldet Qere. Disse kan repræsentere varianter i håndskrifter, især af dem, der kaldes cebhir. De fleste er blot trykfejl og rettelser af teksten. Sådanne er de fire Q. perpetua, 'adhonay (for YHWH), Jerusalem, Issakar og hu', i hvis tilfælde den læste form ikke er tilføjet nederst på siden. Undertiden er rettelsen rigtig, som i Am 8,8; sammenlign 9,5; undertiden repræsenterer Kethibh en arkaisk form (Dom 9,8; Dom 9,12; Es 32,11).

En Qere blev indsat ved 1 Sam 17,34 for at rette en trykfejl i Venedigbibelen fra 1521.

3. Andre træk:

Andre noter nederst på siden henleder opmærksomheden på overflødig eller mangelfuld skrivemåde. Anvisninger for tekstens opstilling findes i 1 Mos 49,8; 5 Mos 31,28 og andre steder. Hver bog afsluttes med en note, der angiver antallet af vers, afsnit, midterverset og andre enkeltheder om bogen. De næstsidste vers i Esajas, Malakias, Klagesangene og Prædikeren gentages efter det sidste, som er ildevarslende.

XII. Håndskrifter og trykte tekster.

1. Håndskrifter:

Håndskrifterne til den hebraiske bibel er langtfra så gamle som de græske, idet gamle hebraiske håndskrifter som regel blev ødelagt. Det langt ældste håndskrift til nogen del af Bibelen er Papyrus Nash fra omkring 150 e.Kr., som indeholder Dekalogen og Shema` (5 Mos 6,4). Dernæst kommer Petersborg-kodexen til de senere profeter fra 916 e.Kr., selv om Ginsburg anser et håndskrift til Pentateuken (British Museum Orient. 4445) for ældre. Vokaliseringen i det sidstnævnte er palæstinalandsk; i det førstnævnte er den supralineær. Det ældste håndskrift til hele Det Gamle Testamente er dateret 1010 e.Kr.

2. Tidlige trykte tekster:

Følgende er de vigtigste trykte tekster: Psalteriet fra 1477, sted ukendt, med kommentar af Kimchi. De første få salmer er vokaliserede; Pentateuken, 1482, Bologna, med Rashi og Targum Onkelos; måske udkom De fem ruller på samme tid; Profeterne, uden vokaltegn, 1485-86, i Soncino, med Rashi og Kimchi; Hagiograferne, 1486-87, i Napoli, med vokaltegn, men ikke accenter, og kommentarer (i de to sidste staves YHWH og 'Elohim YHDH og 'Elodhim); 2. udgave af Pentateuken i Faro i Portugal, 1487, den første uden kommentar; editio princeps af hele Det Gamle Testamente med vokaltegn og accenter, men uden kommentar, færdiggjort i Soncino 14. februar 1488, genoptrykt i 1491-93 og i Brescia-bibelen fra 1494. Den sidste var den, Luther brugte. På grund af forfølgelse kom den næste udgave først i 1511-1517.

3. Senere udgaver:

Den første kristne udgave af den hebraiske tekst er den, der findes i den complutensiske polyglot, fuldført 10. juli 1517. Den har mange ejendommeligheder og forkastede som den første de masoretiske afsnit til fordel for de kristne kapitler, idet Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) blev fulgt. Den første rabbinske bibel--det vil sige en tekst med vokaltegn og accenter, med Masora, targumer og kommentarer--blev trykt af Daniel Bomberg i Venedig i 1516-17. Opdelingen af Samuel, Kongebøgerne, Krønikebøgerne og Ezra i hver to bøger markeres her for første gang i en rent hebraisk tekst, og konsonanterne i Qere gives for første gang i margen. Tidligere blev vokalerne kun indsat i teksten. Således lagde Luther i Es 44,14 ikke mærke til det lille nun, men tog det for et zayin. Det, der dog kaldes editio princeps af den rabbinske bibel, er Bombergs anden udgave, redigeret af Jacob ben Chayyim (1524-25). Den udgør standardudgaven af den masoretiske tekst. Samuel og Kongebøgerne behandles hver som to bøger. Cebhirim bemærkes for første gang, og Qere-formerne markeres med q. Arias Montanus' polyglot (1567-71) brugte de strækbare bogstaver, "h", "l", "t", "m", udvidet for at udfylde linjer, og nummererede for første gang kapitlerne (med hebraiske bogstaver). Buxtorfs rabbinske bibel udkom i 1618-19; Paris-polyglotten i 1629-44; Waltons London-polyglot i 1654-57, som for første gang giver de etiopiske og persiske VSS; Athias' udgave i 1661, som for første gang indsatte numrene på de kristne kapitler i klausulerne ved slutningen af Lovens bøger, mens Mantua-udgaven fra 1744 indsatte dem for alle bøgerne. I den sidste er Solomon de Norzis masoretiske kommentar (1626) indarbejdet. Nyere udgivere er Baer og Ginsburg. Særlig nævnes må Kittels udgave, som indsætter varianterne fra oversættelserne nederst på siden.

4. Kapitler og vers:

I moderne udgaver af den hebraiske tekst er numrene på de kristne kapitler indsat. Kapitlerne havde deres oprindelse i Vulgata og tilskrives forskelligt Lanfranc (død 1089), Stephen Langton (død 1228), men med størst sandsynlighed Hugo de Sancto Care (13. århundrede). De falder for det meste sammen med de masoretiske afsnit og kom ind med polyglotterne fra 1517 og fremefter; de blev først brugt i en rent hebraisk tekst i 1573-1574. Nogle moderne udgaver markerer versene i margen, 5-tallene med hebraiske bogstaver, undtagen 15, som angives med "Tw" = 9 plus 6, i stedet for "yh" = 10 plus 5, fordi sidstnævnte ville = Yah. Efter Clausula Masoretica ved slutningen af Krønikebøgerne og andre steder findes en udvidet note hentet fra 1 Krøn 19,13 (2 Sam 10,12).

LITTERATUR.

Benzinger, Hebraische Archaologie, Leipzig, 1894; Berger, Histoire de l'ecriture dans l'antiquite, Paris, 1892; Blau, Masoretische Untersuchungen, Strassburg, 1891; Einleitung in die heilige Schrift, Budapest, 1894; Studien zum althebraischen Buchwesen, Pt. I, Strassburg, 1902; Buhl, Canon and Text (engelsk oversættelse ved J. Macpherson), Edinburgh, 1892; Butin, The Ten Nequdoth of the Torah, Baltimore, 1906; Buxtorf (faderen), Tiberias side Commentarius Masorethicus, Basel, 1620; Buxtorf (sønnen), Tractatus de Punctorum Origins, etc., Basel, 1648; Cappellus, Arcanum Punctationis Revelatum, Leyden, 1624; Chwolson, Corpus Inscriptionum Hebraicarum, Petersburg, 1882; Driver, Notes on the Hebrew Text of Samuel, Oxford, 1913; Edersheim, History of the Jewish Nation, London, 1896; Etheridge, Jerusalem and Tiberias ("Post-Biblical Hebrew Literature"), London, 1856; Frankel, Ueber israelslandsk und alexandrinische Schriftforschung, Breslau, 1854; Geden, The Massoretic Notes Contained in the Edition of the Hebrew Scriptures, Published by the British and Foreign Bible Society, London, 1905; Geiger, Urschrift und Uebersetzungen der Bibel, Breslau, 1857; Ginsburg, Introduction to the .... Hebrew Bible, London, 1897; The Massorah, London, 1880-85; Kennedy, The Note-Line in the Hebrew Scriptures, Edinburgh, 1903; Kenyon, Our Bible and the Ancient manuscripts, London, 1898; King, The Psalms in Three Collections (om den triennale cyklus), Cambridge, 1898; Konig, Einleitung in das Altes Testament, Bonn, 1893; Loisy, Histoire critique du texts et des versions de la Bible, Paris, 1892-95; Nowack, Lehrbuch der hebraischen Archaologie, Freiburg og Leipzig, 1894; De Rouge, Memoire sur l'origine egyptienne de l'alphabet phenicien, Paris, 1874; Schurer, Geschichte des judischen Volkes im Zeitalter Jesu Christi (engelsk oversættelse ved John Macpherson og andre), Edinburgh, 1890; Schwab, Jerusalem Talmud (fransk oversættelse), Paris, 1871-90; Strack, Prolegomena Critica in Vetus Testamentum Hebraicum, Leipzig, 1873; Einleitung in den Talmud, Lelpzig, 1894; Taylor, The Alphabet, London, 1883; T.H. Weir, A Short History of the Hebrew Text of the Old Testament, London, 1907; Winckler, Die Thontafeln yon Tell-el-Amarna, Berlin, 1896; The Tell-el-Amarna Letters, Berlin, London og New York, 1896; Wolf, Bibliotheca Hebraea, Hamburg og Leipzig, 1715-33; Wunsche, Bibliotheca Rabbinica, Leipzig, 1880.

Encyklopædier:

Cheyne og Black, EB, London, 1899-1903; Fairbairn, Imperial Bible Dict., London, 1866 ("GT," "Skrifterne," "Skrift," af D. H. Weir); HDB, Edinburgh, 1898-1904 ("Text of the Old Testament," af H. L. Strack); Herzog, RE, Leipzig, 1896 ff.; Jew Encyclopedia, New York og London, 1901-6; Vigoureux, Dictionnaire de la Bible, Paris, 1891 ff.

Hebraiske tekster:

Dikduke ha Te`amim des Ahron .... ben Asher, udgave ved Baer og Strack, Leipzig, 1879; Massoreth ha-Massoreth af Elias Levita, med engelsk oversættelse og noter ved C.D. Ginsburg, London, 1867; Midrash hag-Gadol: Genesis, udgave ved S. Schechter, Cambridge, 1902; Das Buch, Ochla Weochla, udgave ved Frensdorff, Hannover, 1864; Mishna, med latinsk oversættelse, ved Guil. Surenhusius, Amsterdam, 1698-1703; Sifra, udgave ved Jacob Schlossberg, Wien, 1862; Sifre, udgave ved M. Friedmann (første del), Wien, 1864; Soferim, udgave ved Joe Muller, Wien, 1878; Babylonisk Talmud, udgave (med tysk oversættelse) ved Lazarus Goldschmidt, Berlin, 1896--.

Tidsskrifter:

Academy, XXXI, 454, "The Moabite Stone"; Good Words, 1870, 673, "The Moabite Stone," af D. H. Weir; Jewish Quarterly Review: Dr. A. Buchler om "The Triennial Cycle," V, 420, VI, 1; "E. G. King on the Influence of the Triennial Cycle upon the Psalter," af I. Abrahams, april 1904; "Neue Masoretische Studien," af Blau, januar 1904; "On the Decalogue Papyrus," af F. C. Burkitt, april 1903; Journal of Theological Studies, V, 203, "The Influence of the Triennial Cycle upon the Psalter," af E. G. King; PEF: "Heb Mosaic Inscription at Kerr Kenna," af Clermont-Ganneau, oktober 1901; "On the Siloam Inscription," 1881, 198; "On the Excavations at Taanach and Megiddo," 1904, 180, 1905, 78; Proceedings of the Society of Biblical Archaeology: E. J. Pilcher, "On the Date of the Siloam Inscription," XIX, 165, XX, 213; "On the Decalogue Papyrus," af S. A. Cook, januar 1903; "Hebrew Illuminated manuscripts of the Bible of the 11th and 12th Centuries," af M. Caster, XXII, 226; Scottish Review, IX, 215, "The Apocryphal Character of the Moabite Stone," af Albert Lowy; Studia Biblica et Ecclesiastica, III, 1, "The Introduction of the Square Characters in Biblical Manuscripts, and an Account of the Earliest Manuscripts of the Old Testament, with a Table of Alphabets and Facsimiles," af Ad. Neubauer; Mittheilungen und Nachrichten des deutschen Vereins für das Land Israel: "On the Excavations at Taanach," af Sellin, 1902, 13, 17, 33, 1903, 1, og 1905, nummer 3; "On the Excavations at Tell el Mutesellim," af Schumacher, 1904, 14, 33, og 1906, nummer 3; og af Benzinger, 1904, 65; Zeitschrift des deutschen Vereins für das Land Israel: "On the Siloam Inscription," af Socin, XXII, 61; Zeitschrift der deutschen morgenlandischen Gesellschaft: "Zur Geschichte der hebraischen Accents," af P. Kahle, 1901, 167.

Thomas Hunter Weir