Antilope

an'-te-lop (RV; KJV "vildokse," te'o (5 Mos 14,5), og "vildtyr," to (Es 51,20)); orux (Septuaginta i Codex Vaticanus har hos seutlion hemiephthon, bogstaveligt: "som en halvt kogt rødbede"): Dorcasgazellen (Gazella dorcas) er vidt udbredt i Syrien, Israels land og Arabien.

Den nyligt opdagede Merrills gazelle (Gazella Merrilli) lever i højlandet nær Jerusalem og skelnes normalt ikke fra dorcasgazellen. Sandsynligvis er den eneste anden antilope inden for dette område den arabiske oryx (Oryx beatrix). Tristram nævner to afrikanske arter (bubalantilopen, Bubalis mauretanica, og addaxen, Addax nasomaculatus) som forekommende på Sinaihalvøen, i det sydlige Israels land og i Arabien, men han indsamlede ikke eksemplarer af nogen af dem og blev sandsynligvis vildledt af udtalelser fra araberne, som i begge tilfælde i virkeligheden henviste til oryxen. Den eneste naturforsker, der nogen sinde er trængt ind i Nordvestarabien, er hr. Douglas Carruthers, som i 1909 drog på en indsamlingsekspedition for Syrian Protestant College i Beirut; hans mål var at skaffe oryxen og andre store antiloper, der muligvis fandtes dér. Gennem iagttagelse og gentagne forespørgsler blev han overbevist om, at hverken addaxen eller bubalantilopen findes i Arabien. Tristram siger, at addaxen kaldes maha', og bubalantilopen baqar-ul-wachsh; begge navne bruges imidlertid faktisk af araberne om oryxen, som ifølge Doughty også kaldes wadichah.

Tsebhi på listen over rene dyr i 5 Mos 14,5 (KJV "råbuk"; RV "gazelle") er ganske sikkert gazelle, arabisk zabi (se dette), så det er meget muligt, at te'o er oryxen. Det er værd at bemærke, at det gengives med oryx (orux) i Septuaginta. Man må have i tanke, at re'm eller re'em, gengivet med "enhjørning" (se dette) i KJV og med "vildokse" i RV, måske også kan være oryxen. At oryxen skulle kaldes med to navne i Bibelen, behøver ikke at anses for mærkeligt i betragtning af den ubestemthed, der præger semitiske forestillinger om naturhistorie; den bevidnes direkte af de tre navne, som araberne nu bruger om dette dyr.

Den lidt anderledes form [to'] (KJV "vildtyr"; RV "antilope"), der findes i Es 51,20 ("Dine sønner er besvimet, de ligger ved hovedet af alle gaderne som en antilope i et net"), kan lige så vel henvise til oryxen som til noget andet dyr. Ifølge Gesenius er ordet afledt af udsagnsordet ta'ah, "at løbe fra", hvilket ville passe på denne eller enhver anden antilope.

Den ledsagende illustration er fra et fotografi af en fuldvoksen hunoryx i den zoologiske have i Kairo; den er 35 tommer høj ved skulderen og har horn, der er 21 tommer lange. En voksen han måler 40 tommer ved skulderen, 59 tommer fra snudespidsen til haleroden, og de længste kendte horn måler 27 1/4 tommer. Farven er rent hvid med mørkebrune eller sorte aftegninger. Det er et kraftigt dyr, og dets horn kan tilføje farlige sår. Det lever i Arabiens ørkener, og dets bemærkelsesværdigt store hove synes velegnede til at gå i sandet. Det lever af græsser og visse saftige rødder, og beduinerne erklærer, at det aldrig drikker. Under navnet maha' fejres det i arabisk poesi for skønheden i dets øjne. Jf. Homers "okseøjede gudinde Hera" (Boopis potnia Ere). Baqar-ul-wachsh, det navn beduinerne oftest bruger, betyder "vild ko" eller "vildokse", hvilket er identisk med KJV's oversættelse af te'o.

Alfred Ely Day