Ansigt

Betyder ganske enkelt nærvær, som når det fortælles, at Adam og Eva skjulte sig for “Herren Guds ansigt [RV: ‘nærvær’]” (1 Mos 3,8; jf. 2 Mos 33,14, 15, hvor det samme hebraiske ord gengives med “nærvær”). “Lyset fra Guds ansigt” er hans gunst (Sl 44,3; Dan 9,17). “Ansigt” betegner også vrede, retfærdighed, strenghed (1 Mos 16,6, 8; 2 Mos 2,15; Sl 68,1; Åb 6,16). At “vække Gud til vrede lige for hans ansigt” (Es 65,3) er at synde åbent imod ham.

Jøderne bad med ansigtet vendt mod templet og Jerusalem (1 Kong 8,38, 44, 48; Dan 6,10). At “se Guds ansigt” er at have adgang til ham og at nyde hans gunst (Sl 17,15; 27,8). Dette er de hellige engles privilegium (Matt 18,10; Luk 1,19). “Jesu Kristi ansigt” (2 Kor 4,6) er Kristi embede og person, åbenbareren af Guds herlighed (Joh 1,14, 18).