Antiokia i Pisidien

an'-ti-ok, pi-sid'-i-a (Antiocheia pros Pisidia, or aAntiocheia he Pisidia = "pisidisk").

1. Historie:

(1) Antiokia i Pisidien blev kaldt sådan for at skelne den fra de mange andre byer med samme navn, grundlagt af Seleukos Nikator (301-280 f.Kr.) og opkaldt efter hans far Antiochos. Den lå stærkt placeret på et plateau nær den vestlige bred af floden Anthios, som løber ned fra Sultan Dagh til den dobbelte sø kaldet Limnai (Egerdir Gol). Den blev anlagt på et område, der tilhørte præsterne for den oprindelige religion; de resterende dele af denne ejendom tilhørte senere de romerske kejsere, og mange indskrifter med forbindelse til kejserkulten, hvis kejsere overtog såvel gudens guddommelige som hans verdslige rettigheder, er bevaret. (Se Sir W. M. Ramsays artikel om "The Tekmoreian Guest-Friends" i Studies in the History and Art of the Eastern Roman Provinces, 1906.) Plateauet, hvorpå Antiokia lå, behersker en af vejene, der fører fra Østen til Maiandros og Efesos; de seleukidiske konger grundlagde regelmæssigt deres byer i Lilleasien på vigtige strategiske punkter for at styrke deres greb om de oprindelige stammer.

Der findes intet bevis for, at der eksisterede en græsk by på Antiokias sted før Seleukos' grundlæggelse. Ramsay må have ret i at forbinde Strabons udsagn om, at Antiokia blev koloniseret af grækere fra Magnesia ved Maiandros, med Seleukos' grundlæggelse; for det er yderst usandsynligt, at grækere kunne have bygget og holdt en by på en så farlig beliggenhed så langt inde i landet før Alexanders erobring. Græske byer fra før Alexander findes sjældent i Lilleasiens indre, og da kun i vestens åbne floddale. Men der må have været en frygisk fæstning i eller nær Antiokia, da de frygiske konger stod på højden af deres magt. Den naturlige grænse for frygisk område i dette distrikt er de pisidiske bjerge, og frygerne kunne kun have holdt den rige dal mellem Sultan Dagh og Egerdir-søen mod de krigeriske stammer i de pisidiske bjerge, hvis de havde en stærk bosættelse i nærheden. Vi skal nedenfor se, at frygerne faktisk besatte denne side af Sultan Dagh og beherskede vejen på et afgørende punkt.

De seleukidiske kolonister var grækere, jøder og frygere, hvis vi kan dømme efter tilsvarende seleukidiske grundlæggelser. At der var jøder i Antiokia, bevises af ApG 13,14; ApG 13,50 og af en indskrift fra Apollonia, en naboby, som nævner en jødinde Debora, hvis forfædre havde beklædt embeder i Antiokia (hvis Ramsays fortolkning af indskriften i The Cities of Paul, 256, er rigtig). I 189 f.Kr., efter freden med Antiochos den Store, gjorde romerne Antiokia til en "fri by"; dette betyder ikke, at der blev foretaget nogen ændring i dens forfatning, men kun at den ophørte med at betale skat til de seleukidiske konger. Antonius gav Antiokia til Amyntas af Galatien i 39 f.Kr., og derfor blev den indlemmet i provinsen Galatien (se Galatien), som blev dannet i 25 f.Kr. af Amyntas' rige. Ikke længe før 6 f.Kr. blev Antiokia gjort til en romersk koloni med titlen Caesareia Antiocheia; den var nu hovedstad i det sydlige Galatien og den førende af en række militærkolonier, grundlagt af Augustus og forbundet med et vejsystem, der endnu er utilstrækkeligt udforsket, for at holde de vilde stammer i Pisidien, Isaurien og Pamfylien nede.

2. Pisidisk Antiokia:

Der har været megen strid om spørgsmålet, om Antiokia lå i Frygien eller i Pisidien på Paulus' tid. Strabon definerer Antiokia som en by i Frygien mod Pisidien, og den samme beskrivelse ligger underforstået i ApG 16,6 og 18,23. Andre autoriteter henfører Antiokia til Pisidien, og den tilhørte ganske vist Pisidien, efter at provinsen med det navn var blevet dannet i 295 e.Kr. I den paulinske periode var den en by i Galatien, i det distrikt af Galatien, der kaldtes Frygien (for at skelne det fra andre etniske inddelinger af Galatien, f.eks. Lykaonien). Dette synspunkt er sikkert ved studiet af de historiske forhold (se Ramsay, The Church in the Roman Empire, 25 f); og det støttes af den kendsgerning, at frygiske indskrifter (det sikreste tegn på tilstedeværelsen af en frygisk befolkning, for kun frygere brugte det frygiske sprog) er fundet omkring Antiokia. Se Pisidien. Dette hjørne af Frygien skyldte sin indlemmelse i provinsen Galatien den militære situation i 39 f.Kr., da Amyntas fik overdraget opgaven at dæmpe de urolige pisidiske stammer. Ingen plan for militær erobring i de pisidiske bjerge kunne udelade dette vigtige strategiske punkt mod nordvest. Denne kendsgerning blev erkendt af Seleukos, da han grundlagde Antiokia, af Antonius, da han gav Antiokia til Amyntas, og af Augustus, da han gjorde Antiokia til den vigtigste af sine militærkolonier i Pisidien. En militærvej, bygget af Augustus og kaldet Kongevejen, førte fra Antiokia til søsterkolonien Lystra. Ifølge beretningen, der er bevaret i legenden om "Paulus og Thekla", var det ad denne vej, Paulus og Barnabas rejste på vej fra Antiokia til Ikonion (ApG 13,51; jf. 2 Tim 3,11; se Ramsay, The Church in the Roman Empire, 27-36).

3. Sprog og religion:

Latin forblev Antiokias officielle sprog fra grundlæggelsen som romersk koloni indtil den senere del af det 2. århundrede e.Kr. Den blev mere gennemgribende romaniseret end nogen anden by i distriktet; men den græske ånd genoplivedes i det 3. århundrede, og indskrifterne fra denne tid er på græsk. De vigtigste hedenske guddomme var Men og Kybele. Strabon nævner et stort tempel med omfattende ejendomme og mange hierodouloi, som var viet til gudens tjeneste.

4. Paulus i Antiokia:

Antiokia var, som det er vist ovenfor, det militære og administrative centrum for den del af Galatien, der omfattede de isauriske, pisidiske og pamphyliske bjerge samt den sydlige del af Lykaonien. Herfra blev romerske soldater, embedsmænd og kurérer udsendt over hele området, og herfra udgik Paulus' mission ifølge ApG 13,49 til hele egnen. (Om den tekniske betydning af »egn« her, se Pisidien.) De »fromme og fornemme kvinder« (KJV) og byens »ledende mænd«, som jøderne forelagde deres klage for, var måske de romerske kolonister. Den fremtrædende rolle, kvinderne her får i omtalen, stemmer overens med alt, hvad der vides om deres sociale stilling i Lilleasien, hvor de ofte var præstinder og magistrater. Jøderne i Antiokia fortsatte deres forfølgelse af Paulus, da han var i Lystra (ApG 14,19). Paulus drog gennem Antiokia anden gang på vej til Perge og Attalia (ApG 14,21). Han må have besøgt Antiokia på sin anden rejse (ApG 16,6; Ramsay, The Church in the Roman Empire, 74 ff.) og på sin tredje (ApG 18,23; smst., 96).

LITTERATUR.

Antiokia blev af Arundel, Discoveries in Asia Minor, I, 281 f., identificeret med ruinerne nord for Yalovadj. En udførlig redegørelse for byen i den græske og romerske periode findes hos Ramsay, The Cities of Paul, 247-314. Indskrifterne er udgivet i CIG, 3979-81; LeBas, III, 1189 ff., 1815-25; CIL, III, 289 ff.; Sterrett, Epigraphical Journey in Asia Minor, 121 ff.; Wolfe Expedition in Asia Minor, 218 ff.; Ephem. Epigr., V, 575; Athen. Mirth., XIV, 114. Til denne liste (lånt fra Pauly-Wissowa) føjes de indskrifter, der er udgivet i Ramsays artikel om »The Tekmoreian Guest-Friends«, som der er henvist til ovenfor. Om de frygiske indskrifter fra Antiokia-distriktet, se Ramsays artikel i Jahresh. Oest. Arch. Inst., VIII, 85.

W. M. Calder