Fønikien

(ApG 21,2) = Phenice (11,19; 15,3; RV, Phoenicia), gr. phoinix, “en palme”, palmetræernes land; en landstribe med en gennemsnitlig bredde på omkring 20 miles (ca. 32 km) langs Middelhavets kyster, fra floden Eleutherus i nord til Karmels forbjerg i syd, omkring 120 miles (ca. 193 km) lang. Dette navn findes ikke i Det Gamle Testamente, og i Det Nye Testamente nævnes det kun i de ovenfor anførte steder.

“I de egyptiske indskrifter kaldes Fønikien Keft, og indbyggerne Kefa; og eftersom Keft-ur, eller ‘Større Fønikien,’ var det navn, der blev givet til Nilens delta efter de fønikiske kolonier, som havde bosat sig der, må filistrene, der kom fra Kaftor eller Keft-ur, have været af fønikisk oprindelse” (jf. 5 Mos 2,23; Jer 47,4; Am 9,7)., Sayce’s Bible and the Monuments.

Fønikien lå i selve centrum af den gamle verden og var det naturlige handelsknudepunkt for samhandel med fremmede folkeslag. Det var “oldtidens England.” “Handelsruterne fra hele Asien løb sammen ved den fønikiske kyst; handelscentrene ved Eufrat og Tigris sendte deres varer via Tyrus til Nilen, til Arabien og mod vest; og omvendt passerede produkterne fra de vidtstrakte områder omkring Middelhavet gennem den kanaanæiske hovedstad til den østlige verden.” Det var “beliggende ved indgangen til havet, en købmand for folkene på mange øer” (Ez 27,3, 4). Fønikernes vidtrækkende handelsvirksomhed, især med Tarshish og den vestlige verden, berigede dem med enorm rigdom, som indførte grænseløs luksus og udviklede en stor aktivitet blandt dem inden for alle slags kunsthåndværk og fremstillingsvirksomhed.

Fønikerne var den gamle verdens mest foretagsomme købmænd og grundlagde kolonier forskellige steder, hvoraf Karthago var den vigtigste. De var en kanaanæisk gren af Hams slægt og kaldes ofte sidonier efter deres hovedby Sidon. Ingen kunne “forstå sig på at hugge tømmer som sidonierne” (1 Kong 5,6). Kong Hiram ydede Salomo vigtig hjælp i forbindelse med planlægningen og opførelsen af templet; han støbte for ham alle karrene til tempeltjenesten, de to søjler, som stod foran forhallen, og “det støbte hav” (1 Kong 7,21-23). Ved nyere udforskning er der fundet særlige mærker på de store sten, der danner templets underbygning. Disse mærker, både malede og indgraverede, er blevet anset for at være lavet af arbejderne i stenbruddene og sandsynligvis beregnet til at angive disse stens plads i bygningen. “Den bibelske beretning (1 Kong 5,17, 18) beskriver nøjagtigt det massive murværk, som nu findes ved det sydøstlige hjørne (af tempelområdet), og som står på den naturlige klippe 80 fod (ca. 24 m) under den nuværende overflade. De kongelige ingeniører fandt, dybt begravet i mange århundreders affald, store sten, kostbare og tilhuggede sten, som dannede helligdomsmurens fundament; mens fønikiske potteskår og fønikiske mærker malet på de massive blokke synes at forkynde, at stenene blev forberedt i stenbruddet af Hirams, kongen af Tyrus’, kyndige arbejdere.”

Fønikerne er almindeligvis blevet anset for opfinderne af alfabetisk skrift. Egypterne udtrykte deres tanker ved bestemte symboler, kaldet “hieroglyffer”, dvs. hellige udskæringer, således kaldt fordi de næsten udelukkende blev brugt om hellige emner. Den nyere opdagelse af indskrifter i Sydarabien (Yemen og Hadramaut), kendt som himyaritiske, har imidlertid, sammen med forskellige filologiske overvejelser, ført nogle til den konklusion, at det fønikiske alfabet stammede fra minæerne (hvis man anerkender oldtiden af kongeriget Ma’in, Dom 10,12; 2 Krøn 26,7). Dermed ophører det fønikiske alfabet med at være moderalfabetet. Sayce mener, at “det er mere end muligt, at egypterne selv var udvandrere fra Sydarabien.”

“Fønikerne var i oldtiden berømte for fremstilling af glas, og nogle af de bevarede eksemplarer af dette arbejde er stadig til undren for menneskeheden...Når det gælder skibsfart, hvad enten man tænker på skibsbygning eller handel til søs, overgik fønikerne alle andre folkeslag.” “Navnet Fønikien er af usikker oprindelse, skønt det kan være afledt af Fenkhu, det navn der i de egyptiske indskrifter gives til de indfødte i Kanaan. Blandt de vigtigste fønikiske byer var Tyrus og Sidon, Gebal nord for Beirut, Arvad eller Arados og Zemar.”