Det Gamle Testamentes kronologi

kro-nol'-o-ji:

I. INDLEDNING

1. Emnets vanskeligheder

2. Behandlingsplan

3. Bibelen skal betragtes som højeste autoritet

II. TIDSALDRENE MELLEM TESTAMENTERNE

III. DEN PERSISKE PERIODE

IV. DEN BABYLONISKE PERIODE

V. DEN ASSYRISKE PERIODE OG JUDA EFTER SAMARIAS FALD

VI. DET DELTE KONGERIGES PERIODE

1. Årsager til variation i systemerne

2. Nogle vigtige og afgørende dateringer

3. Vanskeligheder, der må fjernes

4. Overlapninger

VII. FRA SPLITTELSEN TIL UDTOGET

Tegn på overlapning

VIII. FRA UDTOGET TIL ABRAHAMS FØDSEL

Hovedpunkter i striden

IX. FRA ABRAHAM TIL SKABELSEN

En foreslået fortolkning

LITTERATUR

I. Indledning.

1. Emnets vanskeligheder:

Af indlysende grunde må den, der studerer bibelsk kronologi, møde mange vanskeligheder og vil altid være stærkt hæmmet. Først og fremmest er Det Gamle Testamente hverken rent eller bevidst en historiebog. Det fremlægger heller ikke et udformet kronologisk system; dets mange tal og dateringer bruges hovedsagelig med henblik på de åndelige kendsgerninger og sandheder, som forfatterne var optaget af. Vi skal derfor ikke forvente at finde en fuldkomment ordnet rækkefølge af perioder og dateringer, selv om vi heldigvis i vores undersøgelse faktisk vil finde mange nøjagtigt daterede begivenheder, hyppige følgerækker af begivenheder og ordnede rækker af embedsmænd; som for eksempel de talrige slægtstavler, rækken af dommere og listerne over konger.

Desuden findes der ikke i Det Gamle Testamente én bestemt og endeligt fastlagt tidsregning, som alle dets begivenheder dateres ud fra, sådan som det er tilfældet i kristen historie. Udgangspunkterne, eller beregningen, viser sig at variere i de forskellige perioder af den fremadskridende historie; på ét trin er det skabelsen, på et andet Abrahams udvandring eller udtoget, eller igen rigets splittelse. Sædvanligvis er dateringer og alle tidsangivelser relative, dvs. de knyttes til en samtidig monarks regeringstid, som Esajas’ syn »i det år kong Uzzija døde« (Es 6,1), eller til en usædvanlig begivenhed, historisk eller naturlig, som det store jordskælv (Am 1,1; Zak 14,5). Kun lejlighedsvis findes der henvisning til en begivenhed, som markerer begyndelsen på en tidsalder, såsom udtoget (Dom 11,16; Dom 11,26; 1 Kong 6,1).

Den almindelige mangel på ensartethed blandt forfattere om bibelsk kronologi bidrager yderligere til at øge den allerede forvirrende uklarhed. Det er næsten muligt at sige, at ingen to forfattere er enige; og foreslåede harmoniseringer er indbyrdes yderst uharmoniske. De to artikler om Det Gamle Testamentes kronologi i et nyere værk (Murray, Illus. Bible Dictionary, 1908) ligger for eksempel flere hundrede år fra hinanden på bestemte punkter. Der findes stor meningsforskel om de mest fremtrædende begivenheder, såsom Abrahams kaldelse og tidsalderen for hans berømte samtidige Hammurabi, året for udtoget og begyndelsen på Salomos tempel. Naturligvis er der mindre meningsforskel om senere dateringer, hvoraf nogle, f.eks. Samarias fald og Jerusalems ødelæggelse, kan betragtes som fastlagte. En tilsvarende bred vifte af meninger findes blandt arkæologer med hensyn til begivenheder i samtidig historie; forskellen mellem Goodspeed og Hommel i dateringen af den tidlige babyloniske historie er fem hundrede år, og begyndelsen og omfanget af Hyksos-perioden i Egypten varierer hos forskellige »autoriteter« med hundreder af år. Heller ikke forskellen i de forskellige og samlede tal i de hebraiske, samaritanske og Septuaginta-tekster for tidsaldrene før Abraham bør lades ude af betragtning i nogen fremstilling af de vanskeligheder, der knytter sig til drøftelsen af dette emne.

2. Behandlingsplan:

Disse vanskeligheder, og andre lige så alvorlige, har bestemt planen for denne artikel. Den sædvanlige fremgangsmåde har været at begynde med kilderne til Det Gamle Testamentes historie og følge dens forløb fremad. Selv om et sådant system kan have sine fordele, er der dog en alvorlig ulempe forbundet med det: at de mindst sikre dateringer ganske vist er dem ved begyndelsen af optegnelserne, og når de bruges som grundlag, bliver hele fremstillingens struktur mere eller mindre usikker. Arkæologi og sammenlignende historie har gjort meget for at fastlægge dateringer fra udtoget og fremefter og har ved opdagelse og oversættelse næsten bragt disse senere århundreder i stilling som bevidnet historie. Men tidsaldrene før udtoget, og især før Abraham, ligger stadig, efter sagens natur, i stort mørke. Og således er ethvert system, der begynder med den uklare tidlige fortid, med dens sammenpressede tal og deres usikre fortolkning, meget lig en kæde, der hænger i den tomme luft. Forfatteren har derfor til hensigt at begynde med visse velkendte, vigtige og afgørende dateringer og omkring disse samle og knytte Det Gamle Testamentes begivenheder og personer. Sådanne anerkendte dateringer er: fuldførelsen af det andet tempel i 516, Jerusalems fald i 586, Samarias fald i 721, tribut til Shalmaneser II fra Jehu i 842 og fra et medlem af Omris dynasti i 854. Sådanne gammeltestamentlige begivenheder, som markerer begyndelsen på tidsaldre, er splittelsen, Salomos tempel, udtoget og Abrahams kaldelse. Materialet og planen kræver da næsten nødvendigvis, at vi begynder ved historiens afslutning og arbejder os logisk bagud til de tidligere stadier, hvortil vi kan håbe at nå med fast grund under fødderne for behandlingen af de mere usikre problemer. Det håbes, at kronologisystemet efter denne plan ikke vil være ren spekulation eller en personlig teori, men have en vis sikkerhed og give en vis forvisning i en tid med vilde påstande og fri manipulation.

3. Bibelen skal betragtes som højeste autoritet:

Man bør huske, at dette er et studium af Bibelens kronologi, og derfor vil der blive tillagt Bibelens udtrykkelige og positive udsagn fuld værdi. Tiden er sikkert kommet, hvor alle retfærdigt tænkende mennesker bør anerkende, at en klar og ligefrem erklæring i De hellige Skrifter ikke uden videre skal forkastes, fordi den tilsyneladende modsiges af en ukendt og uansvarlig person, som kunne stemple ler eller hugge i sten. Det har været alt for almindeligt, at arkæologiske og kritiske eventyrere har betvivlet og krævet nøjagtigt bevis for enhver bibelsk udtalelse, men har været rede nok til at fæste lid til enhver udtalelse fra gamle hedenske kilder. Vi forudsætter, som vi har al grund til at gøre, troværdigheden af Bibelens beretninger, som er blevet bekræftet i utallige tilfælde; og vi vil følge deres vejledning frem for enhver anden. Hjælpen fra samtidig historie og arkæologiens vidnesbyrd kan bruges med fordel, men bør ikke sættes i stedet for Skrifternes klare kendsgerninger, som er fuldt værdige til vores tillid og agtelse. Opgaven for en Bibelens kronologi er egentlig at fremlægge de datoer, der gives deri, i systematisk form, med et ærligt forsøg på at bringe vanskelighederne i harmoni, idet man bruger de ydre hjælpemidler, men altid tager hensyn til Skriftens myndighed og rettigheder.

II. Tidsaldrene mellem testamenterne.

Mellem Kristi komme og afslutningen på Det Gamle Testamentes historie ligger der i runde tal fire hundrede år. Men selv om disse var udenbibelske tidsaldre, var de hverken golde eller begivenhedsløse år; for i dem vil man finde meget af den højeste værdi i udviklingen af jødisk liv og i forberedelsen til Messias. Og således har de deres rette plads i Bibelens kronologi (se mellem testamenterne). Jesu fødsel kan ikke have været senere end 4 f.Kr., eftersom Herodes den Store døde i april det år. Herodes blev konge over Judæa i 37 f.Kr. Landet var blevet erobret, og Jerusalem indtaget, af romerne under Pompejus i 56 f.Kr., hvorved jøderne på denne måde kom under Roms magt. Den romerske tidsalder blev forudgået af præstekongernes styre, som idumæeren Antipater blev knyttet til ved ægteskab, så Herodes, som Rom gjorde til konge, både var jøde og fremmed.

Makkabæertiden, som endte i 39 f.Kr. med romernes fjernelse af Antigonos til fordel for Herodes, begyndte i 168 f.Kr. med Judas. Antipater, som var blevet udnævnt til prokurator i Judæa i 47, blev myrdet i 43 f.Kr. Seleukidernes periode strækker sig fra dens afslutning med Antiochos VII's regentskab i 128 tilbage til dens grundlægger, Seleukos, 312 f.Kr. Den mest bemærkelsesværdige af disse monarker fra et jødisk synspunkt var Antiochos Epifanes, som regerede fra 175 til 164, og som i 168 gav anledning til makkabæernes opstand ved sine mange ugudelige og undertrykkende handlinger, især vanhelligelsen af templet i Jerusalem. I 203 f.Kr. indtog Antiochos den Store, som var blevet konge af Syrien i 223, Jerusalem, og senere, i 198, indlemmede han Judæa i Syrien. Før dette havde Judæa været en egyptisk lydstat, eftersom det efter Alexander den Stores død i 323 f.Kr. og delingen af hans rige var blevet indlemmet i Egypten af Ptolemaios Soter. Ptolemaios Filadelfos, der blev konge i 280 f.Kr., fremmede oversættelsen af de hebraiske Skrifter til græsk; resultatet blev Septuaginta-oversættelsen og alt, hvad den betød som forberedelse for kristendommens udbredelse. Alexanders nederlag af Dareios III, eller Kodomannos, ved Arbela i 331 bragte det persiske rige til ophør og opfyldte grækernes længe nærede ambition om herredømme over Asien. Den lange regeringstid for den bibelske konge af Persien, Artaxerxes Longimanus, strakte sig fra 465 til 424 f.Kr., og når vi når hans regeringstid, befinder vi os i området for Det Gamle Testamentes historie. Vender vi rækkefølgen i denne korte oversigt om og går ud fra Det Gamle Testamentes synsvinkel, får vi følgende tabel for århundrederne mellem testamenterne:

III. Persisk periode.

Når vi nu går ind i den sidste periode af Det Gamle Testamentes historie, som kan kaldes den persiske periode, finder vi, at Ezras, Nehemias' og andre jødiske lederes aktiviteter dateres efter de persiske kongers regeringsår (f.eks. Hag 1,1; Zak 1,1; Ezra 1,1; Neh 2,1); og følgelig er vanskelighederne i denne periodes kronologi ikke store. For nylig er der blevet gjort et fantasifuldt forsøg på at placere de begivenheder, der fortælles om i Ester, Ezra og Nehemias, i tiden for det babyloniske fangenskab, idet man hævdede at have støtte i Skriften ud fra forekomsten af disse navne, sammen med Mordokaj, i Ezra 2,2 og Neh 7,7; men helt uden held (se Prince of Judah, or Days of Nehemiah Redated). Disse navne var uden tvivl almindeligt forekommende, og deres optræden blandt dem, der vendte tilbage med Zerubbabel, er ikke tilstrækkelig til at påvirke det historiske vidnesbyrd for de accepterede dateringer af Ezra og Nehemias. Forsøget på at flytte disse dateringer tilbage til det 6. århundrede, at forbinde Nehemias med Daniel og Mordokaj og at placere hans arbejde før Zerubbabel, kan afvises som ren fantasi og umuligt at forene med Det Gamle Testamentes fortælling.

Artaxerxes I begyndte sin regering, som giver dateringen for Ezra og Nehemias, i 465 f.Kr. I hans 7. år, 458, drog Ezra fra Babylon til Jerusalem efter kongens dekret (Ezra 7,7) og tog templets kar med sig tilbage samt meget andet til gudstjenesten i Jerusalem, ledsaget også af en stor skare hjemvendende jøder. Nehemias fulgte efter fra Susan i kongens 20. år (Neh 1,1), da han havde hørt om og var blevet bedrøvet over, at Ezras bestræbelser delvis var slået fejl. Under hans vise og modige ledelse blev bymurene hurtigt genopbygget, og mange reformer gennemført. Efter tolv år (433) vendte han tilbage til kongens tjeneste i Susan (Neh 13,6), men kort tid efter, da han hørte onde tidender fra Jerusalem, drog han tilbage for at fuldføre sine reformer og tilbragte tilsyneladende resten af sit liv i dette arbejde. Skønt Bibelen tier, er dette Josefus' vidnesbyrd. Malakias' Bog, som afspejler denne tids vanskeligheder og onder, må åbenbart placeres her, men ikke med nøjagtighed, da den kan være skrevet så tidligt som 460 eller så sent som 420.

Perioden fra hjemkomsten under Ezra (458) tilbage til templets fuldførelse i Dareios I's regeringstid (516) er, bortset fra lejlighedsvise henvisninger og placeringen af udaterede bøger og hændelser, praktisk talt et tomrum. Her hører, mener vi, Esters Bog hjemme, muligvis Malakias, nogle af salmerne og de sociale og religiøse tendenser blandt de hjemvendte landflygtige, som gjorde Ezras og Nehemias' kraftige reformer så nødvendige. Men Det Gamle Testamente trækker ikke forhænget fra dette halve århundredes mysterium, så vi kan kende begivenhederne og følge udviklingen. På den anden side af dette tomrum kommer vi igen til udtrykkelige dateringer. Det andet tempel, som blev påbegyndt ved hjemkomsten under Zerubbabel, blev fuldført i Dareios' 6. år, dvs. 516. Byggeriet af det, som tidligt var blevet opgivet af selviske grunde, blev genoptaget i Dareios' 2. år efter profeterne Haggajs og Zakarias' formaning (Hag 1,1; Zak 1,1). Dareios den Store begyndte sin regering i 521. Kambyses efterfulgte Kyros i 527. Babylon blev indtaget af perserne i 538, og kort efter begyndte jøderne, efter Kyros' edikt, deres tilbagevenden til Jerusalem og nåede deres bestemmelsessted senest i 536. Kyros omstyrtede Lydien i 545, mederne fem år tidligere, og må være kommet på Persiens trone senest i 555. Hans erobring af Lilleasien åbnede kampen mellem Persien og Grækenland om overherredømmet, som skulle fortsættes af Dareios og Xerxes og til sidst ved Arbela (331) resultere i græsk triumf under Alexander og indledningen af en ny tidsalder.

Tabellen for den persiske periode i Det Gamle Testamentes historie, idet vi følger strømmen opad, er derfor som følger:

IV. Babylonisk periode.

Lige før den persiske ligger den babyloniske periode i Det Gamle Testamentes kronologi, som naturligvis overlapper den førstnævnte og til sidst afløses af den ved Kyros' erobring af Babylonien. Denne periode kan med rette siges at begynde med Ashurbanipals død i 626 f.Kr.; han var Assyriens sidste store hersker. På dette tidspunkt var Nabopolassar blevet gjort til guvernør over Babylonien, underlagt Assyriens overhøjhed. Ved Ashurbanipals død blev Nabopolassar uafhængig hersker over Babylonien og indgik kort efter forbund med mederne for at omstyrte Assyriens herredømme og derefter dele dets rige mellem sig. Dette blev fuldbyrdet ved Nineves fald (606), som bragte det mægtige assyriske rige til ophør; den sidste konge var Sinsharishkun (den historiske Saracus), en søn af Ashurbanipal. Nogle år før sin død i 604 knyttede Nabopolassar sin søn Nebukadnesar til sig på Babyloniens trone; han var den nye babyloniske verdensmagts mest berømte hersker og nært forbundet med Judas historie i dette riges sidste år. Hans lange regeringstid endte i 562.

Mens den konflikt, der bragte Assyrien til ophør, og den forvirring, der fulgte med, optog de mesopotamiske landes opmærksomhed, genoplivede Egypten under et nyt og livskraftigt dynasti sine ambitioner og intriger for herredømme i Asien. Farao Neko II udnyttede Assyriens forvirring og hjælpeløshed og invaderede Israels land i 609 med den hensigt at marchere videre gennem landet for at angribe Mesopotamien. Kong Josija modsatte sig ham i loyalitet mod sin assyriske overherre, men blev besejret og dræbt i slaget ved Megiddo efter en regeringstid på 31 år; tilsyneladende en unødvendig og tåbelig modstand fra Josijas side, eftersom planen for Nekos march viser, at Juda ikke var direkte berørt. Efter sejren ved Megiddo fortsatte Neko sin march mod nordøst, undertvang Syrien og håbede at få en hånd med i de mesopotamiske forhold. Men i 606 eller 607 f.Kr. blev han besejret ved Karkemish og drevet tilbage til Egypten af Nebukadnesar, der var frisk fra sejren over Nineve. Samme år marcherede Nebukadnesar mod Egypten, modtog Jerusalems underkastelse, da han drog gennem Israels land, og sendte fornemme gidsler tilbage til Babylon, blandt dem Daniel og hans tre venner. Faderens død og den fare, der truede hans tronfølge, kaldte pludselig Nebukadnesar tilbage til Babylon, hvor han blev enehersker i 604. Det ser ud til, at Neko må være vendt tilbage til Egypten efter Megiddo og før slaget ved Karkemish, eftersom han gjorde Jojakim til konge i stedet for Joakaz, som han førte som fange til Egypten. Nebukadnesars sejr ved Karkemish og hans march sydpå bragte Juda i nær forbindelse med Babylon og åbnede det dramatiske kapitel om Jerusalems fald og landflygtigheden. Disse historiske begivenheder fastlægger dateringerne for de sidste konger og de afsluttende hændelser i Judas rige, som vist i følgende tabel:

V. Assyrisk periode og Juda efter Samarias fald.

Dette afsnit, som for nemheds skyld kan behandles som en særskilt del, er kronologien for Juda under Assyrien efter Nordrigets fald i 721. Da Skriftens tidsangivelser er hyppige og udtrykkelige, og de samtidige assyriske optegnelser er fyldige og ligeledes udtrykkelige, er problemerne i denne periode hverken mange eller uløselige. Én vanskelighed findes i den kendsgerning, at det samlede antal år for Hizkijas, Manasses, Amons og Josijas regeringer er et eller to år kortere end perioden mellem Hizkijas tronbestigelse i 726 og Josijas død i 609. Men der er vidnesbyrd om anarkiske forhold ved afslutningen af Amons regering (2 Kong 21,23; 2 Kong 21,14), og det er sandsynligt, at mindst ét år bør regnes for interregnet. Den største vanskelighed gælder Sankeribs invasioner i Hizkijas regeringstid. Forvirringen skyldes den tilsyneladende datering af Sankeribs berømte og katastrofale invasion i 701 til Hizkijas 14. regeringsår (2 Kong 18,13). Der er gjort forskellige forsøg på forsoning; ét forsøg har været at placere begyndelsen af Hizkijas regering i 715, hvilket er helt udelukket, da det tilsidesætter de præcise udtryk, hvormed begyndelsen af hans regering placeres før Samarias fald (2 Kong 18,10). Et andet forslag har været, at man skulle læse "24." i stedet for "14."; men dette er ren formodning. Der findes en enkel og tilfredsstillende løsning: i de kapitler, der indeholder beretningen (2 Kong 2 og Es 36), er det tydeligt, at to invasioner beskrives. Ofte er Skriftens beretninger tematiske snarere end kronologiske, og netop sådan er emnet i dette tilfælde Sankeribs trussel mod Juda og den endelige befrielse ved Jahve. Fortællingen omfatter to invasioner: den første i Hizkijas 14. år (713), da Sankerib førte sin far Sargons hære; dens afslutning, for så vidt Jerusalem angik, var Hizkijas betaling af tribut, sådan som det nøjagtigt siges i 2 Kong 18,16. Den anden invasion, hvis beskrivelse begynder med det følgende vers (2 Kong 18,17), var den alvorligere og identificeres sandsynligvis med invasionen i 701, da Sankerib var blevet konge. Den nødvendige indsættelse af en afsnitsmarkering mellem 2 Kong 18,16 og 2 Kong 18,17 opfylder ethvert krav om overensstemmelse.

Fra 609 f.Kr., året for Josijas død, regner vi 31 år tilbage til begyndelsen af hans regering i 639; han blev myndig i det 8. år (632; 2 Krøn 34,3); reformen i hans 12. år, på tidspunktet for skyternes indtrængen, ville falde i 628 (2 Krøn 34,3); i det følgende år begyndte Jeremias at profetere; og i Josijas 18. år (621) blev templet renset, og Lovbogen fundet (2 Krøn 34,8). Hvis man regner med et år med forvirring, begyndte Amon sin korte regering i 642, og Manasse sin lange regering på 55 år i 697, mens Hizkijas regering på 29 år dateres tilbage til 726. Nogle fastlagte vigtige datoer i den samtidige historie er: Ashurbanipals, Assyriens sidste store konges, død i 626, med Babylons deraf følgende uafhængighed og begyndelsen på det 2. babyloniske rige. Ashurbanipals lange regering begyndte i 668 ved hans far Esarhaddons død; han efterfulgte sin far Sankerib i 681. Sargon tilranede sig den assyriske trone i 722 og døde i 705. Shalmaneser IV, efterfølgeren til Tiglat-Pileser III, regerede i det korte tidsrum mellem 727 og 722. I Egypten havde det XXV., eller etiopiske, dynasti magten fra ca. 720 til 667; to af dets konger, So og Tirhaka, omtales i Det Gamle Testamente (2 Kong 17,4; 2 Kong 19,9; Es 37,9), og efter dette fremtrådte det XXVI. (et indfødt) dynasti, hvor farao Neko var en af dets konger. Datoerne for denne periode kan vi sammenfatte i følgende tabel:

VI. Det delte riges periode.

De mest komplekse, men mest interessante, problemer i Det Gamle Testamentes kronologi findes i det delte riges periode. I litteraturen fra denne periode findes et større antal datoer og historiske henvisninger end i nogen anden. Vi har hjælp fra flere vigtige kilder og faktorer ved ordningen af disse datoer:

(1) De parallelle beretninger om Israels og Judas kongeriger tjener som kontrol for hinanden, eftersom kongernes tronbestigelse og død i hvert folk fastlægges med henvisning til regeringstiderne hos kongerne i det andet. Mange andre begivenheder forbindes på lignende måde.

(2) De to rigers historie, eller i det mindste dele af den, gives i tre parallelle autoriteter: Kongebøgerne, Krønikebøgerne og Profeterne.

(3) De assyriske optegnelser er mest fyldige og er praktisk talt sammenhængende i denne periode, idet limu-listerne strækker sig ubrudt fra 893 til 650 f.Kr.

1. Årsager til variation i systemer:

Men selv om dette tilsyneladende burde være det mest tilfredsstillende område for kronologen, har det vist sig umuligt at nå frem til noget, der nærmer sig sikkerhed, og følgelig er der betydelig afvigelse mellem enkeltpersoner og skoler. Én årsag til variation er forskellen mellem de assyriske kongelister og summen af Det Gamle Testamentes tal for denne periode, idet den gammeltestamentlige sum er 51 år større end de assyriske lister. To almindelige metoder til at harmonisere denne forskel er blevet anvendt:

(1) at acceptere den gammeltestamentlige sum som korrekt og antage, at de 51 år er blevet udeladt fra de assyriske lister (se W. J. Beecher, Dated Events of Old Testament, 18, 19);

(2) at harmonisere Det Gamle Testamentes tal med de assyriske lister ved at tage hensyn til overlapningen mellem regeringstider for konger, som i korte perioder var forbundet på tronen.

Eksempler på sådanne overlapninger er Uzzijas og Jotams medregentskab i Juda (2 Kong 15,5), og muligvis Pekas regeringstid samtidig med Menahem og Pekaja i Israel (2 Kong 23-28). Den sidstnævnte metode giver de mest tilfredsstillende resultater og vil blive anvendt i denne artikel. Det vigtigste punkt, hvor der bliver forskel, er Salomos alder og grundlæggelsen af templet. Dette kan findes efter den førstnævnte metode ved at lægge 51 år til de dateringer, der gives nedenfor. At metoden, som følger summen af Det Gamle Testamentes tal, vilkårligt må antage, at der har været udeladelser i de assyriske lister, og at den også må ty til visse overlapninger og justeringer af tallene, sådan som de er givet i teksten, er tilstrækkelige grunde imod at anvende den. Og når man møder vanskelighederne i denne periode, bør man altid huske, at Det Gamle Testamente ikke blot er en annalbog, og at dateringer ikke gives, fordi de i sig selv har nogen særlig interesse, men for at sætte begivenheder i forbindelse med hinanden og fremhæve dem. Almindeligvis gives dateringer med henvisning til lokale forhold og samtidige personer, ikke som fastlagt ud fra en eller anden stor epokegørende begivenhed; f.eks. bestemmes Uzzijas regeringstid ikke med henvisning til rigets deling eller tempelbyggeriet, men i forhold til hans israelitiske samtidige, Jeroboam II.

2. Nogle vigtige og afgørende dateringer:

Der er dog nogle faste dateringer, som er faste på grund af deres internationale betydning, og på dem kan vi med rimelig sikkerhed hvile. Sådanne er Samarias fald (721 f.Kr.); Tiglat-Pileser III's tronbestigelse (745); tribut betalt til Shalmaneser II af Jehu i 842 og af Akab, eller en af hans dynasti, i 854; og farao Shishaks invasion af Juda i Rehabeams femte år (1 Kong 14,25). Der er også visse sammenfaldende dateringer, fastlagt med nogenlunde nøjagtighed i de to rigers parallelle historie, som både tjener som udgangspunkter og som kontrolpunkter for hinanden. De mest fremtrædende af disse er: begyndelsen på Hizkijas regering, 5 år før Samarias fald (2 Kong 18,10); samtidigheden mellem Jeroboam II's og Jotams regeringer (1 Krøn 5,17), idet Jotams tronbestigelse bruges som beregningsgrundlag for de israelitiske kongers regeringer (2 Kong 15,30); sammenfaldet mellem Omri-dynastiets ophør og Akazjas, Judas konges, død (2 Kong 2), således at Jehu og Atalja derfor begyndte deres regeringer på samme tid; og først og fremmest rigets deling og den samtidige begyndelse på Jeroboam I's og Rehabeams regeringer. Ved at bruge disse faste dateringer og sammenfald må vi finde, at sammenlægningerne af de israelitiske og judæiske kongers regeringer mellem 721, Hosheas 9. år og Hizkijas 6., og 843, begyndelsen på Jehus og Ataljas regeringer, hver udgør 122 år; og på samme måde, at sammenlægningerne fra 843 tilbage til rigets deling er de samme.

3. Vanskeligheder, der må fjernes:

De alvorligste vanskeligheder findes nær periodens afslutning, da forholdene i Nordriget var ved at blive anarkiske, og da der i Sydriget også forekom tydelige medregentskaber, hvis omfang ikke er tydeligt. Peka siges at have regeret 20 år (2 Kong 15,27); og dog betalte Menahem tribut til Assyrien i 738, og han blev efterfulgt i to år af sin søn Pekaja, fra hvem Peka rev kongedømmet til sig. Dette ville kun give Peka 6 års eneherredømme. Forklaringen ligger i sammenhængen: i den forvirring, der fulgte efter Jeroboams død, etablerede Peka sin myndighed over området øst for Jordan, og det er til dette år, tallene i 2 Kong 15,27; 2 Kong 15,32; 2 Kong 16,1 henviser. Uzzija var spedalsk de sidste 16 år af sit liv, og hans søn Jotam stod over kongedømmet (2 Kong 15,5). Længden af Jotams regering var netop 16 år, ikke ud over de 16 år med medregentskab, da dette ville føre til den urimelighed, at han blev gjort til medregent i en alder af 9 år (2 Kong 15,33). Derfor er næsten hele hans regering indbefattet i hans fars 52 år. Af en eller anden grund blev Akaz forbundet med sin far Jotam før dennes død, eftersom de 16 år af hans regering plus de 5 år af Hizkijas før Samarias fald bringer hans tronbestigelse før Uzzijas og Jotams død, dvs. i 741. Således var de tre regeringer samtidige i omtrent 6 år. At disse 6 år ikke kan forklares ved et medregentskab med Hizkija i den anden ende af Akaz' regering, fremgår af Hizkijas alder ved hans tronbestigelse (2 Kong 18,2) og af den gennemgribende forskel i de to kongers politik. 2 Kong 7,1 kan antyde, at Uzzija og Jotam døde omtrent samtidig, og at Akaz blev betragtet som den, der efterfulgte dem begge direkte.

En anden vanskelighed findes ved begyndelsen af Uzzijas regering, hvor han siges at have efterfulgt sin far Amasja i en alder af 16 år, men hvor han også siges at have udført visse bemærkelsesværdige ting efter sin fars død (2 Kong 14,21; 2 Kong 14,22). Det er derfor tydeligt, at han blev konge før Amasjas død. Hvornår begyndte dette medregentskab? Der foreslås intet bedre tidspunkt end Amasjas vanærende nederlag til Joash af Israel i hans 15. regeringsår, hvorefter folket rejste sig og satte Uzzija i hans sted, mens Amasja levede videre i 15 år (2 Kong 14,17), således at 15 af Amasjas 29 år var samtidige med Uzzija. Endvidere kan der i Joash af Judas sidste år have været et medregentskab, eftersom han var "meget syg" i disse år (2 Krøn 24,25). Således reduceres totalerne på 146 år for Israels kongers regeringer og 165 for Judas kongers regeringer mellem 721 og 842 til de faktiske 121 ved de overlapninger, som antydes i selve fortællingen.

4. Overlapninger:

For den første del af denne periode, fra Jehus fremkomst, omkring 843, til rigets deling, er summen af regeringsårene for Israels konger 98 år og for Judas konger 95. Men der må have været nogle overlapninger. Tidsrummet mellem Akab og Jehu, sådan som omtalen af dem i de assyriske optegnelser viser, er 12 år; men Akabs to sønner regerede 14 år, Akazja 2 og Joram 12. Det er tydeligt, at Akabs sidste år, hvor nederlaget ved Karkar fandt sted, var Akazjas 1. år, og at Akazjas 2. år, da han samme år kom alvorligt til skade (2 Kong 1,2), var Jorams første. Det er sandsynligt, at Asas lange regeringstid sluttede med Joshafat som medregent (1 Kong 15,23), så de ovennævnte samlede tal for begge riger må reduceres noget, sandsynligvis til 90 år, og rigets opløsning sættes til omkring 933 f.Kr. Shishak, grundlæggeren af det 22. dynasti, invaderede Israels land i Rehabeams 5. år (1 Kong 14,25), og i, eller kort før, sit eget 21. regeringsår, så han må være blevet hersker over Egypten omkring 950 f.Kr. Jeroboam flygtede til Egypten, efter at Salomo havde regeret mere end 20 år, sådan som forbindelsen mellem Jeroboam og opførelsen af Millo viser; og derfor må Jeroboams flugt have fundet sted omkring begyndelsen af Shishaks regering. Dette stemmer med Det Gamle Testamentes optegnelser, eftersom det fjendtlige Shishak-dynasti må være opstået i Salomos regeringstid, idet det dynasti, som herskede ved begyndelsen af hans regering, havde været i forbund med ham. Derfor sætter vi Shishaks tronbestigelse til omkring 950, hans invasion af Juda til 929 og rigets opløsning til 933 f.Kr.

Et interessant eksempel på medregentskab i denne periode er Joshafat og Joram, for mens Akazja af Israel begyndte at regere i Joshafats 17. år (1 Kong 22,51) og døde i Jorams 2. år (2 Kong 1,17), var året for hans død også Joshafats 18. år, så far og søn regerede sammen i omkring 5 år. Det er også tydeligt, at Joshafat regerede før sin fars død, da den samlede længde af hans regering regnes fra medregentskabets begyndelse (1 Kong 22,41), men visse begivenheder dateres fra hans enestyre efter Asas død (1 Kong 22,51; 2 Kong 3,1). Det er sandsynligt, at Ataljas 6 år var indbefattet i de 40 år af Joashs, den retmæssige konges, regering. Hans søn Amasjas alder ved hans tronbestigelse (2 Krøn 25,1) taler ikke imod denne sandsynlighed, eftersom de tidligt modne jødiske herskere nåede myndighedsalderen som 15-årige (sammenlign 2 Krøn 34,3). Medregentskabet i 2 år mellem Joash og Amasja (2 Krøn 24,25) bringer de samlede år for kongernes regeringer i begge riger ned til Jeroboam II's tronbestigelse, tre år før Uzzijas tronbestigelse, i nøjagtig overensstemmelse. Endelig forklares forskellen på tre år i summen af regeringstiderne i de to riger fra Jehu til rigets opløsning ved den kendsgerning, at i Israel faldt en konges første år sammen med forgængerens sidste, mens i Juda, i hvert fald i begyndelsen af denne periode, en konges første år fulgte efter forgængerens død; f.eks. mens Asa begyndte at regere i Jeroboams 20. år (1 Kong 15,9), døde Jeroboam, som regerede 22 år, tre år senere i Asas andet år (1 Kong 15,25). Iagttagelse af dette princip ved de første tre kongers tronbestigelser efter Jeroboam fjerner forskellen, idet de store tal for Asas regering viser sig at bekræfte det. Den foregående tabel vil illustrere disse forhold i optegnelserne, idet den harmoniserer dateringerne for de to samtidige riger.

VII. Fra rigets opløsning til udgangen af Egypten.

Den periode, som nu skal behandles, strækker sig fra rigets opløsning tilbage til udgangen af Egypten. Grundene til at samle de bibelske begivenheder inden for disse vidt adskilte dateringer i én periode af så stor længde er tydelige, nemlig

(1) historiens regelmæssige rækkefølge;

(2) forekomsten af omfattende tal for perioden som helhed, f.eks. Dom 11,26 og 1 Kong 6,1; de kronologiske oplysninger i Dommerbogen, som fører direkte frem til udviklingen på det forenede kongeriges tid, f.eks. fortællingen om Rut, der baner vej for Davids regering. Karakteristisk for denne periode er den hyppige forekomst af de generelle tal 80, 40 og 20, som ikke nødvendigvis altid skal tages som nøjagtige, men muligvis til tider betegner et rundt tal eller et generationstal.

For at få tidsgrænserne for denne periode er det nødvendigt at regne 37 år tilbage fra afslutningen af Salomos regering i 933 f.Kr., og dette fører os til den epokegørende begivenhed, læggelsen af templets fundamenter i 969 eller 970, hans 4. regeringsår (1 Kong 6,1); og fra denne begivenhed føres vi, ved at lægge det omfattende tal 479 til, som gives i samme vers, tilbage til året for udgangen af Egypten, omtrent 1448 f.Kr., hvilket gør periodens samlede længde til omkring 516 år.

Tegn på overlapning:

Men sammenlægningen af de tal, der gives for periodens forskellige regeringer og forvaltninger, giver en sum, som er langt større end 516, og derfor må man i teksten søge tegn på overlapninger, som kan bringe fortællingen i overensstemmelse med sig selv. Salomos (1 Kong 11,42), Davids (1 Kong 2,11) og Sauls (ApG 13,21) regeringstider angives til 40 år hver; og her kan der have været en vis overlapning, idet Salomo f.eks. blev konge før Davids død (1 Kong 1,43-48). Det overrasker os noget at opdage, at der ikke findes nogen angivelse af længden af Samuels tjeneste, sådan som dens vigtige plads i folkets liv ville få os til at forvente. Den sandsynlige grund til dette er, at hans liv i vid udstrækning løb parallelt med Sauls regering og Elis forvaltning. En periode på 40 år tillægges Eli (1 Sam 4,18); summen af de tal, der gives for dommerne, er 410 år; Josva styrede i 40 år (Dom 2,8); og endelig dækkede ørkenvandringerne endnu en 40-årig periode. Den samlede sum af alle disse tal er 670--langt ud over de sammenfattende beregninger i Dom 11,26; 1 Kong 6,1 og ApG 13,19. Det fremgår af Dom 10,7; Dom 10,8; Dom 13,1, at perioderne med ammonitisk og filistæisk undertrykkelse enten var samtidige eller lå meget tæt på hinanden, og derfor at det sammenfattende tal, 300 år, i Dom 11,26, rækker fra indgangen i Kanaan under Josva ned til Samsons tid, såvel som til Jeftas. Ibzans, Elons og Abdons forvaltninger (Dom 12,8-13) bør da betragtes som praktisk talt samtidige med Jefta og Samson, og antallet af deres år bør i det mindste delvis lades ude af betragtning. Tallene fra Samson og Eli til Salomo er omtrent fastlagt: 20 til Samson, 40 til Eli, 40 til Saul og 40 til David; og deres sum stemmer med de 300 før Jefta og de 40 års ørkenvandringer i dannelsen af den store total (1 Kong 6,1) fra Salomo til udvandringen. Dette forhold før og efter Jefta, eller Samson, og den filistæiske undertrykkelse, omtrent 330 og 150 år, stemmer med slægtsregistrene i Ruth 4,18-22; 1 Sam 14,3; 1 Sam 22,9; 1 Kr 2; 6; 24. Forkortelsen af den overdrevne sum på 670 år må derfor søges i optegnelserne fra Samson tilbage til Josva. Hvis man antager, at undertrykkelserne kan være samtidige med forvaltningerne under foregående eller efterfølgende dommere, at Abimeleks mislykkede forsøg på at blive konge (Dom 9) bør indregnes i Gideons 40 år, og at parallelforløb er mulige hos de tre dommere lige efter Jefta (Dom 12,8-13) og de to lige før (Dom 10,1-5), er det muligt at bringe de detaljerede tidsangivelser i Dommerbogen i tilfredsstillende overensstemmelse med de sammenfattende tal. At dommertiden er kortere end summen af de tal, der tillægges hver enkelt, antydes yderligere af den måde, hvorpå de korte fortællinger ved bogens slutning--danitternes vandring, Benjamins synd og straf--og Ruths Bog bringer de tidligere generationer i nær berøring med de senere; sammenlign Davids slægtsregister (Ruth 4,18-22).

Den foregående tabel (s. 641) viser datoerne for begivenhederne efter den længere beregning og også efter den foreslåede forkortelse, hvor der tages hensyn til de mulige samtidigheder. Man bør huske, at disse tal ikke er uomtvistelige, men blot foreløbige og vejledende.

VIII. Fra udvandringen til Abrahams fødsel.

Den periode i Det Gamle Testamentes kronologi, som nu skal have vores opmærksomhed, er den, der strækker sig fra udvandringen omkring 1448 f.Kr. tilbage til Abrahams kaldelse og vandring. Den kan kaldes de patriarkalske vandringers periode, nationens formative periode eller barndomstid, og derfor er den af største historiske og religiøse interesse. Men det er ikke muligt at fastlægge dens datoer med uomtvistelig nøjagtighed, eftersom begivenhederne i Det Gamle Testamentes beretning, med sjældne undtagelser, ikke i deres fremstilling knyttes til epoker eller bestemte personer blandt samtidens folkeslag; og eftersom disse folkeslags kronologi også er stærkt omstridt blandt historikere og arkæologer, med variationer på hundreder af år.

Hovedpunkter i striden:

De vigtigste stridspunkter her for afgørelsen af de kronologiske problemer er tidspunktet for udvandringen, varigheden af Israels ophold i Egypten og dateringen af Hammurabi. Betragter vi disse i rækkefølge:

(1) Hvad udvandringen angår, har meningerne været delte mellem det 18., 19. og 20. dynasti som tiden for Israels undertrykkelse og udvandring, og der findes plausible argumenter for, og alvorlige indvendinger imod, hver af disse perioder. Når alt er taget i betragtning, synes det bedst at fastsætte det 18. dynasti som tiden for undertrykkelsen og udvandringen, Thothmes III som undertrykkelsens farao og årene umiddelbart efter hans død som tidspunktet for udvandringen, af følgende grunde:

(a) Dette er i overensstemmelse med tidsberegningen fra Salomos tempel tilbage til udvandringen (1 Kong 6,1) og opfylder fuldt ud de bibelske tal for den mellemliggende periode, som vist ovenfor; mens enhver senere dynastisk periode ville nødvendiggøre enten en unaturlig sammenpresning eller en hensynsløs forkastelse af de bibelske tal. At placere udvandringen så sent som under Ramses III, efter 1200 f.Kr., er i lyset af den bibelske beregning en åbenlys absurditet.

(b) I det 18. dynasti kan vi bedst søge den farao, "som ikke kendte Josef", eftersom det var dette dynastis leder, Ahmes I, der besejrede og fordrev hyksosfolket og efterlod sine efterfølgere et hjerteligt had til asiaterne som arv.

(c) Thothmes III var en stor bygherre, og hebræernes tunge opgaver ville passe godt ind i hans regeringstid. Han var også forkæmper for Amon, Thebens gud, idet han havde været præst for denne gud; derfor var udvandringens religiøse betydning og den kamp, der gik forud for den, mest naturlig i hans tid.

(d) En indskrift af Menefta, søn af Ramses II, viser, at Israel var i Israels land på hans tid; derfor kan han ikke have været faraoen ved udvandringen, og heller ikke kan hans far have været undertrykkeren.

(e) Indvendingen om, at faraonerne fra det 19. og 20. dynasti trængte ind i og gjorde krav på overhøjhed over landet, har kun ringe vægt, eftersom disse invasioner som regel kun omfattede kystsletterne, og enhver by eller egn kunne sikre sig frihed for angreb og bevare sin status quo ved at betale tribut. I senere århundreder drog mange fremmede invasioner gennem Israel uden at forstyrre den nationale helhed. Hvad angår indvendingen om, at byerne Ramses og Pitom peger på Ramses II's tid, er det ganske sandsynligt, at de blev bygget længe før hans tid og kun restaureret af ham. Af disse grunde sættes udvandringen til den tidligere dato.

(2) Om opholdet i Egypten varede 430 eller 215 år, afhænger af fortolkningen af de omfattende 430, eller rundt regnet 400, som ofte forekommer i Bibelen som betegnelse for længden af hebræernes vandringer blandt og undertrykkelse ved folkene (1 Mos 15,13; 2 Mos 12,40; ApG 7,6; Gal 3,17). Disse steder er blevet, og kan med rette blive, fortolket som en angivelse af tiden for det egentlige ophold i Egypten, eller tiden fra Abrahams indgang i Kanaan til udvandringen. Moderne arkæologiske opdagelser og de logiske slutninger ud fra dem, vores bedre kendskab til det samtidige Egyptens historie og forhold, forkortelsen af Hyksos-perioden, som hos Meyer, Mahler og Breasted, og accepten af en senere dato for Hammurabi synes alle at tale for den kortere opfattelse, eller 215-årsopfattelsen, af opholdet. De resterende 215 år dækker perioden fra Jakobs nedstigning til Egypten tilbage til Abrahams udvandring. Den kortere periode antages her af de grunde, der allerede er givet; men ved at lægge 215 til kan datoerne fra Josefs død og bagud bringes i overensstemmelse med teorien om den længere periode.

(3) Hvis man accepterer den næsten universelle og velbegrundede vurdering, at Amrafel i 1 Mos 14 er den berømte Hammurabi fra det 1. babyloniske dynasti, ville vi have hjælp til at bestemme datoen for hans bibelske samtidige Abraham, hvis de lærdes meninger om Hammurabis tid ikke var så afvigende. Goodspeed (Hist Babylonian and Assyrian.) sætter hans regeringstid til 22:97-2254 f.Kr.; Hommel (art. om "Babylonia," HDB) fastsætter den sandsynlige dato til 1772-1717, en forbløffende afvigelse på 500 år, og noget, der antyder den ødsle måde, hvorpå kronologer plejer at disponere over menneskets fortidige tidsaldre. Forskellen i dette tilfælde skyldes placeringen af det 2. babyloniske dynasti, idet Goodspeed lader dets mere end 360 år følge efter Hammurabi-dynastiet og lægger årene for de to sammen; Hommel betragter derimod det 2., eller sydlige, dynasti som samtidigt med det 1., eller nordlige. Men det er mere sandsynligt, at sandheden ligger mellem disse yderpunkter, eftersom det 2. dynasti må have haft en vis selvstændig stilling og må have regeret alene i en periode for at opnå anerkendelse som et dynasti. Denne moderate beregning er nu almindeligt antaget; Breasted placerer Hammurabi ved 1900 f.Kr., Davis (i DB) omkring 1975, og Pinches (i Murray's Illus. B. Dict.) senere end 2000 f.Kr. Den stemmer med Bibelens tal, som den følgende tabel viser, og afviger ikke væsentligt fra Usshers beregning, som byggede på disse tal. Derfor kan Hammurabis og Abrahams tid betragtes som omkring 1900 f.Kr., eller 2100, hvis man regner opholdet i Egypten til 430 år. Det første er mere rimeligt. Tell el-Amarna-brevene, der bevarer korrespondance fra det 14. og 15. århundrede mellem faraonerne fra det 18. dynasti og landet samt Babylon, bidrager ved at vise de samtidige herskere over rigerne ved Nilen og Eufrat til at bekræfte den bibelske beregning. Det er muligt, at øget viden om hittiterriget og dets forbindelser med Egypten, landet og Babylonien i nær fremtid kan bidrage med yderligere bekræftelse. De foregående konklusioner kan sammenfattes i følgende tabel:

IX. Fra Abraham til skabelsen.

Endnu én generel periode i Det Gamle Testamentes kronologi står tilbage at overveje: fra Abrahams tid tilbage til verdens skabelse, som der ifølge sagens natur ikke kan være nogen absolut sikkerhed om, og hvor der hverken er grund til eller behov for ubøjelig nøjagtighed. Systemet, eller rækkefølgen, af tal i de tidlige kapitler af 1 Mos (1 Mos 5 og 1 Mos 11,10-26) har i forsøget på at forklare disse tal givet anledning til flere teorier.

(1) Den bogstavelige fortolkning, hvis bedst kendte fortaler var ærkebiskop Ussher (død 1656), hvis bogstavelige ordning blev indført i randnoterne til King James Version efter hans død. Denne teori tager tallene for fødsel og død nøjagtigt, som de står, og viser ved at lægge tidsintervallerne mellem de forskellige patriarkers fødsler sammen, sammen med Adams alder ved Sets fødsel, at der ifølge den masoretiske tekst gik 1.656 år fra skabelsen til syndfloden og 290 år fra syndfloden til Abrahams fødsel. Men det må fra begyndelsen være åbenbart, at denne beregning, selv ved den mest liberale ordning af tallene og det mest konservative geologiske og antropologiske skøn, ikke er lang nok til at tilfredsstille de kendte kendsgerninger om jordens alder, om menneskets liv på jorden og om fastslåede historiske dateringer. Selv professor Breasteds konservative system (Ancient Egypt) placerer den første sikre datering i Egyptens historie, nemlig indførelsen af den sotiske kalender, så tidligt som 4241 f.Kr., hvilket er mere end to århundreder før Usshers verdens begyndelse. Desuden eksisterede der på det tidspunkt et astronomisk grundlag for tidsregning, hvilket forudsætter en kulturel udvikling, der allerede lå forud. Denne vanskelighed blev erkendt af de tidligste fortolkere, sådan som variationerne i Sam og Septuaginta-teksterne viser; den sidstnævnte øger den samlede alder med omkring 1.500 år og indsætter et nyt navn i slægtslisten i 1 Mos 11. En interessant kommentar til den bogstavelige metode er, at den lader Noa leve, indtil Abraham var halvfjerds år gammel, og forlænger Sems liv ind i Jakobs levetid.

(2) En anden teori er den dynastiske: at det lange tal for en patriarks levetid angiver den æra, hvor hans hus eller dynasti herskede, efterfulgt af det lange tal for det næste dynasti; f.eks. blev Adams 930 år efterfulgt af Sets 912, og så videre, indtil perioden strækkes til at dække tusinder af år. Men der er åbenlyse indvendinger mod dette syn: det forklarer ikke, hvorfor hvert efterfølgende dynastis begyndelse altid ligger så nær ved begyndelsen af det foregående, og det ser bort fra den inspirerede forfatters tydelige plan om at fortælle menneskeslægtens nedstamning gennem familier og ikke gennem æraer eller riger.

(3) Andre har fremsat den formodning, at tidsenhederne har været forskellige i menneskets ældste tider; at tidsenheden oprindelig var månecyklussen, hvorved Metusalems 969 månecyklusser i virkeligheden skulle reduceres til lidt mere end 80 år efter nyere tiders mål; og at et år målt fra jævndøgn til jævndøgn på Abrahams tid havde afløst den månebaserede tidsmåling. Det er muligt, at Septuagintas variationer byggede på denne tanke, eftersom den forhøjede alderen, hvor hver far avlede en søn, til mindst 162 i generationerne før syndfloden. Men selv denne udvej ville ikke fjerne alle vanskeligheder fra den fysiske side; og vi har ikke den ringeste antydning af de tidspunkter, hvor disse radikale ændringer af tidsenhederne blev foretaget. Tværtimod synes nedgangen i menneskets leveår at være sket ved en nogenlunde gradvis proces og ikke ved bratte og voldsomme brud.

(4) Andre har ment at kunne imødegå vanskelighederne ved at foreslå, at led i nedstamningskæden er udeladt, i overensstemmelse med hebraisk skik med at udelade uvæsentlige navne fra en slægtsliste. Matthæus’ udeladelse af visse navne fra sin slægtsliste over Jesus Kristus, for at bevare sit symmetriske skema med fjortenled (Matt 1,8), er en passende illustration. Som støtte for dette kunne man anføre, at Septuaginta faktisk indsætter et navn mellem Arpakshad og Shela (1 Mos 11,12). Man kan med sikkerhed sige, at uanset hvilken teori om slægtslisterne før Abraham man antager, er det helt rimeligt at formode, at ét navn, eller mange, kan være udeladt af nedstamningslinjen.

De dateringer, der fremkommer ved den bogstavelige og nøjagtige fortolkning af slægtslisterne i 1 Mos 5 og 1 Mos 11, kan opstilles i en tabel som følger:

Hvis de 130 år for Kainan, som Septuaginta indsætter mellem Shela og Arpakshad, lægges til, flyttes dateringen af Adams skabelse til 4031 f.Kr. Denne tabels fremstilling er yderst interessant og tankevækkende. Noa, Sem, Arpakshad, Shela, Eber og Peleg var samtidige med Abraham. Sem, Shela og Eber levede efter Jakobs fødsel. Adam, Enok, Metusalem og Lemek var samtidige; og Metusalems lange liv endte i syndflodens år.

En foreslået fortolkning:

Disse slægtslister i de tidlige kapitler af 1 Mosebog synes derfor ikke at være givet som et nøjagtigt og udtømmende kronologisk system; det er snarere sandsynligt, at de blev skrevet for at give en generel, sammentrængt eller blot skitseagtig fremstilling af menneskeslægtens oprindelse, tidlige erfaring og frafald, uden det formål at optegne hvert eneste mulige led i nedstamningskæden eller hver eneste begivenhed i slægtens tidlige erfaring. Der er mange tegn, eller i det mindste antydninger, på at dette er den fornuftige og guddommeligt tilsigtede fortolkning, hvoraf nogle allerede er nævnt: de afvigende enkeltheder og sammenfatninger i den masoretiske tekst, Septuaginta og Sam; den hyppige udeladelse i hebraiske slægtslister af én eller flere generationer, idet den tredje eller en senere efterkommer med rette betragtes som en søn; verdens alder; menneskets forholdsvis høje alder; og de ældre dateringer, som arkæologien har afdækket. Det bør desuden bemærkes, at den inspirerede forfatter angiver ti generationer fra Adam til syndfloden og også ti fra syndfloden til Abraham, som om han ved brugen af det decimale, eller repræsentativt menneskelige, tal ville vise os, at han arbejder med tal, der er fuldstændige i bred forstand, ikke med sådanne der er fuldstændige i mindste detalje, idet han i symbolsk form ordner beretningen om menneskets nedstamning.

Se patriarkerne før syndfloden.

Men selv om menneskets alder kan være større end den mekaniske og nøjagtige sum af tallene i Første Mosebog, bør vi ikke lade os narre til at tro, at den er så stor, som nogle antropologer og geologer, der ødsler med deres tal, vil have os til at mene. Tallene i Første Mosebog ligger langt nærmere kendsgerningerne end disse trøstesløse strækninger og ødemarker af tid. Dannelsen af Nildalen og Eufratdalen, som gav det historiske menneske dets første hjem, er ganske ny og går muligvis ikke længere tilbage end 7000 f.Kr.; beretningen om syndfloden er optegnelsen om en stor katastrofe, der ramte det historiske menneske inden for disse årtusinder; vi har vidnesbyrd om intelligente menneskers tilstedeværelse i disse frugtbare og nyligt dannede centre uden spor af deres oprindelse og udvikling i, og vandring fra, andre hjem. Arkæologien og oldtidshistorien bringer det civiliserede menneske frem for os med en vis pludselighed, veletableret i hjemlande af ny dannelse. Hvorfra kom disse folk, hvis store værker og tanker findes nær begyndelsen af en tidsalder, der så tydeligt er begrænset af historie og geografi? Hvis de kom andetstedsfra og udviklede sig møjsommeligt, hvorfor har de da ikke efterladt noget spor af deres vandring og intet tegn på udviklingen? Så sent som i det 3. årtusinde f.Kr. var Mesopotamien sparsomt beboet, og Kanaan var i første halvdel af det 2. årtusinde stadig tyndt befolket. Det er derfor en berettiget konklusion, at det intelligente menneskes liv på jorden ikke strækker sig langt ud over summen af Bibelens tal (se menneskene før syndfloden; Noas syndflod). Samtidig er det langt fra nødvendigt at påtvinge disse tal en bogstavelig og nøjagtig fortolkning; de blev snarere givet for at spore slægtslinje, fastholde slægtskabsforhold, vise udviklingen under den guddommelige hensigt og fastslå ansvar end for at angive bestemte år.

LITTERATUR.

Ussher, Chronologia Sacra; G. Smith, Assyrian Eponym Canon; Maspero, The Dawn of Civilization; The Struggle of the Nations; The Passing of the Empires; Goodspeed, A History of the Babylonians and Assyrians; Breasted, Ancient Egypt; History of Egypt, Mesopotamia and Israel in Hist of World; Hommel, Ancient Hebrew Tradition; L. W. King, Chronology of the Babylonian Kings; Beecher, Dated Events of Old Testament; Auchinloss, Chronology of the Holy Bible; forskellige kommentarer; Driver, Book of Genesis; Skinner, Genesis; Moore, Commentary on Judges; G. A. Smith, "Isaiah" i Expositor's Bible, osv. Tidsskrifter: James Orr, "Assyrian and Hebrew Chronology" i Presbyterian Review, 1889; "Israel and the Exodus" i Expositor, 1897; J. D. Davis. "Chronology of the Divided Kingdom" i Presbyterian and Reformed Review, 1891. Bibelleksika: J. D. Davis i Dict. of the Bible, Westminster Press; Hommel, artikler om "Assyria" og "Babylonia" i HDB. Også af interesse: Franke Parker, Chronology, 1858.

Edward Mack