Ark

Noas ark, en bygning af gofertræ, dækket med beg, 300 alen lang, 50 alen bred og 30 alen høj (1 Mos 6,14-16); et aflangt, flydende hus i tre etager, med en dør i siden og et vindue i taget. Den var 100 år under bygning (1 Mos 5,32; 7,6). Den skulle bevare visse mennesker og dyr fra den vandflod, som Gud stod i begreb med at bringe over jorden. Den indeholdt otte personer (1 Mos 7,13; 2 Pet. 2,5), og af alle “rene” dyr syv par, og af “urene” ét par, og af fugle syv par af hver slags (1 Mos 7,2, 3). Den havde form som et aflangt firkantet fartøj, med flad bund og skrånende tag. Traditioner om vandfloden, hvorved menneskeslægten blev fejet bort fra jorden, og om Noas ark er blevet fundet blandt alle folkeslag.

Arken af siv, hvori spædbarnet Moses blev lagt (2 Mos 2,3), kaldes på hebraisk teebah, et ord afledt af det egyptiske teb, som betyder “en kiste”. Den var bestrøget med slam og beg. Sivene, som den var lavet af, var papyrusrør.

Den hellige ark betegnes med et andet hebraisk ord, ’aron’, som er det almindelige navn for en kiste eller et skrin, der bruges til ethvert formål (1 Mos 50,26; 2 Kong 12,9, 10). Den adskilles fra alle andre ved betegnelser som “Guds ark” (1 Sam 3,3), “pagtens ark” (Jos 3,6; Hebr 9,4), “vidnesbyrdets ark” (2 Mos 25,22). Den var lavet af akacie- eller shittimtræ, halvanden alen bred og høj og to alen lang, og den var overalt beklædt med det reneste guld. Dens øverste flade eller låg, sonedækket, var omgivet af en guldkant; og på hver af de to sider var der to guldringe, hvori der blev sat to guldbeklædte bærestænger, som arken kunne bæres med (4 Mos 7,9; 10,21; 4,5, 19, 20; 1 Kong 8,3, 6). Over arken, ved de to ender, var der to keruber, med ansigterne vendt mod hinanden (3 Mos 16,2; 4 Mos 7,89). Deres udbredte vinger over toppen af arken dannede Guds trone, mens arken selv var hans fodskammel (2 Mos 25,10-22; 37,1-9). Arken blev anbragt i “det allerhelligste” og stod sådan, at den ene ende af bærestængerne, som den blev båret med, berørte forhænget, der skilte de to rum i tabernaklet (1 Kong 8,8). De to stentavler, som udgjorde “vidnesbyrdet” eller beviset på Guds pagt med folket (5 Mos 31,26), “krukken med manna” (2 Mos 16,33) og “Arons stav, som havde sat knopper” (4 Mos 17,10), blev lagt i arken (Hebr 9,4). (Se TABERNAKEL) Arken og helligdommen var “Israels skønhed” (Klag 2,1). Under israelitternes vandringer blev arken båret af præsterne foran hæren (4 Mos 4,5, 6; 10,33-36; Sl 68,1; 132,8). Den blev båret af præsterne ud i Jordans flodleje, som skilte sig og åbnede en vej, så hele hæren kunne gå over (Jos 3,15, 16; 4,7.10.11.17.18). Den blev båret i processionen rundt om Jeriko (Jos 6,4, 6, 8, 11, 12). Når den blev båret, var den altid svøbt i forhænget, i grævlingeskindene og i blåt klæde, og den var omhyggeligt skjult selv for øjnene af de levitter, der bar den. Efter at Israel havde bosat sig i Kanaan, blev arken en tid i tabernaklet i Gilgal og blev derefter flyttet til Shilo indtil Elis tid, mellem 300 og 400 år (Jer 7,12), da den blev båret ud på slagmarken for, som de antog, at sikre hebræerne sejr, og den blev taget af filistrene (1 Sam 4,3-11), som sendte den tilbage efter at have beholdt den i syv måneder (1 Sam 5,7, 8). Den blev derefter i Kirjat-Jearim (7,1.2) indtil Davids tid (tyve år); han ønskede at flytte den til Jerusalem, men da man havde forsømt den rette måde at flytte den på, blev Uzza slået med døden, fordi han rakte “sin hånd ud mod Guds ark”, og som følge deraf blev den efterladt i Obed-Edoms hus i Gat-Rimmon i tre måneder (2 Sam 6,1-11). Ved slutningen af denne tid flyttede David den i en stor procession til Jerusalem, hvor den blev opbevaret, indtil et sted var gjort klar til den (12-19). Senere blev den anbragt af Salomo i templet (1 Kong 8,6-9). Da babylonierne ødelagde Jerusalem og plyndrede templet, blev arken sandsynligvis bortført af Nebukadnesar og ødelagt, eftersom der siden ikke findes noget spor af den. At arken manglede i det andet tempel, var et af de punkter, hvor det stod tilbage for det første tempel.