Kritik af Bibelen

krit'-i-siz'-m: Kritik i almindelighed

I. Inddelinger

1. Lavere eller tekstkritik

2. Højere kritik

II. LAVERE ELLER TEKSTKRITIK

1. Videnskabens oprindelse

2. Anvendte metoder

3. Fejlkilder

4. Vejning af autoriteter

(1) Det Gamle Testamente

Håndskrifter og oversættelser

(2) Det Nye Testamente

(a) Håndskrifter og oversættelser

(b) Den vestlige tekst

(c) Resultater

III. HØJERE KRITIK

1. Det Gamle Testamente

(1) Astruc og efterfølgere

(2) Hupfeld

(3) Graf og Wellhausen

(4) Litterære og historiske grunde for teorien

(5) Lovsamlingerne

(6) Virkninger på historien osv.

(7) Almindelige resultater

(8) Kritik af teorien

2. Det Nye Testamente

(1) Baurs skole

(2) Synoptisk kritik

(a) Mundtlige, dokumentariske og afhængighedsteorier

(b) »Logia«

(c) Tokildeteorien

(d) Forfatterskab – lukanske og johannæiske spørgsmål

(3) Den moderne »kritisk-historiske« skole

(4) De øvrige skrifter i Det Nye Testamente

LITTERATUR

Kritik i almindelighed:

Der er i de senere år blevet sagt og skrevet så meget om »kritik«, at det er ønskeligt, at læseren får en nøjagtig idé om, hvad kritik er, hvilke metoder den anvender, og hvilke resultater den når frem til, eller mener at være nået frem til, når den anvendes på Skriften. En sådan oversigt vil vise berettigelsen og uundværligheden af en virkelig videnskabelig kritik, samtidig med at den advarer mod forhastet accept af spekulative og hypotetiske konstruktioner. Kritik er mere end en beskrivelse af fænomener; den indebærer en proces, hvor man sigter, prøver og efterprøver, undertiden med det resultat at traditionelle opfattelser stadfæstes, ofte med det resultat at de ændres eller vendes om. Kritik går galt, når den bruges letsindigt eller under indflydelse af en dominerende teori eller forudfattet mening. En hovedårsag til fejl i dens anvendelse på beretningen om en overnaturlig åbenbaring er den antagelse, at intet overnaturligt kan ske. Dette er det ødelæggende element i meget af den nyere kritik, både af Det Gamle Testamente og af Det Nye Testamente.

I. Inddelinger.

1. Lavere eller tekstkritik:

Kritik af Skriften (»bibelsk kritik«) deles som regel i det, der kaldes »lavere eller tekstkritik«, og »højere kritik« – det sidste et udtryk, som mange vildledende associationer samler sig omkring. »Lavere kritik« beskæftiger sig strengt med Skriftens tekst og søger at fastslå, hvad den virkelige tekst i hver bog var, da den kom fra forfatterens hånd; »højere kritik« beskæftiger sig med de deraf følgende problemer om alder, forfatterskab, kilder, enkel eller sammensat karakter, historisk værdi, forhold til oprindelsestidspunktet osv.

2. Højere kritik:

Den førstnævnte – »tekstkritik« – har et velafgrænset felt, hvor det er muligt at anvende nøjagtige bedømmelsesregler; den sidstnævnte – »højere kritik« – er ganske vist uvurderlig som hjælp inden for den bibelske indledningslære (datering, forfatterskab, ægthed, indhold, bestemmelse osv.), men den har tydeligvis en tendens til at brede sig ubegrænset ud i områder, hvor eksakt videnskab ikke kan følge den, og hvor kritikerens fantasi ofte er hans eneste lov.

Det var kun gradvis, at disse to grene af kritikken blev adskilt fra hinanden. »Tekstkritik« førte længe an, i forbindelse med en nøgtern form for bibelsk »indledningslære«. Forholdet har nu tendens til at blive vendt om. »Højere kritik«, som i vid udstrækning har opslugt »indledningslæren«, udvider sin virksomhed ind på det tekstlige område og søger at komme bag om teksten i de eksisterende kilder og vise, hvordan denne »voksede« fra enklere begyndelser til det, den nu er. Også her er der vidt spillerum for vilkårlighed. Det ville dog være forkert at nægte den »højere kritik« dens legitime plads eller at ringeagte de store tjenester, den er i stand til at yde, på grund af de misbrug, den ofte er udsat for.

Det er nu nødvendigt at se nærmere på disse to former for kritik.

II. Lavere eller tekstkritik.

1. Videnskabens oprindelse:

Vi tager først den lavere eller tekstlige kritik. Der har aldrig været en tid, hvor kritik af Skriften – lavere og højere – har været helt fraværende. Jøderne anvendte en vis kritik på deres hellige skrifter, både ved udvælgelsen af bøgerne og ved fastlæggelsen af teksten. Eksempler ses i randnoterne til de hebraiske skrifter (Qere og Kethibh). Fædrene i den tidlige kirke sammenlignede håndskrifter af Det Nye Testamentes bøger, noterede deres forskelle og bedømte selve bøgerne. Reformatorerne accepterede, som bekendt, ikke blindt oldtidens domme, men gjorde brug af det bedste lys, som den nye lærdom gav. De materialer, der stod til rådighed for de lærde i den tidsalder, var dog sparsomme, og de, der fandtes, blev ikke brugt med særlig stor grundighed eller kritisk dømmekraft. Efterhånden som hjælpemidlerne blev flere med opdagelsernes fremskridt, åbenbarede sammenligning af håndskrifter og oversættelser indbyrdes og med citater hos kirkefædrene mangfoldige afvigelser, og det blev klart, at den tekst, der var i almindelig brug i kirken, både i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, langt fra var fuldkommen. »Forskellige læsemåder« hobede sig op. En hel del af disse var ganske vist åbenlyse fejl; mange havde kun ringe eller slet ingen støtte i de ældre autoriteter; for andre var autoriteten igen nogenlunde ligeligt delt. Nogle var interpolationer, som slet ikke havde nogen ret til at stå i teksten. Hvordan skulle den sande tekst under disse omstændigheder fastslås? Arbejdet var af stor finhed og kunne kun udføres ved den mest omhyggelige induktion ud fra kendsgerninger og den strengeste anvendelse af sunde metoder. Således opstod en videnskab om tekstkritik, som, idet den forgrener sig i mange retninger, har antaget vældige dimensioner og frembragt en enorm mængde sikker viden på sit særlige område.

2. Anvendte metoder:

Det materiale, som tekstkritikken arbejder med (apparatus criticus), er, som netop sagt, først og fremmest håndskrifter, versioner (oversættelser til andre sprog), citater og hentydninger i kirkefædrenes skrifter, sammen med lectionarier (kirkelige gudstjenestebøger) og lignende hjælpemidler. Det første skridt er indsamling og sammenligning af materialet, som nye fund hele tiden føjer til; registrering af dets særegenheder og afprøvning af dets alder og værdi; gruppering og betegnelse af det til brug som reference. En næste vigtig opgave er den fuldstændige indsamling af de »forskellige læsemåder« og andre tekstlige forskelle (udeladelser, interpolationer osv.), som kommer frem ved sammenligning af materialet, samt forsøget på at henføre disse til deres respektive årsager.

3. Årsager til fejl:

Oftere end ikke er fejl i håndskrifter utilsigtede, og de årsager, der fremkalder dem, er tilstrækkeligt indlysende. Sådanne er afskriveres skødesløshed, hukommelsessvigt, lighed i lyde (ved diktat) eller i bogstavernes form (ved afskrift), forkert opdeling af ord, udeladelse af en linje eller sætning, fordi efterfølgende linjer eller sætninger ender med det samme ord. Tilsigtede ændringer opstår på den anden side ved indsættelse i teksten af randnoter eller gloser, ud fra motiver om harmonisering, ved at glattere udtryk sættes i stedet for hårdere eller mere bratte — sjældnere af dogmatiske grunde.

4. Vejning af autoriteter:

Fejl af de ovennævnte slags kan i almindelighed opdages ved omhyggelig granskning af kilderne, men der bliver et stort antal tilfælde tilbage, hvor den korrekte læsemåde stadig er tvivlsom. Disse må dernæst behandles ved en upartisk vejning og afbalancering af autoriteterne; en opgave, som indebærer nye og fine undersøgelser og anvendelse af nye regler. Det er ikke nok at tælle antal; håndskrifter og versioner må selv prøves med hensyn til pålidelighed og værdi. Gennem tilstedeværelsen af særegenheder, der peger på en fælles oprindelse, bliver håndskrifter grupperet i klasser og familier, og deres individuelle vidnesbyrd vægtes tilsvarende mindre. Ældre autoriteter foretrækkes naturligt frem for yngre, men der må regnes med muligheden for, at et senere håndskrift kan have bevaret en læsemåde, som de ældre håndskrifter har mistet. Sådanne regler gælder som, at af to læsemåder skal fortrinnet gives til den vanskeligere, da den er mindre tilbøjelig til at være resultat af forvanskning. Men selv dette har sine grænser, for en læsemåde kan være vanskelig helt til uforståelighed og dog være opstået ved en enkel fejl. Som sidste udvej kan konjektural emendation i tilfælde af rådvildhed tillades; dog kun som noget, der giver sandsynlighed, ikke sikkerhed.

Ved anvendelsen af disse principper må der skelnes vigtigt mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, hvilket skyldes den relative mangel på materiale til kritiske formål i det ene tilfælde og overfloden i det andet. Emnet behandles her generelt; for detaljer, se artiklerne om Det Gamle Testamentes sprog; Det Nye Testamentes sprog; Det Nye Testamentes tekst og håndskrifter.

(1) Det Gamle Testamente:

Håndskrifter og versioner:

I Det Gamle Testamente arbejder tekstkritikken under den særlige ulempe, at, med én ganske lille undtagelse (et papyrusfragment fra det 2. århundrede, som giver en version af Dekalogen), er alle kendte hebraiske håndskrifter sene (det ældste går ikke længere tilbage end til det 9. århundrede e.Kr.); desuden synes håndskrifterne alle at bygge på én enkelt arketype, udvalgt af rabbinerne på et tidligt tidspunkt og derefter fulgt af afskrivere med samvittighedsfuld omhu (sammenlign G. A. Smith, OTJC, 69 ff; Driver, Text of Sam, xxxvii ff; Strack er dog uenig). De variationer, som disse håndskrifter fremviser, er derfor små og uvæsentlige. For kundskab om tekstens tilstand før antagelsen af denne standard er kritikken afhængig af sammenligning med versionerne — især Septuaginta (se denne), med Den samaritanske Pentateuk (se denne), og med parallelle passager i Det Gamle Testamente selv (f.eks. i Samuel, Kongebøgerne, Krønikebøgerne). Hyppige uklarheder i den hebraiske tekst, sammen med ubestridelige uoverensstemmelser i navne og tal, viser, at der allerede før fastlæggelsen af teksten var trængt omfattende forvanskning ind. Et enkelt eksempel på en fejl findes i Es 9,3, hvor King James Version lyder: »Du har gjort folket talrigt og ikke forøget glæden.« Sammenhængen viser, at »ikke« er malplaceret: Revised Version (britisk og amerikansk) gengiver derfor med rette (sammen med den hebraiske Qere: lydene ligner hinanden): »du har forøget deres glæde.« I Septuaginta er afvigelserne ofte meget store i rækkefølge, ordning og læsemåder; der er omfattende interpolationer og udeladelser (i Jeremias beregner Graf, at 2.700 ord af den masoretiske tekst er udeladt); vidnesbyrd, hvor ændringerne ikke er tilsigtede, om at de hebraiske håndskrifter, som oversætterne brugte, ofte adskilte sig vidt fra dem, der var godkendt i landet. Den samaritanske recension fremviser ligeledes betydelige forskelle.

Det følger ikke, at hvor der findes forskelle, disse rivaliserende tekster skal foretrækkes frem for den massoretiske. Få ville efter Gesenius' udtømmende undersøgelse hævde den samaritanske teksts overlegenhed over den hebraiske; selv med hensyn til Septuaginta ser tilbøjeligheden blandt fagfolk ud til at gå i retning af massoreternes tekst (se Skinner, "Genesis," International Critical Commentary, xxxv-xxxvi). Der er ingen grund til at hævde almindelig overlegenhed for de nævnte tekster over for den massoretiske, når man skal blive overbevist om, at Septuaginta i mange tilfælde, og muligvis i nogle tilfælde også Sam, har bevaret læsninger, som den massoretiske tekst er gået bort fra. Gammeltestamentlig kritik har derfor et klart arbejdsfelt, og der kan være liden tvivl om, at den ved sin forsigtige anvendelse har nået mange sikre resultater. Mindre tillid kan man sætte til den gættevidenskabelige kritik, som nu er så meget i brug. Dr. G. A. Smith har med rette kritiseret den nye tekstkritik af de poetiske og profetiske bøger, "gennem hvilken den farer som et stort plov­skær og pløjer hele overfladen op, hvilket ikke blot truer de mindre grænsestene, men i profeternes tilfælde også selve markens hovedomrids" (Quarterly Review, januar 1907). Dette griber imidlertid ind på højerkritikkens område.

(2) Det nye testamente:

I Det nye testamente er kritikkens materialer væsentlig mere omfattende end i Det gamle testamente; men sammen med denne rigdom, mens større sikkerhed er opnåelig, opstår også mere indviklede og vanskelige problemer. Floden af håndskrifter af hele Det græske nye testamente eller dele heraf overgår langt det, der foreligger for noget andet gammelt skrift (Nestle nævner 3.829: 127 unciale og 3.702 minuskler: Introduction to the Textual Criticism of the Greek New Testament, engelsk oversættelse, 34-35, 81); håndskrifterne af versioner (ekskl. Vulgata, som regnes i tusinder) er ligeledes meget talrige.

(a) Håndskrifter og versioner:

Græske håndskrifter deles sædvanligvis i unciale og minuskler efter skriftkarakteren; de ældste unciale går tilbage til det 4. og 5. århundrede. De fem vigtigste, som alene skal nævnes, er Codex Sinaiticus (4. århundrede), Codex Vaticanus (B, 4. århundrede), Codex Alexandrinus (A, 5. århundrede), Codex Ephraemi (C, 5. århundrede), Codex Bezae (D, evangelier og Apostlenes gerninger, græsk og latinsk, 6. århundrede). Disse håndskrifter grupperes igen efter slægtskab (Bengel, Griesbach, Lachmann er her vigtige forløbere; Westcott og Hort vigtigste moderne autoritet). Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus (B) går sammen efter Westcott og Horts mening som repræsentanter for en teksttype, den bedste (den såkaldte "neutral"); Codex Bezae (D) repræsenterer en "vestlig" tekst med markerede særtræk; A og C viser blandede tekster. Versionerne, Syrisk, Oldlatinsk, Egyptisk (stammende fra 2. og 3. århundrede) frembyder interessante problemer i deres forhold til hinanden og til de græske håndskrifter Codex Sinaiticus, Codex Vaticanus og Codex Bezae. Med de syriske versioner (Sinaitisk, Curetonian, Peshitta) bør Tatians Diatessaron, eller Evangeliharmonien, nævnes. Tidligere blev Peshitta antaget at være den ældste syriske version (2. århundrede); nu, især siden opdagelsen af Lewis (Sinaitisk) palimpsest, har man tilbøjelighed til at anse den for en senere revision af de ældre syriske tekster (formentlig af Rabula fra Edessa, begyndelsen af 5. århundrede). Oldlatinsk, såvel som oldsyrisk, håndskrifter viser markerede slægtskaber med Codex Bezae (D) – den "vestlige" type.

(b) Den vestlige tekst:

Det spørgsmål, der især sysselsætter fagfolk for tiden, er således forholdet mellem Westcott og Horts græske tekst baseret på Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus og den vestlige tekst repræsenteret af Codex Bezae, men som nu finder tidlig støtte i Oldlatinsk og Syrisk, såvel som i citater fra 2. og 3. århundredes kirkefædre. Den vestlige tekst bliver deskonteret af Westcott og Hort på grund af dens omskrivende karakter og "forbavsende frihed" ved ændringer, indsættelser og udeladelser (Westcott-Hort, 122 ff); dog accepteres visse vigtige udeladelser i denne tekst af de tre sidste kapitler af Lukas af disse autoriteter som repræsenterende den renere tekst, de forkastede læsninger bliver kaldt "ikke-vestlige interpolationer." En nyere skole er dog tilbøjelig til at acceptere de vestlige læsninger som i meget større omfang end tidligere antaget værende de mere oprindelige; mens nogle forfattere som Blass, Nestle, til dels Zahn (se Nestle, op. cit., 324 ff), søger en løsning på tekstforskelene i teorien om to udgaver (Blass, Lukas og Apostlenes gerninger; Zahn, kun Apostlenes gerninger). Denne teori har ikke mødt meget tilslutning, og den vestlige tekstproblemer må stadig anses for uløst. Spørgsmålet er ikke det mindste afgørende, da ingen vigtig lære i Det nye testamente bliver påvirket; men det vedrører ægthed af flere steder, som der er høj værdi for. F.eks. ordene ved måltidet, "som bliver givet for jer" osv. (Luk 22,19; Luk 22,20, ikke i D), bliver udelukket af Westcott og Hort som en ikke-vestlig interpolation; mens passagen om englens tilsynekomst og det blodige sved (Luk 22,43; Luk 22,14 i både Codex Sinaiticus og Codex Bezae), og det første ord på korset, "Fader, tilgiv dem" osv. (Luk 23,34, i Codex Sinaiticus, udeladt af Codex Bezae (D) og den sinaitiske syrisk), bliver forkastet som vestlige interpolationer. The Revised Version (brittisk og amerikansk) beholder disse passager med randnote.

(c) Resultater:

Hvad resultaterne angår, kan man generelt sige, at arbejdet udført af en lang række forskere har givet os en nytestamentlig tekst, som vi i næsten alle væsentlige henseender trygt kan stole på. Andre må det indrømmes, har et mindre optimistisk syn (sammenlign Nestle, anf. værk, 227 ff). Den korrekte læsemåde synes ubestrideligt fastslået i et stort flertal af tilfældene. Revised Version (britisk og amerikansk) rummer de fleste af de sikre resultater; tvivlsomme tilfælde er anført i randnoten. Blandt passager, der længe har været kendt som interpolationer og nu helt er fjernet, er den om de tre vidner i 1 Joh 5,8. De to længste passager, der er anført som ikke hørende til den oprindelige tekst, er de sidste 12 vers af Markus (16,9-20) og fortællingen om kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud (Joh 7,53-8).

III. Højere kritik.

Den højere kritiks område er allerede blevet angivet. Mange af de undersøgelser, den foretager, blev tidligere dækket af det, man kaldte bibelsk indledning; den nyere videnskabs flugt er imidlertid dristigere, og de problemer, den søger at løse, er mere komplicerede og vidtrækkende. En vigtig del af dens arbejde er analysen af bøger med henblik på at bestemme deres bestanddele (f.eks. J, E, P, D i Pentateuken), hver dels alder, oprindelse og særpræg, deres forbindelse med ydre forhold og med troens og livets tilstand på den tid. Karakteren af dens opgave vil blive bedre forstået ud fra en hurtig oversigt over dens fremgangsmåde.

1. Det Gamle Testamente:

Den højere kritik begyndte hovedsagelig med Det Gamle Testamente. Allerede i det 2. århundrede angreb gnostikere Det Gamle Testamente som værk af en underordnet guddom (Demiurgen), og kætterske ebionitter (Clementine Recognitions and Homilies) erklærede det for at være fordærvet med falsk profeti. I det 17. århundrede banede Spinoza i sin Tractatus (1670) vej for senere rationalistiske angreb.

(1) Astruc og efterfølgere.

Begyndelsen på den højere kritik i strengere forstand forbindes almindeligvis med den franske læge Astruc, som i sine Conjectures i 1753 gjorde opmærksom på, at i nogle afsnit af Første Mosebog er det guddommelige navn, der bruges, "Elohim" (Gud), i andre "Yahweh." Dette forklarede han ved, at Moses havde brugt særskilte dokumenter ved bogens tilblivelse. Eichhorn (1779), som betegnelsen "højere kritik" skyldes, supplerede Astrucs teori med den korrekte iagttagelse, at denne forskel i brugen af navnene blev ledsaget af andre litterære særpræg. Det blev snart yderligere tydeligt, at selv om forskellen i navnene for det meste ophørte efter åbenbaringen af Yahweh for Moses (2 Mos 3,6), strakte de litterære særpræg sig langt videre end Første Mosebog, ja helt til slutningen af Josvabogen (Bleek, 1822; Ewald, 1831; Stahelin, 1835). I stedet for en "Pentateuk", anerkendt som sammensat i forfatterskab, opstillede man nu en "Hexateuk" (se Pentateuk; Hexateuk). I mellemtiden havde De Wette (1805-6), på grundlag af stil og indhold, hævdet, at Femte Mosebog havde en oprindelse, der ikke lå tidligere end Josijas regeringstid. "Fragmentariske" teorier, som Vaters, der kun bidrog lidt til den almindelige udvikling, kan lades uomtalt. En konservativ skole, anført af Hengstenberg (1831) og Havernick (1837), bestred disse konklusioner fra kritikerne og hævdede Pentateukens enhed og mosaiske forfatterskab. Dristigere ånder, som Vatke (1835), foregreb den nyere kritiske skoles konklusioner ved at erklære, at de levitiske love var de seneste af alle i oprindelse. Deres stemmer blev endnu ikke hørt.

(2) Hupfeld. Et tydeligt fremskridt i forhold til tidligere teorier blev gjort af Hupfeld (1853; delvis foregrebet af Ilgen, 1789). Hidtil havde den fremherskende antagelse været, at der fandtes ét grundlæggende dokument--det såkaldt elohistiske, sædvanligvis dateret til dommertiden eller til Sauls eller Davids tid--og at de yahwistiske dele var "supplerende" til dette (ikke et særskilt dokument). Hupfelds fortjeneste var at indse, at ikke få af afsnittene i det "elohistiske" dokument ikke bar de sædvanlige litterære kendetegn for dette skrift, men i alt undtagen brugen af det guddommelige navn i høj grad lignede de "yahwistiske" afsnit. Disse dele udskilte han og ophøjede til et dokument for sig (skønt de ikke bærer tegn på at være det), mens de yahwistiske dele blev befriet for deres "supplerende" karakter og også blev anset for at tilhøre et særskilt dokument. Der var således nu 3 dokumenter, tilskrevet lige så mange forfattere--den oprindelige Elohist, den 2. eller yngre Elohist (E) og Jahvisten (Jahvist). Femte Mosebog blev som en særskilt bog føjet til disse, så der i alt blev 4 dokumenter.

(3) Graf og Wellhausen.

(5) Lovsamlingerne:

Den lovsamling, som det gamle Israel levede under, var den, som blev formuleret i Pagts Bog (2.Mos.20-23), som tillod mange altre (2 Mos 20,24). Deuteronomiums lov var produktet af en centraliseringsbevægelse blandt profeterne, som førte til Josias reformation. Præstekoden var arbejdet fra post-eksiltidske præsters og skriveres frugtbare hjerner og penner, som indarbejdede ældre skikke, udtænkte nye love og kastede hele værket i den fiktive form af Mosespredikenen i ørkenen.

(6) Virkninger på historie osv.

Den revolution, som disse nyere konstruktioner foretog, bliver dog ikke tilstrækkeligt forstået, før man tager hensyn til deres virkninger på det billede, som Det gamle Testamente selv giver af Israels historie, religion og litteratur. Det er ikke for meget at sige, at dette billede bliver næsten fuldstændigt undergravet. Af skolens ledere (Graf, Kuenen, Wellhausen, Duhm, Stade osv.) bliver det overnaturlige element i historie og religion totalt elimineret; selv blandt dem, som ikke går så langt, er der meget lidt tilbage. Pentateukus historie – ja historien helt ned til kongernes tid – bliver i høj grad opgivet. 1.Mosebog er legend, 2.Mosebog næppe mere pålidelig, Josva en roman. Historierne om Samuel og David er "påskrevet" af en teokratisk fortæller. Ingen af lovene – ikke engang De Ti Bud – tillades at være sikkert Moseisk. Monoteismen menes at være kommet ind med Amos og Hosea; tidligere var Jahve en "stamme"-gud. Arken, tabernaklet, præsteskabet, festerne, sådan som de afbildes i Præstekoden, er post-eksiltidsk fiktion. Den behandling, som Pentateukus får, virker nødvendigvis tilbage på de andre historiske bøger; profetlitteraturen lider næsten i lige høj grad gennem desintegration og lemlæstelse. Det er ikke blot Esajas – hvor spørgsmålet længe har været drøftet om kapitel 40-66s post-eksiltidske oprindelse (se Esajas); kritikerknivsn bliver anvendt næsten lige så frit på de øvrige profetbøger. Få, hvis nogen, af psalmerne tillades at være før eksiltiden. Daniel er et værk fra Makkabæertiden.

(7) Almindelige resultater.

Som en almindelig sammenfatning af resultaterne af denne bevægelse, som man mener "fremtiden ikke sandsynligvis vil vende tilbage fra," kan følgende citeres fra Professor A. S. Peake: "Analysen af Pentateukus i fire hoveddokumenter, identificeringen af den lov, som Josias reformation var baseret på, med en form af Deuteronomikoden, kompileringen af denne kode på Manasses tid på det tidligste, fastlæggelsen af Præstekoden til en dato senere end Ezekiel, det højst sammensatte præg af nogle dele af profetlitteraturen, især Esajas Bog, det post-eksiltidske ophav til de fleste Psalmer og store dele af Ordsprogenes Bog, Jabs sammensætning ikke tidligere end eksiltiden og sandsynligvis senere, Daniels makkabæiske dato, og Prædikeren lidt tidligere dato."

Kritikken af denne udførlige teori hører til de fag, der behandler de enkelte punkter, som er involveret, og forsøges ikke her i detaljer (sammenlign nærværende forfatters Orr, The Problem of the Old Testament). De gevinster, der er kommet ud af den på det litterære område i form af en mere præcis og videnskabelig viden om de fænomener, der skal forklares (f.eks. skelnen mellem de guddommelige navne; skelnen mellem P-elementet i Pentateuken og det, der kendes som JE), kan ikke betvivles; også på de historiske og religiøse områder er der gjort meget for at vække interessen, udvide kundskaben og rette ældre opfattelser, som har vist sig uholdbare--i det hele taget for at sætte alle Det Gamle Testamentes kendsgerninger i et klarere og mere sikkert lys. På den anden side er meget, selv i den litterære kritik, subjektivt, vilkårligt og gætteri, mens hovedhypotesen om den levitiske lovs senere datering end Ezekiel, sammen med det almindelige syn på den historiske og religiøse udvikling i Israel, er åben for de alvorligste indvendinger. Det Gamle Testamente har sin egen beretning at give om sin religions oprindelse i Abrahams monoteisme, pagterne med patriarkerne og lovgivningen gennem Moses, og den kan ikke så let tilsidesættes af hensyn til en teori, der i høj grad hviler på naturalistiske forudsætninger (se BIBLE). Der er ikke et ord i historien i Neh 8, der antyder, at den lov, Ezra indførte, var en ny lov; den blev uden indvending modtaget af et dybt splittet fællesskab som Moses’ gamle lov. Sådan også med Deuteronomiums lov på Josijas tid (2 Kong 2). Dens ægthed blev ikke betvivlet af nogen. Teoriens stilling er i almindelighed på ingen måde så sikker, som mange af dens tilhængere antager. Indefra drives den ud i yderligheder, som har tendens til at bringe den i miskredit hos nøgterne sind, og i øvrigt gennemgår den omfattende ændringer. Dokumenter mangfoldiggøres, dateringer sænkes, forfattere omdannes til “skoler.” Arkæologer erklærer sig i stort flertal imod den. De kendsgerninger, de anfører, har tendens til at bekræfte historien på de punkter, hvor den har været mest bestridt. Den nye babyloniske skole i Tyskland (Wincklers) angriber den i dens grundvold. For nylig har Kuenens efterfølger i Leiden, professor B. D. Eerdmans, tidligere en tilhænger, brudt med teorien i dens helhed og udsætter dokumenthypotesen for en skadelig kritik. Det er endnu for tidligt at forudsige resultater, men den opfattelse kan voves, at ligesom det var tilfældet med den nedenfor omtalte kritiske Tübingen-skole vedrørende Det Nye Testamente i sidste århundrede, vil den fremherskende kritiske teori om Det Gamle Testamente gennemgå en grundlæggende ændring i retning af ældre opfattelser, skønt det er for meget at forvente, at traditionelle synspunkter nogensinde vil blive genoplivet i deres fuldstændighed.

2. Det Nye Testamente:

Højere kritik af Det Nye Testamente kan siges at begynde, i en deistisk ånd, med Reimarus (Fragmenter, udgivet af Lessing, 1778), og, efter hegelianske linjer, med Strauss (Jesu liv, 1835). Af hensyn til sin mytiske teori underkastede Strauss hver del af evangeliehistorien en nedbrydende kritik.

(1) Baurs skole.

På en mere systematisk måde anvendte F. Baur (1826-60), grundlæggeren af den berømte Tübingen-skole, ligeledes med udgangspunkt i Hegel, en drastisk kritik på alle Det Nye Testamentes dokumenter. Strauss begyndte med evangelierne. Baur søgte fastere grund i fænomenerne fra den apostolske tidsalder. Nøglen til Baurs teori ligger i den påståede eksistens af paulinske og petrinske partier i den tidlige kirke, i konflikt med hinanden. Tingenes sande tilstand afspejles, hævder han, ikke i Apostlenes Gerninger, et skrift fra det 2. århundrede, skrevet for at udglatte forskellene mellem de oprindelige apostle og Paulus, men i Paulus’ fire samtidige og utvivlsomt ægte breve, Galaterbrevet, 1. og 2. Korintherbrev og Romerbrevet, samt i Johannes’ Åbenbaring. I disse dokumenter ses kirken sønderrevet af et skisma, der truede selve dens eksistens. Efterhånden blev der gjort forsøg på forsoning, hvis stadier afspejles i evangelierne og de øvrige skrifter i Det Nye Testamente. Det Fjerde Evangelium, omkring 170 e.Kr., afslutter rækken. Denne teori, som fandt indflydelsesrig støtte i samtidens lærdom (Schwegler, Zeller osv.), kunne ikke bestå prøven ved upartisk undersøgelse og er nu miskrediteret fra alle sider. Professor Bacon erklærer i et nyere værk dens teori om de johannæiske skrifter for at være “lige så forældet som den ptolemæiske geografi” (Fourth Gospel, 20). Dens indflydelse på senere kritik har dog været betydelig. (2) Synoptisk kritik.

Imens beskæftigede mere nøgtern forskning sig med det indviklede problem om forholdet mellem de synoptiske evangelier. Problemet er meget reelt (se evangelierne). De tre evangelier efter Matthæus, Markus og Lukas viser ved eftersyn en sådan grad af overensstemmelse i emneindhold, rækkefølge og ofte i sprog, at den ikke kan forklares undtagen ud fra en teori om en eller anden fælles kilde. Antag, at evangelierne inddeles i afsnit: i 52 af disse falder fortællingerne sammen, yderligere 12 er fælles for Matthæus og Markus, 5 for Markus og Lukas og 14 for Matthæus og Lukas, mens 5 er særlige for Matthæus, 2 for Markus og 9 for Lukas. Den verbale overensstemmelse er større i gengivelsen af andres ord, især Jesu ord, end i de fortællende dele.

(i) Mundtlige teorier, dokumentteorier og afhængighedsteorier:

Hvordan skal dette forklares? Tre teoriformer blev tidligt fremsat – den mundtlige, den dokumentariske og hypotesen om afhængighed af det ene evangelium af det andet. Af disse teorier er den ældste den 3. (Augustinus holdt allerede, at Markus var en forkortelse af Matthæus og Lukas), og det vil ses nedenfor, at kritikken i stor udstrækning er vendt tilbage til den, i kombination med den 2., dog i omvendt rækkefølge (Markus bliver sat først). Den mundtlige teori, fremsat af Gieseler (1818), har været favoritten i England indtil for nylig (Westcott, Alford osv., med Godet, Pressense, Ebrard osv. på kontinentet). I den forklares lighederne i de tre evangeliers med en mundtlig tradition, som man antager at have opnået en relativt fast form, mens apostlene endnu underviste sammen i Jerusalem. Den dokumentariske teori havde sit oprindelse med Eichhorn (1794), men i Marshs hænder (1801), endelig i Eichhorns egne (1804), fik sådan en udførlig udvikling, at den helt blev diskrediteret. Afhængighedsteorien gennemløb på sin side alle mulige former. Gradvist blev visse kombinationer elimineret gennem sortering (de der satte Lukas først, eller Matthæus sidst, eller gjorde Markus til et mellemled), indtil kun to blev tilbage – Matthæus, Lukas, Markus (Griesbach 1789-90, Baur osv.), og Markus, Matthæus, Lukas (Weisse, 1838, Wilke, 1838 osv.). Baur-skolens prestige opnåede en midlertidig overvægt for det første syn – det som satte Markus sidst; dette er dog nu helt vegen for Markus' prioritet. Der blev tilbage en deling af meningen om hvorvidt Markus, som blev brugt af de andre evangelister, var den kanoniske Markus (Weisse, Meyer, B. Weiss osv.), eller et ur-Markus (Holtzmann, Reuss osv.), men de sidste vanskeligheder viste sig at være så uoverstigelige, at Holtzmann til sidst opgav det.

(ii) "Logia":

Det er dog indlysende, at brugen af Markus af de andre evangelister, selv om den indrømmes, endnu ikke fuldstændig løser det synoptiske problem. Der er stadig at betragte denne store masse stof – først og fremmest taler – som er fælles for Matthæus og Lukas, for ikke at tale om det stof, der er særeget for Lukas. For forklaring af disse afsnit bliver det nødvendigt at postulere en anden kilde, som regel identificeret med Papias' meget debatterede Logia, og betegnet af senere forskere (Wellhausen osv.) Q. Det anses for at være en samling af taler, muligvis af Matthæus, med eller uden en blanding af fortællingsstof (B. Weiss osv.).

(iii) Toekildeteorien:

Dette giver "toekildeteorien", der nu hersker inden for synoptisk kritik (for et andet synspunkt sammenlign Zahns Introduktion). Matthæus og Lukas er på dette synspunkt ikke uafhængige evangelier, men er udarbejdet på grundlag af

(1) Markus og

(2) Q = Logia, med oprindeligt stof fra Lukas' side (se evangelierne).

En teori som får tilslutning fra så mange forskere har nødvendigvis stor vægt. Den kan dog ikke anses for endelig etableret. Mange alvorlige vanskeligheder bliver tilbage; der er desuden en åbenbar usandsynlighed i at et evangelium som Markus' behandles på den formodede måde eller medregnes blandt de "forsøg", som Lukas' eget evangelium var bestemt til at afløse (Luk 1,1-4; jf. Wright, Luke's Gospel in Greek, xiv, xv).

(iv) Forfatterskab – spørgsmålene om Lukas og Johannes:

Med kritikken af evangeliernes kilder følger selvfølgelig spørgsmålet om forfatterskab. En kraftig forsvarelse af det lukaanske forfatterskab til 3. evangelium og Apostelenes bog er for nylig kommet fra professor A. Harnack, som hævder at traditionen her, som i de fleste andre punkter vedr. tidlig kristen litteratur, "har ret" (sammenlign hans Luke, the Physician, engelsk oversættelse). Uden for de synoptiske evangelier er det brændende spørgsmål stadig om forfatterskabet til Johannes-skrifterne. Her har også de ekstreme positioner fra Baur-skolen været helt opgive ("Det er fuldstændig åbenbart," siger professor Bacon, "at Baur forvekslede udbredelsestiden med oprindelsestiden," op. cit., 21), og kraftige forsvarelser af johannæisk forfatterskab er for nylig fremstillet (særlig Sandays Criticism of the Fourth Gospel, og ex-Principal Drummonds Character and Authorship of the Fourth Gospel).

Se Johannes' evangelium.

(3) Den moderne "historisk-kritiske" skole.

På den anden side er en ny og intens aggressiv radikal skole for nylig kommet til vejrs, den såkaldte "historisk-kritiske", som behandler evangeliernes tekst og historie generelt med en hensynsløshed som der ikke kan sættes grænser for. Det stilles endog spørgsmålstegn ved om Jesus påstod at være Messias (Wrede). Ord bliver accepteret, afvist eller vansiret efter behag. Denne skoles seneste fase er "Apokalyptikken", som finder kernen i Kristi budskab i Hans insisteren på verdens forestående undergang (sammenlign Schweitzer, Von Reimarus zu Wrede; engelsk oversættelse The Quest of the Historical Jesus). Disse overdrivelser kan man stole på vil hele sig selv ud.

(4) Resten af Det nye Testamentes skrifter.

For resten af Det nye Testamentes skrifter har kritikkens tendens i det væsentlige været i konservativ retning. En efter en er Paulus-brevene blevet givet tilbage til apostlen – tvivl hviler for tiden først og fremmest på de pastorale breve. Afdavis bog bliver af de fleste returneret til Domitians tid, hvor traditionen placerer den. Dens forhold til Johannes-evangeliet og til Johannes står stadig i tvistighed, og nogle moderne ville se i den en baggrund af jødisk apokalypse. Disse og beslægtede spørgsmål behandles i artiklerne helliget dem.

LITTERATUR.

Artikler om Tekst, håndskrifter, VSS, fra Gamle og Nye Testamente i Bibelordbøger og Encyklopædier: værker om Introduktion til Gamle og Nye Testamente.

Om Gamle Testamente.

S. Davidson, Revision of the English Old Testament; W. R. Smith, Old Testament in the Jewish Church; Wellhausen, Prol to the Hist of Israel (engelsk oversættelse); Kuenen, The Hexateuch (engelsk oversættelse); Oxford Hexateuch according to the Revised Version (British and American); Orr, Problem of the Old Testament, og Bible Under Trial; H. M. Wiener, Essays on Pentateuchal Criticism; W. Moller. Are the Critics Right? (engelsk oversættelse).

Om Det Nye Testamente.

Westcott og Hort, The New Testament in Greek, Intro; F. G. Kenyon, Handbook to the Textual Criticism of the New Testament; Nestle, Textual Crit of the Greek Testament (engelsk oversættelse); Scrivener, Introduction to the Criticism of the New Testament, 4. udgave; K. Lake, The Text of the New Testament; Ebrard, Gospel History (engelsk oversættelse); F. C. Burkitt, The Gospel History and Its Transmission; Sanday, The Life of Christ in Recent Research; Schweitzer, Von Reimarus zu Wrede (engelsk oversættelse: The Quest of the Historical Jesus): A. S. Peake, A Critical Introduction to the New Testament.

James Orr