Parthere

par'-thi-anz (Parthoi):

1. Land og tidlig historie:

Et folk, der kun nævnes i ApG 2,9, i forbindelse med andre fremmede, der var til stede i Jerusalem på pinsedagen; deraf slutter vi, at de var jøder eller proselytter fra de områder, der var omfattet af det parthiske rige. Dette rige strakte sig fra Eufrat til grænseområderne ved Indien og Oxus, og i århundreder var det Roms rival og viste sig mere end én gang at være hendes jævnbyrdige på slagmarken. Partherne nævnes ikke i Det Gamle Testamente, men ofte hos Josefus, og de havde en vigtig forbindelse med jødernes historie på grund af de store kolonier af disse i Mesopotamien og parthernes indblanding i Judæas anliggender, idet de én gang gjorde det til en vasalstat.

Det egentlige Parthien var et lille område sydøst for Det Kaspiske Hav, omkring 300 miles langt og 120 bredt, et frugtbart, om end bjergrigt, område, der grænsede op til ørkenstrækningen i det østlige Persien. Parthernes oprindelse er ret usikker, skønt den fremherskende opfattelse er, at de var af skytisk stamme eller af den store tartariske race. Vi har ingen henvisning til dem tidligere end Dareios den Stores tid, men de var uden tvivl blandt de stammer, som Kyros undertvang, eftersom de nævnes af Dareios som værende i oprør. De synes derefter at være forblevet tro mod perserne og underkastede sig Alexander uden modstand.

2. De seleukidiske konger:

Dernæst kom de under de seleukidiske konger af Syriens herredømme, men gjorde oprør omkring 250 f.Kr., i Antiochos II's (Theos') regeringstid, og vandt deres uafhængighed under ledelse af Arsakes I, som grundlagde arsakidedynastiet, der fortsatte i næsten 5 århundreder. Hans hovedstad var Hekatompylos, men hans regering varede kun omkring 3 år, og hans bror Tridates efterfulgte ham som Arsakes II, og han befæstede riget. Krigen mellem seleukiderne og ptolemæerne frigjorde ham fra indblanding fra den kant indtil 237 f.Kr., da Seleukos II (Kallinikos) rykkede imod ham, men blev fuldstændigt besejret, og parthisk uafhængighed blev sikret. Artabanos I, som fulgte efter ham, udvidede sine besiddelser vestpå til Zagrosbjergene, men Antiochos III ville ikke lade et sådant indgreb ske ustraffet og førte en ekspedition imod ham, drev ham tilbage og invaderede endda hans arvelige besiddelse. Men efter en kamp gennem nogle år forblev partherne stadig ubesejrede, og vanskelighederne ved striden fik Antiochos til at slutte fred med ham, hvori han anerkendte Parthiens uafhængighed. I omkring et kvart århundrede forholdt kongen af Parthien sig i ro, men Fraates I (181-174 f.Kr.) genoptog angrebene på det seleukidiske rige, som blev fortsat af Mithridates I (174-137), der til sine besiddelser føjede en del af Baktrien mod øst og Medien, Persien og Babylonien mod vest. Dette var en udfordring til Demetrios II af Syrien, som provinserne tilhørte, og han rykkede imod ham med en stor styrke, men blev besejret og taget til fange. Han forblev i Parthien nogle år, godt behandlet af Fraates II, hvis søster han giftede sig med, og da Fraates ønskede at skabe en afledning mod Antiochos Sidetes, satte han Demetrios fri og sendte ham tilbage til Syrien. Antiochos havde først fremgang, da hans styrke på 300.000 mand langt overgik parthernes, men til sidst blev han besejret og dræbt i 129 f.Kr., og hans hær blev ødelagt. Dette var de seleukidiske kongers sidste forsøg på at undertvinge Parthien, og det blev anerkendt som den dominerende magt i Vestasien. Men Fraates faldt i kamp med skyterne, som han havde tilkaldt for at hjælpe sig i sin krig mod Sidetes, og det samme gjorde hans efterfølger, og det var først ved Mithridates' tronbestigelse i 124 f.Kr., at disse barbarer blev standset. Kongen vendte derpå sin opmærksomhed mod Armenien, som han sandsynligvis bragte under sin kontrol, men dets konge Tigranes genvandt dets uafhængighed og angreb endda partherne og tog to provinser i Mesopotamien fra dem.

3. I kontakt med Rom:

Ikke længe efter kom Roms magt i berøring med Armenien og Parthien. I 66 f.Kr., da Pompejus, efter at have undertvunget Mithridates af Pontus, kom til Syrien, sluttede Fraates III en alliance med ham mod Armenien, men blev krænket over den måde, han blev behandlet på, og overvejede at vende sig mod sin allierede, men afholdt sig foreløbig fra det. Det var kun et spørgsmål om tid, før de to magter ville komme i kamp, for Parthien var blevet et rige og kunne dårligt tåle Roms indtrængen i Vestasien. Det var Crassus' ambition og grådighed, der fremkaldte sammenstødet mellem Rom og Parthien. Da han tog Østen som sin del af den romerske verden, sådan som den var blevet fordelt mellem triumvirerne, besluttede han at måle sig med Cæsar i berømmelse og rigdom ved at undertvinge Parthien, og han rykkede over Eufrat på sit ulykkelige felttog i 53 f.Kr. Beretningen om hans nederlag og død, hærens tilintetgørelse og tabet af de romerske ørne er velkendt for alle læsere af romersk historie. Den åbenbarede Parthien for verden som Roms frygtindgydende rival, hvad det fortsatte med at være i næsten 3 århundreder. Efter Crassus' død krydsede partherne Eufrat og hærgede det nordlige Syrien, men trak sig tilbage det følgende år uden at sikre sig nogen del af landet, og således endte den første krig med Rom. I 40 f.Kr., efter slaget ved Filippi, invaderede Pacorus, som da var konge, Syrien for anden gang og tog det i besiddelse sammen med hele Israels land; kun Tyrus undgik underkastelse. Han satte Antigonus på Judæas trone og afsatte Hyrkanos med det formål. Syrien og Israels land forblev i Parthiens hænder i 3 år, men Ventidius' komme gav sagerne en ny vending. Han drev partherne ud af Syrien, og da de vendte tilbage det følgende år, besejrede han dem igen, og Pacorus blev dræbt. Parthien måtte trække sig tilbage inden for sine egne grænser og forblive i defensiven. Antonius' forsøg på at undertvinge dem viste sig forgæves, og hans kamp med Octavian tvang ham til at opgive forehavendet. Partherne var ude af stand til at udnytte striden i Romerriget på grund af uroligheder hjemme. Et oprør ledet af Tiridates drev kong Fraates IV fra tronen, men han genvandt den med skyternes hjælp, og Tiridates søgte tilflugt i Syrien sammen med kongens yngste søn. Augustus gav ham senere tilbage uden løsepenge og fik Crassus' tabte faner, og således blev der sluttet fred mellem de rivaliserende riger. Hver af dem havde lært at respektere den andens magt, og skønt der opstod strid om overhøjheden over Armenien, blev freden mellem dem ikke alvorligt forstyrret i omkring 130 år, eller indtil Trajans regeringstid. Parthien havde dog ikke fred med sig selv. Dynastiske uroligheder var hyppige, og kongernes regeringstider korte. Artabanus III, som regerede 16-42 e.Kr., blev to gange fordrevet fra sit rige og genvandt to gange sin trone. I hans dage fandt en frygtelig massakre på jødiske kolonister i Mesopotamien sted, sådan som Josefus fortæller (Ant., XVIII, ix). Striden med Rom om Armenien blev afgjort i Neros dage på en måde, der tilfredsstillede begge parter, så freden ikke blev brudt i 50 år. Trajans ambition fik ham til at se bort fra den politik, som Augustus havde indledt, og som de efterfølgende kejsere for det meste havde holdt fast ved: ikke at udvide rigets grænser. Efter erobringen af Dakien vendte han sin opmærksomhed mod Østen og besluttede at invadere Parthien. Den parthiske konge, Chosroes, forsøgte at formilde Trajan ved en gesandtdelegation, der medbragte gaver og fredsforslag, men Trajan afviste dem og gennemførte sit forehavende. Han undertvang Armenien, tog Øvre Mesopotamien, Adiabebe (Assyrien), Ktesifon, hovedstaden, og nåede Den Persiske Bugt, men blev tvunget til at vende om på grund af oprør bag sig og mislykkedes med at indtage fæstningen Hatra. De erobrede provinser blev dog givet tilbage af Hadrian, og partherne gengældte ikke angrebet før Aurelius' regeringstid, da de oversvømmede Syrien, og i 162 e.Kr. blev Lucius Verus sendt for at straffe dem. Det følgende år drev han dem tilbage og rykkede ind i hjertet af det parthiske rige, hvor han tilføjede det det hårdeste slag, det endnu havde modtaget. Det var tydeligt, at riget var i tilbagegang, og romerne mødte ikke den modstand, de havde oplevet i tidligere tider. Både Severus og Caracalla foretog felttog ind i landet, og sidstnævnte tog hovedstaden og massakrerede indbyggerne, men efter hans mord udkæmpede hans efterfølger, Macrinus, et tre dage langt slag med partherne ved Nisibis, hvor han blev slået, og han var glad for at slutte fred ved at betale en krigsskadeserstatning på omkring 1.500.000 britiske pund (217 e.Kr.).

4. Rigets fald:

Men dette var parthernes sidste bedrift. Det er tydeligt, at Artabanus havde lidt hårdt i sin konflikt med romerne og var ude af stand til at slå persernes oprør ned under ledelse af Artaxerxes, som styrtede det parthiske rige og oprettede Sassanidedynastiet i dets sted (226 e.Kr.).

5. Kultur:

Partherne var ikke et kultiveret folk, men udviste en grov pragt og gjorde i nogen grad brug af rester af græsk kultur, som de fandt i de områder, de erobrede fra Alexanders rige. De havde ingen indfødt litteratur, så vidt man ved, men brugte græsk i skrift og på deres mønter. De var fortrolige med hebraisk eller syro-kaldæisk, og de senere konger havde semitiske indskrifter på deres mønter. Josefus siges at have skrevet sin historie om den jødiske krig på sit modersmål for parthiske læsere. I deres styreform synes de at have overladt de forskellige provinser temmelig meget til sig selv, så længe de betalte tribut og stillede de nødvendige kontingenter.

H. Porter