Førstefødt; Førstefrugt

furst'-born, furst'-ling (bekhor; prototokos):

Det hebraiske ord betegner den førstefødte blandt mennesker såvel som blandt dyr (2 Mos 11,5), mens et ord fra samme rod betegner førstefrugt (2 Mos 23,16). Alle oplysninger peger på, at offringen af det førstefødte blev praktiseret blandt hebræernes forfædre, ligesom dyrenes førstefrugt og jordens første produkt blev dedikeret til gudommen. Beretningen om moabitterkrigen refererer Mesjas ofring af arvingene til tronen til Kemosh, nationalguddommen (2 Kong 3,27). Den barbarisk skik må være ophørt på et tidligt tidspunkt i Israels religion (1 Mos 22,12). Det var sandsynligvis under påvirkning fra omkringliggende folk, at den grusom praksis blev genoptaget mod slutningen af kongetiden (2 Kong 16,3; 2 Kong 17,17; 2 Kong 21,6; Jer 7,31; Ez 16,20; Ez 23,37; Mika 6,7). Jeremias benægter, at offringen af mennesker kunne være blevet givet som instruks fra Jahve (7,31; 19,5).

Den profetiske Gudsopfattelse havde gjort sådan en lære utænkelig. Klart bevis for åndeliggørelsen og forhumaniseringen af religionen blandt israelitterne fremgår af, at offringen af det førstefødte på et tidligt tidspunkt blev erstattet med deres dedikation til Jahves tjeneste. På et senere tidspunkt blev leviterne erstattet for de førstebørn. Ligesom førstefrugt af urene dyr blev indløst med penge (2 Mos 13,13; 2 Mos 34,20), blev offringen af det førstefødte erstattet med vielse af leviterne til helligdommens tjeneste (4 Mos 3,11-13; 4 Mos 3,15). 30 dage efter fødselen blev det førstefødte bragt til præsten af faderen, som betalte fem sikkler for barnets indløsning fra templets tjeneste (jf. Luk 2,27; Mishna Bekhoroth viii.8). For denne tjeneste blev leviterne accepteret i stedet for de indløste førstefødter (4 Mos 3,45). Se note. Ifølge 2 Mos 22,29-31 skulle førstefødterne gives til Jahve. (Førstefødterne af rene dyr, såfremt de var uden plet eller skavank, skulle ofres efter otte dage, 4 Mos 18,16 osv.) Denne hentydning til offringen af det førstefødte som del af Jahves religion er blevet forklaret på forskellig måde. Nogle lærde betvivler teksten, men efter alt at dømme betyder verset ikke mere end lignende hentydninger til, at førstefødterne tilhørte Jahve (2 Mos 13,2; 2 Mos 34,19). Den modificerende klausul vedrørende indløsningen af det førstefødte er blevet udeladt. Det førstefødte havde bestemte rettigheder, som blev nægtet andre familiemedlemmer. Loven forbød at arveudskyde det førstefødte (5 Mos 21,15-17). Sådan lovgivning var i polygame tider nødvendig for at forhindre en yndlingshustru i at udøve uberettiget indflydelse på sin mand ved fordeling af hans ejendom, som i Jakobs tilfælde (1 Mos 25,23)。Ældstesønnen arv var dobbelt så stor som nogen anden søns. Da Elisa bad om en dobbelt del af Elias' ånd, ønskede han ganske enkelt at blive regnet for det førstefødte, dvs. den døende profets efterfølger. Israel var Jahves førstefødte (2 Mos 4,22) og nød særlige rettigheder. Det indtog en enestilling på grund af det særlige forhold mellem Jahve og folket. I tre passager (Rom 8,29; Kol 1,15; Hebr 1,6) er Jesus Kristus det førstefødte – blandt mange brødre (Rom 8,29); blandt alt skabte (Kol 1,16)。Denne anvendelse af udtrykket på Jesus Kristus kan spores tilbage til Sl 89,27, hvor den davidiske hersker eller måske folket hentydes til som Jahves førstefødte.

Se BARN; OMSKÆRELSE; FØRSTEFØDT; EGYPTENS PLAGER.

NOTE – Skikken med at indløse den førstebårne søn er bevaret blandt jøderne til denne dag. Efter tredive dage indbyder faderen en "Kohen", dvs. en formodet efterkommer af Aron, til huset. Barnet bringes og vises for "Kohenen", og faderen erklærer barnets moder at være israelit. Hvis hun er "Kohen", er indløsning ikke nødvendig. "Kohenen" spørger faderen, hvad han foretrækker, sit barn eller de fem sikkler; faderen svarer, at han foretrækker sin søn, og betaler "Kohenen" en sum svarende til fem sikkler. Efter at have modtaget indløsningspengene, lægger "Kohenen" sine hænder på barnets hoved og udsiger den aaronitiske velsignelse (4 Mos 6,22-27).

T. Lewis