Bede

ask (sha'al "at spørge," "at søge råd," "at kræve"): Det er det ord, der almindeligvis bruges i Det Gamle Testamente, og det svarer til eperotao, "at anmode," brugt i Det Nye Testamente. Det indebærer ikke nogen underlegenhed hos den person, der beder (Sl 2,8). Det er Sønnen, der opfordres til at bede, og derfor udtrykker ordet en ligemands anmodning. Det har også betydningen "at spørge": "Hvorfor .... spørger du efter mit navn?" (1 Mos 32,29), det vil sige: "Du må vel vide, hvem jeg er." "I skal ikke spørge mig om noget" (Joh 16,23), dvs. "om den sande betydning af mine ord, for alt vil da være klart for jer" (Dummelow). aiteo er det ord, der almindeligvis bruges med henvisning til bøn. Det betyder "at bede," "at anråbe," og fremstiller den bedende som en underordnet, der beder en overordnet (Matt 6,8; Matt 7,7; Matt 7,8; Mark 10,35; Joh 14,13, og mange andre steder). Det er dog ikke at bede i betydningen tigge, men snarere som et barn, der fremsætter en anmodning til sin far. Den bedende beder både på grund af sit behov og på grund af visheden om, at han er velkommen. Han er forvisset, før han beder, om at anmodningen vil blive imødekommet, hvis han beder i overensstemmelse med Guds vilje (1 Joh 3,22; Joh 5,15). Desuden leder Ånden os til en sådan bøn, idet han åbenbarer vores behov og Guds godhed for os. Se Ilde; bøn.

Jacob W. Kapp