Bedetimer

Moseloven regulerede ikke frembærelsen af bøn, men anerkendte fuldt ud dens spontane karakter. På hvilken måde eller hvor langt tilbage i jødisk historie den offerbøn, der nævnes i Luk 1,10, opstod, ved ingen. På Kristi tid var den tydeligvis blevet en institution. Men længe før den tid kendte man faste bedetimer, og alle fromme jøder overholdt dem religiøst. Det hørte tydeligvis til den udviklingsproces, som den jødiske gudstjeneste gennemgik i forbindelse med tempelritualet. Fromme jøder, der boede i Jerusalem, gik til templet for at bede (Luk 18,10; ApG 3,1). De fromme jøder i diasporaen åbnede deres vinduer "mod Jerusalem" og bad "mod" stedet for Guds nærvær (1 Kong 8,48; Dan 6,10; Sl 5,7). De regelmæssige bedetimer, som vi kan slutte af Sl 55,17 og Dan 6,10, var tre i tal. Den første faldt sammen med morgenofferet, ved den 3. time om morgenen, altså kl. 9 (ApG 2,15). Den anden var ved den 6. time, eller ved middag, og kan have faldet sammen med taksigelsen for dagens hovedmåltid, en religiøs skik, der tilsyneladende blev overholdt overalt (Matt 15,36; ApG 27,35). Den 3. bedetime faldt sammen med aftenofferet, ved den niende time (ApG 3,1; ApG 10,30). Således blev hver dag, som tilhørende Gud, religiøst underinddelt, og regelmæssige tider for bøn blev tildelt den fromme troende. Dens indflydelse på udviklingen af den religiøse ånd må have været uoverskuelig, og den er uden tvivl, i det mindste delvis, løsningen på gåden om bevarelsen af den jødiske tro gennem de grusomme århundreder med bitter forfølgelse. Muhammedanismen lånte dette træk ved gudstjenesten fra jøderne og de tidlige kristne og gjorde det til en af sin tros hovedsøjler.

Henry E. Dosker