Fester og faster

fests (mo`edh, "en fastsat dag" eller "en forsamling," chagh, fra chaghagh, "at danse" eller muligvis "at foretage en pilgrimsrejse"; tsom, "faste," ta`anith, "en trængselsdag"):

I. FØR EKSILET

A) Årlige

1. Påske, 15.-22. Nican

2. Pinse, 6. Ciwan ) Pilgrims-

3. Løvhyttefesten, 15.-22. Tishri ) fester

4. Shemini `Atsereth, 23. Tishri

5. Nytår, basunfesten, 1. Tishri

6. Forsoningsdagen, 10. Tishri

B) Periodiske

1. Ugentlig sabbat

2. Nymåne

3. Sabbatsår

4. Jubelår

II. EFTER EKSILET

1. Tempelindvielsesfesten, 25. Kiclew

2. Esters faste, 13. 'Adhar

3. Purimfesten, 14. 'Adhar

4. Fasten i den fjerde måned, 17. Tammuz

5. Fasten i den femte måned, 9. 'Abh

6. Fasten i den syvende måned, 3. Tishri

7. Fasten i den tiende måned, 10. Tebheth

8. Acra-festen, 23. Iyar

9. Nikanors fest, 18. 'Adhar

10. Træbæringsfesten, midsommerdag, 15. 'Abh

11. Nytår for træer, 15. ShebhaT

12. Faster hver anden uge, mandage og torsdage efter fester

13. Andendage for fester indført

14. Nye måder at fejre gamle fester på indført

De hebraiske festers karakter:

Hebræerne havde en overflod af helligdage, nogle ifølge deres tradition baseret på landbrug og de naturlige skift i tider og årstider, nogle på historiske begivenheder forbundet med Israels nationale eller religiøse liv, og atter andre ganske enkelt på skik fra umindelige tider. I de fleste tilfælde findes to eller flere af disse grundlag side om side, og vægten på den naturlige, den landbrugsmæssige, den nationale eller den religiøse side vil variere hos forskellige forfattere, i forskellig sammenhæng eller til forskellige tider. Enhver klassifikation af disse fester og faster på grundlag af deres oprindelige betydning må derfor være ufuldkommen.

Vi bør snarere klassificere dem som før-eksilske og efter-eksilske, fordi perioden med det babyloniske fangenskab markerer en fuldstændig forandring, ikke blot i de slags fester, der fra tid til anden blev indført, men også i måden at fejre de gamle på.

I. Før eksilet.

Listen fra tiden før eksilet omfatter de tre pilgrimsfester, påskeugen, pinsen og løvhyttefesten, sammen med den ottende forsamlingsdag ved afslutningen af den sidste af disse fester, samt nytårs- og forsoningsdagene, den ugentlige sabbat og nymånen.

1. Skikke fælles for alle:

Festerne før eksilet var "hellige sammenkomster" (kap. 23; kap. 28). Der blev bragt særlige ofre på dem ud over de daglige ofre. Disse ofre varierede dog efter festens karakter (kap. 28; kap. 29). Ved dem alle blev der blæst i trompeter (chatsotseroth), mens brændofrene og takofrene blev ofret (4 Mos 10,10). De blev alle sammenlignet med den ugentlige sabbat som hviledage, hvor alt almindeligt arbejde skulle ophøre fuldstændigt (3 Mos 16,29; 3 Mos 23,7; 3 Mos 23,8; 3 Mos 23,21; 3 Mos 23,24; 3 Mos 23,25; 3 Mos 23,28; 3 Mos 23,35; 3 Mos 23,36).

2. Festernes betydning:

De tre pilgrimsfester var kendt under dette navn, fordi israelitterne ved dem samledes i Jerusalem for at takke for deres dobbelt glædelige karakter. De havde landbrugsmæssig betydning og mindede samtidig om nationale begivenheder. Således er påsken forbundet med byghøsten; samtidig er den zeman cheruth, der minder om udgangen af Egypten (2 Mos 12,6; 3 Mos 23,5; 3 Mos 23,8; 4 Mos 28,16-25; 5 Mos 16,1-8).

Pinsen har en landbrugsmæssig side som chagh habikkurim, fejringen af hvedehøsten; den har en religiøs side som zeman mattan Thorah i den jødiske liturgi, baseret på den rabbinske beregning, som gør den til dagen for lovens givelse, og denne religiøse side har så fuldstændigt overskygget den landbrugsmæssige, at pinsen blandt moderne jøder er blevet "konfirmationsdag" (2 Mos 34,26; 3 Mos 23,10-14; 4 Mos 28,26-31).

Løvhyttefesten er på én gang den almindelige høstfest, chagh he-'aciph, og årsdagen for begyndelsen på ørkenvandringerne (2 Mos 23,16; 3 Mos 23,33; 5 Mos 16,13-15). Den ottende forsamlingsdag, der straks følger efter løvhyttefestens sidste dag (3 Mos 23,36; 4 Mos 29,35; Joh 7,37) og afslutter den lange cyklus af Tishri-fester, synes blot at have været en sidste glædesdag, før pilgrimmene vendte tilbage til deres hjem.

Nytår (3 Mos 23,23-25; 4 Mos 29,1-6) og forsoningsdagen (3 Mos 16,1; 3 Mos 23,26-32; 4 Mos 29,7-11) markerede årets vendepunkt; primært måske i de naturlige fænomener i Israels land, men også i folkets og den enkeltes indre liv. Derfor kom disse dages religiøse betydning som dage for dom, anger og tilgivelse snart til at overskygge enhver anden betydning, de måtte have haft. Tempelritualet for disse dage, som er minutiøst beskrevet i Det Gamle Testamente og i Talmud, var årets mest udførlige og imponerende. Samtidig var forsoningsdagen socialt set en vigtig glædesdag.

Ud over disse årlige fester fejrede hebræerne før eksilet sabbatten (4 Mos 28,9; 4 Mos 28,10; 3 Mos 23,1-3) og nymånen (4 Mos 10,10; 4 Mos 28,11-15). I analogi med den ugentlige sabbat var hvert syvende år et sabbatsår (2 Mos 23,11; 3 Mos 25,1-7; 5 Mos 15,1), og hver cyklus på syv sabbatsår blev afsluttet med et jubelår (3 Mos 25,8-18), nogenlunde efter analogi med de syv uger, der blev talt før pinsen.

For yderligere detaljer om alle disse fester fra tiden før eksilet, se de særskilte artikler.

II. Efter eksilet.

Betydning:

De faste på fjerde, femte, syvende og tiende måned er baseret på historiske begivenheder forbundet med en eller flere nationale ulykker. I flere tilfælde har rabbinerne gennem omhyggelig beregning kunnet forbinde fasternes datoer såvel som festernes med andre vigtige nationale begivenheder end dem, som dagene oprindelig blev indstiftet for at mindes. Ikke færre end fire begivenheder er forbundet med fasterne på fjerde måned (17. Tammuz):

(a) på denne dag lavede israelitterne det gyldne kalv;

(b) Moses brækkede lovens tavler;

(c) de daglige offergaver ophørte på grund af mangel på kvæg, da byen var indesluttet før Jerusalems ødelæggelse; og

(d) på denne dag blev Jerusalem stormet af Nebukadnesar.

Fasten på femte måned (9. dag af 'Abh) får sin betydning fra det faktum, at det Første Tempel blev ødelagt på denne dag af Nebukadnesar, og det Andet Tempel på samme dag året efter af Titus. Derudover siges det, at på denne dag dekreterede Jahve, at dem som forlod Egypten, ikke skulle komme ind i løftets land; dagen er også årsdagen for erobringen af byen Bether af kejser Hadrian. Fasten på syvende måned (3. dag af Tishri) mindes mordet på Gedalja ved Mizpa. Den på tiende måned (10. dag af Tebeth) mindes starten på Nebukadnesars belejring af Jerusalem.

Andre faste og fester blev uden tvivl indstiftet ved lignende lejligheder og fik lokal eller midlertidig observans, for eksempel Festa ved Akra (1 Makk 13,50-52; sammenlign 1,33) for at fejre genvindingen af Akra ("citadellet") på 23. dag af 'Iyar 141 f.Kr., og Nikator-festen, til fejring af sejren over Nikator på 13. dag af 'Adhar 160 f.Kr. (1 Makk 7,49).

Flere andre festivaler nævnes i Talmud og andre efterbibelske skrifter, som måske har været af endnu større oldtid. Vedtræfesten (Midsommersdag: Neh 10,34; Josephus, BJ, II, vii, 6; Meghillath Ta`anith c.v, s. 32, Mishna, Ta`anith 4 8a), for eksempel, omtales som den største dag for hebraisk jubel, rangerende med Forsoningsdagen. Det var hovedsageligt en picnic-dag, som fik et religiøst præg ved at blive gjort til vedsamlernes festival for Templet. Et nytår for træer nævnes i Talmud (Ro'sh ha-Shdnah 1 1). De fromme iagtog ifølge både jødisk tradition og Det nye Testamente mange private eller semi-offentlige faste, såsom mandage, torsdage og følgende mandag efter Nisan og Tishri (festmånederne: Luk 18,12; Matt 9,14; Matt 6,16; Mark 2,18; Luk 5,33; ApG 10,30; Meghillah 31a; Ta`anith 12a; Bdbha' Qama' 8 2). Dagen før Påske var en faste dag for førstefødte (Copherim 21 3).

I eftertidligt tider fordoblede jøderne uden for Israels land hver af følgende dage: åbnings- og afslutningsdagen på Påske, Løvhytter og Pinse, på grund af capheq, eller tvivlen om den rigtige dag at observere, som opstod på grund af forsinkelser ved overføringen af Sanhedrins officielle dekret i hver årstid. Forskelle i solopgangs- og solnedgangstider mellem Israels land og andre lande kan have haft indflydelse på i det mindste fortsættelsen af skikken. Nytårsdag synes at have været fordoblet siden umindelig tid, hvor de otteogfyrre timer tæller som en "lang dag."

Mange nye observansesmåder optrådte i eftertidligheden i forbindelse med de gamle etablerede festivaler, især i højtidsperioden Tishri. Således blev cimchath beth ha-sho'ebhah, "vandhentingsfesten," fejret i Løvhytteugen med folkelige lege og danse, hvori selv de ældre deltog, og gaderne var så glimrende oplyst med fakler, at der næppe blev lukket et øje i Jerusalem i løbet af denne uge (Talmud, Chullin).

Den sidste dag af Løvhytter kendes i talmudicsk tid som yom chibbuT `arabhoth, fra skikken med at slå piletræets grene, en skik, som helt klart går forud for de forskellige symbolske forklaringer, som blev givet for den. Dens festiviteter var forbundet med nedrivningen af hytten. I senere tider blev dagen kendt som hosha`na' rabba', fra de liturgiske passager, der begynder med ordet hosha`na', reciteret gennem hele festen og "samlet" på denne dag. Dagen efter Løvhytter er blevet gjort til cimchath Torah, Lovens fest, fra skikken med at afslutte på denne dag den cyklus af tooghalvtreds ugentlige afsnit, som læses i synagogerne.

Generelt kan det siges, at selvom den egentlige observans har ændret sig fra tid til anden for at møde nye forhold, består synagogkalenderet i dag af de samme festivaler som dem, der blev observeret i Det nye Testamentes tid.

Ella Davis Isaacs