Dag

Jøderne regnede dagen fra solnedgang til solnedgang (3 Mos 23,32). Oprindelig blev den delt i tre dele (Sl 55,17). “Dagens hede” (1 Sam 11,11; Neh 7,3) var ved vores klokken ni, og “dagens kølighed” lige før solnedgang (1 Mos 3,8). Før eksilet delte jøderne natten i tre nattevagter: (1) fra solnedgang til midnat (Klag 2,19); (2) fra midnat til hanegal (Dom 7,19); og (3) fra hanegal til solopgang (2 Mos 14,24). I Det Nye Testamente blev grækernes og romernes inddeling i fire nattevagter taget i brug (Mark 13,35).

Inddelingen af dagen i timer nævnes første gang i Dan 3,6, 15; 4,19; 5,5. Denne måde at regne på blev lånt fra kaldæerne. Regningen med tolv timer gik fra solopgang til solnedgang, og timerne var derfor af varierende længde (Joh 11,9).

Ordet “dag” betegner undertiden en ubestemt tid (1 Mos 2,4; Es 22,5; Hebr 3,8 osv.). I Job 3,1 betegner det en fødselsdag, og i Es 2,12, ApG 17,31 og 2 Tim 1,18 den store dag for den endelige dom.