Synagoge

(Gr. sunagoge, dvs. “en forsamling”), findes kun én gang i KJV, i Sl 74,8, hvor RV's randnote har “forsamlingssteder”, hvilket sandsynligvis er korrekt; for selv om synagogernes oprindelse er ukendt, kan man godt antage, at bygninger eller telte til brug for de tilbedende kan have eksisteret i landet fra tidlig tid, og at synagogesystemet således gradvis blev udviklet.

Nogle mener dog, at det især var under det babyloniske fangenskab, at synagogegudstjenestens system, hvis det ikke ligefrem blev indført, i det mindste blev reorganiseret efter en systematisk plan (Ez 8,1; 14,1). De landflygtige samledes for at læse loven og profeterne, når de havde lejlighed til det, og efter deres tilbagevenden blev der oprettet synagoger over hele landet (Ezra 8,15; Neh 8,2). I senere år, da jøderne blev spredt i udlandet, byggede de synagoger, hvor de end kom hen, og opretholdt de faste gudstjenester (ApG 9,20; 13,5; 17,1; 17,17; 18,4). Synagogens form og indre indretning afhang i høj grad af de jøders velstand, som byggede den, og af stedet, hvor den blev opført. “Alligevel er der visse traditionelle særtræk, som utvivlsomt har forenet de jødiske synagoger i alle tider og lande ved en fælles lighed. Indretningen af kvindernes plads i et særskilt galleri eller bag en skillevæg af gitterværk; læsepulten i midten, hvor oplæseren, ligesom Ezra i gamle dage, fra sin ‘træprædikestol’ kunne ‘åbne bogen for hele folkets øjne og læse tydeligt i Guds lovs bog, forklare meningen og få dem til at forstå det oplæste’ (Neh 8,4, 8); det omhyggeligt lukkede skrin på den side af bygningen, der vendte nærmest mod Jerusalem, til opbevaring af lovens ruller eller håndskrifter; sæderne rundt om i bygningen, hvorfra ‘alles øjne i synagogen’ kunne ‘være fæstet’ på den, der talte (Luk 4,20); ‘de forreste pladser’ (Matt 23,6), som var forbeholdt synagogens ‘forstander’ eller ‘forstandere’, alt efter om dens organisation var mere eller mindre fuldstændig;” dette var træk, der var fælles for alle synagogerne.

Hvor gudstjenesten var fuldt udviklet til et system, fandt synagogens tjenester sted på samme tidspunkter som templets og bestod af: (1) bøn, der dannede en slags liturgi; der var i alt atten bønner; (2) læsning af Skrifterne i bestemte afsnit; og (3) udlægning af de læste afsnit. (Se Luk 4,15, 22; ApG 13,14.)

Synagogen blev også undertiden brugt som domstol, hvor forstanderne præsiderede (Matt 10,17; Mark 5,22; Luk 12,11; 21,12; ApG 13,15; 22,19); og også som offentlige skoler.

Oprettelsen af synagoger, hvor jøderne fandtes i tilstrækkeligt antal, bidrog i høj grad til at holde Israels håb om Messias' komme levende og til at bane vej for evangeliets udbredelse i andre lande. Den kristne kirkes gudstjeneste blev senere formet efter synagogens.

Kristus og hans disciple underviste ofte i synagogerne (Matt 13,54; Mark 6,2; Joh 18,20; ApG 13,5, 15, 44; 14,1; 17,2-4.10.17; 18,4.26; 19,8).

At blive “udelukket af synagogen”, et udtryk brugt af Johannes (9,22; 12,42; 16,2), betyder at blive ekskommunikeret.