Betsajda

beth-sa'-i-da (Bethsaida, "fiskeriets hus"):

(1) En by øst for Jordan, på et "øde sted" (det vil sige udyrket jord brugt til græsning), hvor Jesus mirakuløst bespiste skaren med fem brød og to fisk (Mark 6,32; Luk 9,10). Denne skal uden tvivl identificeres med landsbyen Betsaida i Nedre Gaulonitis, som tetrarken Filip ophøjede til en bys rang og kaldte Julias til ære for Julia, Augustus' datter. Den lå nær det sted, hvor Jordan løber ud i Gennesaret Sø (Ant., XVIII, ii, 1; BJ, II, ix, 1; III, x, 7; Vita, 72). Denne by kan placeres ved et-Tell, et ruinområde på østsiden af Jordan på stigende terræn, godt en mil fra søen. Da dette er for langt fra søen til at være en fiskerlandsby, foreslår Schumacher (The Jaulan, 246), at el-`Araj, "et stort, fuldstændig ødelagt sted tæt ved søen," som i oldtiden var forbundet med et-Tell "ved de smukke veje, der stadig er synlige," kan have været fiskerlandsbyen, og et-Tell den fyrstelige residens. Han hælder dog til at foretrække el-Mes`adiyeh, en ruin og vinterlandsby tilhørende Arab et-Tellawiyeh, som ligger på en kunstig høj, omkring halvanden mil fra Jordans munding. Det bør dog bemærkes, at navnet i sin oprindelse er radikalt forskelligt fra Betsaida. Udskiftningen af sin med cad er let; men indsættelsen af gutturalen `ain er umulig. Der er ikke fundet noget spor af navnet Betsaida i distriktet; men hvilket som helst af de nævnte steder ville opfylde kravene.

Til dette nabolag trak Jesus sig tilbage med båd sammen med sine disciple for at hvile en stund. Skaren, som fulgte efter til fods langs søens nordlige bred, ville krydse Jordan ved vadestedet ved dens munding, som bruges af fodgængere den dag i dag. Fortællingens "øde sted" er netop arabernes barriyeh, hvor dyrene drives ud på græs. Det "grønne græs" i Mark 6,39 og det "meget græs" i Joh 6,10 peger på et sted på el-BaTeichahs slette, hvor græsset på den frugtbare jord er grønt og rigeligt sammenlignet med den sparsomme vegetation på de højere skråninger.

(2) Betsaida i Galilæa, hvor Filip, Andreas, Peter (Joh 1,44; Joh 12,21) og måske også Jakob og Johannes boede. Andreas' og Peters hus synes at have ligget ikke langt fra synagogen i Kapernaum (Matt 8,14; Mark 1,29 osv.). Medmindre de havde flyttet deres bopæl fra Betsaida til Kapernaum, hvilket der ikke findes nogen optegnelse om, og hvilket for fiskere var usandsynligt, må Betsaida have ligget tæt ved Kapernaum. Den kan have været fiskerbyen, der stødte op til den større by. Som i tilfældet med den anden Betsaida er intet navn blevet genfundet, som kan lede os til stedet. På det klippefyldte forbjerg øst for Khan Minyeh finder vi imidlertid Sheikh `Aly ec-Caiyadin, "Sheikh Aly af fiskerne," som navnet på en ødelagt weley, hvor det andet led i navnet Betsaida er repræsenteret. I nærheden ligger stedet ved `Ain et-Tabigha, som mange har identificeret med Betsaida i Galilæa. Det varme vand fra righoldige kilder løber ud i en lille bugt i søen, hvor fisk samles i store mængder. Dette har derfor altid været et yndet tilholdssted for fiskere. Hvis Kapernaum lå ved Khan Minyeh, lå de to altså tæt sammen. Navnene på mange gamle steder er gået tabt, og andre er vandret bort fra deres oprindelige lokaliteter. Fraværet af noget navn, der ligner Betsaida, behøver ikke at bekymre os.

Var der to Betsaidaer?:

Mange forskere hævder, at alle Det Nye Testamentes henvisninger til Betsaida gælder ét sted, nemlig Betsaida Julias. Argumenterne for og imod dette syn kan sammenfattes således:

(a) Galilæa løb hele vejen rundt om søen og omfattede det meste af det flade kystland mod øst. Således lå Gamala på den østlige bred inden for Josefus' jurisdiktion, han som havde kommandoen i Galilæa (BJ, II, xx, 4). Judas fra Gamala (Ant., XVIII, i, l) kaldes også Judas fra Galilæa (ibid., i, 6). Hvis Gamala, langt nede ad søens østlige bred, lå i Galilæa, kan Betsaida, en by som lå helt ved Jordans kant, så meget desto mere beskrives som beliggende i Galilæa.

Men Josefus gør det klart, at Gamala, skønt den blev føjet til hans jurisdiktion, ikke lå i Galilæa, men i Gaulonitis (BJ, II, xx, 6). Selv om Judas blev født i Gamala og derfor med rette kunne kaldes en gaulonit, kan han, ligesom andre, være blevet kendt som tilhørende den provins, hvor hans aktive liv blev tilbragt. "Jesus fra Nazaret" blev født i Betlehem. Dernæst siger Josefus udtrykkeligt, at Betsaida lå i Nedre Gaulonitis (BJ, II, ix, 1). Endvidere placerer Lukas gerasenernes land på den anden side af søen i forhold til Galilæa (Luk 8,26)--antipera tes Galilaias ("over for Galilæa").

(b) At gå over til den anden side--eis to peran (Mark 6,45)--indebærer ikke nødvendigvis en overfart fra søens østlige til dens vestlige bred, eftersom Josefus bruger verbet diaperaioo om en overfart fra Tiberias til Tarichea (Vita, 59). Men (i) dette omfattede en overfart fra et punkt på vestbredden til et punkt på sydbredden, hvor man “krydsede over” to betydelige bugter; hvorimod hvis båden startede fra et hvilket som helst punkt i el-BaTeichah, som vi synes at være henvist til af det “meget græs” og af definitionen af området som hørende til Betsajda, for at sejle til et-Tell, var der tale om at følge kysten højst et par mil, uden nogen bugt at krydse. (ii) Der kan ikke anføres noget tilfælde, hvor udtrykket eis to peran med sikkerhed betyder andet end “til den anden side.” (iii) Markus siger, at båden satte ud for at gå over til den anden side, til Betsajda, mens Johannes angiver retningen som “over søen til Kapernaum” (Mark 6,17). De to byer lå derfor praktisk talt på samme linje. Nu er der ingen tvivl om, at Kapernaum lå på “den anden side”, og der er heller ingen antydning af, at båden blev drevet ud af sin kurs; og det er ganske åbenbart, at hvis man sejlede mod Kapernaum, hvad enten det var ved Tell Chum eller ved Khan Minyeh, ville man aldrig nå Betsajda Julias. (iv) Nærværende forfatter kender disse farvande både i storm og stille vejr. Hvis båden blev ført fra et hvilket som helst punkt i el-BaTeichah mod et-Tell, ville ingen østenstorm have plaget roerne, beskyttet som denne del er af bjergene. Derfor var det ikke en modvind, der førte dem mod Kapernaum og “Gennesarets land.” Derimod kunne det med en vind fra vest, sådan som man ofte oplever, let tage otte eller ni timer at tilbagelægge de fire eller fem mil fra el-BaTeichah til omegnen af Kapernaum.

(c) Det er blevet foreslået (Sanday, Sacred Sites of the Gospels, 42), at Markus’ ord (Mark 6,45) er blevet fortolket for strengt: da evangeliet sandsynligvis blev skrevet i Rom, og dets forfatter ikke var fra Galilæa, men fra Jerusalem. Manglende præcision i topografiske spørgsmål behøver derfor ikke at overraske os. Men som vi har set ovenfor, må den “manglende præcision” også tilskrives forfatteren til Joh 6,17. Overensstemmelsen mellem disse to taler for den strenge fortolkning. Desuden, hvis Markusevangeliet rummer Peters erindringer, ville det være vanskeligt at finde en mere pålidelig autoritet med hensyn til topografiske detaljer knyttet til den sø, hvor han levede sit fiskerliv.

(d) Til støtte for teorien om én enkelt by hævdes det yderligere, at

(i) Jesus trak sig tilbage til Betsajda, fordi den lå under Filips myndighed, da han hørte om Johannes’ drab ved Antipas, og at han ikke så kort efter at have forladt sidstnævntes områder igen ville have søgt dertil.

(ii) Middelalderlige rejseværker omtaler kun én Betsajda.

(iii) Søens østkyst blev bestemt knyttet til Galilæa i 84 e.Kr., og Ptolemæus (circa 140) placerer Julias i Galilæa. Det er derfor betydningsfuldt, at kun det fjerde evangelium taler om “Betsajda i Galilæa.”

(iv) Der kunne næppe have været to Betsajdaer så tæt på hinanden.

Men:

(i) Det siges ikke, at Jesus kom hertil for at forlade Antipas’ område til fordel for Filips; og i lyset af Mark 6,30 ff. og Luk 9,10 ff. er slutningen ud fra Matt 14,13, at han gjorde dette, ikke berettiget.

(ii) Middelalderforfatternes Betsajda lå tydeligvis vest for Jordan. Hvis den lå mod øst, er det utænkeligt, at ingen af dem skulle have nævnt floden i denne forbindelse.

(iii) Hvis det 4. evangelium først blev skrevet et godt stykke inde i det 2. århundrede, så var apostlen ikke forfatteren; men dette er en meget usikker antagelse. Johannes, der skrev efter 84 e.Kr., ville næppe have brugt udtrykket “Betsajda i Galilæa” om et sted, der først for nylig var blevet knyttet til denne provins, når han, som han gjorde, skrev på afstand af stedet og genkaldte sig de tidligere velkendte forhold.

(iv) I betragtning af den hyppige gentagelse af navne i Israels land skaber de to Betsajdaers nærhed ingen vanskelighed. Overfloden af fisk på hvert sted gav en god grund til, at navnet gik igen.

W. Ewing