Jojakin

je-hoi'-a-kin (yehoyakhin, "Jahve vil opretholde"; kaldes også "Jekonja" i 1 Krøn 3,16; Jer 24,1; yekhonyah, "Jahve vil være fast," og "Konja" i Jer 22,24; Jer 22,28; konyahu, "Jahve har opretholdt ham"; 'Ioakeim): En konge i Juda; søn og efterfølger af Jojakim; regerede i tre måneder og overgav sig til Nebukadnesar; blev ført til Babylon, hvor han, efter at have været fange dér i 37 år, døde.

1. Kilder:

Beretningen om hans regering fortælles i 2 Kong 24,8-16, og mere kortfattet i 2 Krøn 36,9-10. Derefter, efter at hans efterfølger Sidkijas regering og den endelige bortførelse er blevet fortalt, gives beretningen om hans løsladelse fra fængslet 37 år senere og den ære, der blev vist ham, som det sidste afsnit i 2 Kong (25,27-30). Det samme fortælles ved slutningen af Jeremias' Bog (52,31-34). Hverken for denne regering eller for den følgende findes den sædvanlige henvisning til statens årbøger; de synes at være ophørt efter Jojakim. I Jer 22,24-30 findes der en endelig udtalelse om denne konge, ikke så meget om manden som om hans uundgåelige skæbne, og en forudsigelse om, at ingen efterkommer af ham nogensinde skal have et fremgangsrigt herredømme i Juda.

2. Hans regering:

Der er kun lidt at fortælle om Jojakins korte regering. Den var snarere et historisk mærkepunkt end en regering; men dens år, 597 f.Kr., var vigtigt som tidspunktet for den første bortførelse af jødiske fanger til Babylon (medmindre vi undtager den gruppe gidsler, der blev ført bort i Jojakims 3. (4.) år, Dan 1,1-7). Hans tronbestigelse skete netop på eller nær det tidspunkt, hvor Nebukadnesars tjenere belejrede Jerusalem; og da den kaldæiske konges personlige ankomst for at lede belejringen gjorde det klart, at modstand var forgæves, overgav Jojakin sig til ham sammen med hele kongehuset og hoffet. Han blev ført som fange til Babylon, og med ham ti tusind fanger, omfattende hele det bedre og stærkere element af folket, fra fyrste til håndværker, så kun den fattigere slags blev tilbage til at udgøre nationens krop under hans efterfølger Sidkija. Sammen med fangerne blev også de mest værdifulde skatte fra templet og kongepaladset ført bort.

3. De to elementer:

Lige siden Esajas fremmede fødslen og oplæringen af en åndeligt sindet rest, for ham Israels vitale håb, har væksten og indflydelsen af dette element i nationen kunnet skelnes, både i den forfølgelse det vakte (se under MANASSEH), og i dets kerne af sund fremgang. Det er, som om en nøgtern sund fornuft i eftertanken var ved at helbrede folket for deres tomme afgudsdyrkelser. Følelsen udtrykkes godt i et afsnit som Hab 2,18-20. Hidtil havde dette åndelige Israels kraft dog været latent, eller i bedste fald blandet og gennemtrængende blandt folkets forskellige beskæftigelser og interesser. Jojakins overgivelse medfører en opdeling af Israel efter et hidtil uhørt princip: ikke de høje og lave i rigdom eller social stilling, men vægten og værdien i alle klasser på den ene side, som udpeges til bortførelse, og udskudselementet i alle klasser på den anden, som efterlades hjemme. Hvilket element Jeremias' profetiske håb er knyttet til i denne mærkelige sigtning, fremgår af hans lignelse om de gode og de dårlige figner (Jer 24), hvor han forudsiger åndelig integritet og opbygning for fangerne, og skam og ulykke for den rest, der bliver hjemme. Senere skriver han til de landflygtige i Babylon og råder dem til at slå sig ned og være gode borgere (Jer 29,1-10). Hvad den ulykkelige konge angår, "denne mand Konja," som skal være deres fangne leder i et fremmed land, taler Jeremias om ham i en tone, hvor den strenge fornemmelse af Jahves ubønhørlige hensigt er blandet med øm medfølelse, idet han forudsiger, at denne mand aldrig skal få en efterkommer på Davids trone (Jer 22,24-30). Det er, som om han sagde: Alt er, som Jahve har bestemt, men -- hvor sørgeligt!

4. Syvogtredive år senere:

I det første år under Nebukadnesars efterfølger, måske ved et testamentarisk dekret fra Nebukadnesar selv, skete der noget mærkeligt. Jojakin, som synes at have været en slags gidselsfange for sit folk, blev løsladt fra fængslet, æret over alle de andre konger i lignende situation, og fik fra da af og til sin død sin del ved det kongelige bord (2 Kong 25,27-30; Jer 52,31-34). Denne nådeshandling kan have skyldtes en sådan god indflydelse ved hoffet som den, der beskrives i Daniels Bog; men den var også en hyldest til den gode opførsel hos det bedre element af folket, som han var gidsel for og repræsentant for. Det var den sidste begivenhed i det judæiske kongedømme; og den er tankevækkende ved det glimt, den synes at give af et folk, som Den Anden Esajas kunne tiltale som genløst og tilgivet, og af en konge taget fra fangenskab og dom (sammenlign Es 53,8), hvis livsløb på mærkelig vis levendegør det, der siges om den gådefulde "Jahves tjener."

John Franklin Genung