Evighed

e-tur'-ni-ti (olam; græsk ækvivalent, aion):

Indhold

1. Modsætning til tid 2. I Det Gamle Testamente 3. I Det Nye Testamente 4. Det evige "Nu" 5. Denne opfattelses mangler 6. Filosofiske opfattelser 7. Tidskonceptioner utilstrækkelige 8. Al successivitet til stede i én akt for Guds bevidsthed 9. Alligevel forbindelse mellem evighed og tid 10. Den religiøse holdning til evighed

Litteratur

=========================================================================

1. Modsætning til tid:

Evighed opfattes bedst, ikke blot i den rent negative form af det ikke-tidsmæssige eller umålelige tid, men positivt, som det tidsløse selv-eksistens-mode for universets absolutte grund. Tidens strøm bliver først forståelig for os, når vi tager Guds tanke som evig ind – ophøjet over tid. Tidsløs eksistens – væren eller væren uden forandring – det er, hvad vi her betyder med evighed, og ikke blot udendeligtudviklinger eller varighed gennem tid. Gud er i sit indre væsen ophøjet over tid; i sin evige absoluthed er Han tronen over tidslig udvikling, og Han kender, som Skrifterne siger, ingen foranderlighed. Opfattelsen af evighed som uden begyndelse eller ende efterlader os kun med en nægtelse, der trænger til at blive fyldt med virkelighed. Evighed er ikke en blot negativ ide; at gøre evighed til blot en tom og irrelevant nægtelse af tidsmæssighed ville ikke tilfredsstille nogen ordentlig værensteori; den fungerer som den positive relation til tid for den evige Gud, som er alle æteres konge.

2. I Det Gamle Testamente:

I Det Gamle Testamente udtrykkes Guds evighed kun negativt, som der blot betyder ubestemt udstrakt tid (1 Mos 21,33; 5 Mos 33,27), skønt Es 40,28 har en mere absolut form. Bedre er opfattelsen af evighed, objektivt betragtet, som en værensmåde for Gud i forhold til sig selv. Thi Han var evig, mens verden og tiden endnu ikke var til. Men selv i Det Nye Testamente råder den negative udtryksform.

3. I Det Nye Testamente:

Tid med dens successivitet af begivenheder hjælper til at udfylde en sådan forestilling, som vi kan danne os om det evige, opfattet som en endeløs fremskridt. Men som endelige væsner kan vi ikke danne os nogen positiv ide om evighed. Tid er mindre selvmodsigende for evighed end hjælpsom til at afsløre, hvad vi ved om den. Platon siger i sit Timaios, at tid er "evighedens bevægelige billede", og vi kan give medhold i, at det er dens type eller åbenbaring. Evighed skal ikke opfattes som ophævelsen af tid, skønt det kunne hævdes at være i sig selv eksklusivt for tid, men snarere som grunden for dens virkelighed.

4. Det evige "Nu":

Evighed kunne uden tvivl opfattes som blot tid, der ikke længere måles af begivenhedernes successivitet, som i det endelige univers. Men strengt taget er der noget absurd i en evighed, der omfatter tid, og en evighed adskilt fra tid er en tom og umulig forestilling. Evighed som befrielse fra alle tidsgrænser er rent negativ, skønt ikke uden betydning. Evighed, absolutt taget, må erklæres ukommensurabel med tid; som Aquinas sagde, non sunt mensurae unius generis. Evighed ville, skulle den sige, miste sin karakter som evig i det øjeblik den træder i forhold til det skiftende eller ordnede. Evighed, sådan som den er i Gud, er siden Augustins og Middelalderens tid hyppigt blevet opfattet som et evigt Nu. Skolastikerne plejede at antage som maksime, at "i evigheden er der kun ét øjeblik, der altid er til stede og vedvarende". Dette er kun en måde at beskrive evighed på på en for successivitet i tid karakteristisk måde; men evigt gudommeligt væsen, snarere end et evigt Nu, er en forestilling, der er langt mere fyldt med betydning for os.

5. Denne opfattelses mangler:

At tale om Guds evighed som et evigt Nu – en nutid i tidsmæssig forstand – indebærer en modsigelse. Thi den evige eksistens bliver ikke mere beskrevet ved forestillingen om en nutid end ved fortid eller fremtid. Et sådant Nu eller nutid forudsætter et ikke-nu og rejser på ny de gamle tidsproblemer i forhold til evighed. Tid er helt sikkert ikke formen for Guds liv,

hans evighed betyder frihed fra tid. Derfor var det ekstremt problematisk for Middelalderens teologi at have en Gud, der slet ikke var i tid, og som skulle skabe verden på et bestemt tidspunkt i tiden.

6. Filosofiske opfattelser:

Spinoza gjorde senere Guds evighed til at bestå i hans uendeligheid – hvilket for Spinoza betød hans nødvendige – eksistens. Thi betinget eller varende eksistens ville ikke, i Spinozas opfattelse, være evig, selv om den varede evigt. Tidens illusoritet eller uvirkelighed i forhold til menneskets åndelige liv fattest ikke altid særlig fast. Denne vaklen eller usikker grep om tidens illusoritet eller højere virkelighed som tidsløs er stadig meget udbredt; selv en så stærk sjæl som digteren Browning projicerer tidens skygge ind i evighed, sjældent med en bestemt forestilling om det højere liv som en evig og tidsløs essens; og selvom Kant, Hegel og Schopenhauer kan have holdt fast ved en sådan tidsløs opfattelse, er den på ingen måde blevet en generelt antaget lære blandt teologer eller filosoffer. Hvis tid således opfattes som uvirkelighed, så må evighed ikke tænkes som fremtid, som Dr. Ellis McTaggart og nogle andre metafysikere gør i dag. Thi intet kunne i så tilfælde være rigtigt fremtidigt, og evighed kunne ikke siges at begynde, som ofte gøres i dagligdagen.

Evighedskonceptionens betydning ses i det faktum, at både neo-kantiske og neo-hegelske tænkere har vist en generel tendens til at betragte tidskonceptioner som uegnede i metafysikken til universets ultimative forklaring.

7. Tidskonceptioner utilstrækkelige:

Man kan med sikkerhed hævde, at evigheden for Guds evige bevidsthed må spænde over eller indbefatte hele det, der sker i tiden, med alt fortidigt, nutidigt eller fremtidigt, som ligger inden for den tidslige rækkefølge. Men vi er på ingen måde berettigede til at sige, som Royce gør, at en sådan helhed eller totalitet af det tidslige udgør det evige, for det evige hører til en helt anden orden, nemlig den tidløse virkeligheds orden. Evighed skal slet ikke defineres i tidslige begreber. For Gud er for os det overtidslige ens perfectissimum, men én hvis tidløse selvtilstrækkelighed og utilgængelige ophøjethed ikke er sådan, at den hindrer ham i at være styrke og hjælper for vores tidslige stræben. Vores metafysiske overbevisninger må her ikke være af en gold og ufrugtbar art, hvad etiske resultater og formål angår.

8. Al rækkefølge nærværende i én handling for den guddommelige bevidsthed:

Evighed er, efter vores opfattelse, formen for en evig eksistens, for hvilken den uendelige række af skiftende aspekter eller processer i en enkelt indsigts enhed er nærværende samlet, som et totum simul. Men dette indebærer, som vi allerede har vist, ikke, at den evige orden på ingen måde i væsen er forskellig fra den tidslige; tiden skal ikke behandles som et afsnit af evigheden, og evigheden skal heller ikke betragtes som uendelig varighed; det evige kan ikke gå over i det tidslige; for et evigt væsen, som skulle tænke alle ting som nærværende og dog betragte tidsrækken som en rækkefølge, må være en temmelig selvmodsigende forestilling. For den Absolutte Bevidsthed findes tiden ikke; fremtiden kan for den ikke tænkes som begyndende at være til, og fortiden heller ikke som ophørt med at være til.

9. Dog forbindelse mellem evighed og tid:

Efter alt, hvad der er sagt, skal evighed og tid dog ikke tænkes som uden forbindelse. For det tidslige forudsætter det evige, som faktisk er dets positive grund og dets stadige mulighed. Sådan forholder det sig, om ikke af anden grund så fordi den guddommelige eksistensmåde ikke modsiger eller udelukker den menneskelige eksistensmåde. Kontinuiteten i den sidstnævnte — i det tidslige — har sin garanti i det evige. Guds ubetingede evighed bringer det tidsliges begrænsninger og betingelser i harmoni med sig selv. For tiden er rent relativ, hvilket evigheden ikke er. Ingen skelnen mellem før og efter kan tillades i evighedsbegrebet; derfor har vi ingen ret til at tale om tiden som en del af evigheden. Således fastholder vi den væsentlige forskel mellem evighed og tid, samtidig med at vi bekræfter det, man måske kan kalde slægtskabet mellem dem. Evighedens metafysik og dens tidsrelationer vedbliver at være et emne med ordsprogsagtig vanskelighed, og begge ordener — den evige og den tidslige — bør behandles som konkrete og ikke blot overlades til abstrakt refleksion. Vores idé om det evige vil bedst blive udviklet på denne konkrete måde ved væksten i vores gudsbegreb, efterhånden som vi mere fuldstændigt begriber Gud, sådan som han er virkeliggjort for os i sin inkarnerede Søn.

10. Den religiøse holdning til evigheden:

Således er det da evigheden, ikke som umålelig tid, men snarere som en væremåde hos den uforanderlige Gud, der dog gradvis åbenbarer sig i tiden, som vi her har fremstillet. Dette er ikke ensbetydende med, at den religiøse bevidsthed ikke har sit eget behov for forestillingen om Gud som værende »fra evighed til evighed«, som i Sl 90,2, og om hans rige som »et evigt rige« (Dan 4,3). Det skal heller ikke få os til at antage, at den absolutte og selveksisterende Gud, som i den grad overskrider al tidsafhængighed, derved er fjernet langt fra os, mens tværtimod netop hans storhed gør ham desto mere i stand til at nærme sig os i hele sin værens fylde. Derfor tales der så sandt i Es 57,15: »Sådan siger den høje og ophøjede, som bor i evigheden, og hvis navn er Hellig: Jeg bor på det høje og hellige sted, og også hos den, der har en sønderknust og ydmyg ånd, for at genoplive de ydmyges ånd og genoplive de sønderknustes hjerte.« Derfor også den dybe sandhed i udsagn som det i ApG 17,27; ApG 17,28: »Han er ikke langt fra hver enkelt af os; for i ham lever vi og bevæger os og har vores væren.« Efter alt, hvad der er sagt, udvikles vores bedste kundskab om evigheden, sådan som den findes i Gud, ikke på nogen metafysisk måde, men efter det åndelige livs positive og tidløse former — tillidens og kærlighedens former.

Litteratur.

H. Cremer, Lexicon of New Testament Greek, engelsk udgave, 1880; G. B. Winer, Grammar of New Testament Greek, 3. udgave, 1882; R. C. French, Synonyms of the New Testament, 9. udgave, 1880; E. H. Plumptre, The Spirits in Prison, 3. udgave, 1885; J. Orr, Christian View of God and the World, 1. udgave, 1893; I. A. Dorner, System of Christian Doctrine, engelsk udgave, 1885; J. H. Stirling, Philosophy and Theology, 1890; J. Lindsay, Studies in European Philosophy, 1909; The Fundamental Problems of Metaphysics, 1910.

James Lindsay