Evig død

De ugudeliges elendige skæbne i helvede (Matt 25,46; Mark 3,29; Hebr 6,2; 2 Thess 1,9; Matt 18,8; 25,41; Jud 1,1:7). Skriften lærer lige så klart den uendelige varighed af de fortabtes straffelidelser som de retfærdiges “evige liv”. De samme græske ord i Det Nye Testamente (aion, aionios, aidios) bruges til at udtrykke (1) Guds evige eksistens (1 Tim 1,17; Rom 1,20; 16,26); (2) Kristi (Åb 1,18); (3) Helligåndens (Hebr 9,14); og (4) den evige varighed af de fortabtes lidelser (Matt 25,46; Jud 1,1:6).

Deres tilstand efter at have aflagt det dødelige legeme omtales med disse udtryksfulde ord: “Ild, som ikke skal slukkes” (Mark 9,45, 46), “uslukkelig ild” (Luk 3,17), “ormen, der aldrig dør,” “afgrundens brønd” (Åb 9,1), “røgen af deres pine stiger op i evighedernes evigheder” (Åb 14,10, 11).

Den tanke, at den “anden død” (Åb 20,14) for de ugudeliges vedkommende er deres fuldstændige ødelæggelse, deres tilintetgørelse, har ikke den mindste støtte i Skriften, som altid fremstiller deres fremtid som en bevidst lidelse, der varer evigt.

Antagelsen om, at Gud til sidst vil sikre alle synderes omvendelse og genoprettelse, er ligeledes ubibelsk. Der findes ikke det mindste spor i hele Skriften af en sådan genoprettelse. Lidelser i sig selv har ingen tendens til at rense sjælen fra synd eller give åndeligt liv. Kristi sonende død og Helligåndens helliggørende kraft er de eneste guddommeligt fastsatte midler til at føre mennesker til omvendelse. Men hos dem, der går fortabt, er disse midler blevet forkastet, og “der er ikke længere noget offer tilbage for synder” (Hebr 10,26, 27).