Evig straf

pun'-ish-ment:

I. FORELØBIGE FORUDSÆTNINGER

1. Overlevelse efter døden

2. Gengældelse for synd

3. Bevidst lidelse i fremtiden

II. SKRIFTMÆSSIGT GRUNDLAG

1. Det Gamle Testamentes og jødiske forestillinger

2. Det Nye Testamentes lære

(1) "Evig"

(2) Tilsvarende udtryk

(3) Den sidste dom

3. Analogislutningens lære

III. VANSKELIGHEDER OG INDSIGELSER--KONKURRERENDE HYPOTESER

1. Almindelig frelse

2. Tilintetgørelse

3. En ny prøvetid

IV. NATUR, BETINGELSER OG FØLGER

1. Fremtidens mysterium

2. Straffens natur

3. Den guddommelige barmhjertigheds rækkevidde

4. Grader af straf

5. Gud "alt i alle"

LITTERATUR

I. Foreløbige forudsætninger.

(For "everlasting", hvor det i King James Version bruges som gengivelse af aionios, indsætter Revised Version (British and American) "eternal".) I denne artikel forudsættes det, at Skriften lærer sjælens overlevelse efter døden, gengældelsens virkelighed og en kommende dom samt en kortere eller længere periode med lidelse for synd for de uforløste i den kommende verden. Derfor behøver der kun at siges nogle få ord som indledende bemærkning om disse forudsætninger.

1. Overlevelse efter døden:

Uanset hvilket syn man anlægger på udviklingen af læren om udødelighed i Det Gamle Testamente (se ESCHATOLOGY OF THE OLD TESTAMENT), kan der næppe være tvivl om, at det overalt i Det Nye Testamente forudsættes, at menneskers sjæle, gode såvel som onde, overlever døden (se IMMORTALITY). Kun to steder behøver at nævnes som bevis: det ene er Kristi ord i Matt 10,28: "Vær ikke bange for dem, der dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; frygt snarere ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i helvede" (Gehenna); det andet er lignelsen om den rige mand og Lazarus i Luk 16,19-31: Lazarus bæres af englene til Abrahams skød; den rige mand løfter sine øjne i Hades, hvor han pines. Hele læren om den kommende dom i Det Nye Testamente forudsætter overlevelse efter døden.

2. Gengældelse for synd:

Gengældelse for synd er et hovedpunkt i både Det Gamle Testamentes og Det Nye Testamentes lære. Læren om dommen i Det Nye Testamente, med Kristus som dommer, drejer sig ligeledes om dette punkt. Følgende steder er afgørende: Es 3,10; Es 3,11; Matt 11,22; Matt 11,24; Matt 12,41; Matt 12,42; Rom 2,5; Rom 2,12; 2 Kor 5,10; Gal 6,7; Gal 6,8 osv.

Se RETRIBUTION.

3. Bevidst lidelse i fremtiden:

Den bevidste udholdelse af straf for synd i den fremtidige tilstand er allerede underforstået i det foregående. Lignelsen om den rige mand taler om den som noget, der følger umiddelbart efter døden i Hades; alle beskrivelserne af dommen forudsætter smerte og angst som resultatet af fordømmelsen (jf. Rom 2,5; Rom 2,12). Dette afgør ikke straffens natur eller varighed; men det udelukker tanken om, at den fysiske død er tilværelsens ophør, eller at tilintetgørelse følger umiddelbart efter døden eller dommen.

Når disse ting er forudsat, står følgende spørgsmål tilbage: Er perioden med lidelse for synd evig, eller kan den afsluttes? Kan den afkortes ved omvendelse eller ved tilintetgørelse? Findes der nogen endelig løsning på den disharmoni, den indebærer i universet? Her fastholdes det, at straffen for synd, i de endeligt ubodfærdiges tilfælde, er evig.

II. Skriftmæssigt grundlag.

Læren om, at straffen for synd er evig, støttes af mange klare vidnesbyrd i Skriften.

1. Det Gamle Testamentes og jødiske forestillinger:

Læren om fremtidig straf træder ikke stærkt frem i Det Gamle Testamente, hvor belønninger og straffe hovedsagelig forbindes med det nuværende liv. I nogle få steder (Sl 49,14; Sl 49,15; Sl 73,18; Sl 73,19; jf. Es 24,21; Es 24,22; Es 66,24) mener dr. Charles, at "Sheol fremstår som stedet for de ugudeliges straf" (Eschatology, 73-76, 156). Hvis det er tilfældet, gives der ingen antydning af flugt derfra. I Dan 12,2 fremstilles nogle af dem, der sover i støvet, som vågnende til "skam og evig foragt" (ordet for "evig" er det sædvanlige, `olam). I den jødiske litteratur fra århundredet før Kristus "betragtes Sheol," siger dr. Charles, "som stedet for den endelige evige straf, det vil sige, det er blevet til helvede" (anf. værk, 236).

Se ESCHATOLOGY OF THE OLD TESTAMENT. 2. Det Nye Testamentes lære:

I Det Nye Testamente bruger Jesus og de apostolske forfattere det stærkeste sprog om sikkerheden og strengheden af straffen for synd i den fremtidige tilstand, og altid på en måde, som antyder, at dommen er endelig.

(1) "Evig."

Ordet "evig" (aionios) anvendes gentagne gange om straffen for synd eller om den ild, som er dens symbol. Et hovedeksempel er Matt 25,41; Matt 25,46, "evig ild", "evig straf" (kolasis aionios). Her anvendes præcis det samme ord om de ugudeliges straf som om de retfærdiges salighed. Andre eksempler er Matt 18,8; Jud 1,7; jf. Åb 14,11; Åb 19,3; Åb 20,10. I 2 Thess 1,9 har vi "evig ødelæggelse". Det beslægtede ord aidios, "evig", anvendes i Jud 1,6 om de faldne engles straf.

Det svar, som Maurice gav (Theological Essays, 442 ff), at aionios i sådanne passager betegner kvalitet, ikke varighed, kan ikke opretholdes. Hvad udtrykket end ellers omfatter, medbetegner det varighed. Mere relevant er kritikken fra andre forfattere (f.eks. Cox, Salvator Mundi, 96 ff; Farrar, Eternal Hope, forord, xxxiv, s. 78 ff, 197 ff; sammenlign hans Mercy and Judgment, passim), at aionios ikke nødvendigvis betyder "evig" (ifølge Cox betyder det slet ikke dette), men strengt taget er "tidsalderlang" og derfor er forenelig med, hvis det ikke ligefrem antyder, en tidsperiode, der kan afsluttes. Cox indrømmer, at udtrykket er "gennemsyret fra ende til anden af tidselementet" (s. 100), men han benægter dets lighed med "evigvarende." Betydningen må uden tvivl bestemmes af sammenhængen, men det kan næppe betvivles, at "tidsaldrenes tidsaldre" og lignende udtryk er de praktiske nytestamentlige ækvivalenter til evigheden, og at aionios i sin anvendelse på Gud og på livet ("evigt liv") omfatter tanken om uendelig varighed (sammenlign Joh 10,28; Joh 10,29 for en udtrykkelig bekræftelse af dette). Når udtrykket derfor i samme sammenhæng anvendes om straf og om liv (Matt 25,46), og der intetsteds gives noget vink om begrænsning, er den eneste rimelige eksegese at tage ordet i dets fulde betydning af "evig."

(2) Tilsvarende udtryk.

Betydningen "evig" bekræftes af brugen af tilsvarende udtryk og af talemåder, som på den stærkeste måde formidler tanken om endelighed. Sådanne er udtrykkene "den uudslukkelige ild," "ormen," der "ikke dør" (Matt 3,12; Mark 9,43-48; sammenlign Matt 13,42; Matt 13,50), sammen med de talrige henvisninger til "død," "ødelæggelse," "den anden død," som fortalerne for betinget udødelighed bygger deres argumenter for endelig udslettelse på. Sådan er Jesu udsagn: "Den, der ikke adlyder Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham" (Joh 3,36; modsætningen til "liv" er "at gå fortabt," 3,16); eller det i Åb 22,11: "Den, der er uretfærdig, lad ham stadig gøre uretfærdighed; og den, der er uren, lad ham stadig blive gjort uren." Endelighed er grundtonen i alle Kristi advarsler--"mørket udenfor" (Matt 8,12; Matt 22,13); "Døren blev lukket .... Jeg kender jer ikke" (Matt 25,10; Matt 25,12; sammenlign 7,23), ligesom i brevenes advarsler (f.eks. Hebr 2,3; Hebr 6,6; Hebr 6,8; Hebr 10,27; Hebr 10,31; Hebr 12,25; Hebr 12,29). Jesus taler om bespottelsen mod Ånden som en synd, der ikke skal tilgives, "hverken i denne verden eller i den kommende" (Matt 12,32; ikke sådan at forstå, at andre synder, som ikke er tilgivet i dette liv, kan blive tilgivet i det næste), en passage som Markus gengiver i den bemærkelsesværdige form: "har aldrig tilgivelse, men er skyldig i en evig synd" (Mark 3,29). Den rige mand i Hades fandt en uoverstigelig kløft lagt mellem sig og Lazarus (Luk 16,26). Se kløft. Det øger det frygtelige ved disse udsagn, at der, som før bemærket, ikke er noget at stille op imod dem; intet vink eller nogen antydning af, at dommen ophører. Hvorfor beskyttede Jesus ikke sine ord mod misforståelse, hvis der bag dem lå en forsikring om genoprettelse og barmhjertighed? Man kan spørge med Oxenham, i et svar til Jukes, "om Kristus, hvis han havde haft til hensigt at lære læren om evig straf, overhovedet kunne have lært den med klarere ord."

(3) Den sidste dom.

Det Nye Testamentes lære om den sidste dom fører til samme konklusion. To ting synes klart lært om denne dom: for det første, at den går ud fra det, der hører det nærværende liv til--"det, som er gjort i legemet" (Matt 25,31-46; 2 Kor 5,10; Åb 20,12); og for det andet, at den er afgørende i sine udfald. Der gives ikke en eneste antydning af, at dens afgørelser omstødes i nogen fremtidig tidsalder. En sådan tavshed er uforklarlig, hvis Skrifterne mente at lære det, som modstanderne af denne lære så tillidsfuldt hævder.

3. Analogien som lære:

Til bekræftelse af dette skriftmæssige synspunkt kunne analogien anføres. Hvor ofte illustreres ikke allerede i dette liv loven om karakterens tendens til at blive fastlåst! Nutiden er nådens tid (2 Kor 6,2), og dog ses det, hvilke kræfter til modstand mod Gud og godheden der ligger i menneskenaturen, og hvor virkningsfuldt den ofte forhærder sig under de påvirkninger, der synes bedst egnede til at nedbryde dens oprør! Hvilken sandsynlighed er der for, at evigheden vil ændre denne tendens eller gøre omvendelse lettere? Evigheden kan næppe tænkes som et mere virkeligt nådens sted end tiden er for dem, som evangeliet allerede er kommet til. Dens karakteristiske kendetegn siges at være "dom" (Hebr 9,27). Ligesom fotografens bad, kunne dens virkning da ikke være at fremkalde og fastholde den eksisterende karakter snarere end at forandre den? Hvis det er sådan, må den tilstand, hvori dommen finder sjælen, antages at være en tilstand, der vil forblive.

III. Vanskeligheder og indvendinger--konkurrerende hypoteser.

Hvad, vil der nu blive spurgt, med de vældige vanskeligheder, der er forbundet med denne lære, og med deres ubestridelige virkning ved at fremmedgøre mange ædle sind fra den og fra kristendommen? De skarpe retoriske skildringer af de fortabtes lidelser, som alt for ofte forekom i fortidens undervisning, kan der ses bort fra; det er ikke nødvendigt at gå ud over Kristi egne og hans apostles uudsigeligt højtidelige ord. Men selv med denne begrænsning, synes det da ikke, som om denne lære kaster en skygge over Guds retfærdighed og barmhjertighed ved at skabe så store skarer af menneskeslægten, som efter enhver betragtning befinder sig uden for Kristi frelses område--hedningernes utallige slægter, sammen med masserne selv i kristne lande, som ikke har modtaget eller ikke adlyder lyset--kun for at dømme dem til endeløs elendighed? Før der forsøges et positivt svar, er det passende at kaste et blik på de konkurrerende teorier, der er fremsat for at mildne vanskeligheden.

1. Universel frelse:

Den mest omfattende løsning, der er blevet fremsat, er den om universel frelse — en endelig genoprettelse af alle sjæle til Guds gunst og til salighed. Denne tillokkende spekulation — for mere er den ikke — som blev forfægtet af Origenes i oldkirken og af Schleiermacher i det forrige århundrede, er i nyere tid blevet fremført af mange forfattere. En af dens bedst kendte fortalere var Samuel Cox i hans bog Salvator Mundi. Det er bemærkelsesværdigt, at ikke få af dem, der hælder til denne teori (f.eks. Maurice, Farrar), afviser at forpligte sig på den som mere end et »håb« og indrømmer muligheden af, at menneskesjæle kan fortsætte med at stå Gud imod uden ende (Maurice, Theological Essays, 476; Farrar, Eternal Hope, Forord, xv, xvi; Mercy and Judgment, I, 485, »I denne forstand kan der for nogle sjæle være et endeløst helvede«). Det må dog være indlysende, at hvad enten antallet er større eller mindre — og hvem kan give sikkerhed for, at det er lille? — hvis der findes sådanne sjæle, består vanskeligheden i princippet, og de skriftsteder, der anføres som belæg for universel genoprettelse, modsiges lige så fuldt. Den dybere indvending mod denne teori er, at den ikke udspringer af virkelig viden, men af menneskers håb og ønsker, og at den, som allerede vist, har Skriftens vældige vidnesbyrd imod sig; heller ikke kan de skriftsteder, der almindeligvis fremføres til støtte for den, virkelig bære den vægt, man lægger på dem. Vi læser f.eks. om en »genoprettelse af alle ting« — det samme som Kristus kalder palingenesia — men i samme åndedrag får vi at vide om dem, der ikke vil høre, og som vil blive ødelagt (Matt 19,28; ApG 3,21; ApG 3,23). Vi læser om Kristus, der drager alle mennesker til sig (Joh 12,32); men vi får ikke mindre klart at vide, at Kristus ved sit komme vil udtale en frygtelig fordømmelse over nogle (Matt 7,23; Matt 25,41); vi læser om, at alle ting samles eller sammenfattes i Kristus, om at Kristus underlægger sig alle ting osv.; men repræsentative eksegeter som Meyer og Weiss viser, at det ligger fjernt fra Paulus’ syn at lære en endelig omvendelse eller tilintetgørelse af det ondes rige (jf. Meyer til 1 Kor 15,21; 1 Kor 15,28 og Ef 1,10; Weiss, Biblical Theology, II, 723, 107, 109, engelsk oversættelse). Vi indrømmer dog, at tonen i disse sidste skriftsteder virkelig synes at pege i retning af en eller anden endelig enhed, hvad enten det sker gennem underkastelse eller på en anden måde, hvor der ikke længere skal regnes med aktiv modstand mod Guds rige.

2. Tilintetgørelse:

Det synspunkt, som foretrækkes af en anden gruppe, er læren om tilintetgørelsen af de endeligt ubodfærdige. Den læretype, der kaldes »betinget udødelighed«, omfatter andre elementer, som ikke behøver at blive drøftet her (se IMMORTALITY). Tilintetgørelsesteorien antager forskellige former. For så vidt tilintetgørelsen antages at finde sted ved døden, modsiges den af de skriftsteder, som støtter sjælens overlevelse efter døden; for så vidt den menes at finde sted efter en længere eller kortere periode med bevidst lidelse (hvilket er Whites teori), bringer den sine fortalere i vanskeligheder med deres egne fortolkninger af »død«, »ødelæggelse« og »fortabelse«, eftersom denne dom i Skriften konsekvent fremstilles som noget, der rammer de ugudelige på dommens dag og ikke på et ubestemt tidspunkt derefter. Teorien strider også mod tanken om gradation i straffen; for den må man søge plads i perioden med bevidst lidelse, og den hviler i virkeligheden på en utilbørligt indsnævret opfattelse af betydningen af de bibelske udtryk »liv« og »død«. Liv er ikke blot eksistens, og »død« er ikke nødvendigvis ophør af væren. Som tidligere sagt indebærer sproget i mange dele af Skriften den fortsatte eksistens af dem, der er genstand for den guddommelige vrede.

3. En ny prøvetid:

Det er betydningsfuldt, at både blandt fortalerne for genoprettelse og blandt fortalerne for tilintetgørelse (f.eks. E. White) søges der ofte tilflugt fra vanskelighederne i hypotesen om en forlænget prøvetid og et evangeliseringsarbejde efter døden. Denne teori lider under den ulempe, at den, i skarp modsætning til Skriften, i overordentlig grad henlægger den største del af frelsesværket til den fremtidige tilværelsestilstand. Desuden er den, bortset fra den tvivlsomme og begrænsede støtte, som den får af stedet om Kristi prædiken for »ånderne i fængsel« (1 Pet 3,19; 1 Pet 3,20), uden støtte i Skriften. Det er allerede blevet påpeget, at den endelige dom konsekvent fremstilles som byggende på dette livs forhold. Teorien behandles andetsteds.

Se ESCHATOLOGY OF THE NEW TESTAMENT, afsnit X.

IV. Natur, betingelser og følger.

1. Fremtidens mysterium:

Mens dogmatismer som de ovennævnte, der synes at være i strid med Skriften, må undgås, er det lige så nødvendigt at vogte sig for dogmatismer af modsat art, som om evigheden efter sagens natur ikke måtte have sine uåbenbarede mysterier, som vi her i tiden ikke kan danne os nogen forestilling om. Vanskelighederne forbundet med menneskehedens endelige skæbner er i sandhed enorme, og ingen alvorlig tænker vil bagatellisere dem. Skriften berettiger ikke til dogmatisme i negativ retning mere end i positiv; med sit gennemgående praktiske sigte søger den ikke at tilfredsstille en tom nysgerrighed (jf. Luk 13,23; Luk 13,24). Dens sprog er dristigt, folkeligt, billedligt og intenst; den væsentlige tanke må fastholdes, men det, der siges, kan ikke tages som en vejviser til alt, hvad der skal ske i tidsaldre efter tidsaldre af en uendelig varighed. Guds måder at behandle synden på i evighederne kan vise sig at være lige så højt hævet over vore nuværende tanker, som hans handlemåde med mennesker i nåde er det nu. Vi må nøjes med at overlade det i hans hænder og kun bruge det lys, som hans umiddelbare åbenbaring giver.

2. Straffens natur:

Hvad syndens strafs natur angår, kan der ikke være tvivl om, at den i sit væsen er åndelig. Alt, hvad Maurice og andre siger her, kan overtages: »Den evige straf er straffen ved at være uden kundskaben om Gud, som er kærlighed, og om Jesus Kristus, som har åbenbaret den; ligesom det erklæres, at evigt liv er at have kundskaben om Gud og om Jesus Kristus« (Theological Essays, 450). Syndens højeste straf er uden tvivl tabet af Guds liv og kærlighed — det at være syndig. Omgivelserne kan ganske vist forventes at svare til karakteren, men helvede er i det væsentlige noget, synderen skaber for sig selv, og ligesom Guds rige er det indeni. Ilden, ormen og slagene, som afbilder dets strenghed, er ikke fysiske. Selv om poena sensus (hvis det var tænkeligt) blev fuldstændig fjernet, ville poena damni bestå evigt.

3. Den guddommelige barmhjertigheds rækkevidde:

Det er et sundt princip, at når Gud handler med synden i den kommende verden, vil hans barmhjertighed nå så langt, som den overhovedet kan nå. Dette følger af hele Skriftens åbenbaring af Guds karakter. Hvad der kan være indbefattet i dette, er det umuligt for nogen at sige. Det bør bemærkes, at de, om hvem det siges, at de ikke skal se liv, men at Guds vrede bliver over dem, er dem, der »ikke adlyder« sandheden (Joh 3,36) — dem, der aktivt og bevidst tilsidesætter og modarbejder den. Men ikke alle hører til denne klasse. Man kan gå ud fra, at ingen vil gå fortabt, som i overensstemmelse med hellighed og kærlighed kan frelses. Den mest spirende godhed, som er indplantningen af hans egen Ånd, vil Gud anerkende og udvikle. Problemet med en uudviklet karakter kan få en løsning, som vi ikke kender til, ved indgangen i det evige lys — ikke ved en ændring af karakteren, men snarere, som før sagt, ved åbenbaringen af karakterens inderste retning. I denne forstand kan indgangen i evigheden for mange være åbenbaringen af en kærlighed og nåde, som ikke var blevet forstået eller værdsat, som den burde have været på jorden, men som den står i væsentligt slægtskab med. Der er i det mindste mange nuancer og grader af karakter, og man kan betro Gud at tage det mest retfærdige, men også mest barmhjertige, hensyn til dem alle.

4. Strafs gradation:

Der må desuden lægges fuld vægt på det, som Skriften så udtrykkeligt siger om grader af straf, selv blandt de ufrelste. Det er ikke sådan, at lodden for alle, der går glip af det evige liv i Kristus, er af én og samme grad. Der er de »få slag« og de »mange slag« (Luk 12,47; Luk 12,48); dem, for hvem det på dommens dag vil være »mere tåleligt« end for andre (Matt 11,20; Matt 11,24). Selv »Sodoma og hendes døtre« vil blive behandlet barmhjertigt i sammenligning med andre (Ez 16,48; Ez 16,49; Ez 16,53; Ez 16,55; Ez 16,61). For enhver vil der ske den mest nøjagtige afvejning af privilegium, kundskab og mulighed. Her er et vidt område for den guddommelige forvaltning, som der slet ikke er givet os noget lys over.

5. Gud »alt i alle«:

Tilbage står de allerede nævnte steder, som synes at tale, ikke ganske vist om omvendelse eller adgang til lyset og fællesskabet i Kristi rige, men dog om en endelig undertvingelse af ondskabens magter, i det mindste i den udstrækning at aktiv modstand mod Guds vilje ophører, om en form for endelig forening og anerkendelse af Kristus som Herre. Sådanne steder er Ef 1,10; Fil 2,9-11; frem for alt 1 Kor 15,24-28. Gud er i dette endelige syn blevet »alt i alle«. Også her er dogmatisme helt upassende, men det er tilladt at tro, at disse tekster forudskygger en sådan endelig overbevisning om Guds retfærdighed i hans dom og om nytteløsheden af yderligere oprør, at den vil medføre en ydre fredsstiftelse og genoprettelse af orden i det univers, der er blevet forstyrret af synden, selv om den aldrig kan oprette det evige tab, der følger af udelukkelse fra Kristi rige og herlighed.

LITTERATUR.

Imod: Maurice, Theological Essays, »Eternal Life and Eternal Death«; S. Cox, Salvator Mundi; F. W. Farrar, Eternal Hope; Mercy and Judgment; A. Jukes, The Second Death and the Restitution of All Things; E. White, Life in Christ; H. Constable, Duration and Nature of Future Punishment. For: Pusey, What Is of Faith as to Everlasting Punishment, H. N. Oxenham, Catholic Eschatology; C. Clemance, Future Punishment; Edersheim, Life and Times of Jesus, the Messiah, Appendix, xix, »On Eternal Punishment, according to the Rabbis and the New Testament«; The Future Life, A Defence of the Orthodox View, by the Most Eminent American Scholars; S. D. F. Salmond, The Christian Doctrine of Immortality, Book VI; Orr, Christian View of God, forelæsning ix; Luthardt, Saving Truths (engelske oversættelser), forelæsning x. Se også de forskellige værker om dogmatisk og bibelsk teologi.

James Orr