Falske profetier

prof'-e-si-ingz: Skellet mellem den sande og den falske profeti og profeter er meget vanskeligt at formulere. I store træk knyttede den falske profeti sig til det nationale ideal uafhængigt af enhver åndelig kvalitet, mens den sande profeti altid holdt den åndelige forståelse af det nationale liv øverst. Blandt dem, der gav sig af med falske profetier, var dem, der talte efter "deres eget hjertes bedrag" (Jer 14,13; Jer 14,14); dem, der uden virkelig profetisk gave lånte et budskab og påtog sig profetiens tale (Jer 23,28; Jer 23,31); og dem, der søgte profetens rolle for at opnå de materielle gaver, som kom fra folket til deres profeter (Mika 3,5). Når disse blev afsløret, blev de regnet for strafskyldige, ja endog døden værd. Der fandtes dog falske profetier fra mænd, som ærligt troede, at de havde et budskab fra Jahve. Disse profetier fra selvbedragne profeter førte ofte folket på afveje. Drømmen om national storhed blev sat i stedet for Jahves stemme. Det var mod sådan profeteren, de sande profeter måtte kæmpe. Den eneste prøve her var udsagnets åndelige karakter, og denne prøve krævede en vis moralsk eller åndelig sans, som folket ikke altid besad. Følgelig blev de falske profeter i tider med moralsk mørke, når de forudsagde behagelige ting for nationen uafhængigt af omvendelse, indvielse og stræben efter åndelige idealer, æret højere end de sande profeter, som lagde vægt på Jahves moralske storhed og nødvendigheden af retfærdighed for nationen. I nytestamentlig tid gjorde falsk profeti stor skade i kirken.

Se profeti.

C. E. Schenk