Profeti; profeter

prof'-e-si, prof'-e-si, prof'-ets:

I. DEN BIBELSKE PROFETIS IDÉ

1. Guds seer og taler

2. Profetisk inspiration

3. Forhold til drømme

4. Inspirationens frihed

5. Overnaturlige syner om fremtiden

6. Opfyldelsen

II. DET PROFETISKE EMBEDES HISTORISKE UDVIKLING

1. Abraham

2. Moses

3. Dommertiden

4. Profetskoler

5. Kongetiden

6. Skriftprofeter, Amos, Hoseas

7. Profetiens poetiske form

8. Judas profeter, Esajas og andre ned til Jeremias

9. Under eksilet, Ezekiel, Deutero-Esajas, Daniel

10. Efter eksilet, Haggaj, Zakarias, Malakias

11. Profetiens ophør

12. Profeti i Det Nye Testamente

III. PROFETIENS HISTORISKE UDVIKLING

1. Profetiens indhold

2. Forestillingen om Messias

3. Før eksilet (gennem dom til frelse)

4. Tilsvarende tanker hos hedenske folk

5. Under eksilet (Ezekiel, Deutero-Esajas)

6. Efter eksilet (Haggaj, Zakarias, Malakias)

7. Profetiens samtidige karakter

8. Profetiens delvise karakter

9. Profetiens perspektiviske karakter

IV. TILSVARENDE FÆNOMENER BLANDT HEDNINGEFOLKENE

1. Nekromanti og teknisk trolddom

2. Kappekunsten

3. Indholdet af udenbibelske orakler

LITTERATUR

I. Den bibelske profetis idé.

1. Guds seer og taler:

Ifølge Bibelens enslydende lære er profeten en taler fra eller for Gud. Hans ord er ikke et produkt af hans egen ånd, men kommer fra en højere kilde. For han er samtidig også en seer, som ser ting, der ikke ligger inden for det naturlige syns område, eller som hører ting, som menneskelige ører almindeligvis ikke modtager; sammenlign 1 Sam 9,9, hvor nabhi', "taler," og ro'eh, "seer," bruges som synonyme betegnelser. Jer 23,16 og Ez 13,2 f er særligt lærerige i denne henseende. I disse passager skelnes der skarpt mellem de personer, som blot hævder at være profeter, men som profeterer "ud af deres eget hjerte," og de sande profeter, som forkynder det ord, Herren har talt til dem. I det sidste tilfælde har profetiens indhold ikke sin oprindelse i deres egen overvejelse eller beregning; og lige så lidt er denne profeti et produkt af deres egne følelser, deres frygt eller deres håb, men som noget, der er fremmed for mennesket og uafhængigt af det, er den med guddommelig vished trængt ind i profetens sjæl. Profeten har set det, han profeterer, skønt han ikke nødvendigvis har set det i form af et virkeligt syn. Han kan også "se" ord med sine indre øjne (Es 2,1, og ofte). Det er blot et andet udtryk for dette, når det ofte siges, at Gud har talt til profeten. Også i dette tilfælde er det ikke nødvendigt, at der har været en stemme, som han kunne høre fonetisk med sit naturlige øre. Hovedsagen er, at han skarpt har kunnet skelne indholdet af denne stemme fra sit eget hjerte, dvs. fra sin personlige bevidsthed. Kun på denne måde er han i stand til at tale til folket i Guds navn og i stand til at forkynde sit ord som Jahves. I dette tilfælde er han Jahves taler (nabhi'), eller Herrens mund (sammenlign Ez 7,1 med 4,16). Under disse betingelser betragter han det da som en absolut tvang at tale, ligesom et menneske nødvendigvis må fyldes af frygt, når det hører en løve brøle i nærheden (Am 3,8). Ordene brænder i hans sjæl, indtil han udtaler dem (Jer 20,7; Jer 20,9).

2. Profetisk inspiration:

Den guddommelige kraft, som kommer over et menneske og tvinger det til at se eller høre ting, som ellers ville være skjult for det, kaldes med forskellige udtryk, der betegner inspiration. Det siges, at Guds Ånd er kommet over nogen (4 Mos 24,2); eller er faldet over ham (Ez 11,5); eller at Jahves hånd er kommet over ham og har grebet ham (2 Kong 3,15; Ez 1,3; Ez 3,14; Ez 3,22, og ofte); eller at Helligånden er blevet lagt på ham som en klædning, dvs. er blevet indlemmet i ham (1 Krøn 12,18; 2 Krøn 24,20); eller at åbenbaringens Ånd er sænket varigt ned over ham (4 Mos 11,25; 2 Kong 2,15; Es 11,2; Es 61,1); eller at Gud har givet ham denne sin Ånd (4 Mos 11,29; Es 42,1); eller udgyder ham over mennesket (Joel 2,28; Hebr 3,1). Men denne inspiration er ikke af en sådan art, at den undertrykker modtagerens menneskelige bevidsthed, så han skulle modtage Guds ord i søvnens eller trancens tilstand. Tværtimod er modtageren i besiddelse af sin fulde bevidsthed og er bagefter i stand til at give en klar redegørelse for, hvad der skete. Heller ikke profetens individualitet udslettes ved denne guddommelige inspiration; ubevidst medvirker denne individualitet i den formelle udformning af det, der er blevet set og hørt. I overensstemmelse med profetens naturlige særpræg og med budskabets indhold kan modtagerens psykologiske tilstand være præget af stærk ophidselse eller af ro. Som regel viser den inspiration, der tager profeterne i besiddelse, sig også i et ophøjet og poetisk sprog, som antager en vis rytmisk karakter, men ikke er bundet til et snævert og mekanisk versemål. Det er dog også muligt, at profetiske udsagn finder deres udtryk i ligefrem prosa. Profetens individuelle særpræg er også en hovedfaktor i den form, hvori åbenbaringen kommer til ham. Hos den ene profet finder vi en overvægt af syner; en anden profet har ingen syner. Men de fremtidssyner, han ser, gives i de former og den farve, som hans egen bevidsthed har leveret. Endnu mere bestemmes den form, hvori profeten giver udtryk for sit Guds ord, af hans personlige talenter og gaver såvel som af hans erfaringer.

3. Forhold til drømme:

I en vis henseende kan drømmen nævnes som et analogt fænomen, hvor også de forestillinger, der slumrer i sjælen, uindbudt træder frem uden at være kontrolleret af bevidsthed og fornuft. På den anden side adskiller profeti sig specifikt fra drømme, for det første fordi den ægte profetiske ytring modtages, mens profeten er klart bevidst, og for det andet fordi en sådan ytring medfører en langt større grad af vished og en større garanti for sin højere oprindelse, end selv en drøm, der synes at være profetisk, gør. I Jer 23,25 ff erklæres det, at disse to er helt forskellige, og forholdet mellem dem sammenlignes med halm og hvede. De muslimske arabere vurderer også den visionære drøm langt lavere end det profetiske syn i vågen tilstand.

4. Inspirationens frihed:

Fordi denne Guds Ånd handler i fuld frihed, kan han efter sin vilje udvælge sine redskaber fra enhver stand, alder eller ethvert køn. Ånden er ikke bundet til nogen præstelig klasse eller organisation. Det forekom ganske vist til tider, at en profet samlede disciple omkring sig, som selv igen kunne gribes af hans ånd, skønt overdragelsen af denne ånd var en vanskelig sag (2 Kong 2,10). Alligevel forblev ægte profetier til alle tider en fri gave fra den suveræne Gud. Amos (7,14 f) henviser udtrykkeligt til dette, at han ikke selv valgte profetkaldet og heller ikke var elev af en profetskole, men at han var blevet kaldet direkte af Jahve fra sin daglige beskæftigelse som hyrde og arbejdsmand. På samme måde finder vi ganske vist profeter, der tilhørte præstestanden (Jeremias, Ezekiel og andre), men lige så stort er antallet af dem, som bestemt ikke gjorde det. Desuden gjorde alder ingen forskel ved kaldelsen til det profetiske embede. Allerede i sin tidligste ungdom blev Samuel kaldet til profet (1 Sam 3,1), og det hjalp ikke Jeremias noget, da han undskyldte sig med sin ungdom (Jer 1,6). Også en kvinde kunne gribes af denne Ånd. Fra tid til anden fremstod profetinder, selv om kvindekønnet på ingen måde er så fremtrædende her, som det er i hedningenes trolddom. Se PROFETINDE. Som et undtagelsestilfælde kunne Guds Ånd endog gribe et menneske, som indvendigt var helt fremmed for ham, og lade en ytring fremkomme gennem ham (sammenlign Saul, 1 Sam 10,11; 1 Sam 19,24; Bileam, 4 Mos 23 f; Kajfas, Joh 11,51). Som regel har Gud dog udvalgt sådanne profetiske redskaber til en længere tjeneste. Disse personer kaldes og indvies til dette formål af ham gennem en særlig handling (sammenlign Moses 2 Mos 3,1 ff; 1 Kong 19,16; 1 Kong 19,19 ff; 1 Kong 6; 1 Kong 1; 1 Kong 1). Dette øjeblik var afgørende for hele deres liv og udgjorde deres bemyndigelse, både for dem selv og for andre. Dog modtager disse mænd en særlig oplysning ved hver profetisk fremtræden. Profeten taler ikke til alle tider i en inspireret tilstand; sammenlign Natan (2 Sam 7,3), som senere blev tvunget til at tage et ord tilbage, som han havde talt på egen myndighed. Karakteristiske oplysninger om profeternes sindstilstand ved modtagelsen og ved forkyndelsen af det guddommelige ord findes i Jer 15,16 f; 20,7 ff. Oprindeligt følte Jeremias det som en glæde, at Jahve talte til ham (sammenlign Ez 3,3), men siden mistede han al livsglæde og ville have foretrukket ikke at udtale dette ord; men han kunne ikke gøre, som han ønskede.

5. Overnaturlige syner om fremtiden:

Man har ofte forsøgt at forklare profeti som et naturligt produkt af rent menneskelige faktorer. Rationalistiske teologer betragtede profeterne som begejstrede lærere i religion og moral, som varme fædrelandsvenner og politikere, som de ikke tillagde andet end en vis evne til at gætte fremtiden. Men dette var ingen forklaring på sagens kendsgerninger. Profeterne var selv bevidste om dette: at de ikke var de intellektuelle ophavsmænd til deres højere kundskab. Denne bevidsthed retfærdiggøres af den kendsgerning, at de var i stand til at gøre ting kendt, som lå uden for deres naturlige horisont, og som var i strid med al sandsynlighed. Særlig belærende i denne henseende er de tilfælde, som uden tvivl blev nedskrevet af profeterne selv. Ezekiel kunne ganske vist, på grundlag af moralske og religiøse overvejelser, nå til den overbevisning, at Sidkija af Jerusalem ikke ville undslippe sin straf for sit politiske forræderi og for sin ulydighed mod Jahves ord; men han kunne aldrig ad denne vej være nået til visheden om, at denne konge, sådan som profeten beskriver sagen i 12,8 ff., skulle tages til fange, mens han forsøgte at flygte fra den belejrede by, og derefter skulle blindes og føres til Babylon. Lige så lidt kunne han i Babylon kende den nøjagtige dag, da belejringen af Jerusalem begyndte (24,2). Hvis denne profet havde fået kendskab til disse ting på naturlig måde og bagefter havde iklædt dem profetiens form, ville han have gjort sig skyldig i bedrag, noget der er utænkeligt hos en så samvittighedsfuld forkynder af moral. Men sådanne tilfælde møder man ofte. Jeremias forudsiger for Hananja, at han skulle dø i løbet af året (28,16), men det er ikke kun sådanne detaljer, der forudsætter et usædvanligt syn hos profeten. Også hele den måde, hvorpå Jeremias forudsiger Jerusalems ødelæggelse som uundgåelig, i direkte modsætning til jerusalemitterne håb og til hans eget hjertes ønsker, viser, at han talte under guddommelig tvang, som var stærkere end hans egne overvejelser og sympatier. På enhver anden forudsætning ville hans optræden have været dadelværdig fejhed. Tilfældet med Esajas er nøjagtig det samme. Når han giver Akaz Guds ord som garanti for, at aramæerne og efraimitterne ikke ville indtage Jerusalem (7,4 ff.), og når han lover Hizkija, at assyrerne ikke ville skyde en pil ind i byen, men ville vende tilbage uden at have gennemført deres forehavende (37,22.33), var disse ting i så høj grad i modstrid med alle sandsynligheder for begivenhedernes forløb, at han ville have været en letsindig eventyrer, hvis han ikke havde modtaget sin oplysning fra højere kilder. Uden tvivl var det netop disse forudsigelser, der grundlagde og opretholdt profeternes indflydelse. Således var det i Amos’ tilfælde hans forudsigelse af et stort jordskælv, som virkelig indtraf to år senere (1,1); i Elias’ tilfælde forudsigelsen af den lange tørke (1 Kong 17,1); i Elisas tilfælde fjendernes forehavender (2 Kong 6,12), og i andre tilfælde. Det er ganske vist sandt, at indholdet af de profetiske taler slet ikke er begrænset til fremtiden. Alt, hvad Gud har at meddele menneskeheden, åbenbaringer om hans vilje, formaninger, advarsler, kan han meddele gennem profetens mund. Men hans bestemmelser med hensyn til fremtiden er som regel forbundet med profetiske udsagn af den sidstnævnte art. Profeterne er vægtere, folkets vogtere, som skal advare nationen, fordi de ser farerne og dommene nærme sig, som nødvendigvis må vise sig, hvis den guddommelige vilje tilsidesættes. Profeterne tolker også for folket det, som sker, og det, som er sket, f.eks. de nederlag, de har lidt for deres fjenders hånd, eller græshoppeplagen (Joel), eller en hungersnød. De blotlægger den indre grund til ydre hændelser og forklarer sådanne begivenheder i deres forbindelse med Guds forsyns styre. Dette giver profetien en mægtig indre enhed, på trods af de store forskelle i tider og omgivende omstændigheder. Det er profetien, som det hebraiske folk må takke for deres højere opfattelse af historien. Dette folk kender en højeste ophavsmand til alle ting og et bestemt mål, som alt, hvad der sker, må tjene. Guds plan har til formål at frembringe hans viljes fuldstændige herredømme blandt menneskenes børn.

6. Opfyldelsen:

I ægte profeti, efter bibelske forestillinger, udgør opfyldelsen en integreret del. Dette opstilles i 5 Mos 18,21 f som et bevis på en profetisk udtalelses ægthed. Det profetiske ord »falder til jorden« (1 Sam 3,19), hvis det ikke »oprejses« (heqim, »opfylde«, som vi sjældnere finder mille' for, men regelmæssigt i Det Nye Testamente plerousthai, »at blive opfyldt«) ved begivenhedernes gang. Det ville forblive et tomt ord, hvis det ikke nåede sit fulde indhold gennem sin virkeliggørelse. Faktisk bor der i selve det ord, profeten udtaler, en guddommelig kraft, sådan at begivenheden finder sted i det øjeblik, han taler, selv om den endnu ikke er synlig for mennesker. Denne virkeliggørelse fremstilles heller ikke sjældent symbolsk af profeten som bekræftelse på hans forudsigelse. Således er det i en vis forstand profeten selv, der gennem sit ord bygger op og river ned, planter og rykker op med rode (Jer 1,10; Jer 25,15). Men opfyldelsen kan kun bedømmes af samtidige i den betydning, 5 Mos 18,22 har, når denne opfyldelse angår den nære fremtid, og når der lægges særlig vægt på ydre begivenheder. I disse tilfælde får forudsigelsen af bestemte begivenheder betydning som et »tegn« (jf. Jer 28,16; Es 8,1 ff; 37,30, og andre steder). I andre tilfælde er det først senere slægter, der kan bedømme rigtigheden af en forudsigelse eller en trussel. På denne måde erklæres opfyldelsen af en trussel i Zak 1,6, og i Det Nye Testamente påpeges ofte opfyldelsen af et løfte efter lang tid. Men det er ikke sådan, at en ægte profeti nødvendigvis må opfyldes som et skæbnedekret. En sådan profeti er ikke en uundgåelig skæbnebestemmelse, men er den levende Guds ord til menneskeheden og derfor etisk betinget; og Gud kan, hvis omvendelse er fulgt, trække en trussel tilbage (Jer 18,2; tilfældet med Jonas), eller straffen kan mildnes (1 Kong 21,29). Også en forudsigelse kan Jahve tilbagekalde, hvis folket viser sig uværdigt (Jer 18,9). En gunstig eller ugunstig forudsigelse kan også, hvad dens virkeliggørelse angår, udsættes til senere tider, hvis den hører til Guds endelige rådslutninger, som f.eks. den endelige dom og udfrielse på den sidste dag. Denne rådslutning kan også virkeliggøres successivt. I så fald samler profeten allerede i ét billede det, som gradvist virkeliggøres i en længere historisk udvikling. Profeten talte i almindelighed til sine tilhørere på en måde, der kunne forstås af dem og gøre indtryk på dem. Det er derfor ikke rigtigt pedantisk at kræve en opfyldelse, der er nøjagtig i profetiens historiske klædedragts form. Hovedsagen er, at den guddommelige tanke, som profetien indeholder, bliver helt og fuldt virkeligg jort. Men ikke sjældent kan Guds finger ses i den helt bogstavelige opfyldelse af visse profetier. Dette er især tilfældet i Det Nye Testamente ved Menneskesønnens fremtræden, i hvem alle strålerne fra Det Gamle Testamentes profeti har fundet deres fælles centrum.

II. Det profetiske embedes historiske udvikling.

1. Abraham:

Det er et karakteristisk særtræk ved Det Gamle Testamentes religion, at dens allertidligste begyndelse er af profetisk natur. Fædrene, frem for alt Abraham, men også Isak og Jakob, er modtagere af syner og guddommelige åbenbaringer. Især gælder dette Abraham, som for de fremmede, for hvem han hverken var slægt eller familie, virkelig syntes at være en profet (nabhi') (1 Mos 20,7; jf. Sl 105,15), selv om befalingen om at prædike ordet i hans tilfælde endnu manglede.

2. Moses:

Frem for alle er den skabende grundlægger af israelitternes nationale religion, Moses, en profet i ordets fremtrædende betydning. Hans indflydelse blandt folket skyldes hverken hans officielle stilling eller nogen militær dygtighed, men udelukkende og alene den ene omstændighed, at Gud siden hans kaldelse ved den brændende tornebusk har talt til ham. Dette samkvem mellem Gud og Moses var altid af en særlig fortrolig karakter. Mens andre Guds mænd kun fra tid til anden og gennem drømme og syner modtog enkelte budskaber, talte Jahve direkte og »ansigt til ansigt« med Moses (4 Mos 12,6; 5 Mos 34,10; jf. 2 Mos 33,11). Moses var det vedvarende organ, gennem hvem Jahve frembragte de egyptiske plager, og gennem hvem han forklarede sit folk, hvad disse betød, ligesom han også gennem ham ledte og styrede dem. Også Moses' stemme måtte forklare dem de guddommelige tegn i ørkenen og meddele dem Guds bud. Moses' lovgivning viser, at han ikke blot lejlighedsvis var fyldt af Guds Ånd, men at han opholdt sig hos Gud i længere tidsrum og frembragte noget, der er et velordnet hele. Et værk som Loven er resultatet af en vedvarende omgang med Gud.

3. Dommertiden:

Siden den tid manglede åbenbaring gennem profeti sandsynligvis aldrig helt i Israel (5 Mos 18,15). Men denne kilde flød ikke altid med samme fylde eller klarhed. I dommertiden drev Guds Ånd de helte, der tjente Jahve, snarere til gerninger end til ord. Dog havde Debora en høj rang som profetinde, og i lang tid afsagde hun retskendelser i Herrens navn, før hun gennem sine profetiske udsagn vækkede folket til at rejse sig mod deres undertrykkere. Det, der siges i 1 Sam 3,1 om Elis tid, kan anvendes på hele denne periode, nemlig at profetens ord og syn var blevet sjældne i landet. Så meget mere epokegørende var Samuels virksomhed; allerede som dreng modtog han guddommelige åbenbaringer (1 Sam 3,1). Han blev af hele folket betragtet som en "seer", hvis profetier altid gik i opfyldelse (3,19 f.). Stedet 1 Sam 9,6 ff. viser, at folket af en sådan Guds mand også forventede, at han som klarsynet skulle komme folk til hjælp i livets vanskeligheder. En sådan professionel klarsynet var Samuel ganske vist ikke, for han var helt viet til tjenesten for sin Gud og sit folk og adlød den guddommelige Ånd, også i de tilfælde hvor han blev tvunget til at handle imod sine personlige tilbøjeligheder, som det var tilfældet, da kongedømmet blev oprettet i Israel (8,6 ff.).

4. Profetskoler:

Siden Samuels dage hører vi om profetskoler eller "profetsønner". Disse sammenslutninger opstod sandsynligvis på den måde, at en erfaren profet samlede skarer af unge mænd omkring sig, som søgte at få del i hans ånd. Disse profeternes disciple levede sammen med deres familier i kolonier omkring mesteren. Muligvis var Samuel den første, der grundlagde en sådan profetskole. For i eller nær byen Rama finder vi først nayoth, eller kolonier af sådanne disciple (1 Sam 19,18; 1 Sam 20,1). Blandt disse elever findes der i langt højere grad end blandt lærerne et vist ekstatisk træk. De vækker deres følelser gennem musik og fremkalder en vild tilstand, som også påvirker andre på samme måde; i denne tilstand "profeterer" de, og idet de kaster deres klæder af sig, falder de til jorden. Også i senere tider finder vi spor af sådanne ekstatiske fænomener. Således minder f.eks. i Zak 13,6; 1 Kong 20,37; 1 Kong 20,38 "sårene" på brystet eller på panden om Ba'alspræsternes selvlemlæstelse (1 Kong 18,28). Handlingerne, der leder tanken hen på, hvad dervisher i vore dage gør, var sandsynligvis fænomener, der var ganske lig det, som profeterne hos de omgivende stammer gjorde. Men at profetien i Israel ikke, sådan som det nu ikke sjældent hævdes, blot var en mindre rå form af den hedenske profetiske institution, bevises af mænd som Moses og Samuel, der selv i deres tid repræsenterer noget langt højere. Heller ikke i profetkolonierne fandtes der sikkert kun en begejstring uden Guds Ånd. Beviset for dette er Samuel, denne kolonis åndelige far, ligesom Elias var det for de senere kolonier af denne art. Disse steder var snarere centre for et religiøst liv, hvor fællesskab med Gud blev søgt gennem bøn og meditation, og hvor erindringen om Guds store gerninger i fortiden syntes at forberede modtagelsen af nye åbenbaringer. Fra sådanne centre for teokratiske tanker og idealer udgik der uden tvivl også tilsvarende påvirkninger, der berørte folket. Måske blev der på disse steder ikke alene dyrket hellig musik, men også hellige traditioner, som blev overleveret mundtligt og skriftligt. Sikkert er det, at Jahves religion havde overtaget i disse kolonier.

5. Kongetiden:

I kongetiden fremtrådte der ofte profetisk inspirerede mænd, som krævede, selv af kongerne, at de skulle underordne sig deres guddommeligt inspirerede ord. Saul, som nægtede en sådan underordning, gik til grunde som følge af denne konflikt. David skyldte meget til støtten fra profeterne Samuel, Natan og Gad (1 Sam 16,1; 1 Sam 16,2; 2 Krøn 29,25 og andre steder). Men David bøjede sig også i underordning, når disse profeter irettesatte ham på grund af hans overtrædelse af de guddommelige befalinger (2 Krøn 2; 2 Krøn 24). Hans søn Salomo blev undervist af profeten Natan. Men ødelæggelsen af hans rige blev forudsagt af profeten Akija fra Shilo (1 Kong 11,29). Da Jahve, som den højeste hersker, har ret til at sætte konger på tronen eller afsætte dem, sker dette ofte gennem profeternes mund (jf. 1 Kong 14,7 ff; 16,1 ff). Efter rigets deling finder vi Shemaja, som forbyder Rehabeam at begynde en krig mod sine brødre i Israel (1 Kong 12,21; jf. 2 Krøn 11,2; jf. en anden mission af den samme profet, 2 Krøn 12,5). På den anden side bliver det profetiske ord i Nordriget snart vendt mod Jeroboams uteokratiske styre (2 Krøn 1; 2 Krøn 14). Det er netop i dette samme Nordrige, at profeterne udfoldede deres fulde virksomhed, og som regel i opposition til de verdslige herskere, selv om der ikke manglede medgørlige »profeter«, som var villige til at sanktionere alt, hvad kongen ønskede. De sande profeters opposition mod disse falske repræsentanter for profetien illustreres i fortællingen om Mika, Jimlas søn (1 Kong 1). Men en endnu højere type profeti end den almindelige findes hos Elias, hvis historiske mission det var at kæmpe kampen til ende mellem Jahves tilhængere og dyrkelsen af den tyriske Ba'al. Han var helt igennem en handlingens mand; hvert eneste af hans ord er en handling i stor målestok (jf. om Elias og Elisa artiklen ISRAEL, RELIGION OF). Hans efterfølger Elisa arvede fra ham ikke blot hans kappe, men også et dobbelt mål af hans åndelige gaver. Han viser profetembedet mere fra dets kærlige side. Han har for vane at besøge profetskolerne, som findes spredt over hele landet, samler de trofaste omkring sig på sabbatterne og nymånerne (2 Kong 4,23) og opretter på denne måde centre for en mere åndelig kultur, end der ellers var almindelig blandt folket. Vi læser, at førstegrøden blev bragt til ham som til præsterne (2 Kong 4,42). Men mens Elias' virksomhed helt igennem stod i modsætning til det regerende hus i riget, mangler dette træk heller ikke helt i Elisas gerning. Han er endda blevet anklaget for onde sammensværgelser mod Omris dynasti og Syriens konge (2 Kong 2; 2 Kong 9). Hans adfærd i forbindelse med disse begivenheder kan kun undskyldes med den begrundelse, at han virkelig handlede i en højere Herres navn. Men i almindelighed var det muligt for Elisa, efter den radikale forandring i den offentlige stemning, som var fulgt efter Elias' virke, senere at indtage en mere venlig holdning over for regeringen og folket. Han bistod ofte kongerne i deres vanskelige kampe mod syrerne (jf. 2 Kong 6,8 ff; 13,14 ff). Hans gerninger er som regel af velgørende karakter. I forbindelse med disse viser han i bemærkelsesværdig grad den profetiske forudseens gave (2 Kong 4,16; 2 Kong 5,26; 2 Kong 6,8; 2 Kong 7,1; 2 Kong 8,10; 2 Kong 8,12; 2 Kong 9,6; 2 Kong 13,19). Også Jonas, Amittajs søn, havde på den tid et gunstigt budskab til Nordriget (2 Kong 14,25).

6. Skriftprofeterne, Amos, Hoseas:

Imidlertid havde rigets blomstrende tilstand under Jeroboam II en ugunstig indflydelse på dets åndelige udvikling. Snart blev Amos og Hoseas tvunget til at forkynde for dette rige dets nært forestående ødelæggelse gennem en stor verdensmagt. Disse to profeter har efterladt os bøger. At give profetiske udsagn skriftlig form var allerede blevet indført før dette. I hvert fald er mange forskere overbevist om, at Obadias' og Joels profetier hører til en tidligere periode, selv om andre placerer dem i tiden efter eksilet. Under alle omstændigheder var forventningen om en dag, hvor Jahve ville gøre op med sit folk, allerede på Amos' tid almindelig og udbredt (5,18 ff). Ligesom nedskrivningen af enkelte profetier (Es 8,1; Es 30,8; Hab 2,2) havde til formål at bevare disse ord i en varig, autentisk form og senere at overbevise læseren om deres vidunderlige opfyldelse, sådan havde også nedskrivningen af større samlinger af profetier til formål at forstærke det profetiske ords kraft og sikre det som en varig ejendom for folket (Jer 30,2; Jer 36,1). Profeternes elever hjalp dem med denne nedskrivning og med at bevare deres bøger (jf. Jer 36,4; Es 8,16).

7. Profetiens poetiske form:

Det er denne skik, vi kan takke for vores kendskab til selve ordene i mange af profeternes udsagn fra en senere periode. Foruden de større bøger af Esajas, Jeremias og Ezekiel har vi en række mindre profetiske bøger, som er blevet samlet i De Tolv Profeters Bog. Disse udsagn fremviste som regel en ophøjet sprogform og er mere eller mindre poetiske. I nyere tid er nogle forskere dog tilbøjelige til at gå for langt, når de hævder, at disse taler er givet i en omhyggeligt systematiseret metrisk form. Hebraisk metrum som sådan er en friere udtryksform end arabisk eller sanskrit metrum, og dette gælder så meget desto mere for profeternes taler, som ikke var beregnet til musikalsk fremførelse, og som er udtrykt i en rytmisk opbygget retorik, der snart fremtræder i én, snart i en anden melodisk form og ofte går over i prosa.

8. Profeter i Juda: Esajas og andre ned til Jeremias:

I Judas rige var profeternes stilling noget gunstigere, end den var i Efraim. Også i Jerusalem blev de ganske vist tvunget til at kæmpe imod uretten fra de herskende klassers side og imod umoral af enhver art. Men i dette rige fandtes der i hvert fald fra tid til anden konger, som i højere grad vandrede i Davids fodspor. Således fulgte Asa profeten Azarjas anvisninger (2 Krøn 15,1). Det er sandt, at profeten Hanani dadlede denne konge, men det skete af en anden grund. Også Josafat rådspurgte regelmæssigt profeterne. Blandt dem, der havde med ham at gøre, nævnes også Elisa (2 Kong 3,14), ligesom nogle andre profeter (jf. 2 Krøn 19,2; 2 Krøn 20,14-37). Den største blandt profeterne i de assyriske invasioners tid var Esajas, som udførte sit embedes pligter i mere end 40 år og under kongerne Jotam, Akaz, Hizkija og muligvis også under Manasse ved sit ord øvede en mægtig indflydelse på kongen og folket. Skønt han var en forkynder af domme, optrådte han i kritiske tider også som en trøstens profet. Han foragtede heller ikke ydre beviser på sit profetiske embede (jf. Es 7,11; Es 38,22; Es 38,8). Hans samtidige Mika står i fuld overensstemmelse med ham, skønt han ikke blev kaldet til at have med landets store, med konger eller statsmænd, at gøre, sådan som Esajas' opgave var. Nahum, Sefanias og Habakkuk hører snarere til overgangstiden fra den assyriske til den kaldæiske periode. På Josijas tid havde profetinden Hulda stor indflydelse i Jerusalem (2 Kong 22,14). Langt vigtigere under den samme konge var profeten Jeremias, som blev kaldet af Gud til en stor opgave. Denne profet talte under Jerusalems belejring og ødelæggelse og efter den tid som en ubøjelig, men dybtfølende, talsmand for Gud, og han blev igen og igen tvunget til at slå patrioternes falske håb til jorden, hver gang de opstod. Ikke så fast var hans samtidige og medlidende Urias (Jer 26,20).

9. Under eksilet, Ezekiel, Deutero-Esajas, Daniel:

I selve eksilets tid finder vi perioden for Ezekiels virke. Det var betydningsfuldt, at denne profet blev modtager af guddommelige åbenbaringer, mens han befandt sig på babylonisk område. Hans arbejde var, i overensstemmelse med forholdenes tilstand, mere en hyrdes og litterær mands gerning. Han synes også at have været en legemligt lidende. Hans unormale tilstande blev symbolske tegn på det, han skulle forkynde. Også Deutero-Esajas (Es 40) talte i den babyloniske periode, nemlig ved dens afslutning, og forberedte hjemkomsten. Daniels særegne profetier tilskrives også en profet, som levede under eksilet, som indtog en fremtrædende stilling ved de hedenske herskeres hof, og hvis apokalyptiske udsagn er af en anden art end de øvrige profeters taler, idet de mere beskæftiger sig med verdens politiske tilstand og historiens drama, for så vidt som dette bevæger sig mod oprettelsen af Jahves herredømme. Disse profetier blev samlet i senere tider og fik ikke deres endelige og nuværende form før den græske periode ved begyndelsen af det 2. århundrede f.Kr.

10. Efter eksilet, Haggaj, Zakarias, Malakias:

Efter hjemkomsten fra Babylon blev jøderne formanet af Haggaj og Zakarias til at genopbygge deres tempel (omkring 520 f.Kr.). På den tid fandtes der stadig profeter, som indtog en fjendtlig holdning til Guds mænd. Således blev Nehemias (Neh 6,6-14) modarbejdet af fjendtlige profeter og også af en profetinde, Noadja. I modsætning til disse er Malakias til enhver tid i overensstemmelse med de kanoniske profeter, idet han var en brændende forkæmper for Jahves tempelkult, ikke i betydningen en åndløs og meningsløs ydre gudsdyrkelse, men i modsætning til den herskende ligegyldighed over for Jahve. Også hans stil og sprog vidner om en sen tid. Den lyriske form har veget for den didaktiske. Dette er sandsynligvis også den tid, hvor den nuværende Jonas' Bog blev skrevet, et didaktisk værk, der behandler en ældre tradition.

11. Profetiens ophør:

Malakias betragtes af jøderne som den sidste virkelig kanoniske profet. Skønt der uden tvivl ikke var en total mangel på profetisk udrustede seere og talere for Gud også i de sidste århundreder af den førkristne æra, herskede ikke desto mindre den almindelige overbevisning, at Guds Ånd ikke længere var til stede, f.eks. i makkabæertiden (jf. 1 Makk 4,46; 9,27; 14,41). Det er sandt, at visse moderne kritikere henfører nogle store afsnit af Esajas' Bog, såvel som af andre profeter, endda til en så sen periode som den græske. Men dette gendrives af den kendsgerning, der nævnes i Siraks Bog (begyndelsen af det 2. århundrede f.Kr.), at den profetiske kanon på forfatterens tid allerede fremstod som en afsluttet samling. Daniel findes ikke i denne samling, men De Tolv Små Profeters Bog gør. Det var i denne periode, at den apokalyptiske litteratur begyndte at blomstre, og mange eksempler på den findes blandt Apokryferne og Pseudepigraferne. Disse bøger består af eskatologiske spekulationer, ikke et produkt af oprindelig inspiration, men udsprunget af studiet af det profetiske ord. Selve navnet Pseudepigraferne viser, at forfatteren udsendte sit værk, ikke under sit eget navn, men under pseudonymet for en gudsmand fra ældre tider, såsom Enok, Ezra, Moses, Esajas, Jeremias, Baruk og andre. Alene denne kendsgerning beviser den sekundære karakter af denne litteraturklasse.

Se apokalyptisk litteratur.

12. Profeti i Det Nye Testamente:

Malakias finder en efterfølger i Johannes Døberen, hvis komme den førstnævnte havde forudsagt. Johannes er den største af profeterne, fordi han direkte kunne pege på ham, som fuldendte den gamle pagt og opfyldte dens løfter. Alt, hvad vi derudover ved om Jesu tid, viser, at man stadig mente, at den profetiske gave muligvis kunne bo i mange, men at profetien ikke længere var folkets vigtigste åndelige vejleder (jf. f.eks. Josefus, Ant, XIII, xi, 2; XV, x, 5, blandt essæerne, eller i Hyrkanos' tilfælde, op. cit., XIII, x, 7). Josefus hævder selv til tider at have haft profetiske gaver (jf. BJ, III, viii, 9). Han tænker i den forbindelse især på forudsigelsen af visse detaljer. Sådanne »profeter« og »profetinder« omtales også i Det Nye Testamente. I Jesus Kristus selv nåede det profetiske embede sit højeste udviklingstrin, eftersom han stod i et mere fortroligt forhold end noget andet væsen til sin himmelske Fader og talte hans ord helt og til alle tider. I den kristne menighed findes profetiens embede igen, forskelligt fra forkyndelsen af evangeliet ved apostle, evangelister og lærere. I Det Nye Testamente betegner ordene prophetes, propheteia, propheteuo at tale under Helligåndens særlige indflydelse. Således i ApG 11,27 f (Agabos' profeti om en hungersnød); 21,10 f (forudsigelsen af Paulus' lidelser); 13,1 f (formaning til missionsarbejde); 21,9 ff (Filips døtres profetiske gave). Paulus selv havde også denne gave (ApG 16,6; ApG 18,9; ApG 22,17; ApG 27,23). I kirkens offentlige gudstjenester indtog profeti en fremtrædende plads (se især 1 Kor 1). En profetisk bog i særlig forstand er Johannes' Åbenbaring. Også i senere tider gjorde mange krav på profetiens gave. Men denne gave ophørte mere og mere, efterhånden som den kristne kirke i stigende grad udviklede sig på åbenbaringens historiske grundlag, sådan som den er fuldendt i Kristus. Især i åndeligt vakte perioder i kirkens historie træder profetien igen frem. Den er aldrig helt ophørt, men på grund af dens hyppige misbrug er gaven kommet i miskredit. Jesus selv advarede mod falske profeter, og i apostolsk tid viste det sig ofte nødvendigt at indskærpe betydningen af at prøve ånderne (1 Joh 4,1; 1 Kor 12,10; 1 Kor 14,29).

III. Profetiens historiske udvikling.

1. Profetiens indhold:

Profetiens indhold er på ingen måde blot forudsigelser om fremtiden. Det, som gives profeten ved Ånden, kan henvise til fortiden og nutiden såvel som til fremtiden. Men det, som åbenbares for profeten, finder sin indre enhed i dette, at det alt sammen sigter mod at fastslå Jahves herredømme. Profetien betragter også de enkelte begivenheder i deres forhold til den guddommelige plan, og denne har som sit mål den absolutte etablering af Jahves herredømme i Israel og til sidst på hele jorden. Vi plejer at kalde de udsagn, der forudsiger dette endelige mål, for de messianske profetier. Dog hører ikke blot dem, der taler om Messias' person, til denne klasse, men alle, der behandler Guds riges komme.

2. Opfattelsen af Messias:

Begyndelsen på Israels religion, ligesom også hovedepoken i dens udvikling, udgik fra profetiske åbenbaringer. Profeten Moses ophøjede stammereligionen til en national religion og lærte samtidig folket at betragte fædrenes religion mere etisk, åndeligt og livsnært. Samuel kronede teokratiets jordiske, konkrete form ved at indføre en »Jahves salvede«, i hvem pagtsforholdet mellem Jahve og Israel blev personligt koncentreret. Herrens salvede trådte ind i et langt mere fortroligt forhold til Jahve som hans søn eller tjener, end det var muligt for hele Israels folk at gøre, selv om de som folk også blev kaldt Guds tjener eller søn (jf. Sl 2,7 f; 110). Davids salmer er et bevis på, at denne kongedømmets høje bestemmelse blev erkendt. David selv blev profet i de hymner, hvori han beskriver sit eget enestående forhold til Jahve. Men de faktiske konger i historien svarede som regel alt for ufuldkomment til denne idé. Af denne grund peger ordet »profetisk« allerede på Davids tid frem mod fremtiden, når dette forhold skal virkeliggøres mere fuldkomment (2 Sam 7,12; jf. Davids egne ord, 2 Sam 23,4).

Se MESSIAS.

3. Før eksilet (gennem dom til udfrielse):

Salomo fuldendte teokratiets ydre udrustning ved opførelsen af templet. Men netop hans regering udgjorde vendepunktet, fra hvilket tidspunkt profeterne begynder at lægge vægt på den kommende dom, dvs. opløsningen af den ydre eksistens for Jahves rige. Dog gør profetien til alle tider dette på en sådan måde, at en kerne af den guddommelige grundlæggelse på Zion forbliver intakt. Den guddommelige grundlæggelse af helligdommen og kongedømmet kan ikke ødelægges; alt, hvad der er nødvendigt, er, at de genoprettes i større renhed og værdighed. Dette kan også ses hos Amos, som forudsiger, at Davids faldne hytte skal rejses igen (Am 9,11), og at dette derefter skal efterfølges af en tilstand af uforstyrret velsignelse. Det samme findes hos Hoseas, som ser, hvordan hele Israel igen er forenet under "David", kongen i de sidste tider, når der mellem Gud og folket, mellem himmel og jord, skal sluttes en ubrudt kærlighedspagt (Hos 2,1; Hos 2,18); og også hos Esajas, som forudsiger, at der i den tid, da landet erobres og undertvinges af hedningerne, skal fødes en Davids søn på mirakuløs måde, og at han skal opnå herredømme (Es 7,14; Es 9,2; Es 11,1), og som stadig taler om denne guddommelige grundlæggelse på Zion (jf. Shiloahs stille vande, 8,6), grundstenen, der er lagt af Jahve (Es 28,16 osv.). Mika, hans samtidige, gør det samme og forudsiger på helt tilsvarende måde, at den radikale ødelæggelsesdom, som skal komme over templet og kongepaladset, skal efterfølges af den underfulde fredskonge fra Betlehem (Mika 5,1). Muligvis beskrev allerede Zak 9,9 på et noget tidligere tidspunkt denne fremtidige hersker i lignende vendinger. I almindelighed er det ikke sandsynligt, at Esajas og Mika var de første, der talte så personligt om denne konge. De synes at forudsætte, at deres samtidige var bekendt med denne tanke.

4. Tilsvarende tanker hos hedenske folkeslag:

I nyere tid har forskere peget på det forhold, at man i det gamle Orient, blandt egypterne, babylonierne og andre steder, på et tidligt tidspunkt nærede forventningen om en mirakuløst født fremtidig konge, som skulle bringe frelse og fred til sit eget folk og til alle folkeslag. Dog er så meget sikkert, at Esajas og Mika ikke byggede deres håb på hedningeverdenens vage drømme, men på den profetiske grundlæggelse af en guddommelig helligdom og et kongerige på Zion. Den personlige skikkelse af denne Davids søn står ikke så meget i forgrunden hos de andre profeter ned til eksilets tid. Disse profeter nævner kun lejlighedsvis den gode hyrde, som f.eks. Jer 23,1 ff.; 33,12 ff.; Ez 34,23 f. Men efter den tid blev denne messianske forventning et varigt element i Israels håb.

I mellemtiden havde profetien kastet meget lys over Guds veje, som forbereder hans rige på jorden. Allerede længe før Amos (5,18 ff.) må tanken om en "Jahves dag", som skulle være en åbenbaringsdag, hvor Gud gør op med folkeslagene, have været almindeligt kendt, eftersom Amos allerede er nødt til at protestere mod misbruget af denne forventning. Men hånd i hånd med dette opgør finder vi også og til alle tider forventningen om Israels ophøjelse og frelse. Dog har profeterne alle understreget, at Israel og Juda først må renses grundigt ved en dom, før landet gennem Guds nåde kunne herliggøres og velsignes rigt. Den dom, som de før-eksilske profeter stadig forudsiger, er imidlertid kun et middel til et mål. Denne dom er ikke Herrens sidste ord, sådan som Amos, Hoseas, Esajas, Mika og Habakkuk stadig lærer. De forkynder, at tilbagevenden til Jahve og lydighed mod hans bud er vejen til frelse (Hos 6,1; Es 1,18; Jer 4,1, og ofte). Profeterne ved imidlertid, at folket ikke vil vende om til Gud, men at den jødiske stat først må omstyrtes fuldstændigt (Es 6). Det fortjener særlig opmærksomhed, at troende tillid til Jahve betragtes som det positive middel til udfrielse (Es 7,9; Es 30,15; Hab 2,4). Det er gennem dette, at de trofastes "rest", folkets "kerne", frelses. Også hos Jeremias, hvis opgave det var at forudsige Judas umiddelbare ødelæggelse, mangler der ikke en slags esoterisk trøstebog. Hans kampråb for fremtiden er "Jahve vor retfærdighed" (Jer 23,6; Jer 33,16). Hos ham finder vi en rig åndeliggørelse af religionen. De ydre skikke, omskærelse og lignende, erklærer han, gavner ikke, hvis hjertets sande tilstand mangler. Selv pagtens ark er unødvendig og kasseres ved helligdommens udvidelse. Ezekiel, som lægger større vægt på de ydre ordninger, er ikke desto mindre enig med Jeremias i dette, at Jerusalem sammen med templet må falde. Først efter denne ødelæggelse bygger profeten i sin ånd helligdommen igen; trods den ydre karakter af hans genoprettelse findes der dog i hans billede en videre udvikling af dens åndelige karakter. Den enkeltes etiske rettigheder og ansvar understreges stærkt (Ezekiel 18; 33). Landet forvandles; hedningerne modtages i Guds pagt.

5. Under eksilet (Ezekiel, Deutero-Esajas):

Deutero-Esajas (Es 40,1-66), under det babyloniske fangenskabs tid, beriger profetien på en usædvanlig måde gennem skikkelsen af den sande »Jahves tjener«, som på fredelig vis, gennem sine undervisende ord og især gennem sine uskyldige lidelser og sine stedfortrædende gerninger, omvender Israel, den uværdige tjener, og også vinder hedningeverdenen for Jahve. Det var ikke muligt, at billedet af et lidende Guds menneske, som gennem sin død som martyr når frem til ophøjelse, skulle være blevet indgivet jøderne af den helt anderledes skikkelse med en babylonisk guds død og opstandelse (Thammuz-Adonis!). Siden de uretfærdige forfølgelser af Josef og David kendte de til de retfærdiges lidelser, og Jeremias' liv som profet var et vedvarende martyrium. Men forfatteren til den anden del af Esajas havde for øje et syn, der langt overgik alle disse typer i renhed og storhed i samme grad, som Davids søn hos Esajas og Mika overgik sin store stamfader. Han fuldender Guds rige gennem undervisning, lidelse og død og når frem til herredømmets herlighed. På denne måde forener han profetens, præstens og kongens embeder.

6. Efter eksilet (Haggaj, Zakarias, Malakias):

Efter eksilet fortsætter profetien sit arbejde. Også de messianske forventninger udvikles videre af Haggaj og endnu mere af Zakarias. Malakias forkynder Jahves dags komme, men forventer før dette en fuldstændig renselse af Guds folk. Gud selv vil komme, og hans engel vil berede vejen for ham. Daniels syner skildrer verdens forvandling til et Guds rige. Dette vil markere afslutningen på verdenshistorien. Det kommer ovenfra; de jordiske riger er nedefra og skildres som dyr; herskeren over Guds rige er en menneskesøn. Denne kommer med himlens skyer for at tage sit rige i besiddelse (Dan 7,13). Da vil verdensdommen finde sted og også omfatte hvert enkelt menneske, som inden da legemligt skal opstå fra de døde for at gå ind til salighed eller fordømmelse. Her finder vi antydet en universel udvidelse af Guds rige, som strækker sig over hele verden og hele menneskeheden.

7. Profetiens samtidige karakter:

Hvis vi betragter denne profeti om Guds rige og dets guddommeligt velsignede hersker, Messias, fra et kristent standpunkt, finder vi, at en stor guddommelig enhed forbinder dens forskellige elementer. Formen for denne profeti er ganske vist betinget af de forestillinger og idéer, der hørte til den tid, hvor den blev udtalt. Profeterne var nødt til at tale sådan, at deres tilhørere kunne forstå dem. Kun gradvis bliver disse begrænsninger og former åndeliggjort; f.eks. skildres Guds rige stadig af profeterne som grundlagt omkring det lokale centrum Zion. Zions bjerg ophøjes på konkret måde for at give udtryk for dets betydning osv. Det er opfyldelsen i Det Nye Testamente, der for første gang giver den guddommelige åbenbaring en fyldestgørende form. I det mindste i Jesu Kristi person er denne fuldkommenhed givet, selv om dette riges fulde udfoldelse endnu hører fremtiden til.

8. Profetiens delvise karakter:

Et andet karakteristisk træk ved profetien er den delvise karakter af de enkelte profetiske udsagn og profetiske billeder. Ét billede må suppleres af de andre for ikke at blive misforstået. Således kunne vi f.eks. ifølge Es 11,14; Zak 9,13 ff. forvente, at Guds rige skulle oprettes med våbenmagt. Men de samme profeter viser i andre udsagn (Es 9,6; Zak 9,9), at disse krigeriske udtryk skal forstås billedligt, eftersom den messianske konge mere end alle andre er en fredsfyrste.

9. Profetiens perspektiviske karakter:

Et tredje træk, der fortjener opmærksomhed, er profetiens perspektiviske karakter. Profeten ser samlet og på én gang på billedernes flade ting, som først skal opfyldes efter hinanden og gradvis. Således ser f.eks. Deutero-Esajas i den nærmeste fremtid tilbagekomsten fra fangenskabet og direkte forbundet hermed en underfuld herliggørelse af Guds by. Tilbagekomsten fandt faktisk sted kort efter, men herliggørelsen af byen, hvor Jahve selv havde lovet at bo, lå endnu i en fjern fremtid. De efterfølgende profeter, Haggaj og Zakarias, forudsiger, at denne fuldendelse skal finde sted i fremtiden.

Også i Jesu forudsigelser om fremtiden og i Johannes' Åbenbaring bliver disse træk ved profetien, dens samtidige og perspektiviske og til tider symbolske træk, ikke tilsidesat. Det faste profetiske ord er bestemt til at give menigheden bestemte retningslinjer og særligt arbejde. Men en fyldestgørende forestilling om det, der skal komme, vil den kristne kirke blive nødt til at danne sig, når opfyldelsen og fuldendelsen har fundet sted.

IV. Analoge fænomener blandt hedningerne. 1. Dødemaneri og teknisk trolddom:

Det bibelske profetis enestående karakter forstås først fuldt ud, når vi forsøger at finde paralleller blandt hedningefolkene. Her finder vi ganske vist overalt spådomskunsten, hvis hovedsæde var Babylon. Men i forhold til denne kunst træder Det Gamle Testamentes profeti frem i skarp kontrast (jf. forbuddene i 3 Mos 19,26; 3 Mos 19,31; 3 Mos 20,6; 3 Mos 20,27; 5 Mos 18,10 ff, forbud der sigter til åndemaneri med det formål at opdage fremtiden). Denne kunst blev udøvet gennem et medium, en person der havde en 'obh (babylonisk, ubi), dvs. en ånd, som fremkaldte de døde for at udspørge dem. Man mente, at ånderne talte med mumlen eller pibende lyde (Es 8,19), som mediet kunne efterligne (bugtaler). Ifølge loven, som forbød dette under dødsstraf, havde Saul forsøgt at udrydde dem, der udøvede besværgelser, og som som regel var kvinder (1 Sam 28,9). Denne praksis fortsatte dog med at blomstre. Desuden havde babylonierne og andre folk også en udviklet fortolkningskunst for at finde varsler om fremtiden. Især undersøgelsen af indvolde blev praktiseret af dem. Særligt offerdyrenes lever blev nøje undersøgt, og ud fra dette udledte man forudsigelser, gode eller dårlige (jf. Ez 21,21). Se DIVINATION. Denne kunst gik fra babylonierne over til de søfarende etruskere og kom gennem dem til romerne. Men også andre fænomener blev af de forskellige folkeslag fortolket som profetisk betydningsfulde og blev tilsvarende udlagt af dem, der var kyndige i denne kunst. Blandt disse var misfødsler hos mennesker og dyr, høns' og hestes handlinger, fugles flugt, jordskælv, skyernes former, lyn og lignende. Endvidere blev mekaniske hjælpemidler brugt, såsom lodkastning, sten, stave osv.

2. Den mantiske kunst:

Mere åndelig og folkelig var drømmetydningen. Det forekom også, at medier med vilje bragte sig selv i en halvvågen trance. På denne måde opnåede egnede medier en vis form for clairvoyance, som findes blandt forskellige folk. Dette nærmer sig tilstanden hos en ekstatisk ophidset pseudoprofet, som er omtalt ovenfor. Også i Grækenland blev orakler udtalt af den pythiske profetinde, som ved dampe og lignende blev ophidset til udøvelse af den mantiske kunst. I Dodona var det guddommens stemme i naturen, som man søgte at aflæse i træernes susen og vandets mumlen. Hvor usikre disse kilder var, vidste den hedenske oldtid godt. De gamle klager over de sibyllinske udsagns gådefulde karakter og det tvivlsomme ved det, der blev sagt. Se GREECE, RELIGION IN ANCIENT. I modsætning til dette ved Israel, at det i profetien besidder et klart ord (4 Mos 23,23).

3. Indholdet af udenbibelske orakler:

Men også indholdet af de bibelske profetier er enestående ved deres åndelige ensartethed og storhed. Oraklet i Delfi viste også til tider en vis moralsk ophøjethed og kunne betragtes som nationens samvittighed. Men hvor ubetydeligt og magert var det, det tilbød dem, der spurgte det, sammenlignet med de spontane udsagn fra Israels profeter! Også det, der i nyere tid er blevet sagt om de »profetiske tekster« fra det gamle Egypten (Gressmann, Texte und Bilder, I, 20 ff), kan ganske vist vise en vis ydre lighed med Israels profetier; men de mangler Skriftens profeters åndelige og religiøse dybde og strengt etiske værdighed, såvel som den konsekvens, hvormed disse fra århundrede til århundrede åbenbarer Guds tanker og med stadigt voksende klarhed bekendtgør deres hensigter og mål.

LITTERATUR

Witsius, De prophetis et prophetia, 1731; Chr. A. Crusius, Hypomnemata ad theologiam propheticam, Part I, 1764; A. Knobel, Der Prophetismus der Hebraer, 1837; F. B. Koester, Die Propheten des Altes Testament und New Testament, 1838; B. Duhm, Die Theologie der Propheten; Kuenen, The Prophets and Prophecy in Israel; F. E. Koenig, Der Offenbarungsbegriff des Altes Testament, 1882; C. von Orelli, Die alttestamentliche Weissagung von der Vollendung des Gottesreiches, 1882; W. Robertson Smith, The Prophets of Israel and Their Place in History, 1882; E. Riehm, Die messianische Weissagung, English translation, 1885; Delitzsch, Messianic Prophecy, 1891; A. T. Kirkpatrick, The Doctrine of the Prophets, 1892; G. French Oehler, Theologie des A T, 1891; Ed. Koenig, Dos Berufungsbewusstsein der alttestamentlichen Propheten, 1900; F. H. Woods, The Hope of Israel, 1896; R. Kraetzschmar, Prophet und Seher im alten Israel, 1902; A. B. Davidson, Old Testament Prophecy, 1903; Eb. Schrader, Die Keilinschriften und dos A T, 1902; C. von Orelli, Allgemeine Religionsgeschichte; M. Jastrow, Die Religion Babyloniens und Assyriens, 1903; Gressmann, Ursprung der israelitisch-judischen Eschatologie, 1905; W. J. Beecher, The Prophets and the Promise, 1905; C. S. Macfarland, Jesus and the Prophets, 1905; G. G. Findlay, The Books of the Prophets in Their Historical Succession, 1906-7; Gressmann, Alt-orientalische Texte und Bilder zum A T, 1909; Selwyn, Christian Prophets.

C. von Orelli