Faldet

fol:

1. Betydningen af Genesis 3

2. Genesis 3 i Det Gamle og Det Nye Testamente

3. Faldet og evolutionsteorien

4. Faldets karakter

Spørgsmålet om oprindelsen, alderen og den skriftlige nedtegnelse af historien om faldet i 1 Mos 3 behøver ikke drøftes her. For for det første kan videnskaben aldrig nå frem til menneskehedens ældste oprindelse og endelige skæbne, og historisk og kritisk undersøgelse vil aldrig kunne bevise hverken denne histories sandhed eller usandhed. Og for det andet har denne historie, netop som den nu foreligger for os, allerede i århundreder udgjort en del af Den hellige Skrift, et uundværligt element i frelsesåbenbaringens organisme, og som sådan er den blevet modtaget i tro af den hebraiske menighed (det jødiske folk), af Kristus, af apostlene og af hele den kristne kirke.

1. Betydningen af Genesis 3:

At 1 Mos 3 giver os en beretning om menneskets fald, om tabet af dets oprindelige uskyld og om den elendighed, især døden, som det siden har været underlagt, kan ikke med rimelighed benægtes. Ofitternes, Kants, Schillers, Hegels osv. opfattelse, at 1 Mos 3 fortæller om menneskets opvågnen til selvbevidsthed og personlighed (se ADAM I DET GAMLE TESTAMENTE), og derfor ikke beretter om et fald, men om et tydeligt fremskridt, bestrides af det navn, som det forbudte træ bærer, idet det for mennesket ikke blot betegner et kundskabens træ i almindelig forstand, men helt særligt et træ til kundskab om godt og ondt.

1 Mos 3 har på ingen måde til hensigt at fortælle os, hvordan mennesket fik forestillingen om sin nøgenhed og sine seksuelle lidenskaber og i denne henseende gik fra en barnlig uskyldstilstand til mandlig modenhed (Eerdmans De Beteekenis van het Paradijsverhaal, Theologisch Tijdschrift, 1905, 485-511). For ifølge Genesis blev mennesket skabt fuldvoksent, fik straks en hustru som hjælper og så samtidig sig selv få den opgave at blive frugtbar, mangfoldiggøre sig og fylde jorden. Desuden var forestillingen om, at seksuelt begær er noget syndigt og fortjener straf, helt fremmed for det gamle Israel.

Endelig kan Wellhausens fortolkning (Geschichte Israels, 1878, 344) ikke accepteres, nemlig at mennesket i 1 Mos 3 skulle opnå "die intellektuelle Welterkenntniss, die metaphysische Erkenntniss der Dinge in ihrem Zusammenhange, ihrem Werth oder Unwerth, ihrem Nutzen oder Schaden" ("den intellektuelle erkendelse af verden, den metafysiske erkendelse af tingene i deres sammenhæng, deres værdi eller mangel på værdi, deres nytte eller skadelighed"). For for det første var dette ifølge Første Mosebog menneskets særlige område fra begyndelsen; det fik jo kaldet til at underlægge sig jorden, til at vogte og dyrke agerjorden og til at give dyrene deres navne. Og for det andet er det vanskeligt at fremstille erhvervelsen af denne kundskab blandt israelitterne, som satte praktisk visdom så højt, som et fald eller som en straf, der var fortjent på grund af ulydighed.

Der er ingen anden mulig forklaring af 1 Mos 3 end, at det er fortællingen om et fald, som består i overtrædelsen af et udtrykkeligt bud fra Gud og således har en moralsk betydning og derfor efterfølges af anger, skam, frygt og straf. Kapitlets sammenhæng sætter denne fortolkning uden for enhver tvivl, for før sit fald fremstilles mennesket som en skabning, der er skabt i Guds billede og får paradiset som bolig, og efter faldet sendes det ud i en barsk verden, dømmes til et liv med arbejde og sorg og tiltager mere og mere i synd indtil syndflodens dom.

2. Genesis 3 i Det Gamle og Det Nye Testamente:

Det er i sandhed bemærkelsesværdigt, hvor sjældent Det Gamle Testamente henviser til denne historie om faldet. Dette er ikke en tilstrækkelig grund til at erklære den for at være af senere oprindelse, for den samme ejendommelighed viser sig på det tidspunkt, da den ifølge al kritik blev nedskrevet i litterær form. Profeterne, Salmerne og Ordsprogene citerer den aldrig; højst kan der findes hentydninger til den i Hos 6,7 og Præd 7,29; og selv Jesus og hans apostle i Det Nye Testamente henviser meget sjældent til 1 Mos 3 (Joh 8,44; Rom 5,12; 1 Kor 15,22; 2 Kor 11,3; 1 Tim 2,14). Men man kan tage i betragtning, at profeterne, Salmerne og Ordsprogene kun undtagelsesvis nævner særlige kendsgerninger fra fortiden, at selv apostlene næsten aldrig citerer Jesu ord og gerninger, og at de alle levede på en tid, hvor åbenbaringen selv stadig skred frem og ikke lå foran dem som et fuldendt hele. Hos os forholder det sig ganske anderledes; vi står i en vis forstand uden for åbenbaringen, gør den til genstand for vores studium og eftertanke, forsøger at opdage den enhed, som holder alle dens dele sammen, og vier Adam, som et forbillede på og modstykke til Kristus, vores særlige interesse. Menneskets skabelse og fald indtager derfor en langt bredere plads i vores tankeverden, end de gjorde hos forfatterne til Det Gamle og Det Nye Testamentes bøger.

Dog er Syndefaldet den tavse forudsætning for hele den bibelske lære om synd og forløsning; det hvilder ikke kun på få uklare steder, men danner en uundværlig bestanddel af frelsesopenbaringen. Hele menneskets og menneskehedens betragtning, af Naturen og historien, af etisk og fysisk ondskab, af forløsning og vejen til at opnå den, er forbundet i Skriften med et Fald, sådan som 1 Mos 3 fortæller os. Synden er for eksempel fælles for alle mennesker (1 Kong 8,46; Sl 14,3; Sl 130,3; Sl 143,2), og for ethvert menneske fra dets undfangelse (1 Mos 6,5; 1 Mos 8,21; Job 14,4; Sl 51,7). Den vækker Guds vrede og fortjener alle slags straf, ikke kun etisk men også fysisk (1 Mos 3,14-19; 1 Mos 4,14; 1 Mos 6,7; 1 Mos 6,13; 1 Mos 11,8; 3 Mos 26,14 osv.; 5 Mos 28,15; Sl 90,7 osv.); hele Skriften udgår fra tanken om, at synd og død er forbundne i nærmeste grad, ligesom også lydighed og liv. I den nye himmel og ny jord ophører al lidelse sammen med synden (Åb 21,4). Derfor er forløsning mulig kun vejen gennem tilgivelse (Sl 32,1; Es 43,25 osv.), og hjertes omskærelse (5 Mos 10,16; 5 Mos 30,16; Jer 4,4), og dette omfatter desuden liv, glæde, fred, frelse. Når Paulus i Rom 5,12; 1 Kor 15,22 angiver Adam som oprindelsen til synd og død, og Kristus som kilder til retfærdighed og liv, udvikler han ingen idéer, som er i strid med åbenbaringens organisme eller som kunne udelades uden tab; han kombinerer og formulerer blot de data, som eksplicit eller stiltiende er indeholdt i den.

3. Syndefaldet og Udviklingslæren:

Traditionen bidrager lidt til bekræftelse og opklaring af Bibelens beretning om Syndefaldet. Mytologi-studiet er stadig for lidet fremskredet til at bestemme den ideelle eller historiske værdi, som måske indeholdes i legenden om Guldalderen, i mange folks underdanig æring af slangen, i den lige så udbredt tro på livets træ. Også den babylonske fremstilling (et segl, hvor en mand og kvinde, siddende, afbildes som plukker frugt fra et træ, medens en slange krummer sig bag kvinden, som om den hvisker i hendes øre), som G. Smith, Lenormant og Friedrich Delitzsch sammenligner med Paradisets beretning, viser ingen lighed ved nærmere betragtning (A. Jeremias, Das Altes Testament im Lichte des alten Orients², Leipzig, 1906, 203). Indirekte leveres der dog et meget kraftigt vidnesbyrd om menneskets fald gennem hele verdens og menneskehedens empiriske tilstand. Thi en verden, sådan som vi kender den, fuld af uredelighed og sorg, kan ikke forklares uden antagelsen af et sådant faktum. Den, som holder fast ved Skriftens og samvittighedens vidnesbyrd om synden som synd (som anomia) kan ikke udlede den fra skabelsen, men må acceptere slutningen om, at den begyndte med en overtrædelse af Guds bud og således med en vilje gerning. Pythagoras, Platon, Kant, Schelling, Baader har alle forstået og anerkendt dette med større eller mindre klarhed. Den, som benægter Faldet, må forklare synden som en nødvendighed, som har sin oprindelse i Skabelsen, i tingenes natur, og derfor i Gud selv; han retfærdiggør mennesket men anklagerer Gud, misrepræsenterer syndenes karakter og gør den evig og uophævelig. Thi hvis der ikke har været et fald i synd, er der ingen forløsning fra synd mulig; synden mister da sin blot etiske betydning, bliver et træk ved menneskets natur, og er uudsletelig.

Dette kommer til udtryk, i senere år, i de mange bestræbelser på at forene Faldet med udviklingslæren (jf. Tennant, The Origin and Propagation of Sin², 1905; A. S. Peake, Christianity: Its Nature and Its Truth, 1908; W. E. Orchard, Modern Theories of Sin, 1909; Francis J. Hall, Evolution and the Fall, 1910). Alle disse bestræbelser fører til at lægge det objektive mål for synd til side, som er Guds lov, og til at bestemme syndenes natur og betydning subjektivt ved skyldfølelsen, som igen afhænger af kendskabet til og kærligheden til det moralske ideal, og selv danner en vigtig faktor i moralsk fremskridt. Det er sandtfordelt, at styrken ved alle disse bestræbelser hentes fra teorien om menneskets nedstigelse fra dyret. Men hvad denne teori angår, er det værd at bemærke:

(1) at den til den dag i dag er en hypotese, og bevises ikke af en eneste observation, hverken direkte eller indirekte;

(2) at fosfilierne af forhistoriske mennesker, fundne i Tyskland, Belgien, Frankrig og andetsteds har demonstreret det lave kulturniveau, som disse mennesker har levet på, men på ingen måde deres ulighed med mennesker i dag (W. Branca, Der Stand unserer Kenntnisse vom fossilen Menschen, Leipzig, 1910);

(3) at det uciviliserede og forhistoriske menneske lige så lidt kan identificeres med det første menneske som det uretmæssigt såkaldte naturfolk og børn under vårmyndighedsalderen;

(4) at menneskeraces ældste historie, som er blevet kendt gennem opdagelserne ved Babylon i det forrige århundrede, ikke var tilstanden barbarisme, men høj og rig kultur (D. Gath Whitley, "What was the Primitive Condition of Man?", Princeton Theol. Review, oktober 1906; J. Orr, God's Image in Man, 1906);

(5) at accepten af afstamningsteorien som en universel og ubegrænset regel fører til fornægtelse af menneskeslægtens enhed, i fysisk og også i intellektuel, moralsk og religiøs forstand. For det kan være muligt, selv i Darwins skole, at fastholde menneskeslægtens enhed, så længe traditionen øver sin indflydelse på tankevanen; men teorien selv undergraver dens grundlag og betegner den som en vilkårlig mening. Ud fra evolutionens standpunkt er der ikke blot ingen grund til at fastholde »af ét blod« i ApG 17,26 i King James Version, men der har aldrig engang været et første menneske; overgangen fra dyr til menneske var så langsom og gradvis, at den væsentlige forskel ikke lader sig se. Og med udviskningen af denne grænse bortfalder også enheden i det moralske ideal, i religionen, i tankens og sandhedens love; evolutionsteorien fordriver det absolutte overalt og fører nødvendigvis til psykologisme, relativisme, pragmatisme og endda til pluralisme, som i religiøs forstand bogstaveligt er polyteisme. Menneskeslægtens enhed derimod, sådan som den læres i Den hellige Skrift, er ikke et ligegyldigt fysisk spørgsmål, men et vigtigt intellektuelt, moralsk og religiøst spørgsmål; den er et »postulat« for hele civilisationens historie og udtrykkeligt eller stiltiende accepteret af næsten alle historikere. Og samvittigheden vidner om den, for så vidt som alle mennesker viser, at den moralske lovs gerning er skrevet i deres hjerter, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden (Rom 2,15); den peger tilbage på syndefaldet som en »Urthatsache der Geschichte.«

4. Syndefaldets karakter:

Det, som menneskeslægtens tilstand og historie næppe kunne få os til at forestille os, fortæller Den hellige Skrift os som en tragisk kendsgerning på sine første sider. Det første menneske blev skabt af Gud efter hans eget billede, derfor ikke i dyrisk ubevidsthed eller barnlig naivitet, men i en tilstand af legemlig og åndelig modenhed, med forstand og fornuft, med kundskab og tale, især med kundskab om Gud og hans lov. Dernæst blev der desuden givet ham et bud om ikke at spise af træet til kundskab om godt og ondt. Dette bud var ikke indeholdt i moralloven som sådan; det var ikke et naturligt, men et positivt bud; det hvilede helt og udelukkende på Guds vilje og måtte adlydes alene af denne grund. Det stillede mennesket over for valget, om det ville være trofast og lydigt mod Guds ord og overlade afgørelsen af, hvad der er godt eller ondt, til ham alene, eller om det ville forbeholde sig selv retten til vilkårligt at afgøre, hvad der er godt eller ondt. Spørgsmålet var altså: Skal teonomi eller autonomi være vejen til lykke? Af denne grund blev træet også kaldt træet til kundskab om godt og ondt. Det bar ikke dette navn i den forstand, at mennesket fra det kunne opnå den empiriske kundskab om godt og ondt, for ved sin overtrædelse mistede det i sandhed den empiriske kundskab om det gode. Men træet blev kaldt sådan, fordi mennesket ved at spise af det og således overtræde Guds bud tilranede sig »die Fahigkeit zur selbstandigen Wahl der Mittel, durch die man sein Gluck schaffen will«: »evnen til selvstændigt at vælge de midler, hvormed det ville opnå sin lykke« (Koberle, Sunde und Gnade im relig. Leben des Volkes Israel bis auf Christenrum, 1905, 64). Teonomi, som lydighed mod Gud af fri kærlighed, indbefatter som sådan ideen om og muligheden for autonomi, derfor også om antinomi.

Men det er menneskets frie handling og derfor menneskets skyld, der har forvandlet muligheden til virkelighed. For tanken bliver der her et uløseligt problem tilbage, lige så meget i spørgsmålet om, hvorfor Gud tillod dette fald at ske, som i det andet, hvordan mennesket, skabt i Guds lighed, kunne falde og faktisk faldt. Der er megen sandhed i den ofte udtrykte tanke, at vi ikke kan gøre rede for syndens oprindelse, fordi den ikke er logisk og ikke følger som en konklusion draget af to præmisser. Men kendsgerninger er brutale. Det, der synes logisk umuligt, findes ofte i virkeligheden. Det moralske livs love er forskellige fra tankens love og også fra den mekaniske naturs. Fortællingen i 1 Mos 3 er under alle omstændigheder psykologisk troværdig i højeste grad. For på samme måde som det fremtræder dér hos det første menneske, sker det gentagne gange iblandt os selv (Jak 1,14; Jak 1,15). Desuden bør vi lade Gud retfærdiggøre sig selv. Åbenbaringens forløb viser troen, hvordan han gennem alle tider holder synden i hele dens udvikling i sine egne almægtige hænder og ved nåde arbejder frem mod en fuldendelse, hvor han, i tidernes fyldes husholdning, vil sammenfatte alt i Kristus (Ef 1,10). (J. Orr, Sin as a Problem of Today, London, 1910.)

Herman Bavinck