Falske Kristus’er

fols (pseudo-christoi).

1. Kristi advarsler:

I sin tale om de sidste ting, som han holdt tirsdagen i sin lidelsesuge, advarede Jesus højtideligt sine disciple om, at mange ville komme i hans navn og sige: "Jeg er Kristus," og de ville føre mange vild; at der ville fremstå falske kristusser og falske profeter, som ville gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild; at hvis nogen derfor sagde til dem: "Se, her er Kristus," eller: "Se, dér," skulle de ikke tro det (Matt 24,5; Matt 24,11; Matt 24,23-25; Mark 13,6; Mark 13,21-23; Luk 21,8).

2. Tidlige vidnesbyrd:

Advarslen var nødvendig. De Wette, Meyer og andre har ganske vist påpeget, at der ikke findes nogen historisk beretning om nogen, der udtrykkeligt gjorde krav på at være Kristus før Jerusalems ødelæggelse. Dette er dog sandsynligvis kun tilsyneladende (jf. Lange, Commentary on Matt 24,3). Edersheim bemærker: "Skønt kun få navne og krav af denne art blandt de mange bedragere, som i den urolige tid mellem Pilatus' styre og Jerusalems ødelæggelse lovede Israel messiansk befrielse, er blevet særligt optegnet, antyder dog hentydningerne i Det Nye Testamente og henvisningerne, hvor forsigtige de end er, hos den jødiske historiker, at mange sådanne forførere trådte frem" (Jesus the Messiah, V, kapitel vi; i 1906-udgaven, II, 446). Opstandene i denne periode var som regel forbundet med religiøse prætentioner hos lederne (Josefus, BJ, II, xiii, 4--"bedrog og vildledte folket under foregivende af guddommelig inspiration"), og i den febrile tilstand af messiansk forventning kan de næppe, i nogle tilfælde, have manglet en messiansk karakter. Judas fra Galilæa (ApG 5,37; Josefus, Ant, XVIII, i, 1, 6; BJ, II, viii, 1) grundlagde en talrig sekt (gaulonitterne), og ifølge Origenes (Hom on Lk, 25) blev han af mange af dem betragtet som Messias (jf. DB, under ordet). Theudas i ApG 5,36, som "udgav sig for at være noget," er måske eller måske ikke den samme som Josefus' Theudas (Ant., XX, v, 1), men den sidstnævnte fremsatte i hvert fald profetiske krav og vildledte mange. Han lovede at dele Jordanfloden med et ord. Et andet eksempel er "egypteren", som Paulus blev forvekslet med, og som havde skabt et "oprør" (ApG 21,38; Revised Version (britisk og amerikansk) "opstand")--en af en mængde "bedragere og forførere," fortæller Josefus os, som overtalte skarer til at følge dem ud i ørkenen, idet de foregav, at de ville fremvise undere og tegn (Ant., XX, viii, 6). Denne egypter skulle vise dem, at Jerusalems mure på hans befaling ville falde ned (BJ, II, xiii, 5). Af en anden slags var samaritaneren Dositheus, som Simon Magus skulle have været forbundet med (se henvisninger til Eusebius, Origenes, Hippolytus, de klementinske skrifter osv. i DB, under ordet). Det hævdes, at han blev betragtet som "profeten ligesom Moses," som Gud skulle lade fremstå.

3. Bar-Kokhba:

Det mest berømte tilfælde af en falsk Kristus er Bar-Kokhba (for at give navnet dets sædvanlige form), lederen af den store opstand under Hadrian i 132 e.Kr. (Eus., HE, IV, 6; for jødiske og andre kilder, se den udførlige fremstilling i Schurer, HJP, I, 2, s. 297 ff., engelsk oversættelse). Opstanden havde et omfang, som krævede hele Romerrigets styrke at slå ned (jf. Schurer). Lederens eget navn var Simon, men titlen "Bar-Kokhba" ("stjernesøn") blev givet ham med henvisning til profetien i 4 Mos 24,17 om stjernen, der skulle udgå fra Jakob. Rabbi Akiba, den mest berømte lærer på sin tid, anvendte denne profeti, sammen med den i Hag 2,6; Hag 2,7, på Simon og udråbte ham til Messias. Han er almindeligvis kendt i jødisk litteratur som Barcosiba, sandsynligvis efter sit fødested. Umådelige skarer samledes under hans fane, og de kristne i Israels land blev hårdt forfulgt. Mønter blev udstedt i hans navn. Efter voldsomme anstrengelser blev oprøret knust, og Jerusalem blev omdannet til en romersk koloni (Aelia Capitolina), som jøder fik forbud mod at betræde.

4. Jødiske pseudo-messiaser:

Blandt jøderne selv er der i senere tider opstået mange pseudo-messiaser. En interessant beretning om nogle af disse gives af hr. Elkan Adler i hans indledning til bindet Aspects of the Hebrew Genius (London, Routledge, 1910). "Sådanne havde der været," siger denne forfatter, "fra tid til anden lige siden templets ødelæggelse." I det 16. og 17. århundrede antog troen på pseudo-messiaser imidlertid nye og bemærkelsesværdige former. Blandt de nævnte navne er David Reubeni, eller David af Rubens stamme (1524), som til sidst blev offer for inkvisitionen. Under hans indflydelse antog en portugisisk kongelig sekretær, Diego Pires, den jødiske tro, ændrede sit navn til Solomon Molko og udråbte sig til sidst til Messias. I 1529 udgav han nogle af sine taler under titlen The Book of Wonder. Han blev brændt på bålet i Mantua. "Andre kabbalister, såsom Isaac Luria og Chajim Vital og Abraham Shalom, udråbte sig selv til messiaser eller forløbere for Messias, og deres værker og håndskrifter studeres stadig fromt af mange orientalske jøder." Den fornemste af alle disse falske messiaser var Sabbatai Zevi, født i Smyrna i 1626. "Hans eventyr," siges det, "skabte en enorm røre i Vesteuropa." Til sidst blev han frafalden til islam; på trods af dette havde han en række efterfølgere, som Donmeh-sekten i Salonika fortsat tror på. En anden, der nævnes, er Jacob Frank fra Podolien, som i 1755 åbenbarede sig som den hellige Herre, i hvem den samme messias-sjæl boede, som havde boet i David, Elias, Jesus, Muhammed, Sabbatai Zevi og hans tilhængere. Jødisk litteratur i det 18. århundrede er fuld af polemiske skrifter forbundet med sabbatianismen. Som en særlig kilde til oplysninger om moderne falske messiaser blandt jøderne nævner Lange føljetonen Dibhre 'emeth, eller Sandhedens ord (Breslau, 1853-54).

James Orr

fols.

Se CHRISTS, FALSE.