Fangenskab

Israels fangenskab. Tistammeriget blev efter tur invaderet af flere assyriske konger. Pul (se dette) pålagde Menahem en skat på tusind talenter sølv (2 Kong 15,19, 20; 1 Krøn 5,26) (762 f.Kr.), og Tiglat-Pileser førte i Pekas dage (738 f.Kr.) stammerne på den anden side af Jordan og indbyggerne i Galilæa bort til Assyrien (2 Kong 15,29; Es 9,1). Senere invaderede Salmanassar Israel og belejrede Samaria, rigets hovedstad. Under belejringen døde han og blev efterfulgt af Sargon, som indtog byen og førte den store masse af folket bort til Assyrien (721 f.Kr.) og bosatte dem i Hala og ved Habor og i medernes byer (2 Kong 17,3, 5). Samaria blev aldrig igen beboet af israelitterne. De familier, der således blev fjernet, blev ført til fjerne byer, mange af dem ikke langt fra Det Kaspiske Hav, og deres plads blev udfyldt af kolonister fra Babylon og Kuta osv. (2 Kong 17,24). Således ophørte tistammeriget efter at have bestået særskilt i to hundrede og femoghalvtreds år (975-721 f.Kr.).

Der er blevet gjort mange spekulationer om disse ti stammer. Men vi tror, at alle, bortset fra det antal der sandsynligvis sluttede sig til Juda og fik del i deres genoprettelse under Kyros, til sidst er gået tabt.

“Som duggen på bjerget, som skummet på floden, som boblen på kilden, er de borte, og det for evigt.”

Judas fangenskab. I Jojakims tredje år, den attende konge af Juda (605 f.Kr.), rykkede Nebukadnesar, efter at have overvundet egypterne ved Karkemish, frem mod Jerusalem med en stor hær. Efter en kort belejring indtog han byen, førte helligdommens kar bort til Babylon og indviede dem i Bels tempel (2 Kong 24,1; 2 Krøn 36,6, 7; Dan 1,1, 2). Han førte også kongens skatte bort og gjorde ham til sin vasal. På dette tidspunkt, hvorfra fangenskabets “halvfjerds år” regnes (Jer 25; Dan 9,1, 2), blev Daniel og hans venner ført til Babylon for dér at blive opdraget ved hoffet og oplært i al kaldæernes lærdom. Derefter, i Jojakims femte år, blev der fastsat en stor national faste (Jer 36,9), hvor kongen, for at vise sin trods, skar bladene af bogen med Jeremias’ profetier i stykker, efterhånden som de blev læst op for ham i hans vinterpalads, og kastede dem i ilden. I samme ånd gjorde han oprør mod Nebukadnesar (2 Kong 24,1), som igen, for anden gang (598 f.Kr.), drog mod Jerusalem og lod Jojakim dræbe, idet han satte hans søn Jojakin på tronen i hans sted. Men da Jojakins rådgivere mishagede Nebukadnesar, vendte han for tredje gang sin hær mod Jerusalem og førte en anden gruppe jøder bort som fanger til Babylon, 10.000 i tallet (2 Kong 24,13; Jer 24,1; 2 Krøn 36,10). Blandt dem var kongen sammen med hans mor og alle hans stormænd og embedsmænd, også Ezekiel, som sammen med mange af sine ledsagere blev bosat ved floden Kebars bredder (se dette). Han førte også alle de resterende skatte fra templet og paladset bort, samt helligdommens guldfade.

Mattanja, Jojakins farbror, blev nu gjort til konge over det, der var tilbage af Judas rige, under navnet Sidkija (2 Kong 24,17; 2 Krøn 36,10). Efter en urolig regeringstid på elleve år kom hans rige til ende (2 Krøn 36,11). Nebukadnesar belejrede Jerusalem med en mægtig hær, og Sidkija blev fange i Babylon. Hans øjne blev stukket ud, og han blev holdt i strengt fangenskab til sin død (2 Kong 25,7). Byen blev plyndret for alt af værdi og derefter overgivet til flammerne. Templet og paladserne blev fortæret, og byens mure blev jævnet med jorden (586 f.Kr.), og alle, der var tilbage af folket, bortset fra en del af de fattigste, som blev ladt tilbage for at dyrke jorden og passe vingårdene, blev ført som fanger til Babylon. Dette var den tredje og sidste deportation af jødiske fanger. Landet var nu fuldstændig øde og blev overladt til anarki.

I sit første regeringsår som konge af Babylon (536 f.Kr.) udstedte Kyros et dekret, der frigav de jødiske fanger og gav dem lov til at vende tilbage til Jerusalem og genopbygge byen og templet (2 Krøn 36,22, 23; Ezra 1; 2). Antallet af folk i den første karavane under Zerubbabel udgjorde i alt 42.360 (Ezra 2,64, 65), foruden 7.337 mandlige og kvindelige tjenere. Et betydeligt antal, sandsynligvis 12.000, fra de ti stammer, som var blevet ført bort til Assyrien, sluttede sig uden tvivl til denne gruppe af frigivne fanger.

På et senere tidspunkt vendte andre grupper af jøder tilbage (1) under Ezra (7,7) (458 f.Kr.) og (2) Nehemias (7,66) (445 f.Kr.). Men den store masse af folket blev stadig i det land, som de var blevet ført til, og blev en del af jøderne i “adspredelsen” (Joh 7,35; 1 Pet 1,1). Det samlede antal af de landflygtige, som valgte at blive, var sandsynligvis omkring seks gange så stort som antallet af dem, der vendte tilbage.