Fangenskab

kap-tiv'-i-ti (galah, galuth, shebhuth, shibhyah; metoikesia):

I. DET NORDLIGE RIGE (ASSYRIENS VÆRK)

1. Salmanasser II's vestlige felttog, 860-825 f.Kr.

2. Rimmon-nirari III's felttog, 810-781 f.Kr.

3. Tiglat-Pileser III's felttog, 745-727 f.Kr.

4. Salmanasser IV's felttog, 727-722 f.Kr. -- belejringen af Samaria

5. Samaria erobret af Sargon, 722 f.Kr.

6. Affolkning og genbefolkning af Samaria

7. De ti stammer i fangenskab

II. JUDA (DEN KALDÆISKE MAGTS VÆRK)

Sydriget og Davids hus

1. Assyriens opløsning

2. Nineves fald, 606 f.Kr.

3. Farao Nekos oprør

4. Nederlag ved Karkemish, 604 f.Kr.

5. Det nye babyloniske rige under Nebukadrezzar, 604-562 f.Kr.

Jeremias' mission, 626-580 f.Kr.

6. Jojakims oprør og straf, 608-597 f.Kr.

7. Belejring og overgivelse af Jerusalem under Jojakin, 597 f.Kr.

8. Første deportation, 597 f.Kr.

Kurvene med figner

9. Ezekiels tjeneste, 592-570 f.Kr.

10. Jeremias' tjeneste i Jerusalem, 597-588 f.Kr.

11. Sidkijas oprør og Jerusalems belejring, 588-586 f.Kr.

Jeremias »falder fra til kaldæerne«

12. Jerusalems ødelæggelse, 586 f.Kr.

Sidkijas flugt, tilfangetagelse og straf

13. Anden deportation af indbyggere, 586 f.Kr.

14. Tredje deportation, 581 f.Kr.

(1) De landflygtiges antal og kvalitet

(2) Den rest, der blev tilbage

15. Gedalja, statholder over Juda

(1) Jeremias og flugten til Egypten

(2) Flygtningenes efterkommere, 471-411 f.Kr.

16. De landflygtige i Babylon: deres sociale forhold, 464-405 f.Kr.

17. Jødedommens opkomst og udvikling

18. Tilbagevenden med Kyros' tilladelse, 538 f.Kr.

19. Genopbygning af templet, 536 f.Kr.

Fuldført 515 f.Kr.

20. Ezras og Nehemias' reformer og arbejde, 445 f.Kr.

21. Moderne teorier om tilbagevenden

22. Betydningen af Ezra-Nehemias-perioden

LITTERATUR

I. Det nordlige rige (Assyriens værk).

1. Salmanasser II's vestlige felttog, 860-825 f.Kr.:

Det nordlige riges fangenskab var den store assyriske magts værk, en magt med sæde i Nineve ved Tigris. Assyriens rige, grundlagt omkring 2000 f.Kr., havde en lang historie bag sig, da dets annaler begyndte at lægge mærke til Israels og Judas rige. Salmanasser II's regeringstid (860-825 f.Kr.) markerer den første kontakt mellem disse magter. Dette er ikke den Salmanasser, der nævnes i 2 Kong 2 og 18, som er den fjerde af navnet og blomstrede mere end et århundrede senere. Salmanasser II var i sin lange regeringstid samtidig med Joshafat, Joram, Akazja og Joash, Judas konger; med Akab, Akazja, Joram og Jehu, Israels konger; med Hazael og Benhadad II, konger over Syrien i Damaskus, og med Mesha, Moabs konge. De assyriske kilder til hans regeringstid er en indskrift, som han selv lod indhugge på Armeniens klipper; Den Sorte Obelisk, som Layard bragte fra Nimrud, og som nu er i British Museum; og teksterne indgraveret på bronzeportene fra Balawat, opdaget af Hormuzd Rassam i 1878 og identificeret som svingportene til Salmanassers palads. Af disse kilder lærer vi, at han i sit 6. år mødte de samlede styrker fra Damaskus, Hamat, Israel og andre stater, som havde sluttet sig sammen for at modstå hans fremrykning mod vest, og fuldstændigt slog dem i slaget ved Karkar (854 f.Kr.). Den fare, der truede de vestlige stater i fællesskab, havde bragt Syrien og Israel sammen; og dette stemmer med Skriftens beretning, som fortæller om en pagt mellem Akab og Benhadad, fordømt af Guds profet (1 Kong 20,34), og nævner en periode på tre år, hvor der ikke var krig mellem Syrien og Israel. De allieredes nederlag synes dog at have opløst forbundet, for kort efter finder man Akab, med hjælp fra Joshafat af Juda, i færd med uden held, og med dødeligt udfald for ham selv, at forsøge at generobre byen Ramot-Gilead fra Syriens svækkede magt (1 Kong 1). I et andet felttog mod vest, som ligeledes ikke er omtalt i Skriften, modtog Salmanasser tribut fra Tyrus og Sidon og fra »Yahua af Khumri«, det vil sige Jehu, fra Omris land, som Israel kaldes på monumenterne.

2. Rimmon-nirari III's felttog, 810-781 f.Kr.:

Den næste assyriske monark, der vendte sine våben mod vest, var Rimmon-nirari III (810-781 f.Kr.), sønnesøn af Salmanasser II. Selv om han ikke nævnes ved navn i Skriften, havde hans nærvær og virksomhed indflydelse på samtidige begivenheder, der er nedskrevet i 2 Kong. Han fik Syrien til at slippe sit greb om Israel; og selv om han bragte Israel under sig, ville folket i Nordriget hellere have en hersker, der udøvede et nominelt herredømme over dem fra det fjerne Nineve, end en konge, der undertrykte dem i Damaskus. Derfor er Rimmon-nirari blevet opfattet som den frelser, Gud gav Israel, »så de slap bort fra syrernes hånd« (2 Kong 13,5; jf. 2 Kong 13,23).

Med Rimmon-niraris død i 781 f.Kr. fik Assyriens magt et midlertidigt tilbageslag, og på den anden side nåede Juda rige under Uzzija og Israels rige under Jeroboam II højdepunktet af deres politiske velstand. I 745 f.Kr. besteg dog en tronraner, Pul, eller Pulu, Assyriens trone og regerede som Tiglat-Pileser III. Det er under det førstnævnte navn, han første gang omtales i Skriftens beretning (2 Kong 15,19; 1 Krøn 5,26), og under det sidstnævnte, han omtales på monumenterne. At de to navne tilhører én og samme mand, anses nu for sikkert (Schrader, COT, I, 230 f).

3. Tiglat-Pileser III's felttog, 745-727 f.Kr.:

Tiglat-Pileser var en af oldtidens største monarker. Han var den første, der forsøgte at samle et imperium på den måde, som verden siden romertiden er blevet vant til. Han nøjedes ikke med at modtage tribut fra kongerne og herskerne i de stater, han erobrede. De lande, han erobrede, blev underlagte provinser i hans imperium, styret af assyriske satrapper og bidrog til rigets skatkammer. Ikke længe efter at han havde sat sig på tronen, vendte Tiglat-Pileser, ligesom sine forgængere, sin opmærksomhed mod vest. Efter belejringen af Arpad, nord for Aleppo, trængte de assyriske styrker ind i Syrien, og ved at sætte den assyriske metode med deportation og genbefolkning i værk annekterede erobreren Hamat, som havde søgt forbund og hjælp hos Azarja, det vil sige Uzzija, Judas konge. Om han derefter afstod fra at forulempe Juda, eller om hendes anseelse blev knækket ved denne assyriske konges felttog, er ikke let at sige. I et andet felttog pålagde han bestemt Menahem af Israel, sammen med andre konger, at betale tribut. Det, som i Tiglat-Pilesers annaler er anført med et ord eller to, er udførligt fortalt i den bibelske historie (2 Kong 15,19): "Pul, Assyriens konge, kom imod landet; og Menahem gav Pul tusind talenter sølv, for at hans hånd kunne være med ham og stadfæste kongedømmet i hans hånd. Og Menahem opkrævede pengene hos Israel, hos alle de mægtige og velhavende mænd, halvtreds sekel sølv af hver mand, for at give dem til Assyriens konge. Så vendte Assyriens konge om og blev ikke dér i landet." I Pekas regeringstid fortælles det, under hans egentlige navn Tiglat-Pileser, at han hærgede de nordlige dele af Israel og førte indbyggerne bort til Assyriens land (2 Kong 15,29). Dernæst hører vi om Akaz, Judas konge, der appellerede til assyrerne om hjælp mod "disse to haler af rygende brandstykker", Resin af Syrien og Peka, Remaljas søn (Es 7,4). For at sikre sig denne hjælp tog han sølvet og guldet fra Herrens hus og sendte det som gave til Assyriens konge (2 Kong 16,8). Imens var Tiglat-Pileser på vej ud på et nyt felttog mod vest. Han førte ild og sværd gennem Syrien og nabolandene helt til Gaza, og på tilbagevejen erobrede han Samaria, dog uden at jævne byen med jorden. Da Peka var blevet dræbt af sit eget folk, lod den assyriske monark Hosea, sammensværgelsens leder, sidde på Israels trone som Assyriens vasal.

4. Under Salmanassar IV, 727-722 f.Kr.--Belejringen af Samaria:

I 727 f.Kr. døde Tiglat-Pileser III og blev efterfulgt af Salmanassar IV. Hans regeringstid var kort, og ingen annaler fra den er kommet for dagen. I 2 Kong 2 og 18 læser vi imidlertid, at Hosea, som stolede på hjælp fra Egyptens konge, mente, at Tiglat-Pilesers død var en god anledning til at slå et slag for uafhængighed. Det var et forgæves forsøg, for enden på Israels rige var nær. Folket var sørgeligt hengivet til undertrykkelse og ondskab, hvilket profeterne Amos og Hoseas kraftigt fordømte. Især Hoseas var "profeten om Israels tilbagegang og fald." Da han profeterede netop på denne tid, sagde han: "Hvad Samaria angår, er hendes konge afskåret, som skum på vandet. Også Avens offerhøje, Israels synd, skal ødelægges: torn og tidsel skal vokse op på deres altre; og de skal sige til bjergene: Dæk os; og til højene: Fald over os" (Hos 10,7; Hos 10,8; jf. Hos 10,14; Hos 10,15). Ikke mindre strenge er Esajas' og Mikas forudsigelser om den dom, der skal ramme Samaria: "Ve stoltheden, Efraims drukkenboltes krone, og den visnende blomst af hans herlige skønhed, som er på hovedet af den frugtbare dal hos dem, der er overvundet af vin" (Es 28,1). "For Jakobs overtrædelse er alt dette, og for Israels hus' synder. Hvad er Jakobs overtrædelse? Er det ikke Samaria? .... Derfor vil jeg gøre Samaria til en markens stenhob og til steder, hvor man planter vingårde" (Mika 1,5; Mika 1,6). Ingen hjælp kom fra Egypten. Med sit riges svækkede ressourcer og uden støtte måtte Hosea møde sin overherres tugtende styrker. Han blev taget til fange uden for Samaria og blev højst sandsynligt ført bort til Nineve. Imens blev landet løbet over ende, og hovedstaden var dømt til ødelæggelse, sådan som profeterne havde erklæret.

5. Samaria erobret af Sargon, 722 f.Kr.:

Ikke uden stædig modstand fra dens forsvareres side ophørte "fæstningen fra Efraim" (Es 17,3). Det var først efter en tre år lang belejring, at assyrerne erobrede byen (2 Kong 17,5). Hvis vi kun havde den hebraiske historikers beretning, ville vi antage, at Salmanassar var den monark, som erobringens belønning og ære tilfaldt. Før byen overgav sig, havde Salmanassar abdiceret eller var død, og Sargon, som kun nævnes én gang i Skriften (Es 20,1), men som var en af de største assyriske monarker, var steget op på tronen. Fra hans talrige indskrifter, fundet i ruinerne af Khorsabad, lærer vi, at det var ham, og ikke Salmanassar, der fuldførte erobringen af det oprørske rige og førte indbyggerne bort til Assyrien. "I begyndelsen (af min regeringstid)," siger Sargon i sine Annaler, "byen Samaria (tog jeg) med hjælp fra Shamash, som sikrer mig sejr (.... 27.290 mennesker, dens indbyggere) førte jeg bort som fanger; 50 stridsvogne, min kongelige ejendom, som var i den, tog jeg til mig. (.... byen) genopbyggede jeg, og mere end før lod jeg den blive beboet; folk fra de lande, som min hånd havde erobret, lod jeg (bo i den. Min guvernør satte jeg over dem, og tribut) og afgifter lagde jeg på dem ligesom på assyrerne." De assyriske Annaler og Skriftens historie støtter og supplerer hinanden på dette punkt. Den hellige historiker beskriver deportationen således: "Assyriens konge indtog Samaria og førte Israel bort til Assyrien og bosatte dem i Hala og ved Habor, Gozans flod, og i medernes byer .... fordi de ikke adlød Jahve deres Guds røst, men overtrådte hans pagt, ja, alt det, Moses, Jahves tjener, havde befalet, og de ville ikke høre det eller gøre det" (2 Kong 17,6; 2 Kong 17,7; 2 Kong 18,11; 2 Kong 18,12).

6. Affolkning og genbefolkning af Samaria:

Genbefolkningen af det erobrede område beskrives også af den hellige historiker: "Og Assyriens konge bragte folk fra Babylon og fra Kuta og fra Avva og fra Hamat og Sefarvajim og bosatte dem i Samarias byer i stedet for Israels børn; og de tog Samaria i besiddelse og boede i dets byer" (2 Kong 17,24). Det forhold, at Sargon indsatte fremmede bosættere, taget i krig, i Samaria, bevidnes af indskrifter. Det synes sikkert, at der var forskellige episoder med deportation og genbefolkning i forbindelse med Nordrigets fangenskab. Vi har allerede set, at Tiglat-Pileser III deporterede de nordlige stammers befolkning til Assyrien og satte sine egne guvernører over det affolkede land. Og på et betydeligt senere tidspunkt får vi at vide, at Sargons sønnesøn Esarhaddon og hans oldebarn Ashur-bani-pal, "den store og fornemme Osnappar," indførte bosættere fra folk, som de havde erobret i Østen, til Samarias område (Ezra 4,2; Ezra 4,10). Om de oprindelige bosættere, som en præst, der var blevet ført bort af Assyriens konge, men bragt tilbage til Betel, underviste i "landets guds lov," siges det, at "de frygtede Jahve og dyrkede deres egne guder efter skik og brug hos de folk, hvorfra de var blevet ført bort" (2 Kong 17,33). Den blandede stamme, som nedstammede fra disse bosættere, kender vi i senere historie og i evangelierne som samaritanerne.

7. De ti stammer i fangenskab:

Vi må ikke forestille os, at der blev gjort helt rent bord blandt Nordrigets indbyggere. Uden tvivl blev, ligesom ved det babyloniske fangenskab, "de fattigste i landet efterladt som vingårdsmænd og agerdyrkere" (2 Kong 25,12). Det antal, der faktisk blev deporteret, var kun en del af hele befolkningen. Men De Ti Stammers rige var nu forbi. Israel var blevet en assyrisk provins med en guvernør indsat i Samaria. Hvad angår Golah--Israels fanger i medernes byer--må man ikke antage, at de blev fuldstændigt opslugt af den befolkning, de blev bosat iblandt. Vi kan sagtens tro, at de bevarede deres israelitiske traditioner og skikke med tilstrækkelig klarhed og sejhed, og at de blev en del af den jødiske diaspora, som var så udbredt over hele Østen. Det er meget muligt, at de til sidst smeltede sammen med de landflygtige fra Juda, som blev ført bort af Nebukadrezzar, og at Juda og Efraim da blev ét folk som aldrig før. Navnet jøde kom derfor naturligt til at omfatte medlemmer af det, der tidligere havde været Israels nordlige forbund, såvel som dem fra Sydriget, som det egentlig tilhørte, således at Jehudi, eller jøde, i tiden efter eksilet betyder en tilhænger af jødedommen uden hensyn til lokal nationalitet.

II. Om Juda (den kaldæiske magts værk).

Sydriget og Davids hus

Judas fangenskab var den store kaldæiske magts værk, med sæde i Babylon ved Eufrat. Mens Nordriget hurtigt efter hinanden fik nye dynastier til at herske over sig, forblev Juda og Jerusalem tro mod Davids hus til det sidste. Sydriget hvilede på et fastere grundlag, og Jerusalem med sit tempel og præsteskab sikrede tronen mod de fjender, der styrtede Samaria, i næsten halvandet århundrede længere.

1. Assyriens opløsning:

Sargon, som indtog Samaria i 722 f.Kr., blev efterfulgt af monarker med et stort navn som erobrere, bygherrer og beskyttere af litteraturen: Sankerib, Esarhaddon, Ashurbanipal. Da Ashurbanipal døde i 625 f.Kr., var opløsningen af det assyriske rige ikke langt borte. Dets greb om Vesten var stærkt svækket, og de skattepligtige folk brød ud i oprør. Skarer af skytere, en nomadisk arisk stamme fra området mellem Kaukasus og Det Kaspiske Hav, fejede gennem det assyriske rige helt til Israels land og Egypten, og Jeremias' og Sefanias' profetier afspejler deres krigsførelsesmetoder og voldsomme karaktertræk. De blev dog drevet tilbage ved Egyptens grænse og synes at være vendt tilbage mod nord uden at invadere Juda.

2. Nineves fald, 606 f.Kr.:

Fra nord trængte disse horder ind mod Nineve, og på alle sider blev den assyriske magt svækket. I "Byrden om Nineve" forudskildrer profeten Nahum glæden i Judas rige ved budskabet om dets forestående fald: "Se, på bjergene er fødderne af ham, der bringer godt budskab, som forkynder fred! Hold dine højtider, Juda, opfyld dine løfter; for den onde skal ikke mere drage igennem dig; han er helt udryddet" (Nah 1,15; jf. Nah 3,8-11). Mederne genvandt deres uafhængighed og dannede under deres konge, Kyaxares, en alliance med kaldæerne, som kort efter gjorde oprør under ledelse af Nabopolassar, Babylons vicekonge. Da Nabopolassar havde samlet disse forskellige elementer under sit banner, belejrede han den assyriske hovedstad, og i 606 f.Kr. faldt Nineve, som havde været hovedstad for store erobrere og havde "mangedoblet (sine) købmænd over himlens stjerner" (Nah 3,16), for medernes og kaldæernes forenede styrker; den faldt pludseligt og endeligt for aldrig mere at rejse sig. I det nye babyloniske rige, som kaldæerne nu trådte ind i, var Nebukadrezzar, hvis far Nabopolassar havde knyttet ham til sig på tronen, den første og mest fremtrædende hersker.

3. Farao Nekos oprør:

At Judas folk skulle juble over Nineves og det rige, det stod for, omstyrtelse, kan vi godt forstå. Jerusalem selv var ved Guds barmhjertighed forblevet uindtaget, da Sankerib næsten et århundrede tidligere havde ført 200.150 mennesker bort fra det omliggende land og havde ødelagt de nærliggende byer og fæstninger. Men det forhadte assyriske åg havde hvilet over Juda til det sidste, og ikke kun over Juda, men endog over Egypten og Nildalen. I 608 f.Kr. gjorde farao Neko oprør mod sin assyriske overherre og besluttede sig for et felttog mod øst. Han ønskede ingen strid med Josija af Juda, gennem hvis område han måtte passere; men af loyalitet mod sin assyriske overherre stillede Josija sig i vejen for den egyptiske angriber og omkom i slaget ved Megiddo. Faraoen synes at være vendt tilbage til Egypten, idet han tog Josijas søn Joakaz med sig, og at have indsat hans bror Jojakim som konge over Juda og pålagt landet en tung tribut.

4. Nederlag ved Karkemish, 604 f.Kr.:

Men han opgav ikke sit formål om at vinde et østligt rige. Derfor trængte han frem, indtil han nåede Eufrat, hvor han blev fuldstændig slået af den babyloniske hær under Nebukadrezzar i det afgørende slag ved Karkemish, 604 f.Kr. Slaget efterlod kaldæerne som ubestridte herrer over Vestasien, og Juda byttede Assyriens åg ud med Babylons.

5. Det nye babyloniske rige under Nebukadrezzar, 604-562 f.Kr.:

Hvad grusomhed angik, var der ikke meget at vælge mellem de nye tyranner og de gamle undertrykkere. Om kaldæerne siger Habakkuk, som virkede ved det nye riges begyndelse: "De er frygtelige og skrækkelige. .... Deres heste er også hurtigere end leoparder og vildere end aftenens ulve; og deres ryttere breder sig: ja, deres ryttere kommer langvejsfra; de flyver som en ørn, der skynder sig for at fortære" (Hab 1,7; Hab 1,8 American Revised Version, randnote). Over Vestasien, inklusive Juda, var Nebukadrezzar siden slaget ved Karkemish suveræn. Det var forgæves for Juda at kokettere med Egypten, når Nebukadrezzar havde en lang og mægtig arm, hvormed han kunne tilføje sine illoyale undersåtter tugt.

Jeremias' mission, 626-580 f.Kr.

Profeten Jeremias' mission i denne krise i Judas historie var at prædike lydighed og loyalitet mod Babylons konge og moralsk reform som det eneste middel til at undslippe den guddommelige hævn, der truede land og folk. Han fortæller dem i Guds navn om den store dom, der skulle komme ved kaldæernes hånd over Jerusalem og de omgivende folk. Han forudsiger endog perioden for deres underkastelse under kaldæisk herredømme: "Og hele dette land skal blive til ødelæggelse og til rædsel; og disse folk skal tjene Babylons konge i halvfjerds år" (Jer 25,11). Denne forkyndelse var usmagelig for Egyptens tilhængere og for dem, der troede på Jerusalems ukrænkelighed. Men med streng irettesættelse og med symbolsk handling forkynder han Jerusalems dom, og over for forfølgelse og med fare for sit liv fuldfører profeten sin tjeneste.

6. Jojakims oprør og straf, 608-597 f.Kr.:

Jojakim, som først var farao Nekos vasal og derefter Nebukadrezzars, var i fordærv og ondskab en alt for trofast repræsentant for folket. Jeremias anklager ham for griskhed, udgydelse af uskyldigt blod, undertrykkelse og vold (Jer 22,13-19). Jojakims fjerde år var Nebukadrezzars første år; han var frisk fra sejren ved Karkemish og lod nu sin overhøjhed mærkes i den vestlige verden. Den foragtelige konge af Juda blev Nebukadrezzars vasal og forblev ham tro i tre år; derefter vendte han sig bort og gjorde oprør mod ham. Men han fik hverken opmuntring eller hjælp fra nabofolkene. "Jahve sendte imod ham kaldæernes skarer og syrernes skarer og moabitternes skarer og ammonitternes skarer; han sendte dem imod Juda for at ødelægge det, efter Jahves ord, som han havde talt ved sine tjenere profeterne" (2 Kong 24,2). Historien om den sidste del af Jojakims regering er dunkel. Den hebraiske historieskriver siger, at han efter en regeringstid på elleve år lagde sig til hvile hos sine fædre, hvoraf vi slutter, at han døde en naturlig død. Af Daniel får vi at vide, at Nebukadrezzar i Jojakims tredje år drog op mod Jerusalem og belejrede byen og bortførte, sammen med kar fra Guds hus, medlemmer af den kongelige slægt og af Judas adel; blandt dem var profeten Daniel. At Jojakim var med i det, der synes at have været en første del af Judas fangenskab, bekræftes udtrykkeligt af Krønikebøgernes forfatter, som siger: "Imod ham (Jojakim) drog Nebukadnezar op .... og bandt ham med lænker for at føre ham til Babylon" (2 Krøn 36,6). Hvordan forholdene end i virkeligheden har været, føjer historieskriveren til beretningen om Jojakims død og Jojakins tronbestigelse den betydningsfulde bemærkning: "Og Egyptens konge drog ikke mere ud fra sit land; for Babylons konge havde taget alt, hvad der tilhørte Egyptens konge, fra Egyptens bæk til floden Eufrat" (2 Kong 24,7).

7. Jerusalems belejring og overgivelse under Jojakin, 597 f.Kr.:

Jojakin, som efterfulgte Jojakim, regerede kun tre måneder, lige så længe som hans ulykkelige forgænger Joakaz (2 Kong 23,31). Joakaz' fangenskab i Egypten og Jojakins fangenskab i Babylon beklages i en slående klagesang af Ezekiel, som sammenligner dem med unge løver, afkom af løvinden Israel, der lærte at fange deres bytte og fortærede mennesker, men blev fanget i folkenes grav og sat i ringe, så deres brøl ikke mere hørtes på Israels bjerge (Ez 19,1-9). Nebukadrezzar kom personligt, mens hans tjenere belejrede Jerusalem, og Jojakin overgav sig på nåde og unåde. Så blev kongen og hans mor og hans tjenere og hans stormænd og hans embedsmænd bortført sammen med de tapre krigere, i alt ti tusind fanger. `Ingen blev tilbage undtagen den fattigste del af folket i landet. Han førte derfra alle skattene i Jahves hus og skattene i kongens hus og huggede alle de guldkar i stykker, som Salomo, Israels konge, havde lavet i Jahves tempel, sådan som Jahve havde sagt.

8. Første deportation, 597 f.Kr.:

Og alle de stærke mænd, i alt syv tusind, og håndværkerne og smedene, tusind, alle sammen stærke og egnede til krig, dem førte Babylons konge som fanger til Babylon. Og Babylons konge gjorde Mattanja, Jojakins farbror, til konge i hans sted og ændrede hans navn til Sidkija' (2 Kong 24,10-17). Fra Jojakin dateres bortførelsen til Babylon, året var 597 f.Kr. Den ulykkelige monark levede i eksil i Babylon i 38 år og synes at have bevaret respekten og troskaben hos de landflygtige, som han boede iblandt.

Figekurvene:

Det var med henblik på deportationen af stormændene, håndværkerne og smedene, at Jeremias fik sit syn af figekurvene — den ene indeholdt meget gode figner, som de første modne figner; den anden meget dårlige, så dårlige at de ikke kunne spises (Jer 24,1-3). De gode figner var Judas fanger, som var blevet ført bort til kaldæernes land til deres bedste; de dårlige figner var kong Sidkija og hans stormænd og resten af Jerusalem, over hvem strenge domme endnu skulle falde, indtil de var udryddet fra landet (Jer 24,4-10).

9. Ezekiels tjeneste, 592-570 f.Kr.:

Blandt de fanger, der således blev ført til Babylon og sat på Kebars bredder, var præsteprofeten Ezekiel. Fem år efter fangenskabet begyndte han at få sine vidunderlige "syner" af Gud og at forkynde deres betydning for de landflygtige ved Babylons floder. For de modløse fanger, som var optaget af tanker om Juda rige, der endnu ikke var opløst, og om den hellige by, der endnu ikke var brændt med ild, kunne Ezekiel kun ved symbol og allegori forkynde byens og nationens ødelæggelse, indtil den dag, da de smertefulde nyheder nåede dem om dens fuldstændige fald. Da udtalte han til de knuste og fortvivlede fanger ikke klagesange som Jeremias', men snarere glædelige forudsigelser om en genopbygget by, et genoprettet rige og et fornyet og herligt tempel.

10. Jeremias' tjeneste i Jerusalem, 597-588 f.Kr.:

Selv om befolkningens elite var blevet ført bort til Babylon, og templet var blevet plyndret for sine skatte, stod Jerusalem og templet stadig. Til de indbyggere, der var blevet tilbage, og til fangerne i Babylon havde Jeremias et budskab. Til de sidstnævnte gav han råd om underkastelse og tilfredshed, overbevist om at de hadefulde og frastødende afguderier omkring dem ville kaste dem tilbage på deres Guds lov og således fremme det moralske og åndelige genopbygningsværk i dem. »Så siger Jahve: Jeg vil give dem et hjerte til at kende mig, at jeg er Jahve; og de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud; for de skal vende om til mig af hele deres hjerte« (Jer 24,5; Jer 24,7). For »Jerusalems rest« var hans råd og forudsigelser usmagelige og udsatte ham for mistanke om illoyalitet mod sit folk og sin Gud. Ingen af hans advarsler var mere indtryksfuld end den, der blev forkyndt symbolsk ved de bånd og ågstænger, som profeten skulle lægge på sin hals for at sende dem til kongerne af Edom og Moab og Ammon og Tyrus og Sidon, som synes at have haft tanker om at danne en alliance mod Nebukadrezzar. Også Sidkija blev indtrængende opfordret til at underkaste sig, men han nærede stadig håb om, at Babylons konge ville tillade de fangne fra Juda at vende tilbage. Han drog endda selv til Babylon, måske hidkaldt dertil af sin lensherre (Jer 51,59). Med et egyptisk parti i Jerusalem, der pressede på for en alliance med Egypten, og med en ung og krigerisk farao på tronen, Hofra (Apries), anså Sidkija lejligheden for gunstig til at opnå uafhængighed og indlod sig på intriger med den egyptiske konge. Så gjorde Sidkija oprør mod Babylons konge (2 Kong 24,20).

11. Sidkijas oprør og belejringen af Jerusalem, 588-586 f.Kr.:

Det var et dristigt kast, men Nebukadrezzar ville ikke tåle en sådan illoyalitet fra sine vasaller. Han marcherede straks mod vest og overdrog Nebuzaradan opgaven med at indtage Jerusalem, mens han selv oprettede sit hovedkvarter i Ribla i Syrien ved Orontes. Imens krydsede farao med sin hær grænsen for at hjælpe sine allierede og tvang kaldæerne til at hæve belejringen af Jerusalem og møde ham i felten (Jer 37,5). Men her svigtede hans mod ham, og han trak sig hastigt tilbage uden at indlade sig på kamp. Nebuzaradan førte nu sin hær tilbage, og belejringen blev tættere end før.

Jeremias »falder fra til kaldæerne«

Under det pusterum, som kaldæernes tilbagetrækning gav, var Jeremias på vej ud af byen til sit hjemsted Anatot, omtrent 4 miles mod nordøst over højderyggen, i et familieanliggende (Jer 37,11-15). Hans afrejse blev bemærket, og han blev anklaget for at falde fra til kaldæerne og kastet i et improviseret fangehul i skriveren Jonatans hus. Mens han var der, sendte kongen bud efter ham og spurgte: »Er der noget ord fra Jahve?« Og Jeremias svarede frygtløst: »Der er. Du skal overgives i Babylons konges hånd.« I en tid nød Jeremias herefter, ved Sidkijas gunst, en større grad af frihed; men da han fortsatte med, så hele folket hørte det, at indskærpe pligten til overgivelse, svor hans fjender, at han skulle dræbes, og fik ham kastet i en modbydelig, tom cisterne, hvor han risikerede at blive kvalt eller sulte ihjel. Endnu en gang søgte kongen en samtale med profeten og gav ham privat forsikring om, at han ikke ville dræbe ham eller tillade hans fjender at gøre det. Igen rådede profeten til overgivelse, og igen fik han en vis grad af frihed.

12. Jerusalems ødelæggelse, 586 f.Kr.:

Sidkijas flugt, tilfangetagelse og straf

Men enden var nær for den dødsdømte by. I Sidkijas 11. år, 586 f.Kr., i den 4. måned, på månedens 9. dag, blev der brudt hul i byen (Jer 39,1; Jer 39,2), og det endelige angreb fuldendte det arbejde, som måneders hungersnød og nød havde gjort. Sidkija og hans krigsfolk synes ikke at have ventet på udførelsen af det sidste angreb. De flygtede fra byen om natten »ad vejen til kongens have, gennem porten mellem de to mure« og satte kursen østpå mod Araba. Men kaldæernes hær forfulgte dem og indhentede Sidkija på Jerikos sletter. De tog ham til fange og bragte ham til Nebukadrezzar i Ribla, hvor Babylons konge først dræbte Sidkijas søn og derefter stak hans øjne ud. Sammen med den tilfangetagne monarks sønner blev alle Judas stormænd dræbt. Denne gang blev hverken by eller tempel eller palads skånet. Nebuzaradan »brændte Jahves hus og kongens hus; og alle Jerusalems huse, ja hvert stort hus, brændte han med ild« (2 Kong 25,9). Hans soldater nedbrød også Jerusalems mure hele vejen rundt. Templets skatte og kostbare udstyr blev, for så vidt de var undgået den tidligere plyndring, ført bort til Babylon. Jerusalems ruin var fuldstændig. Klagesangene udtrykker sorgen og skammen og boden hos et øjenvidne til Den hellige Bys erobringer og ødelæggelse: »Jahve har fuldbyrdet sin vrede, han har udøst sin brændende harme; og han har tændt en ild i Zion, som har fortæret dets grundvolde. Jordens konger troede det ikke, ej heller alle verdens indbyggere, at modstanderen og fjenden skulle gå ind gennem Jerusalems porte. Ve os! For vi har syndet. Derfor er vort hjerte svagt; for disse ting er vore øjne matte; for Zions bjerg, som ligger øde: rævene vandrer på det« (Klag 4,11; Klag 4,12; Klag 5,16; Klag 5,18). 13. Anden deportation af indbyggere, 586 f.Kr.:

"Sådan blev Juda," siger profeten, som havde været igennem belejringen og erobringen (hvis det da ikke snarere er redaktøren af hans profetier), "ført bort som fange fra sit land" (Jer 52,27). Opgivelserne af antallet af bortførte er imidlertid modstridende. I Jer 52,28-30 læser vi om tre deportationer: den i 597 f.Kr., da 3.023 jøder blev ført bort; den i 586 f.Kr., da Nebukadrezzar førte 832 personer bort; og en senere end begge, i 581 f.Kr., da Nebuzaradan førte 745 personer af jøderne bort som fanger – i alt 4.600.

14. Tredje deportation, 581 f.Kr.:

(1) De landflygtiges antal og art:

I 2 Kong 24,15; 2 Kong 24,16 siges det, at Nebukadrezzar i 597 førte 8.000 mænd til Babylon. Dr. George Adam Smith vurderer, når han sammenholder alle oplysningerne, at de allerhøjeste mulige tal er 62.000 eller 70.000 mænd, kvinder og børn, mindre end halvdelen af hele nationen (Jerusalem, II, 268-70). I 597 f.Kr. førte Nebukadrezzar fyrsterne og de fornemme samt håndværkerne og smedene bort og lod den fattigste del af landets folk blive tilbage (2 Kong 24,14).

(2) Resten, der blev tilbage:

I 586 f.Kr. førte Nebuzaradan resten af folket, som var tilbage i byen, bort, men han "lod nogle af landets fattigste blive tilbage som vingårdsfolk og agerdyrkere" (2 Kong 25,12). "De var, som de bibelske fortællinger bevidner, de fattigste i landet, fra hvem enhver mand med midler og handlekraft var blevet sorteret fra; blot grupper af bønder, uden en leder og uden et centrum; desorganiserede og nedtrykte; mærket af sult og omgivet af fjender; uuddannede og et let bytte for hedenskabet, som de var omgivet af. Vi kan forstå den tavshed, der hersker i Bibelen om dem, og som har vildledt os med hensyn til deres antal. De var en ubetydelig størrelse i Israels religiøse fremtid: uden initiativ eller nogen indflydelse bortset fra at være en dødvægt for de bestræbelser, som nationens genopbyggere gjorde, da disse omsider vendte tilbage fra Babylonien" (Jerusalem, II, 269-70).

15. Gedalja, statholder over Juda:

Over dem, der var blevet tilbage, blev Gedalja udnævnt til statholder, med residens i Mispa, hvor også en babylonisk styrke blev tilbage som vagt. Jeremias havde valget mellem at blive ført til Babylon eller at blive i Juda. Han foretrak at blive hos resten af folket under Gedaljas omsorg. Da Gedalja blev myrdet af Ismael, en forræderisk ætling af kongehuset, som siden selv måtte flygte og slap bort, så det ud, som om det sidste spor af det tidligere kongerige Juda var udslettet.

(1) Jeremias og flugten til Egypten:

Imod Jeremias' råd besluttede resten, anført af Johanan, Kareas søn, at søge tilflugt i Egypten og insisterede på, at Jeremias og hans ven Baruk skulle følge med dem. Det er i Egypten, midt i skuffelse og de forvanskninger, han måtte udholde, at vi får vores sidste glimt af profeten over Judas fald.

(2) Flygtningenes efterkommere, 471-411 f.Kr.:

Af efterkommerne af disse bosættere i Egypten er der inden for de sidste få år blevet opdaget bemærkelsesværdige levn. De består af aramæiske papyri, som blev fundet ved Assouan, det gamle Syene, og som tilhører en tid ikke mere end et århundrede efter Jeremias' død. Dokumenterne er regnskaber, kontrakter og skøder af forskellig art, hvoraf vi kan udlede, at der i det 5. århundrede f.Kr. fandtes jøder, som holdt sig for sig selv, sådan som de stadig gør, tilbad Jahve og ingen anden Gud og endda havde et tempel og et offeralter, hvortil de bragte offergaver, som deres fædre gjorde i Jerusalem før templets ødelæggelse. Disse papyri giver os værdifulde glimt af bosætternes sociale forhold og religiøse interesse.

Se adspredelsen.

16. De landflygtige i Babylon: deres sociale forhold, 464-405 f.Kr.:

Om de jødiske fanger, som Nebukadrezzar førte bort og bosatte ved Babylons floder, lærer vi noget fra Daniels profetier, som nu almindeligvis menes at tilhøre makkabæertiden, og meget fra Ezekiels profetier, fra fangenskabets salmer og fra den anden Esajas, hvis glødende budskaber om opmuntring og trøst var inspireret af tanken om hjemkomsten. Fra Haggaj og Zakarias ser vi, hvordan arbejdet med at genopbygge templet blev udtænkt og udført. Om de landflygtiges sociale forhold gives der en interessant åbenbaring gennem udgravningerne ved Nippur. Fra kileskriftstavler, som nu findes i Det kejserlige osmanniske Museum i Konstantinopel, bevaret blandt forretningsarkiverne efter det velhavende firma Murashu, Nippurs sønner, under Artaxerxes I's og Darius II's regeringstid (464-405 f.Kr.), kan man læse et ganske stort antal jødiske navne. Og det bemærkelsesværdige er, at mange af navnene er dem, vi kender fra de genealogiske og andre lister i Kongebøgerne, Krønikebøgerne, Ezra og Nehemias. Professor Hilprecht (The Babylonian Expedition, IX, 13 ff) slutter ud fra en undersøgelse af disse, at et betydeligt antal af de jødiske landflygtige, som Nebukadrezzar førte bort efter Jerusalems ødelæggelse, blev bosat i Nippur og dets omegn. Der er forskellige beviser for dette forhold. Den talmudiske tradition, som identificerer Nippur med Kalne (1 Mos 10,10), får ny vægt i lyset af disse kendsgerninger. Og "floden Kebar i kaldæernes land," hvor Ezekiel så sit syn, vides nu fra indskrifter at være en stor sejlbar kanal ikke langt fra Nippur (ibid., 27,28).

17. Jødedommens opkomst og udvikling:

Fangenskabets indflydelse som faktor i jødedommens udvikling kan næppe overvurderes. "Judas fangenskab," siger dr. Foakes-Jackson (Biblical History of the Hebrews, 316), "er en af de største begivenheder i religionens historie. .... Med fangenskabet ender Israels historie, og jødernes historie begynder." Placeret midt i hedenske og afgudsdyrkende omgivelser veg Golah tilbage for deres naboers vederstyggeligheder og holdt fast ved deres fædres tro på Abrahams Gud. Udsat for hån og foragt fra folkeslag, der ringeagtede dem, dannede de deres egen indre kreds og dyrkede den afsondrethed, som siden har kendetegnet dem. Da de var uden et land, uden et rituelt system, uden nogen materiel basis for deres liv som folk, lærte de som aldrig før at værdsætte de åndelige besiddelser, som var kommet ned til dem fra fortiden. De opbyggede deres nationalitet i deres nye omgivelser på grundlaget af deres religion. Deres profeter, Jeremias og Ezekiel, havde opmuntret og styrket dem med forsikringen om åndelige velsignelser og løftet om genoprettelse. For hele deres sociale, hjemlige og åndelige liv var der behov for et fast og vedvarende regulerende princip eller system. Dette behov førte deres ledere og tænkere tilbage til Moseloven. Rabbineren og den skriftkloge trådte i den ofrende præsts sted. Synagogen og sabbatten kom til at indtage en ny plads i folkets religiøse praksis. Disse og andre institutioner i jødedommen nåede først modenhed efter hjemkomsten, men fangenskabet og eksilet skabte de behov, som de var bestemt til at opfylde. Mens profeterne var klare og udtrykkelige i deres fremstilling af fangenskabet, var de ikke mindre klare i deres forudsigelse af hjemkomsten. Esajas med sin lære om resten, Mika, Sefanias, Jeremias, Ezekiel og andre, der var begavet med synet af Gud, trøstede folket, hver på sin tid, med håbet om genoprettelse og hjemkomst, ikke kun for Juda, men også for Israel. Vingårde skulle igen plantes på Samarias bjerge såvel som i Judas dale. Jeremias havde endda forudsagt længden af eksilets periode, da han erklærede, at landets indbyggere skulle tjene Babylons konge i halvfjerds år (Jer 25,12; Jer 29,10).

18. Hjemkomsten med Kyros' tilladelse, 538 f.Kr.:

Det var om Kyros, som fremkaldte Babylons fald og gjorde ende på det nybabyloniske rige i 539 f.Kr., at de landflygtiges håb kom til at samle sig. Han var "stridsøksen", hvormed Jahve skulle knuse Babylon (Jer 51,20), og mens han fortsatte ad sin sejrsvej, hilste den ukendte seer, som vi kalder den anden Esajas, ham som sit folks befrier. "Så siger Jahve .... om Jerusalem: Det skal bebos; og om Judas byer: De skal bygges, og jeg vil genrejse dets øde steder; han, der siger til dybet: Bliv tørt, og jeg vil udtørre dine floder; han, der siger om Kyros: Han er min hyrde og skal udføre al min vilje, ja, sige om Jerusalem: Det skal bygges; og om templet: Din grundvold skal lægges" (Es 44,26-28).

19. Genopbygningen af templet, 536 f.Kr.:

Inden for et år efter Kyros' indtog i Babylon blev der udstedt et dekret (2 Krøn 36,22; 2 Krøn 36,23; Ezra 1,1), som gav de landflygtige tilladelse til at vende tilbage og bygge et hus for Herren i Jerusalem. Han frembragte også templets kar, som Nebukadnesar havde ført bort, og overdrog dem til Sjeshbassar, Judas fyrste; og Sjeshbassar tog dem med sig, da de fra fangenskabet blev ført op fra Babylon til Jerusalem.

Enkeltheder om hjemkomsten gives i Ezras og Nehemias' bøger og i Haggajs og Zakarias' profetier. Af de landflygtige vendte 42.360 tilbage under Sjeshbassar, foruden slaver; og under Jeshua, søn af præsten Josadak, og Zerubbabel, søn af Shealtiel, blev der først bygget et alter, og derpå blev templets grundvolde lagt. Som følge af samaritanernes modstand, da de blev nægtet enhver andel i templets genoprettelse, blev genopbygningsarbejdet stærkt hindret og gik i stå. Det var da, Haggaj og Zakarias tilskyndede til at genoptage arbejdet og dels ved at fordømme folkets nærighed, dels ved at forudskildre den herlige fremtid, der ventede templet, fremskyndede foretagendet.

Fuldført 515 f.Kr.:

Til sidst, i måneden adar, i Dareios' 6. år (515 f.Kr.), blev arbejdet fuldført, og påsken blev fejret inden for den genoprettede helligdoms forgårde (Ezra 6,15).

20. Ezras og Nehemias' reformer og arbejde, 445 f.Kr.:

I nogle årtier tier historien, og det var i 458 f.Kr., at Ezra drog af sted til Jerusalem og tog 1.800 jøder med sig. Han fandt, at de hjemvendte jøder havde indgået ægteskabsforbindelser med landets folk og stod i fare for at miste deres folkelige særpræg ved at blive opslugt blandt hedningerne (Ezra 9). Det var uden tvivl på grund af hans indsats og Nehemias' indsats, støttet af Malakias' ransagende og kraftfulde udsagn, at denne fare blev afværget. Tretten år senere (445 f.Kr.) hørte Nehemias, Artaxerxes' mundskænk, om den hellige bys øde tilstand, stedet for hans fædres grave, og fik tilladelse af sin herre til at besøge Jerusalem. Med breve til statholderne på ruten og til opsynsmanden over kongens skov drog han af sted og kom sikkert til Jerusalem. Efter selv at have undersøgt murene kaldte han folket til arbejdet med at udbedre ruinerne, og trods hån, bagvaskelse og aktiv fjendtlighed fra den samaritanske modstand fik han den tilfredsstillelse at se arbejdet fuldført, portene sat op og byen igen befolket. Nehemias og Ezra samlede derpå folket for at høre lovens ord, og ved en højtidelig forsamling blev loven læst og forklaret for forsamlingen. Derefter indgik folket en pagt om, at de ville overholde Moses' lov og ikke indgå blandede ægteskaber med hedningerne eller handle på sabbatten, men årligt betale en tredjedel sekel til tempeltjenesten og bringe førstegrøde og tiende (Neh 10,28).

21. Moderne teorier om hjemkomsten:

Det historiske forløb, sådan som det her er fremstillet, er blevet bestridt af nogle moderne forskere, som hævder, at der ikke fandt nogen hjemkomst sted for de landflygtige under Kyros, og at genopbygningen af templet var et værk udført af de jøder, der var blevet tilbage i Juda og Jerusalem (EB, artikel "Ezra-Nehemiah"). Dette synspunkt, som den afdøde professor Kosters fra Leiden gjorde gældende, og som støttes af professor H. P. Smith og andre forskere, bygger i vid udstrækning på en afvisning af Ezra-Nehemias-bogens historiske karakter. De historiske vanskeligheder, som findes i bogen, er på ingen måde af en sådan art, at de berettiger os til at benægte hjemkomstens faktum og Ezras arbejde i forbindelse med Nehemias. Hvad hjemkomsten angår, er fortællingens forløb alt for godt understøttet af dokumenter, som bærer den historiske sandheds præg, til at det overilet kan bestrides. Desuden forekommer det højst usandsynligt, at et foretagende, som krævede en sådan energi, dygtighed og tro, skulle være blevet iværksat, uden tilskyndelse udefra, af den rest af folket, der var tilbage. Vi har allerede set, hvor lidt initiativ man kunne forvente af de fattigste i folket; og Haggajs tavshed om hjemkomsten er ikke noget argument imod den. At jødedommen i landet trængte til at blive styrket ved en tilførsel af den nidkærhed og begejstring, som voksede frem i den babyloniske jødedom, fremgår tydeligt af fortællingen om fangenskabet.

22. Betydningen af perioden Ezra-Nehemias:

Fra Nehemias' tid og perioden umiddelbart forud for den kom påvirkninger af den største betydning for fremtiden. "Inden for disse hundrede år," siger den afdøde dr. P. Hay Hunter i After the Exile (I, xvi), "blev Moses' lære fastlagt som grundlaget for det nationale liv, og de første skridt blev taget hen imod dannelsen af en kanon af Skriften. Det jødiske samfund blev formet i en skikkelse, som de følgende århundreder modificerede, men ikke væsentligt ændrede. I denne periode blev Judæa på vor Herres tid til. Inden for denne periode havde de kræfter, som modsatte sig Kristus, og de kræfter, som samlede sig om ham, deres oprindelse. Dette århundrede så fremkomsten af partier, som senere blev til sekter under navnene farisæere og saddukæere. Det lagde grunden til rabbinismen. Det fastlagde jødernes holdning til hedningerne. Det satte præsteskabet på vejen til den øverste myndighed. Det gav fødsel til det samaritanske skisma."

Billedlige anvendelser.

Se fange.

LITTERATUR.

Schrader, COT, I; McCurdy, HPM, I, 281 ff, II, 249 ff, III; C. F. Barney, Notes on Heb Text of Bks of Kings; Foakes-Jackson, Biblical Hist of the Hebrews, 260-412; G. A. Smith, Jerusalem, II, 223-349; Cambridge Biblical Essays, 93-135; P. Hay Hunter, The Story of Daniel and After the Exile; EB, artikel "Ezra-Nehemiah"; Nicol, Recent Archaeology and the Bible, 239-78; H. P. Smith, Old Testament Hist, 219-412; Kittel, History of the Hebrews, II, 329 ff.

T. Nicol.