Friste; fristelse

temt, tem-ta'-shun (nacah, "at prøve" "forsøge," "friste" maccah, "en prøve," "fristelse"; peirazo, "at forsøge" "prøve" peirasmos "en prøve," "bevis"): Ordene har i nutidig brug en ildevarslende bibetydning, som ikke altid har været knyttet til dem. Oprindeligt havde ordene et neutralt indhold, med betydningen "at sætte på prøve," afprøvningen af karakter eller kvalitet. Således bliver Gud "fristet" af Israels mistillid til ham, som om folket faktisk udfordrede ham til at vise sine fuldkommenheder (2 Mos 17,2; Sl 78,18; ApG 15,10; Hebr 3,9, og ofte); Abraham bliver "fristet," idet han kaldes til at ofre Isak (1 Mos 22,1); og Jesus bliver "fristet" til et spektakulært messiasskab (Mattæus 4 og parallelstederne (se TEMPTATION OF CHRIST)). Der ligger intet ondt i emnet for disse fristelser. Fristelse har derfor i skriftens betydning muligheder for både hellighed og synd. For, som al erfaring vidner om, er det én ting at blive fristet, en anden ting at falde. At blive fristet--det kan man glæde sig over (Jak 1,2), eftersom man i fristelsen, ved at overvinde den, kan nå til en højere og ædlere menneskelighed.

"Hvorfor kommer fristelsen, om ikke for at mennesket skal møde den,

Og beherske den og få den til at krybe sammen under sin fod,

Og således sættes på en sejrssokkel?"

Hellighed i sin bedste tilstand er kun mulig under forhold, som gør det nødvendigt at møde, modstå og sejre over fristelse. Således blev Jesus selv vores store ypperstepræst ved, at han, fristet på alle punkter ligesom vi, aldrig én eneste gang gav efter, men kæmpede og sejrede (Hebr 4,15).

Man må dog ikke bedrage sig selv ved at tro, at fordi man ved Guds nåde kan få gavn af dyd gennem fristelse som et redskab, er al fristelse lige uskyldig og dydig. Det er bemærkelsesværdigt i Jesu tilfælde, at hans fristelse skete under Åndens ledelse (Mark 1,12); han søgte den ikke selv, og han frygtede den heller ikke. Fristelser, som mødes på denne måde, pligtens vej, Åndens vej, udgør alene den sande udfordring for hellighedslivet (Jak 1,12); men det er kendetegnet på en uædel natur hele tiden at være centrum for onde fantasier og sindsstemninger, som ikke er af Gud, men af Djævelen (Jak 1,13-15). Man kan ikke helt undslippe sådanne slag mod troen, men enhver sund natur får let gjort op med dem. Ikke lige så let at gøre op med er prøvelserne (fristelserne) for troen gennem modgang, lidelse og nød (Luk 22,28; ApG 20,19; Jak 1,2; 1 Pet 1,6); og dog mangler der ikke vidnesbyrd om den trøstende kendsgerning, at Gud ikke lader sine egne blive fristet over evne (1 Kor 10,13), og at hans nåde vil være tilstrækkelig i enhver krise (2 Kor 12,8; 2 Kor 12,9).

Charles M. Stuart