Fristelse

Prøvelse; det at blive sat på prøve. Sådan “fristede 1 Mos 22: 1; RV: ‘prøvede’] Gud Abraham”; og trængsler siges at friste, dvs. at prøve, mennesker (Jak 1,2, 12; jf. 5 Mos 8,2), idet deres tro og tålmodighed sættes på prøve.

Almindeligvis betyder ordet dog tilskyndelse til det, som er ondt, og derfor kaldes Satan “fristeren” (Matt 4,3). Vor Herre blev på denne måde fristet i ørkenen. Denne fristelse var ikke indre, men kom fra et virkeligt, aktivt, listigt væsen. Den var ikke selvopsøgt. Han underkastede sig den som en lydighedshandling fra sin side. “Kristus blev ført, drevet. En usynlig personlig kraft bar ham; en vis voldsomhed ligger underforstået i ordene” (Matt 4,1-11).

Stedet for vor Herres fristelse antages almindeligvis at have været Quarantania-bjerget (s.d.), “en høj og stejl klippevæg, 1.200 eller 1.500 fod over sletten vest for Jordan, nær Jeriko.”

Fristelse er fælles for alle (Dan 12,10; Zak 13,9; Sl 66,10; Luk 22,31, 40; Hebr 11,17; Jak 1,12; 1 Pet 1,7; 4,12). Vi læser om Josefs fristelse (1 Mos 39), Davids (2 Sam 24; 1 Krøn 21), Hizkijas (2 Krøn 32,31), Daniels (Dan 6) osv. Så længe vi er i denne verden, er vi udsat for fristelser og har altid brug for at være på vagt imod dem.