Kristi fristelse

1. Kilderne:

Kilderne til denne begivenhed er Mark 1,12; Mark 1,13; Matt 4,1-11; Luk 4,1-13; jf. Hebr 2,18; Hebr 4,15; Hebr 4,16, og se Getsemane. Markus er sandsynligvis en sammentrækning; Matthæus og Lukas har den samme kilde, sandsynligvis Jesu taler. Matthæus anses sædvanligvis for at stå originalen nærmest, og dens rækkefølge følges her.

2. Tid og sted:

Fristelsen placeres umiddelbart efter dåben af alle synoptikerne, og dette er psykologisk nødvendigt, som vi skal se. Stedet var ørkenen; det var "op" fra Jordandalen (Matthæus) og lå på vejen tilbage til Galilæa (Lukas). Det traditionelle sted, Mt. Quarantana, er sandsynligvis et godt gæt.

3. Betydning:

Ved sin dåb modtog Jesus fra himlen den endelige bekræftelse på sin tanke om, at han var Messias. Det var den største forestilling, der nogensinde trængte ind i et menneskesind og lod det forblive sundt. Under Åndens uimodståelige indflydelse trak han sig tilbage for i stilhed og ensomhed at finde frem til de principper, som skulle styre ham i hans messianske gerning. Dette var absolut nødvendigt for enhver vis udførelse af den. Uden det mindste fortilfælde måtte Jesus afgøre, hvad en Messias ville gøre, hvordan han ville handle. Radikale kritikere er enige om, at hvis en sådan periode med meditation og kamp ikke var overleveret, måtte den forudsættes. Ved denne kamp nåede Jesus frem til den klarhed og beslutsomhed, som prægede hele hans tjeneste. Det er let at se, hvordan denne fastlæggelse af vejledende principper indebar den strengeste fristelse, og det er bemærkelsesværdigt, at al fristelsen fremstilles som kommende udefra og ingen indefra. Også her måtte han tage stilling til alle de gængse forestillinger om Messias og hans gerning.

4. Beretteren:

Jesus alene kan være den oprindelige beretter. Heri er Holtzmann og J. Weiss enige. Beretningen blev givet for disciplenes skyld, for de principper, der blev udarbejdet i denne kamp, er de styrende principper i hele Guds riges gerning på jorden.

5. Udlægning:

(1) Faste.

Jesus var så intenst optaget, at han glemte at spise. Der var intet asketisk eller ritualistisk ved det, og derfor er dette ikke noget eksempel på asketisk faste for os. Det er tvivlsomt, om teksten kræver fuldstændig afholdenhed fra mad; snarere var der tale om lange perioder med faste og utilstrækkelig mad, når han havde den. Ved slutningen af de fyrre dage vågnede han til erkendelsen af, at han var en sultende mand.

(2) Den første fristelse.

Den første fristelse er ikke en fristelse til at tvivle på hans messiasværdighed, og den anden er det heller ikke. "Hvis du er Guds Søn," dvs. "Messias," betyder ganske enkelt: "siden du er Guds Søn" (se Burton, Moods and Tenses, afsnit 244, 245; Robertson, Short Grammar, 161). Der var ikke den mindste tvivl om dette punkt i Jesu sind efter dåben, og Satan vidste det. Der er ingen fristelse til at bevise, at han er Messias, og heller intet spor af noget sådant i Jesu svar. Hele pointen er: Hvordan vil du handle, siden du er Messias? (Matt 4,3 parallel Luk 4,3).

Fristelsen har disse elementer:

(a) Den helt uskyldige trang til mad er bydende i den sultende mand.

(b) Hvorfor skulle han ikke stille sin sult, siden han er Guds Søn og har magten?

Jesus svarer ud fra 5 Mos 8,3, at Gud kan og vil skaffe ham brød på sin egen måde og til sin egen tid. Han henviser ikke til åndelig føde, som ikke er på tale hverken her eller i Femte Mosebog (se Broadus' retfærdige og strenge bemærkning her). Han forstår ikke, hvordan Gud vil sørge for det, men han vil vente og stole på ham. Guddommeligt forvisset om sin messiasværdighed ved han, at Gud ikke vil lade ham gå til grunde. Her træder princippet for hans tjeneste frem: Han vil aldrig bruge sin overnaturlige magt til at hjælpe sig selv. Indvendinger, der bygger på Luk 4,30 og Joh 10,39, er værdiløse, da der ikke antydes noget mirakuløst dér. Vandringen på vandet var for at hjælpe apostlenes tro. Men hvorfor ville det have været forkert at have brugt sin overnaturlige magt for sig selv? Fordi han derved ville have nægtet at dele menneskenes vilkår og i virkeligheden have fornægtet sin inkarnation. Hvis han skal frelse andre, kan han ikke frelse sig selv (Matt 27,42). I forbifarten er det værd at lægge mærke til, at "fristelserne alle drejer sig om den konflikt, der opstår, når en, som er bevidst om overnaturlig magt, føler, at der er anledninger, hvor det ikke ville være rigtigt at udøve den." Således er det mirakuløse her dybt indlejret i de første principper for messiansk handling.

(3) Den anden fristelse.

Templets tinde var sandsynligvis det sydøstlige hjørne af taget på den kongelige søjlegang, 326 fod (ca. 99 m) over bunden af Kidrondalen. Forslaget var ikke at springe fra denne højde ned i folkemængden nedenfor i templets forgårde, som man sædvanligvis siger, for

(a) der er intet spor af folket i beretningen;

(b) Jesu svar passer ikke til en sådan tanke; det møder en helt anden fristelse;

(c) denne forklaring forvirrer beretningen ved at gøre den anden fristelse til en kort vej til ære ligesom den tredje;

(d) det virker som en fantastisk fristelse, når man for alvor forestiller sig den.

Snarere byder Satan Jesus at springe ud i afgrunden uden for templet. Hvorfor da overhovedet templet og ikke et bjergfremspring? spørger Meyer. Fordi det var den mest lodrette dybde, som jøderne kendte godt, og som alle havde gyset over, når de havde set ned i den (Matt 4,5-7 parallel Luk 4,5-8).

Den første fristelse viste Jesus som en troens mand, og den anden er rettet til ham som sådan og beder ham bevise sin tro ved at sætte Guds løfte på prøve. Det er fristelsen til fanatisme, som har ødelagt mangt en nyttig Guds tjener. Jesus nægter at give efter, for det ville have været synd at give efter. Det ville have været

(a) ugudelig formastelse, som om Gud måtte bøje sig for enhver urimelig indskydelse hos troens mand, og ville således have været en virkelig "fristelse" af Gud;

(b) det ville i princippet have fornægtet hans inkarnation ligesom den første fristelse;

(c) en sådan fanatisme ville have ødelagt hans tjeneste.

Sådan blev princippet udviklet: Jesus vil ikke af egenvilje løbe ind i farer, men vil undgå dem, undtagen på pligtens klare vej. Han vil ikke være nogen fanatiker, der løber foran Ånden, men vil ledes af ham på hellig sundheds og himmelsk visdoms veje. Jesus ventede på Gud.

(4) Den tredje fristelse.

De foregående prøver har vist Jesus som en mand af tro og sund fornuft. En sådan mand vil vel tage den korte og lette vej til det universelle herredømme, som med rette tilkommer Messias. Satan tilbyder det som denne verdens fyrste. Lokkemidlet her er ønsket om magt, i sig selv et rigtigt instinkt, og det naturlige og passende ønske om at undgå vanskelighed og smerte. At det endelige mål er at oprette et universelt Guds rige i retfærdighed, gør fristelsen endnu mere underfundig. Men som betingelse kræver Satan, at Jesus skal tilbede ham. Dette må forstås symbolsk. Der kan ikke menes en sådan tilbedelse, som tilbydes Gud, for enhver from sjæl ville med rædsel vige tilbage for det, og for Jesus kunne det slet ikke udgøre nogen fristelse. Snarere må der menes et kompromis med Satan – et sådant kompromis, som i sit væsen ville være en underkastelse under ham. Når vi erindrer tidens opfattelser og forløbet af Jesu tjeneste, kan vi ikke tænke os dette kompromis som andet end, at Jesus antog programmet for et politisk messiasrige med dets verdslige midler: krig, intriger osv. Jesus afviser tilbuddet. Han ser kun ondt i det, for

(a) krig, især angrebskrig, er efter hans opfattelse en vældig forbrydelse mod kærligheden,

(b) den ændrer grundlaget for hans rige fra det åndelige til det ydre,

(c) midlerne ville tilintetgøre målet og inddrage ham i katastrofe.

Han vil kun tjene Gud, og Gud tjenes i retfærdighed. Kun midler, som Gud godkender, kan bruges (Matt 4,8-11 parallel Luk 4,9-13). Her er da rigets tredje store princip: Kun moralske og åndelige midler til moralske og åndelige mål. Han vender sig bort fra verdslige metoder til den langsomme og vanskelige vej: sandhedens forkyndelse, som kun kan ende med korset. Jesus må være kommet ud af sin fristelse med den overbevisning, at hans tjeneste betød en kamp på liv og død mod alle mørkets kræfter.

6. Fortællingens karakter:

Som vi måtte vente af Jesus, giver han fortællingen om sin sjæls indre konflikt form som en fortælling. Kun sådan kunne den forstås af alle slags mennesker til alle tider. Det var en virkelig kamp, men beskrevet billedligt, symbolsk. Dette synes at bevises af forskellige elementer i fortællingen, nemlig at Djævelen næppe kan tænkes bogstaveligt at føre Jesus fra sted til sted. Der findes intet bjerg, hvorfra alle verdens riger kan ses. Denne opfattelse af sagen fjerner alle vanskelighederne.

7. Hvordan kunne en syndfri Kristus blive fristet?:

Vanskeligheden er, at der ikke kan være nogen dragning mod en genstand, medmindre genstanden synes ønskværdig. Men selve det, at en syndig genstand synes ønskværdig, er i sig selv synd. Hvordan kan da en syndfri person overhovedet virkelig blive fristet? Muligvis vil en analyse af hver fristelse give svaret. I hvert tilfælde var appellen en virkelig appel til et fuldkommen uskyldigt naturligt instinkt eller begær. I den første fristelse gjaldt den sult; i den anden tro; i den tredje magt som et middel til at oprette retfærdighed. I hvert tilfælde mærkede Jesus det naturlige instinkts træk og dragning; hvor påtrængende er ikke sultens krav, for eksempel! Men da han indså, at tilfredsstillelsen af disse ønsker under omstændighederne var syndig, afviste han straks deres larmende appel. Det var en herlig moralsk sejr. Det var ikke, at han metafysisk ikke var i stand til at synde, men at han var så ren, at han var i stand til ikke at synde. Han beviste ikke i ørkenen, at han ikke kunne fristes, men at han kunne overvinde fristeren. Hvis man da siger, at Jesus, fordi han aldrig havde syndet, ikke kan have nogen virkelig medfølelse med syndere, er svaret dobbelt: (1) Det er ikke den, der falder ved det første angreb, der mærker fristelsens fulde kraft, men den, der ligesom Jesus modstår den gennem lange år til enden. (2) Kun sejrherren kan hjælpe den besejrede; kun den, der har mærket de frygteligste angreb og dog har stået fast, kan give den hjælp, som den faldne behøver.

LITTERATUR.

Broadus om Matthæus på det anførte sted; Rhees, Life of Jesus of Nazareth, afsnit 91-96; Sanday, Outlines of the Life of Christ, afsnit 13; Holtzmann, Hand-Commentar, I, 67 f; J. Weiss, Die Schriften des New Testament, I, 227 f; Weiss, Life of Christ, I, 337-54; Dods, artikel "Temptation," i DCG; Carvie, Expository Times, X (1898-99).

F. L. Anderson