Guds rige (Himmeriget)

(he basileia ton ouranon; he basileia tou theou):

I. BETYDNING OG OPRINDELSE AF UDTRYKKET

1. Plads i evangelierne

2. "Himmeriget" og "Guds rige"

3. Forhold til Det Gamle Testamente (Daniel osv.)

II. DETS BRUG HOS JESUS--KONTRAST TIL JØDISKE OPFATTELSER

1. Gængse jødiske meninger

2. Jesu forhold til disse

3. Voksende afvigelse og kontrast

4. Den profetiske karakter af "fristelsen"

5. Moderne "futuristisk" hypotese (J. Weiss, Schweitzer)

6. Svagheden ved dette synspunkt

7. Jesu positive forestillinger

III. IDEEN I HISTORIEN

1. Apostolsk og efterapostolsk tid

2. De tidlige kristne århundreder

3. Reformationstiden

4. Senere ideer

IV. PLADS I TEOLOGIEN

1. Fare for overdrivelse

2. Elementer af levende kraft i ideen

LITTERATUR

"Guds rige" er en af alle tiders mest bemærkelsesværdige ideer og vendinger; den begyndte at blive brugt meget tæt på historiens begyndelse og har bevaret sin kraft helt ned til i dag.

I. Betydning og oprindelse af udtrykket

1. Plads i evangelierne:

Dets brug hos Jesus er langt det mest interessante aspekt; for i det mindste hos synoptikerne er det hans kendemærke eller et omfattende udtryk for hele hans undervisning. Dette er den almindelige bibellæser måske næppe klar over, men det bliver tydeligt og betydningsfuldt for den studerende. Således beskrives begyndelsen på tjenesten i Matt 4,23 med disse ord: "Og Jesus drog omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om riget og helbredte al slags sygdom og al slags svaghed blandt folket"; og noget senere, i Luk 8,1, beskrives udvidelsen af hans virksomhed med følgende ord: "Og det skete kort tid efter, at han drog omkring gennem byer og landsbyer, prædikede og bragte det gode budskab om Guds rige, og de tolv var med ham." Da de tolv sendes ud alene, angives formålet med deres mission i Luk 9,2 med disse ord: "Og han sendte dem ud for at prædike Guds rige og helbrede de syge." I Matt 13,11 betegnes lignelserne, som udgjorde en så stor og fremtrædende del af hans undervisning, samlet som "Himmerigets hemmeligheder"; og man vil huske, hvor mange af dem der begynder med udtrykket: "Himmeriget ligner."

2. "Himmeriget" og "Guds rige":

I disse citater og i andre, som let kunne anføres, vil man bemærke, at udtrykkene "riget", "Guds rige" og "Himmeriget" bruges i flæng. Det sidste af de tre, "Himmeriget", er begrænset til det første evangelium, som dog ikke altid bruger det; og det er ikke sikkert, hvad grunden til udskiftningen kan have været. Den enkleste forklaring ville være, at himlen er et navn for Gud, ligesom den angrende i lignelsen om den fortabte søn siger: "Jeg har syndet mod himlen," og som vi selv kunne sige: "Himlen forbyde det!" Det er dog ikke usandsynligt, at den sande betydning skal læres af to bønner i Fadervor, hvor den ene forklarer den anden: "Komme dit rige. Ske din vilje på jorden, som den sker i himlen." Her lærer disciplene at bede om, at Guds rige må komme, men dette svarer til bønnen om, at Guds vilje må ske på jorden; Jesus er imidlertid bevidst om et område i universet, hvor Guds vilje allerede nu sker fuldkomment og overalt, og af grunde, som ikke er vanskelige at ane, løfter han sind og hjerter hos dem, der beder, derop. Himmeriget ville således være kaldt sådan, fordi det allerede er virkeliggjort dér og gennem bøn og indsats skal overføres derfra til denne jord.

3. Forhold til Det Gamle Testamente (Daniel osv.):

Selv om udtrykket imidlertid havde denne dominerende plads i Jesu undervisning, var det ikke hans opfindelse. Det blev brugt før ham af Johannes Døber, om hvem vi læser i Matt 3,1 f.: "Og i de dage kommer Johannes Døber og prædiker i Judæas ørken og siger: Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær." Ja, udtrykket er langt ældre; for når vi kaster et blik mod Det Gamle Testamente, kommer vi straks i Dan 2,44 til et sted, hvor den unge profet, idet han for monarken forklarer billedstøtten af guld, sølv, jern og ler, som han i sin drøm havde set blive knust af "en sten, der blev revet løs uden hænder", udlægger den som en række verdensriger, bestemt til at blive ødelagt af "et Guds rige", som skal bestå for evigt; og i hans berømte syn af "menneskesønnen" i 7,14 siges det: "Der blev givet ham herredømme og herlighed og et rige, for at alle folk, nationer og tungemål skulle tjene ham; hans herredømme er et evigt herredømme, som ikke skal forgå, og hans rige et, som ikke skal ødelægges."

Disse steder hos Daniel udgør utvivlsomt den nærmeste kilde til udtrykket; men den tanke, det repræsenterer, rækker langt højere op. Fra begyndelsen blev den jødiske stat styret af love, som man mente var afledt direkte fra himlen; og da folket krævede en konge, for at de kunne være som andre folkeslag, blev de bebrejdet, at de ønskede nogen anden konge end Gud selv. Med denne ophøjede opfattelse var det faktiske kongedømme kun et kompromis, idet den regerende monark gjaldt for Jahves repræsentant på jorden. I David, manden efter Guds eget hjerte, var kompromiset ikke utilfredsstillende; i Salomo var det stadig tåleligt; men hos flertallet af kongerne i både Juda og Israel var det en dyster og katastrofal fiasko. Det er ikke underligt, at de fromme sukkede og bad om, at Jahve måtte tage sin store magt til sig og regere, eller at profeterne forudsagde komme af en hersker, som ville stå Gud langt nærmere end de faktiske konger, og hvis herredømme der ikke skulle være ende på. Selv da det politiske kongerige gik til grunde, og folket blev ført bort til Babylon, ophørte de indsigtsfulde og virkelig religiøse iblandt dem ikke med at nære det gamle håb, og selve det syn af verdensmagterne, som dengang og siden truede dem, udvidede kun deres forestillinger om, hvad det rige måtte være, som kunne overvinde dem alle. Tilbagekomsten fra Babylon syntes at være en mirakuløs bekræftelse af deres tro, og det så ud, som om den dag, man længe havde bedt om, var ved at gry. Ak, det viste sig at være en dag med små begyndelser. Makkabæertiden var kun et forbigående glimt; i Herodes den Stores person sad en tronraner på tronen; og romernes ørne svævede i horisonten. Alligevel blomstrede de messianske håb, og messiansk sprog fyldte folkets munde.

II. Dets brug hos Jesus – kontrast til jødiske forestillinger.

1. Gængse jødiske opfattelser:

Schurer har i sin History of the Jewish People in the Time of Jesus Christ (II, 11, 126 ff) opstillet en slags messiansk trosbekendelse, i ikke færre end elleve artikler, som han mener var vidt udbredt i denne periode. Saddukæerne havde ganske vist ingen del i disse drømme, som de ville have kaldt dem, idet de var opslugt af pengeerhvervelse og hofliv; men farisæerne nærede dem, og zeloterne fik deres navn af den glød, hvormed de sluttede sig til dem. De egentlige vogtere af disse forestillinger var dog Prosdechomenoi, som de er blevet kaldt ud fra det, der siges om dem i Det Nye Testamente, nemlig at de »ventede på Guds rige«. Til denne klasse hørte mænd som Nikodemus og Josef fra Arimatæa (Luk 23,51), men det er i begyndelsen af Lukasevangeliet, at vi møder dens talrigste repræsentanter, i grupperne omkring den spæde Døber og den spæde Frelser (Luk 2,25; Luk 2,38); og det sandeste og fyldigste udtryk for deres følelser må søges i de inspirerede hymner, som ved denne lejlighed steg frem fra dem. Midtpunktet for deres længsler, sådan som det dér skildres, er et Guds rige – dog ikke et rige af verdslig pragt og magt, men af retfærdighed og fred og glæde i Helligånden; det begynder i ydmyghed og går kun gennem angerens mørke dal frem til ophøjelse.

2. Jesu forhold til det samme:

Sådan var den kreds, hvori både Døberen og Jesus blev opdraget, og det var ud af denne atmosfære, at forestillingen om Guds rige kom ind i deres tanker. Det er ofte blevet sagt, at Jesus, da han gjorde brug af dette udtryk, tilpassede sig sine landsmænds meninger og sprog; og der er sandhed i dette, fordi han, for at få fodfæste på historiens faste jord, måtte forbinde sin egen virksomhed med den verden, hvori han befandt sig. Men tanken var hjemmehørende i hans hjem og hans folk, og derfor også hos ham selv; og det er ikke usandsynligt, at han i begyndelsen kan have været uvidende om den store forskel mellem hans egne tanker om emnet og hans samtidiges.

3. Voksende afvigelse og kontrast:

Da han imidlertid i løbet af sin tjeneste begyndte at tale om Guds rige, blev det snart tydeligt, at det af ham og af hans samtidige blev brugt i forskellige betydninger; og denne kontrast blev ved med at vokse, indtil der var lagt en stor kløft mellem ham og dem. Forskellen kan næppe udtrykkes bedre end ved at sige, som B. Weiss gør, at han og de lagde trykket på forskellige halvdele af udtrykket: de betonede »riget«, han »Guds«. De tænkte på romernes fordrivelse, på en jødisk konge og hofstat og på et verdensomspændende herredømme, der skulle udgå fra Zions bjerg; han tænkte på retfærdighed, hellighed og fred, på at Guds vilje skulle ske på jorden, som den sker i himlen. Så jordiske og fantastiske var den jødiske folkemængdes forventninger, at han måtte undslippe deres hænder, da de forsøgte med magt at gribe ham og gøre ham til konge. Myndighederne anerkendte aldrig kravene fra en, der for dem syntes at være en religiøs drømmer, og efterhånden som de klyngede sig til deres egne forestillinger, blev de mere og mere bitre mod en, der gjorde et folks mest skattede håb til latter, foruden at han truede med at bringe romerens tunge hånd ned over dem. Og til sidst afgjorde de striden mellem ham og dem ved at nagle ham til et træ.

4. Profetisk karakter af »fristelsen«:

På et tidspunkt havde Jesus mærket glansen fra de populære messianske forestillinger, og til alle tider må han have været fristet til at tilpasse sine egne ideer til fordommene hos dem, hvis gunst hans succes syntes at afhænge af. Hans sinds og viljes kamp med sådanne fristelser er legemliggjort i det, der kaldes fristelsen i ørkenen (Matt 4,1-11). Der blev han fristet til at modtage herredømmet over verden på bekostning af et kompromis med det onde; til at være en brødkonge, der gav panem et circenes; og til at indsmigre sig hos mængden ved en eller anden opvisning, såsom at springe ned fra templets tinde. Begivenhederne i denne scene ser ud som repræsentative prøver på en lang erfaring; men de er placeret før begyndelsen på hans offentlige virke for at vise, at han allerede havde overvundet dem; og gennem hele sin tjeneste kan man sige, at han uophørligt erklærede, sådan som han med så mange ord gjorde ved dens afslutning, at hans rige ikke var af denne verden.

5. Moderne »futuristisk« hypotese (J. Weiss, Schweitzer):

Det er meget mærkeligt, at han på trods af dette, selv af kristne forskere, skulle menes selv at have haft et rent futuristisk og apokalyptisk syn på riget. Han forventede hele tiden, siges det, at himlene ville åbne sig, og at riget ville stige ned fra himlen til jorden, et rent og fuldkomment værk af Gud. Dette er nøjagtig, hvad den jødiske mængde forventede, sådan som det siges i Luk 19,11; og det er præcis, hvad myndighederne troede, han ventede på. Striden mellem ham og dem drejede sig om, hvorvidt Jahve ville gribe ind til fordel for ham eller ej; og da ingen indgriben fandt sted, mente de, at de var berettigede til at dømme ham. Når præmisserne først indrømmes, er det vanskeligt at benægte styrken i deres argument. Hvis Jesus hele tiden spejdede efter en tilsynekomst fra himlen, som aldrig kom, hvad var han så andet end en drømmer fra ghettoen?

6. Svagheden ved dette syn:

Det var Johannes Weiss, der i nyere tid fremsatte denne hypotese; og den er blevet udarbejdet af Schweitzer som det endelige resultat af moderne spekulation over Kristi liv (se hans The Quest of the Historical Jesus). Men imod den kan man anføre ikke så få udsagn af Jesus, som viser, at Guds rige efter hans opfattelse allerede var begyndt og gjorde fremskridt under hans jordiske tjeneste, og at det var bestemt til at gøre fremskridt ikke ved katastrofale og apokalyptiske indgreb i forsynets gang, men sådan som kornet vokser — først strået, så akset, derefter det fulde korn i akset (Mark 4,26-29). Af sådanne udsagn er det mest bemærkelsesværdige Luk 17,20 f: »Og da han blev spurgt af farisæerne, hvornår Guds rige kommer, svarede han dem og sagde: Guds rige kommer ikke med iagttagelse; heller ikke skal de sige: Se, her! eller: dér! for se, Guds rige er inden i jer.« »Iagttagelse« er i dette citat et astronomisk udtryk, der netop betegner en sådan manifestation i de fysiske himle, som Jesus antages at have set hen til; således benægter han med så mange ord den forventning, som disse repræsentanter for moderne forskning tillægger ham.

7. Jesu positive forestillinger:

Efter sagens natur må riget have vokset fra trin til trin under hans jordiske tjeneste. Han selv var til stede og legemliggjorde riget i sin person; og kredsen, der var samlet omkring ham, fik del i rigets velsignelser. Denne kreds kunne være blevet stor nok til at være lige så omfattende som landet; og derfor bevarede Jesus bevidstheden om at være Messias og tilbød sig selv i denne egenskab til sine landsmænd ved det triumferende indtog i Jerusalem. Men rigets borgere måtte gå ind i det én for én, ikke som en samlet masse, sådan som jøderne forventede. Snæver var porten; det var omvendelsens smalle port. Jesus begyndte med at gentage begyndelsesordet i sin forløbers forkyndelse; og han havde alt for megen grund til fortsat at gentage det, eftersom farisæernes og saddukæernes hykleri og verdslighed kaldte på fordømmelse fra hans læber. Over for toldernes og syndernes skrøbeligheder viste han derimod en mærkelig mildhed; men det var, fordi han kendte vejen til at bringe sådanne syndere til sine fødder, så de selv bekendte deres synder. Den angrende gav han tilgivelse, idet han hævdede, at Menneskesønnen havde magt på jorden til at tilgive synder. Derefter fulgte udlægningen af retfærdigheden, som Bjergprædikenen er et fuldkomment eksempel på. Dog begynder den med et andet løsenord — saligheden, hvis bestanddele fremstilles i hele deres omfattende fylde. På samme måde lover han andre steder »hvile«, »fred« og lignende; og igen og igen, hvor man kunne vente, at han ville bruge udtrykket »Guds rige«, sætter han »liv« eller »evigt liv« i stedet. Sådanne var de velsignelser, han var kommet til verden for at skænke; og den mest omfattende betegnelse for dem alle var »Guds rige«.

Det er sandt, at der altid var ufuldkommenhed knyttet til riget, sådan som det blev virkeliggjort i hans levetid, fordi han selv endnu ikke var gjort fuldkommen. Stadigt, fra begyndelsen af den sidste fase af sin gerning, begyndte han at tale om sin egen død og opstandelse. For dem, der stod ham nærmest, var et sådant sprog dengang et fuldstændigt mysterium; men den dag kom, da hans apostle kunne tale om hans død og himmelfart som kronen og herligheden over hele hans gerning. Da hans liv syntes at styrte ud over afgrunden, blev dets kurs ved Guds forsyn drejet sådan, at han ved at dø blev menneskehedens forløser og ved at gå glip af jødernes trone nåede frem til universets trone og blev kongers konge og herrers herre.

III. Ideen i historien.

1. Den apostolske og efterapostolske tid:

Efter Jesu død fulgte snart ødelæggelsen af den jødiske stat; og derefter gik kristendommen ud blandt folkeslagene, hvor det at have omtalt den som et Guds rige unødigt ville have fremkaldt fjendskab og givet anledning til anklagen om forræderi mod de bestående magter. Derfor gjorde den brug af andre navne og lod "Guds rige" falde bort. Dette var begyndt allerede i Den hellige Skrift, hvor der i de senere bøger er en voksende sjældenhed i brugen af udtrykket. Dette kan anføres som bevis for, at Jesus var ved at blive glemt; men det kan også blot bevise, at kristendommen dengang var for levende til at blive hæmmet af ord og vendinger, selv Mesterens egne, idet den på hvert trin var i stand til at finde nyt sprog til at udtrykke sin nye erfaring.

2. De tidlige kristne århundreder:

I de tidlige kristne århundreder blev "Guds rige" brugt til at betegne selve himlen, som rigets udvikling fra begyndelsen skulle munde ud i; dette er faktisk ikke sjældent betydningen af udtrykket selv i Jesu mund. De alexandrinske tænkere førte udtrykket tilbage for at betegne Guds herredømme i menneskers samvittighed. Augustins store værk bærer titlen De Civitate Dei, som er en oversættelse af vores udtryk; og for ham var Guds rige kirken, mens verden uden for kirken var Satans rige. Fra Karl den Stores tid fandtes der i verden, side om side, to magter, kejserens og pavens; og middelalderens historie er beretningen om disse tos kamp om overherredømmet, idet hver af dem foregav at kæmpe i Guds navn. Den forestående afslutning på denne konflikt kan ses i Wycliffes store værk De Dominio Divino, idet også denne titel er en oversættelse af vores udtryk.

3. Reformationstiden:

Under reformationens kampe blev troens slag udkæmpet under andre feltråb; og det var snarere blandt sådanne sektfolk som baptisterne, at navne som Det femte monarki og De helliges styre røbede en erindring om den evangeliske sprogbrug; men hvor nær, dengang og siden, udtrykket for menneskers tanker om myndighed i kirke og stat kom evangeliernes sprog, kunne let påvises, for eksempel ud fra den skotske kirkes bekendelser og kirkeordningsbøger.

4. Senere ideer:

Selve udtrykket "Guds rige" dukkede igen op ved slutningen af reformationstiden blandt pietisterne i Tyskland, som, da deres stadigt flere velgørende og missionerende aktiviteter flød ud over kirkens snævre grænser, sådan som den dengang blev forstået, omtalte sig selv som nogle, der arbejdede for Guds rige, og fandt dette mere efter deres smag end at arbejde for kirken. Rationalismens vage og humanitære forhåbninger antog undertiden den samme titel for sig selv; men det var ved Ritschl og hans tilhængere, at udtrykket blev ført tilbage til selve teologiens hjerte. I Ritschls system er der to poler--Guds kærlighed og Guds rige. Guds kærlighed indeslutter i sig selv Guds formål med verden, som skal virkeliggøres i tiden; og denne fremadskridende virkeliggørelse er Guds rige. Det opfylder sig især i den trofaste udførelse af pligterne i enhvers daglige kald og i erkendelsen af, at i forsynets gang virker alle ting sammen til gode for dem, der elsker Gud.

IV. Plads i teologien.

1. Fare for overdrivelse:

Der er dem, for hvem det synes selvindlysende, at det, der var det ledende udtryk i Jesu undervisning, altid må være hovedordet i teologien; mens andre mener, at dette er en tilbagevenden fra ånden til bogstaven. Selv Jesus, kan det hævdes, fik dette udtryk pålagt sig omtrent lige så meget, som han selv valgte det; og at pålægge teologien det nu ville være at vikle den kristne tankes bevægelser ind i de dødes ligklæder.

2. Elementer af levende kraft i ideen:

Dette er en interessant strid, hvor der kunne siges meget på begge sider. Men i udtrykket "Guds rige" findes der elementer af levende kraft, som aldrig kan forgå.

(1) Det udtrykker den sociale kraft inden i kristendommen. Et rige indebærer mangfoldighed og forskellighed, og selv om religion begynder med individet, må den sigte mod broderskab, organisation og udbredelse.

(2) Det udtrykker troskab. Hvor meget konger og kongeriger end måtte undlade at gribe fantasien i en verdensalder, hvor mange lande er blevet eller er ved at blive republikanske, må styrken til at sejre og holde ud altid hentes fra kontakt med personligheder. Gud er kongen i Guds rige, og Guds Søn er hans stedfortræder; og uden kærligheden til Gud Fader og Herren Jesu Kristi nåde kan der ikke gøres fremskridt med verdens kristianisering.

(3) Det holder den sandhed levende, som Jesus antydede i Fadervor, at det at gøre Guds vilje på jorden er det ene fornødne. Dette er det sande mål for al myndighed i både kirke og stat, og bag alle bestræbelser, der er rettet således, er himlens kraft i virksomhed.

(4) Det minder alle menneskeslægter om, at deres sande hjem og bestemmelse er himlen. I ikke få af vor Herres egne udsagn er vores udtryk, som bemærket, tydeligvis blot et navn for himlen; og mens hans mål var, at riget skulle oprettes på jorden, lovede han altid dem, der hjalp med at oprette det i denne verden, at deres bestræbelser ville blive belønnet i den kommende verden. Den stadige anerkendelse af en åndelig og evig verden er et af de ufejlbare kendetegn på ægte kristendom.

LITTERATUR.

Se værkerne om nytestamentlig teologi af Weiss, Beyschlag, Holtzmann, Feine, Schlatter, Weinel, Stevens, Sheldon; og om Jesu undervisning af Wendt, Dalman, Bruce; Candlish, The Kingdom of God; Robertson, Regnum Dei; Stalker, The Ethic of Jesus.

James Stalker