Bibelen, V Inspiration

1. Skriften som en enhed:

Den hellige Skrift er ikke blot en samling religiøse bøger; endnu mindre består den af rene brudstykker af jødisk og kristen litteratur. Det hører med til forestillingen om Skriften, at selv om den er blevet til "på mange forskellige måder og i mange forskellige former" (Hebr 1,1), skal den dog i sin fuldstændighed udgøre en enhed, der i den ånd og det formål, som binder dens dele sammen, vidner om den guddommelige kilde, hvorfra dens åbenbaring kommer. Bibelen er beretningen om Guds åbenbaringer af sig selv for mennesker i på hinanden følgende tidsaldre og husholdninger (Ef 1,8-10; Ef 3,5-9; Kol 1,25; Kol 1,26), indtil åbenbaringen når sit højdepunkt i Sønnens komme og gerning og Åndens sendelse. Det er dette aspekt af Bibelen, som udgør dens store forskel fra alle samlinger af hellige skrifter—de såkaldte "bibler" i hedenske religioner—i verden. Disse har, som selv det flygtigste eftersyn viser, ingen enhed. De er ophobninger af uensartet materiale, som i deres sammenstilling ikke fremviser nogen orden, fremgang eller plan. Grunden er, at de ikke legemliggør nogen historisk åbenbaring, der udfolder et formål i sammenhængende stadier fra spirende begyndelser til fuldendt afslutning. Bibelen er derimod én bog, fordi den legemliggør en sådan åbenbaring og fremviser et sådant formål. Bogens enhed, sammensat som den er af så mange dele, er vidnesbyrdet om virkeligheden af den åbenbaring, den indeholder.

2. Nådens formål:

Dette træk af åndeligt formål i Bibelen er noget af det mest indlysende ved den (sammenlign POT, 30 ff). Det giver Bibelen det, som undertiden kaldes dens "organiske enhed". Bibelen har en begyndelse, en midte og en afslutning. De indledende kapitler i Første Mosebog har deres modstykke i den "nye himmel og nye jord" og det genoprettede paradis i de afsluttende kapitler af Åbenbaringen (21; 22). Menneskets synd gøres til udgangspunkt for åbenbaringer af Guds nåde. Patriarkhistorien med dens pagter og løfter fortsættes i beretningen om udvandringen og de begivenheder, der følger, som opfyldelse af disse løfter. Femte Mosebog sammenfatter lovgivningen ved Sinaj. Josva ser folket komme i besiddelse af det lovede land. Frafald, oprør og nederlag hindrer ikke Guds formål, men overstyres, så de fører det videre mod en sikrere fuldendelse. Kongedømmet gøres til anledning til nye løfter til Davids hus (2 Sam 2). Profeterne er rodfæstede i fortiden, men netop i den time, hvor nationen synes at synke i undergang, holder de lyse håb frem om en større fremtid, hvor Guds rige udbredes til hedningerne under Messias' herredømme. En kritisk forfatter, Kautzsch, har med rette sagt: "Det Gamle Testamentes blivende værdi ligger frem for alt deri, at det med absolut sikkerhed garanterer os kendsgerningen og forløbet af en guddommelig frelsesplan og frelsesvej, som fandt sin afslutning og opfyldelse i den nye pagt, i Jesu Kristi person og gerning" (Bleibende Bedeutung des Altes Testament, 22, 24, 28-29, 30-31).

Opfyldelse i Kristus.

Hvor sandt alt det, der var ufuldkomment, overgangspræget og midlertidigt i Det Gamle Testamente, blev virkeliggjort og fuldendt i Kristi forløsning og åndelige rige, behøver ikke at udfoldes her. Kristus er den nye pagts profet, præst og konge. Hans fuldkomne offer, "én gang for alle", afløser og ophæver de forbilledlige ofre i den gamle ordning (Hebr 9-10). Hans gave, Ånden, virkeliggør det, profeterne havde forudsagt om Guds lov skrevet i menneskers hjerter (Jer 31,31-34; Jer 32,39; Jer 32,40; Ez 11,19; Ez 11,20, osv.). Hans rige er grundlagt på urokkelige fundamenter og kan ingen ende have (Fil 2,9-11; Hebr 12,28; Åb 5,13, osv.). Når vi følger linjerne i dette Guds frelsende formål, som er bragt for lyset i Kristus, får vi nøglen, der åbner hele Bibelens inderste mening. Den er åbenbaringen af et "evangelium".

3. Inspiration:

"Inspiration" er et ord, som mange debatter har samlet sig om. Men hvis det, der er sagt, er sandt om Bibelen som beretningen om en fremadskridende åbenbaring, om dens indhold som afdækningen af Guds vilje til menneskets frelse, om dens forfatteres profetiske og apostolske stilling, og om den enhed i ånd og formål, som gennemtrænger den, vil det være vanskeligt at benægte, at en ganske særlig nærværelse, virken og ledelse af Guds Ånd er åbenbar i dens tilblivelse. Troen på inspiration er, som det er blevet vist, forudsat i samlingen af disse bøger til en hellig kanon. Den fulde drøftelse af emnet hører hjemme i en særskilt artikel. (se Inspiration). Bibelsk påstand.

Her behøver det kun at blive sagt, at kravet om inspiration i Bibelen er et krav, som Bibelen selv fremsætter i fuldeste mål. Ingen benægter, at Jesus og hans apostle betragtede Det Gamle Testamentes Skrifter som inspirerede i fuldeste forstand. Jesu appel var altid til Skrifterne, og Skriftens ord var afgørende for ham. "Har I ikke læst?" (Matt 19,4). "I farer vild, fordi I ikke kender skrifterne og heller ikke Guds kraft" (Matt 22,29). Dette, fordi "Gud" taler i dem (Matt 19,4). Profetier og salmer blev opfyldt i ham (Luk 18,31; Luk 22,37; Luk 24,27; Luk 24,44). Paulus vurderede Skrifterne som "Guds orakler" (Rom 3,2). De er "Gud-inspirerede" (2 Tim 3,16). At Det Nye Testamentes profeter og apostle ikke blev sat på noget lavere niveau end Det Gamle Testamentes, fremgår klart af Paulus' udtrykkelige ord om sig selv og sine medapostle. Paulus vaklede aldrig i sit krav på at være "Kristi Jesu apostel ved Guds vilje" (Ef 1,1, osv.)--"udskilt til Guds evangelium" (Rom 1,1)--han, som havde modtaget sit budskab, ikke fra mennesker, men ved "åbenbaring" fra himlen (Gal 1,11; Gal 1,22). "Kristi hemmelighed" var "nu blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter i Ånden," som følge af hvilket menigheden erklæres at være "bygget på apostlenes og profeternes grundvold, idet Kristus Jesus selv er hovedhjørnestenen" (Ef 2,20; Ef 3,5).

Kendetegn på inspiration.

Det kunne påvises, at disse krav, som Det Nye Testamentes forfattere fremsætter for Det Gamle Testamente og for sig selv, bekræftes af, hvad Det Gamle Testamente selv lærer om profetisk inspiration, om visdom som en gave fra Guds ånd og om det lys, den hellighed, den frelsende kraft og den helliggørende magt, der stadig tillægges Guds "lov," "ord," "forskrifter," "bud," "domme" (se ovenfor). Dette er den endelige prøve på "inspiration"--den, som Paulus ligeledes henviser til--dens kraft til at "gøre vis til frelse ved troen, som er i Kristus Jesus" (2 Tim 3,15)--dens nytte "til undervisning, til irettesættelse, til korrektion, til oplæring i retfærdighed" (2 Tim 3,16)--alt sammen med det mål, "at Guds menneske må være fuldkomment, fuldt udrustet til enhver god gerning" (2 Tim 3,17). Her afgøres intet om "fejlfrihed" i mindre historiske, geografiske og kronologiske enkeltheder, hvor nogle fejlagtigt ville placere inspirationens væsen; men det synes underforstået, at der i det mindste ikke findes nogen fejl, som kan gribe forstyrrende ind i eller ophæve Skriftens nytte til de angivne formål. Hvem, der prøver Skriften efter dens egne prøver på inspiration, vil benægte, at den, bedømt som helhed, opfylder dem?

4. Bibelens historiske indflydelse:

Bibelens krav på guddommelig oprindelse retfærdiggøres af dens historiske indflydelse. Selv betragtet som litteratur har Bibelen en enestående plads i historien. Ti eller femten håndskrifter anses for et anseligt antal for en antik klassiker; håndskrifterne til hele Det Nye Testamente eller dele af det tælles i tusinder, og de ældste går tilbage til det 4. eller 5. århundrede. En anden prøve er oversættelse. Det Nye Testamentes bøger var næppe begyndt at blive samlet, før vi finder oversættelser af dem til latin, syrisk og egyptisk, senere til gotisk og andre barbariske sprog (se VERSIONS). I middelalderen, før bogtrykkerkunstens opfindelse, blev der lavet oversættelser til folkesproget i de fleste af Europas lande. I dag findes der ikke et sprog i den civiliserede verden, næppe et sprog blandt uciviliserede stammer, hvor missionen er nået frem, som dette Guds ord ikke er blevet gengivet på. Takket være bibelselskabernes arbejde overgår Bibelens udbredelse i verdens forskellige lande i de seneste år alle tidligere rekorder. Ingen bog er nogensinde blevet studeret så minutiøst, har fået skrevet så mange bøger om sig, har grundlagt en så vældig litteratur af hymner, liturgier, andagtslitteratur og prædikener, er blevet angrebet så skarpt, har fremkaldt så strålende forsvar, som Bibelen. Dens åndelige indflydelse kan ikke måles. At fortælle alt, hvad Bibelen har været og gjort for verden, ville i vid udstrækning være at omskrive den moderne civilisations historie. Uden den ville missionærens arm og tunge i hedenske lande være lammet. Med den, selv i missionærens fravær, frembringes der ofte vidunderlige resultater. I det nationale liv er Bibelen kilden til vore højeste sociale og nationale forhåbninger. Professor Huxley argumenterede, skønt agnostiker, for bibellæsning i skolerne netop på dette grundlag. "Ved studiet af hvilken anden bog," spurgte han, "kunne børn blive så menneskeliggjorte og bringes til at føle, at hver skikkelse i dette vældige historiske optog, ligesom de selv, kun udfylder et øjebliks rum i intervallet mellem to evigheder og fortjener alle tiders velsignelser eller forbandelser, alt efter sin bestræbelse på at gøre godt og hade ondt, ligesom de også tjener deres betaling for deres arbejde?" (Critiques and Addresses, 61).

VI. Tillæg.

Et par noter kan afslutningsvis tilføjes om særlige punkter, som ikke er berørt i de foregående afsnit.

1. Kapitler og vers:

Allerede i før-talmudisk tid havde jøderne, med henblik på oplæsning i synagogerne, større inddelinger af loven i afsnit kaldet Para-shahs og af profeterne i tilsvarende afsnit kaldet HaphTarahs. De havde også mindre inddelinger i Pecuqim, som omtrent svarer til vore vers. Inddelingen i kapitler er langt senere (13. århundrede). Den tilskrives kardinal Hugo de St Caro (død 1248); af andre Stephen Langton, ærkebiskop af Canterbury (død 1227). Den blev optaget i Vulgata, og herfra blev den af R. Nathan (circa 1440) overført til den hebraiske bibel (Bleek, Keil). Vers er markeret i Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) så tidligt som 1558. De forekommer første gang i Det Nye Testamente i Robert Stephens' udgave af Det Græske Testamente i 1551. Henry Stephens, Roberts søn, beretter, at de blev udtænkt af hans far under en rejse til hest fra Paris til Lyon.

2. King James Version og Revised Version:

King James Version fra 1611, som delvis bygger på tidligere engelske oversættelser, især Tyndales, indtager med rette en plads som et af de ædleste mindesmærker over det engelske sprog i sin egen eller nogen anden tidsalder. Nødvendigvis var den græske tekst, som oversætterne brugte ("Textus Receptus"), der hvilede på nogle få sene håndskrifter, dog meget ufuldkommen. Med opdagelsen af ældre håndskrifter og mangedoblingen af hjælpemidler til kritik blev behovet for og kravet om en revideret tekst og oversættelse presserende. Til sidst blev revisionsopgaven, på foranledning af Convocation of the Province of Canterbury, påtaget af komiteer, der repræsenterede den bedste engelske og amerikanske lærdom. Deres arbejde resulterede i udgivelsen i 1881 af det reviderede Nye Testamente og i 1885 af det reviderede Gamle Testamente (en revideret udgave af Apokryferne blev udgivet i 1896). De amerikanske revisorers præferencer blev trykt i et tillæg, idet der blev givet løfte om, at der ikke skulle foretages yderligere ændringer i 14 år. De engelske selskaber blev opløst kort efter 1885, men den amerikanske komité, som holdt fast ved sine egne gengivelser og mente, at yderligere forbedringer af den engelske Revised Version (britisk og amerikansk) var mulige, fortsatte sin organisation og sit arbejde. Dette førte i 1901 til frembringelsen af American Standard Revised Version, som sigter mod større konsekvens og nøjagtighed i en række vigtige henseender, og som desuden er forsynet med omhyggeligt udvalgte randhenvisninger (se Amerikansk revideret oversættelse). Der kunne kun gøres lidt, enten i den engelske Revised Version eller i American Standard Revised Version, i mangel af pålidelige data til sammenligning med teksten til Det Gamle Testamente, men visse åbenlyse rettelser er blevet foretaget eller noteret i randnoten.

3. Hjælpemidler til studium:

I de senere år er der, ud over kommentarer og ordbøger, blevet stillet rigelige hjælpemidler til rådighed for et kyndigt studium af den engelske bibel. Blandt sådanne værker kan nævnes Oxford Helps to the Study of the Bible; det værdifulde Aids to Bible Students (Eyre and Spottiswoode, 1898); Dr. Angus' Bible Handbook (revideret af Green); A. S. Peakes Guide to Biblical Study (1897); W. F. Adeneys How to Read the Bible (1896); R. C. Moultons The Modern Reader's Bible (1907); The Sunday School Teachers' Bible (1875); The Variorum Reference Bible og Variorum Teachers' Bible (1880); Weymouths New Testament in Modern Speech (1909); The Twentieth Century New Testament (Westcott og Horts tekst, 1904); S. Lloyds The Corrected English New Testament (Bagster, 1905).

LITTERATUR.

Sammenlign artikler i bibelordbøgerne, især Sanday om "Bible" og Dobschutz om "The Bible in the Church" i Hastings' Encyclopedia of Religion and Ethics, II; Westcott, The Bible in the Church (1875); W. H. Bennett, A Primer of the Bible (1897); A. F. Kirkpatrick, The Divine Library of the Old Testament (1896); J. Eadie, The English Bible; værker om indledning (Driver osv.); bøger nævnt ovenfor under "Hjælpemidler"; B. B. Warfield i Princeton Theological Review (oktober 1910); C. A. Briggs, General Introduction to the Study of Holy Scripture (Scribners, 1899); W. H. Green, General Introduction to the Old Testament (Scribners, 1899); E. C. Bissell, The Pentateuch: Its Origin and Structure (Scribners, 1885); Zahn, Introduction to the New Testament.

James Orr