Visdom

vis'-dom:

1. Sprogligt

2. Historie

3. Religiøst grundlag

4. Idealer

5. Kristi undervisning

6. Resten af Det Nye Testamente

(1) Jakob

(2) Paulus

7. Hypostase

LITTERATUR

1. Sprogligt:

I Revised Version (British and American) gengiver substantivet "visdom" og de tilsvarende adjektiver og verber ("være vis," "handle vist" osv.) en række hebraiske ord: bin (binah, og i English Revised Version tebunah), sakhal (sekhel, sekhel), lebh (og i English Revised Version labhabh), tushiyah (og i English Revised Version Te`em, `ormah, piqqach. Ingen af disse forekommer dog særlig hyppigt, og langt den almindeligste gruppe er verbet chakham, med adjektivet chakham og substantiverne chokhmah, chokhmoth, med noget over 300 forekomster i Det Gamle Testamente (hvoraf lidt over halvdelen er i Job, Ordsprogene og Prædikeren). Cokhmah kan derfor behandles som det hebraiske modstykke til det engelske "wisdom," men alligevel svarer de to ord ikke helt til hinanden. For chokhmah kan bruges om enkel teknisk dygtighed (2 Mos 28,3; 2 Mos 35,25 osv.; sammenlign Visdommens Bog 14,2; Siraks Bog 38,31; bemærk, at de engelske bibeloversættelser giver et falsk indtryk i sådanne passager), om militær kunnen (Es 10,13), om de lavere dyrs intelligens (Ordsp 30,24), om kløgt anvendt på onde (2 Sam 13,3) eller grusomme (1 Kong 2,9 hebraisk) formål osv. Det er indlysende, at intet enkelt dansk ord kan dække alle disse forskellige anvendelser, men den generelle betydning er klar nok--"kunsten at nå sit mål ved brug af de rette midler" (Smend). Overvejende er den "visdom," der tænkes på, den, der kommer gennem erfaring, og den "vise mand" er bedst i alderdommen (Job 12,12; Job 15,10; Ordsp 16,31; Siraks Bog 6,34; 8,9; 25,3-6 osv.; kontrastér Job 32,9; Præd 4,13; Visdommens Bog 4,9; Siraks Bog 25,2). Og i religion er den "vise mand" den, der giver Guds anliggender den samme skarpsindighed, som andre mennesker giver verdslige anliggender (Luk 16,8). Han adskiller sig fra profeterne ved ikke at have personlig inspiration, fra den præstelige skole ved ikke primært at lægge vægt på kulten og fra de skriftkloge ved ikke blot at være viet til studiet af de hellige skrifter. Men i selve ordet behøver en "vis mand" på ingen måde at være en religiøs mand.

I Revised Version (British and American), Apokryferne og Det Nye Testamente er ordene "wisdom," "wise," "act wisely" osv. altid oversættelser af phronimos eller af deres beslægtede former. For "wisdom" er sophia dog i næsten alle tilfælde det oprindelige ord; den eneste undtagelse i Det Nye Testamente er Luk 1,17 (phronesis).

Se også PRUDENCE.

2. Historie:

(1) I den profetiske periode har "vis" faktisk almindeligvis en irreligiøs bibetydning. Israel var fuldt ud klar over, at dets kultur stod under de omgivende nationers, men betragtede dette som det modsatte af en mangel. Intellektuel kraft uden moralsk kontrol var selve frugten af det forbudte træ (1 Mos 3,5), og "visdom" var i det væsentlige en hedensk egenskab (Es 10,13; Es 19,12; Es 47,10; Ez 28,3-5; Zak 9,2; specifikt edomitisk i Jer 49,7; Ob 1,8; kontrastér Baruk 3,22.23), som kun fortjente fordømmelse (Es 5,21; Es 29,14; Jer 4,22; Jer 9,23; Jer 18,18 osv.). Ganske vist bestræbte Israel sig på dette tidspunkt på at erhverve sin egen kultur, og der er ingen grund til at betvivle, at Salomo havde givet den et kraftigt skub (1 Kong 4,29-34). Men tiderne var for urolige, og de moralske problemer for påtrængende, til at de mere åndeligt sindede kunne få nogen mulighed for at dyrke verdslig lærdom, så "visdom" i Israel fik den ubehagelige bibetydning af de snu hofrådgiveres egenskab med deres halvt hedenske råd (Es 28,14-22 osv.). Og ordets forbindelser med sand religion er meget få (5 Mos 4,6; Jer 8,8), mens 5 Mos 32,6; Jer 4,22; Jer 8,9 har en satirisk klang--`det, mennesker kalder "visdom," er i virkeligheden dårskab!' Så uanset hvor meget materiale der kan være blevet samlet i denne periode (se PROVERBS), er det i det eftereksilske samfund, vi skal søge dannelsen af en visdomslitteratur, der virkelig er knyttet til Israels religion.

(2) De faktorer, der frembragte den, var delvis de samme som dem, der frembragte skriftklogskaben (se SCRIBES). Livet i landet blev kun levet på fremmedes nåde og må have været yderst trist. Under Persiens faste hånd fandtes der ingen politiske spørgsmål, og i senere tider var nationen for svag til at spille nogen rolle i konflikterne mellem Antiokia og Alexandria. Profeti var omtrent forsvundet, opfyldelsen af det messianske håb syntes for fjern til at påvirke tænkningen dybt, og forholdene var endnu ikke modne til at frembringe den senere flamme af apokalyptisk begejstring. Der var heller ikke afgørende religiøse problemer inden for nationen, nu hvor kampen mod afgudsdyrkelsen var vundet, og de rituelle reformer var fastlagt. Kunstneriske sysler var forbudt (sammenlign især Visdommens Bog 15,4-6), og det jødiske temperament var ikke af en art, der kunne frembringe en spekulativ filosofi (bemærk den skarpe polemik mod metafysik osv. i Siraks Bog 3,21-24). Det var ganske vist i denne periode, at jødisk handelsgeni begyndte at gøre sig gældende, men der var ingen tilfredsstillelse i dette for de mere åndeligt sindede (Siraks Bog 26,29). Så på den ene side blev mennesker kastet tilbage på fortidens optegnelser (skriftklogskab), mens på den anden side religionens og livets problemer blev studeret gennem skarp iagttagelse af naturen og menneskeheden. Og de nedskrevne resultater af den sidstnævnte metode udgør visdomslitteraturen.

(3) Heri indgår Job, Ordsprogene og Prædikeren, sammen med visse salmer (især Sl 19; 37; 104; 107; 147; 148); i Apokryferne må Siraks Bog og Visdommens Bog tilføjes, sammen med en del af Baruks Bog; og blandt periodens øvrige skrifter hører dele af Filon, 4 Makkabæerbog og Abikar-legenden også hertil. Hvor langt fremmed indflydelse gjorde sig gældende, er vanskeligt at sige. Egypten havde sin egen visdomslitteratur (se EGYPT), som i nogen grad må have været kendt i Israels land, mens Babylonien og Persien ikke kan have været helt uden virkning--men nogen bestemt afhængighed kan ikke påvises i nogen af disse tilfælde. For Grækenland er sagen klarere, og græsk indflydelse er tydelig i Visdommens Bog, trods forfatterens partikularistiske selvtilfredshed. Men der var tilstrækkelig livskraft i jødedommen til at forklare hele bevægelsen uden at ty til ydre påvirkninger, og under alle omstændigheder er det højst vilkårligt og usandt at tilskrive al visdomsspekulationen græske kræfter (som f.eks. Siegfried gør, HDB).

3. Religiøst grundlag:

Følgende kendetegn er typiske for gruppen:

(1) Udgangspunkterne er universelle. Forfatterne henter stof fra livet, hvor det end findes, og indrømmer, at Israel i nogle ting kan lære af andre folk. Lemuels ordsprog henføres udtrykkeligt til en ikke-jødisk forfatter (Ordsp 31,1 den reviderede oversættelses randnote), og Sirak anbefaler sine elever at rejse i fremmede lande (34,10.11; 39,4). Ja, alle jordens fyrster hersker ved visdom (Ordsp 8,16; sammenlign Præd 9,15). Og endog en vis virkelig kundskab om Gud kan alle mennesker opnå gennem studiet af naturfænomener (Sl 19,1; Sirak 16,29-17,14; 42,15-43,33; Salomos Visdom 13,2.9; sammenlign Rom 1,20).

(2) Men nogle af forfatterne er her uenige (Job 28,28; Job 11,7; Præd 2,11; Præd 8,16; Præd 8,17; Præd 11,5; Salomos Visdom 9,13(?)). Og under alle omstændigheder behøver denne visdom Guds udtrykkelige nåde for at kunne dyrkes (Sirak 51,13-22; Salomos Visdom 7,7; 8,21), og når mennesket blot stoler på sine egne færdigheder, er det nødt til at fare vild (Ordsp 3,5-7; Ordsp 19,21; Ordsp 21,30; Ordsp 28,11; Sirak 3,24; 5,2.3; 6,2; 10,12; Baruk 3,15-28). Sand visdom må have Gud som centrum (Ordsp 15,33; Ordsp 19,20 f), begynde med ham (Ordsp 1,7; Ordsp 9,10; Sl 111,10; Sirak 21,11; Job 28,28) og ende i ham (Ordsp 2,5); sammenlign især det smukke afsnit Sirak 1,14-20. Men den religiøse holdning er langt fra hele visdommen. Vejen er meget vanskelig (Ordsp 2,4 f; 4,7; Sirak 4,17; 14,22.23; Salomos Visdom 1,5; 17,1); der må stadig gives opmærksomhed til hvert område af livet, og mennesket bliver aldrig færdigt med at lære (Ordsp 9,9; Sirak 6,18; Præd 4,13).

(3) Holdningen til den skrevne lov varierer. I Prædikeren, Job og Ordsprogene nævnes den næsten ikke (Ordsp 28,7-9; Ordsp 29,18 (?)). Visdommens Bog, som et særligt skrift mod afgudsdyrkelse, har kun ringe anledning til specifik henvisning, men dens høje vurdering af loven er tydelig nok (Salomos Visdom 2,12-15; 18,9). Især Sirak kan ikke finde høje nok ord til lovens pris (især Sirak 24; 36; sammenlign 9,15; 21,11 osv.), og han identificerer loven med visdommen (24,23-25) og gør krav på profeterne som visdomslærere (44,3.4). Alligevel afslører denne fordrejede identifikation det faktum, at Siraks interesse ikke stammer fra et virkeligt studium af loven; den visdom, der var så dyrebar for ham, måtte findes i de hellige bøger! Sammenlign Baruk 4,1 (noget mere oprigtigt).

(4) Holdningen til tempelgudstjenesten er stort set den samme. Riterne godkendes (Ordsp 3,9; Sirak 35,4-8; 38,11; Sirak synes at have en særlig interesse for præsteskabet, 7,29-33; 50,5-21), men forfatterne har tydeligvis ingen offerteori, som de kan udnytte til praktiske formål. Og når offer (og endog bøn, Ordsp 28,9) bruges som erstatning for retfærdighed, kan fordømmelsen ikke blive stærk nok (Ordsp 7,14; Ordsp 15,8; Ordsp 20,25; Ordsp 21,3; Ordsp 21,17; Sirak 34,18-26; 35,1-3.12; Præd (5,1).

(5) Et udsyn til livet hinsides graven er påfaldende fraværende i visdomslitteraturen. Visdommens Bog er den eneste undtagelse (Salomos Visdom 3,1 osv.), men græsk indflydelse i Visdommens Bog er helt sikker. I Job findes der udtryk for tillid (14,13-15; 19,25-29), men disse bestemmer ikke bogens hovedargument. Ordsprogene rejser ikke spørgsmålet, mens Prædikeren og Sirak kategorisk benægter udødelighed (Præd 9,2-10; Sirak 14,16; 17,27.28; 30,4; bemærk, at RV (britisk og amerikansk) i Sirak 7,17; 48,11 bygger på en glosseret tekst; sammenlign hebraisk). Selv nationens messianske håb træder i baggrunden i Ordsp (2,21.22 (?)), og det er helt fraværende i Job og Prædikeren. For Sirak (35,19; 36,11-14; 47,22) og Visdommens Bog (3,8; 5,16-23) er det imidlertid vigtigt, men ikke engang disse værker har noget at sige om en personlig Messias (Sirak 47,22 (?)).

(6) At individet i hele litteraturen står i centrum for interessen, behøver ikke siges. Men denne individualisme, når den blev forbundet med den svage eskatologi, bragte frygtelig forvirring ind i læren om gengældelsen (se SIN). Sirak står fast på den gamle lære om gengældelse i dette liv: om ikke på noget andet tidspunkt, vil et menneskes synder blive straffet på dets dødsleje (1,13; 11,26). Hverken Job eller Prædikeren er dog tilfredse med denne løsning. Sidstnævnte lader problemet stå helt uløst (8,14 osv.), mens førstnævnte overlader det til Guds uransagelige veje.

4. Idealer:

Grundlaget for visdomsmetoden kan da beskrives som en "naturlig" religion, der respekterer åbenbaringen, men ikke gør megen brug af den. Derfor er idealet et menneske, som tror på Gud, og som bestræber sig på at leve efter en klogskab, der er lært ved iagttagelse af denne verdens love, dog med behørig respekt for Israels traditionelle skikke.

(1) Fra mange synsvinkler er den karakter, der bliver resultatet, beundringsværdig. Mennesket var intelligent, alvorligt og flittigt (Ordsprogenes Bog har en særlig foragt for den "dovne"; og jf. Præd 9,10). Løgn og uretfærdighed fordømmes på næsten hver side i litteraturen, og der lægges uophørligt vægt på nødvendigheden af velgørenhed (Sl 37,21; Sl 112,5; Sl 112,9; Job 22,7; Job 31,16-20; Ordsp 3,27; Ordsp 3,28; Ordsp 14,31; Ordsp 21,13; Ordsp 22,9; Præd 11,1; Siraks Bog 4,16; 7,34.35; 29,11-13; 40,24 osv.). Alle forfatterne føler, at livet er værd at leve--i deres mest pessimistiske øjeblikke finder forfatterne til Jobs Bog og Prædikerens Bog noget tiltrækkende i at betragte verden. I Ordsprogenes Bog og Siraks Bog er udsynet endda frejdigt, idet især Sirak langt fra er ligeglad med livets goder (30,23-25; 31,27; jf. Præd 2,24 og kontrastér med Salomos Visdom 2,6-9).

(2) Fejlene ved visdomsidealet er postulaternes fejl. Mennesket er altid selvbevidst og selvcentreret. Alle stærke begejstringer undertrykkes, fordi de sandsynligvis vil vise sig at være indviklende (Præd 7,16; Præd 7,17 er det mest ekstreme tilfælde), og individet beregner altid (Siraks Bog 38,17), selv blandt sine venner (Siraks Bog 6,13; Ordsp 25,17) og i sin familie (Siraks Bog 33,19-23). Selve velgørenheden skal udøves med omtanke (Ordsp 6,1-5; Ordsp 20,16; Siraks Bog 12,5-7; 29,18), og især Sirak er meget langt fra at føle en forpligtelse til at elske alle mennesker (25,7; 27,24; 30,6; 50,25.26). Sådan bliver "ret" og "uret" forvekslet med "fordel" og "ulempe". Ikke alene er ægteskabsbrud forkert (Ordsp 2,17; Siraks Bog 23,23), men den krænkede ægtemand er en farlig fjende (Ordsp 5,9-11; Ordsp 5,14; Ordsp 6,34; Ordsp 6,35; Siraks Bog 23,21). Som resultat påvirkes det "moralske perspektiv". Sammen med nogle af de fineste moralske iagttagelser i Ordsprogenes Bog og Siraks Bog finder man anvisninger om bordskik (Ordsp 23,1-3; Siraks Bog 31,12-18) og blot humoristiske iagttagelser (Ordsp 20,14), mens passager som Ordsp 22,22-28 og Siraks Bog 41,17-24 indeholder usædvanlige sammenhobninger af uensartede motiver.

(3) Sådan bliver håbet om jordisk gengældelse et meget udtrykkeligt motiv (Ordsp 3,10; Ordsp 11,25 osv.; Salomos Visdom 7,8-12 er den bedste fremstilling på den anden side). Selv om rigdomme intet er i sig selv (Ordsp 10,2; Ordsp 11,28; Ordsp 23,4; Ordsp 23,5; Ordsp 28,11; Præd 5,13; Siraks Bog 11,19; 31,5-7; hele litteraturen fordømmer de uretfærdige rige), skal visdom dog ønskes, fordi den bringer ikke blot retfærdighed, men også rigdom (Ordsp 8,21; Ordsp 11,25; Ordsp 13,18; Siraks Bog 4,15; 20,27.28; Salomos Visdom 6,21). Det samme ønske om fordel giver en ubehagelig drejning til mange af de formaninger, som ellers ville nå det højeste punkt; måske er Ordsp 24,17; Ordsp 24,18 det mest ekstreme tilfælde: "Glæd dig ikke, når din fjende falder, .... for at Jahve ikke .... skal vende sin vrede bort fra ham" (!)

(4) Men den alvorligste fejl var sandsynligvis, at visdomsmetoden havde tendens til at frembringe et religiøst aristokrati (Siraks Bog 6,22 osv.). Det var ikke nok, at hjerte og vilje var rette, for der behøvedes et langt forløb af næsten teknisk oplæring ("undervisningens hus" i Siraks Bog 51,23 er sandsynligvis skolen; jf. Ordsp 9,4). De uoplærte eller "enfoldige" (Ordsp 1,22 osv.) blev ganske enkelt grupperet sammen med "synderne"; kundskab var dyd, og uvidenhed var last. Uden tvivl råbte Visdommen på gaderne (Ordsp 1,20; Ordsp 1,21; Ordsp 8,1-13; Ordsp 9,1-6, næsten sikkert en henvisning til lærernes opsøgende bestræbelser på at skaffe elever), men kun mennesker med evner og fritid kunne adlyde kaldet til at lære. Og på trods af alt, hvad der siges til ros for manuelt arbejde (Ordsp 12,11; Ordsp 24,27; Ordsp 28,19; Siraks Bog 7,15; 38,31.32.34), er Sirak blot ligefrem, når han udtrykkeligt siger (38,25-34), at visdom ikke kan være for håndværkere (en tømrer som Messias ville åbenbart have været utænkelig for Sirak; Mark 6,3). Skriftklogskaben arbejdede langs de samme udviklingslinjer, og den endelige forening af visdomsmetoden med den skriftlærde metode frembragte en klasse, som kaldte det almindelige folk forbandet (Joh 7,49).

5. Kristi lære:

Fremstillingen af Visdomsskolens metoder og idealer er også i praksis en fremstilling af vor Herres holdning til den og en forklaring på, hvorfor meget af hans undervisning fik den form, den gjorde. Hvad angår forudsætningernes universalitet, var han på linje med visdomsforfatterne, hvilket er en væsentlig grund til, at hans undervisning havde så universel en appel. Næsten alt i datidens liv, fra markens lilje til kongen på sin trone, bidrog med sit til hans billeder. Og også fra visdomsmetoden kom i nogen grad formen for hans undervisning--det korte, antitetiske udsagn, der fæstner sig i hukommelsen. (Af alle Kristi udsagn kommer måske Luk 14,8-10--et citat af Ordsp 25,6; Ordsp 25,7--nærmest den rene visdomstype.) Fælles med visdomsforfatterne er også det lyse syn, trods den stadige udsigt til lidelsen, og vi må aldrig glemme, at al sygelig askese var ham helt fremmed (Luk 7,34 parallelt med Matt 11,19). Men med det selvbevidste, beregnende produkt af visdomsmetoden havde han ingen tålmodighed. Giv frit, giv som Faderen giver, uden hensyn til selvet, uden på nogen måde at søge en belønning--det er hovedsagen i hans undervisning, og et afsnit som Luk 6,27-38 synes at have været rettet direkte mod sådanne forfattere som Sirak. Angrebet på det religiøse aristokrati er for velkendt til at behøve gentagelse. Ved stadig øvelse i verdslig klogskab kunne mennesker gøre sig lige så uimodtagelige for hans undervisning som ved stædig fastholden ved en skriftlærd tradition, mens hans budskab var for alle mennesker alene på grundlag af et ønske om retfærdighed hos dem. Dette var den sande Visdom, fuldt retfærdiggjort af sine børn (Luk 7,35; jf. Matt 11,19), mens Kristus, hvad den anden “visdom” angår, kunne takke Gud for, at han havde fundet det godt at skjule sine mysterier for de vise og kloge og åbenbare dem for “spædbørn” (Luk 10,21 parallelt med Matt 11,25).

6. Resten af Det Nye Testamente:

(1) Jakob

Resten af Det Nye Testamente indeholder, trods mange forekomster af ordene “vis”, “visdom” osv., meget lidt, der virkelig er relevant for ordenes tekniske betydning. Den ene bemærkelsesværdige undtagelse er Jakobsbrevet, som endda er blevet klassificeret som “visdomslitteratur”, og det med en vis ret. For Jakob har den samme appel til iagttagelse af naturen (1,11; 3,3-6.11.12; 5,7 osv.), den samme iagttagelse af menneskelivet (2,2.3.15.16; 4,13 osv.), den samme antitetiske form og endog den samme tekniske brug af ordet “visdom” (1,5; 3,15-17). Den brændende moralske iver står dog langt over de andre visdomsbøgers, endog over Jobs.

(2) Paulus

Paulus hører derimod til en helt anden klasse, nemlig den intense religiøse erfaring, som søger sine forudsætninger i åbenbaringen. Derfor er visdomsmetoden fremmed for ham, og fraværet af naturbilleder på hans sider er velkendt (selv Rom 11,17 er et kunstigt konstrueret billede). Kun ét afsnit kræver særlig kommentar. Den “visdom”, som han farer imod i 1 Kor 1, er ikke jødisk, men græsk--spekulation i filosofi, med bevidst elegance i retorikken. Men hvad enten den var jødisk eller græsk, var den moralske vanskelighed den samme. Guds budskab blev tilsløret gennem en overvurdering af menneskelige præstationer, og derfor er Paulus’ brug af sådanne gammeltestamentlige afsnit som Es 29,14; Job 5,13; Sl 94,11 (i 1 Kor 1,19; 1 Kor 3,19; 1 Kor 3,20) helt berettiget. Over for denne “visdom” stiller Paulus læren om korset, noget der krænkede ethvert menneskeligt system, men som desto mere lærte mennesket dets fuldstændige afhængighed af Gud.

Alligevel havde Paulus en egen “visdom” (1 Kor 2,6), som han lærte kristne med moden moralsk (ikke intellektuel: 1 Kor 3,1-3) fremgang. Nogle kommentatorer ville behandle denne visdom som læremæssig og finde den i (for eksempel) Romerbrevet; mere sandsynligt skal den forbindes med de mystiske erfaringer hos den kristne, hvis liv er blevet fuldt behersket af Ånden (1 Kor 2,10-13). For religiøs fremgang ledsages altid af en højere indsigt, som aldrig kan beskrives tilfredsstillende for personer uden den samme erfaring (1 Kor 2,14).

7. Hypostase:

(1) Et kendetegn hos visdomsforfatterne, som viste sig at få enorm betydning for senere (især kristen) teologi, var en forkærlighed for retorisk personifikation af Visdommen (Ordsp 1,20-33; Ordsp 8,1-9; Sirak 4,11-19; 6,23-31; 14,20-15,10; 24; 51,13-21; Salomos Visdom 6,12-9,18; Baruk 3,29-32). Sådanne personifikationer er naturligvis ikke i sig selv bemærkelsesværdige (jf. f.eks. behandlingen af “kærligheden” i 1 Kor 1), men visdomsforfatternes bevidste, noget kunstige stil gennemfører personifikationen med en ejendommelig udførlighed i detaljerne: Visdommen bygger sit hus, gifter sig med sin discipel, blander vin osv. Det mest berømte afsnit er dog Ordsp 8,22-31. Den Visdom, som er så nyttig for mennesket, blev skabt før mennesket, ja før verdens skabelse. Da verden blev dannet, var hun i sin barndom, og mens Gud formede verden, legede hun barnligt under hans beskyttelse og til hans glæde. Således bør Ordsp 8,30 gengives, for sammenhængen gør det klart, at 'mwn bør vokaliseres 'amun, “beskyttet”, og ikke 'amon, “som en mesterhåndværker”. Og “Visdom” er en egenskab hos mennesket (Ordsp 8,31-36), ikke en egenskab hos Gud.

(2) Ja, »visdom« er en egenskab, der sjældent tillægges Gud i Det Gamle Testamente (1 Kong 3,28; 1 Kong 31,2; Jer 10,12; Jer 51,15; sammenlign Dan 5,11), selv hos visdomsforfatterne (Job 5,12; Job 9,4; Sl 104,24; Ordsp 3,19). Delvis synes denne tilbageholdenhed at skyldes en følelse af, at Guds kundskab næppe kan sammenlignes i art med menneskets, delvis den kendsgerning, at »visdom« for de tidligere forfattere havde en profan klang. Senere skrifter har dog mindre betænkelighed i denne henseende (f.eks. Siraks Bog 42,21; Baruks Bog 3,32, den masoretiske teksts vokalisering og Septuaginta til Ordsp 8,30), således at personifikationerne blev personifikationer af en egenskab hos Gud. Resultatet var en af de faktorer, der virkede med til at frembringe læren om »Ordet«, sådan som den fremtrådte i den form, den havde i Israels land.

Se LOGOS.

(3) I Apokryferne tages imidlertid det mest fremskredne skridt i Visdommen. Visdommen er Guds enbårne (Salomos Visdom 7,22), det evige lys’ stråleglans (Salomos Visdom 7,26; sammenlign Hebr 1,3), lever hos Gud (Salomos Visdom 8,3) og deler (?) hans trone (Salomos Visdom 9,4). Hun er alle skabningers oprindelse (eller »moder«) (Salomos Visdom 7,12; sammenlign 8,6), uophørligt virksom i at gennemtrænge (Salomos Visdom 7,24), ordne (Salomos Visdom 8,1) og forny (Salomos Visdom 7,27) alle ting, mens hun bringer inspiration til alle hellige sjæle (Salomos Visdom 7,23), især til Israel (Salomos Visdom 10,17.18). Her er der ingen tvivl om, at personifikationen er ophørt med at være retorisk og er blevet virkelig. Visdommen tænkes som et himmelsk væsen, måske ikke så udpræget personligt som en engel, men ikke desto mindre langt mere end blot et retorisk udtryk; dvs. hun er en »hypostase«.

(4) Det meste af beskrivelsen af Visdommen er simpelthen en udvidelse af tidligere begreber fra Israels land, men det er tydeligt, at også en anden indflydelse har været virksom, og at denne indflydelse var græsk. Forfatteren til Visdommen var virkelig berørt af den græske filosofi, og i Salomos Visdom 7,24 er hans »Visdom« i hvert fald stoikernes logos spermatikos, med mere end blot mistanke om græsk indflydelse også andre steder i beskrivelserne. Denne kombination af jødisk og græsk tænkning blev yderligere udarbejdet af Filon — og yderligere forvirret. For Filon forsøgte at arbejde med visdomslæren i dens form fra Israels land, den visdomslære, hvori Visdommen allerede havde indgydt noget Logos-lære, og Logos-læren for sig selv, uden til fulde at forstå den indbyrdes uoverensstemmende karakter af sine begreber. Resultatet er et af de mest dunkle afsnit i Filons system. Undertiden, som i DeFug. section 109, chapter xx, er Visdommen Logos’ moder, ligesom Gud er dets Fader (sammenlign Cherubim, sections 49, 50, chapter xiv), mens forholdet igen kan vendes om næsten i samme sammenhæng, og Logos fremstår som Visdommens kilde (De Fug. section 97, chapter xviii).

Se LOGOS.

(5) Filons indflydelse var uoverskuelig, og Visdommen spiller som en himmelsk magt en næsten utrolig rolle i de gnostiske spekulationer i det 2. og 3. århundrede; det gnostiske værk Pistis Sophia når sandsynligvis højdepunktet af uvirkelighed. De ortodokse fædre søgte dog naturligt Visdommen inden for Treenigheden, og Irenæus identificerede den med Helligånden (iv. 20, 3). Tertullian identificerede derimod Visdommen med Sønnen (sandsynligvis efter et tidligere forbillede) i Adv. Prax., 7, og denne identifikation opnåede almindelig tilslutning. Således blev Ordsp 8,22-30 et locus classicus i de kristologiske stridigheder (en udførlig udlægning hos Athanaslus, Orat. ii. 16-22) og vedblev at være et dogmatisk bevissted indtil en meget moderne periode.

LITTERATUR.

The Old Testament Theologies, især Smends, edition 2 (1899), og Bertholets (1911). For den mellemliggende periode, GJV, III, edition 4 (1909), og Boasset, Die Religion des Judentums, edition 2 (1906). Særværker: Toy, »Wisdom Literature,« EB, IV (1903); Meinhold, Die Weisheit Israels (1908); Friedlander, Griechische Philosophie im Altes Testament (1904, bør bruges med forsigtighed). Om Filon, sammenlign især Drummond, Philo Judaeus, II, 201-13 (1888).

Se også artiklerne om de forskellige bøger og sammenlign LOGOS; PHILO, JUDAEUS.

Burton Scott Easton