Herrens dag (Jahves dag)

På den anden side er det Nye Testamentes idé gennemtrængt af håbets, glædens og sejrens elementer. I Det Nye Testamente er det eminenten Kristi dag, dagen for Hans komme i Hans Faders herlighed. Selve opfattelsen af Ham som "Menneskesønnen" peger på denne dag (E. Kuehl, Das Selbstbewusstsein Jesu, 68). Joh 5,27: "Og han gav ham magt til at dømme, fordi han er en menneskesøn" (jf. Matt 24,27; Matt 24,30; Luk 12,8). Det er rigtigt, at der i Det Nye Testamente er en mørk baggrund til det lyse billede, for det er stadig en "vredes dag". (Rom 2,5; Rom 2,6), en "stor dag" (Åb 6,17; Jud 1,6), en "Guds dag" (2 Pet 3,12), en "dommedag" (Matt 10,15; 2 Pet 3,7; Rom 2,16).

Sometimes den kaldes "den dag" (Matt 7,22; 1 Thess 5,4; 2 Tim 4,8), og igen kaldes den "dagen" uden nogen som helst præcisering, som om det var den eneste dag værd at tælle i hele verdens og menneskehedens historie (1 Kor 3,13)). For den vantro skildrer Det Nye Testamente den som en skræks dag; for troende som en glædes dag. Thi på den dag vil Kristus opvække de døde, især sine egne døde, legemerne af dem, der troede på Ham - "at af alt det, som han har givet mig, skal jeg ikke miste noget, men skal oprejse det på den sidste dag" (Joh 6,39)). På den dag kommer han til de sine (Matt 16,27), og derfor kaldes den "vor Herre Jesu dag" (2 Kor 1,14), "Jesu dag" eller "Kristi dag" (Fil 1,6; Fil 1,10), den dag, da "menneskesønnens tegn skal vise sig på himlen" (Matt 24,30)). Al paulinsk litteratur er især gennemtrængt af længsel efter "parousia", Kristi gloriøse åbenbarings dag. Hele opfattelsen af den dag centrerer sig derfor omkring Kristus og peger på himmelrigets evige etablering, hvorfra synden vil være fjernet for evigt, og hvori modsætningen mellem Natur og nåde vil blive forvandlet til en evig syntese. Se også eschatologi (Gamle og Nye Testamente).

Henry E. Dosker