Herske

ran: Det hebraiske ord malekhuth kan gengives med "kongemagt", "kongelig værdighed", "rige", "styre" ("herredømme"). Verbet er malakh, "at være konge" ("at herske som konge"), "at blive konge", "at bestige tronen", "offentligt at overtage kongelig magt" og, mere generelt, "at blive mægtig". I Det Nye Testamente hegemonia, basileia, basileuein. Ordet bruges, enten som substantiv eller som verbum, om Jahve (Gud), Messias (Kristus) og mennesker (konger osv.); dernæst om sådanne størrelser som synd, død, nåde; om kvinden i Åbenbaringen og, betinget, om de kristne; én gang, ironisk, om korintherne. "Reign" som substantiv, med henvisning til den tid en person regerer, forekommer i 1 Kong 6,1 (Salomo); 2 Kong 24,12 (Nebukadnesar); 1 Krøn 4,31 (David; jf. 1 Krøn 29,30); 2 Krøn 36,20 ("indtil perserrigets regeringstid"); Neh 12,22 (Darius); Est 2,16 (Ahasverus); Luk 3,1 (Tiberius Cæsar). Oftere forekommer verbet "at herske", malakh, basileuein. Det anvendes om:

(1) Jahve ved afslutningen af Moses' sang (2 Mos 15,18); "Jahve hersker" (1 Krøn 16,31; jf. Sl 93,1; Sl 96,10; Sl 99,1; Åb 19,6); "Gud hersker over folkene" (Sl 47,8); "Hærskarers Jahve skal herske på Zions bjerg" (Es 24,23; jf. Mika 4,7); "Din Gud hersker" (Es 52,7); "Du har taget din store magt og herskede" (Åb 11,17, sandsynligvis med betydningen "du overtog din vælde");

(2) Messias (Kristus) som en retfærdig og retsindig konge (Jer 23,5); en evig konge (Luk 1,33; jf. Åb 11,15); som straffer og undertvinger sine fjender (Luk 19,14; Luk 19,27; 1 Kor 15,25).

(3) Mennesker (konger osv.), med hensyn til kilden til deres magt ("Ved mig (dvs. Guds visdom) hersker konger" (Ordsp 8,15)); med hensyn til legitim tronfølge (2 Krøn 23,3); i betydningen "at have magt eller herredømme" (1 Mos 37,8 og Job 34,30); med hensyn til en væsentlig egenskab (Es 32,1); i forbindelse med Jahves pagt med David (Jer 33,21); desuden bruges ordet i 1 Sam 12,12, hvor Samuel minder Israels børn om, at de krævede en konge af ham (jf. vers 14); om Saul (1 Sam 13,1; jf. 1 Sam 11,12); om Sauls søn Ishboshet (2 Sam 2,10); om David (2 Sam 5,4; jf. 2 Sam 3,21); om Adonija (1 Kong 1,11; 1 Kong 1,24; jf. 1 Kong 2,15); om Salomo (1 Kong 1,13); meget ofte om Judas og Israels konger (i Kongebøgerne og Krønikebøgerne); om Edoms konger (1 Mos 36,31); om Jabin, Kanaans konge, i Hasor (Dom 4,2); om Abimelek, Jerubbaals søn, i Jotams fabel (Dom 9,8-15); om Hanun, ammonitternes konge (2 Sam 10,1); om Rezon og hans mænd i Damaskus (1 Kong 11,24); om Hazael og Ben-Hadad, konger af Aram (2 Kong 8,15; 2 Kong 13,24); om Esarhaddon, Assyriens konge (2 Kong 19,37); om Ahasverus, Persiens konge (Est 1,1); om Arkelaos (Matt 2,22).

(4) I Det Nye Testamente bruges udtrykket basileuein, "at herske", til at illustrere og understrege syndens, dødens og nådens magt (Rom 5,14; Rom 5,17; Rom 5,21; Rom 6,12). Synden, den fordærvende mentale faktor, skal betragtes som noget, der bestandigt og beslutsomt er opsat på at bevare eller genvinde sit greb om mennesket, idet dens magt udøves og forstærkes gennem legemets lyster. Døden, syndens logiske følge, vidner straks både om syndens magt og dens iboende fordærv, mens nåden er den genoprettende åndelige faktor, der følger efter og overalt og altid bekæmper syndens skadelige indflydelse. Den stræber efter at styrte synden fra tronen og at etablere sig i mennesket som den eneste herskende kraft.

(5) Når Det Nye Testamente beskriver de troendes fremtidige herlige tilstand, bruger det udtrykket om dem, der holder ud (i tro; jf. 2 Tim 2,12); om dem, der er `købt til Gud med Lammets blod' (Åb 5,10); om dem, der får del i den første opstandelse (Åb 20,6); om Guds tjenere: "de skal herske i evighedernes evigheder" (Åb 22,5); på den anden side lærer det os ikke at foregribe himlens privilegier, mens vores kristenliv er alt andet end tilfredsstillende (1 Kor 4,8), og Åb 17,18 viser os den frygtelige skæbne for kvinden, den store by (den fordærvede kirke), "som hersker over jordens konger."

Se videre konge, rige.

William Baur