Herrens brødre

I Matt 12,46 ff.; Mark 3,31 ff.; Luk 8,19 ff., mens Jesus var midt i en alvorlig diskussion med skriftkloge og farisæere, sendte hans mor og brødre en besked, som tydeligvis var bestemt til at bringe samtalen til ophør. For at vise, at ingen kødelige bånd skulle hindre ham i at udføre pligterne i hans messianske embede, rakte han hænderne ud mod sine disciple og sagde: “Enhver, som gør min Faders vilje, han som er i himlen, er min bror og søster og mor.” I Matt 13,54 ff.; Mark 6,2 ff., mens han underviste i sin egen by, Nazaret, erklærer hans naboer, som ikke kunne forstå de usædvanlige krav, han fremsatte, fordi de havde fulgt hans naturlige opvækst iblandt dem, i spørgende form, at de kender alt til hele familien, mor, brødre og søstre. De nævner brødrene ved navn. Bengel antyder, at der ligger en tone af foragt i, at søstrenes navne udelades, som om de ikke var værd at nævne. I Joh 2,12 siges de at have ledsaget Jesus og hans mor og disciple fra brylluppet i Kana. I Joh 7,3 ff. beskrives de som vantro og som nogle, der med bitter sarkasme latterliggjorde hans krav. Denne fjendtlige holdning er forsvundet, da de i Jerusalem efter opstandelsen og himmelfarten (ApG 1,14), sammen med Maria og de elleve samt den trofaste gruppe kvinder, “holdt ved i bøn” og ventede på løftet om Helligåndens gave. Deres senere deltagelse i den apostolske kirkes missionsvirksomhed fremgår af 1 Kor 9,5: “Har vi ikke ret til at føre en troende hustru med os, ligesom de øvrige apostle og Herrens brødre og Kefas?” I Gal 1,19 betegnes Jakob, biskop for menigheden i Jerusalem, som “Herrens bror”, hvilket stemmer med Matt 13,55, hvor deres navne optegnes som Jakob, Josef, Simon og Judas. Når derfor “Judas, .... Jakobs bror” nævnes (Jud 1,1), er den umiddelbare slutning, at Judas er endnu en af Herrens brødre. Når man læser disse steder, er den naturlige slutning, at disse “brødre” var Josefs og Marias sønner, født efter Jesus, boende sammen med Maria og hendes døtre i hjemmet i Nazaret, ledsagende moderen på hendes rejser og kaldt Herrens “brødre” i en betydning svarende til den, hvori Josef blev kaldt hans far. De var brødre på grund af deres fælles forhold til Maria. Dette indtryk styrkes af, at Jesus kaldes hendes prototokos, “førstefødte søn” (Luk 2,7), samt af den meget tydelige antydning i Matt 1,25. Selv om hvert enkelt punkt, taget for sig, med nogen vanskelighed kunne forklares anderledes, er argumentets kraft kumulativ. Der er for mange enkeltheder, der må bortforklares, hvis nogen anden slutning skal fastslås. Denne opfattelse er ikke den ældste. Den er blevet ført tilbage til Tertullian og er blevet mere fuldt udviklet af Belvidius, en ukendt forfatter fra det 4. århundrede

To andre synspunkter er blevet forsvaret med megen lærdom og alvor. Det tidligere, som synes at have været udbredt i de første tre århundreder og støttes af Origenes, Eusebius, Gregor af Nyssa og Ambrosius, med Epifanius som dets vigtigste fortaler, betragter disse "brødre" som Josefs børn af et tidligere ægteskab og Maria som hans anden hustru. Josef forsvinder ud af syne, da Jesus er tolv år gammel. Vi ved intet om ham efter beretningen om Jesusbarnet i templet. At der ikke hentydes til ham i beretningen om familien i Mark 6,3, tyder på, at Maria længe havde været enke, før hun stod ved korset uden støtte fra noget medlem af sin nærmeste familie. I de apokryfe evangelier gøres der forsøg på at udfylde det, som de kanoniske evangelier udelader. De beretter, at Josef var over firs år gammel ved sit andet ægteskab, og navnene på både sønner og døtre fra hans første ægteskab gives. Som Lightfoot (kommentar til Galaterbrevet) har bemærket, "er de rene opdigtelser." Theofylakt fremsatte endda den teori, at de var Josefs børn ved et leviratsægteskab med hans bror Klopas' enke. Andre betragter dem som Josefs nevøer, som han efter sin bror Klopas' død havde taget ind i sit eget hjem, og som således blev medlemmer af hans familie og blev regnet, som om de var Josefs og Marias børn. Ifølge dette synspunkt var, med undtagelse af Maria, hele familien i Nazaret ikke blodsbeslægtet med Jesus. Det er en doketisk opfattelse i dogmet om Marias vedvarende jomfrueligheds interesse. Alle dens detaljer, selv den om Josefs høje alder og svækkelse, tager udgangspunkt i den forudsætning. Et andet synspunkt, først fremsat af Hieronymus, da han var en meget ung mand, i hans modsigelse af Belvidius, men senere modificeret af ophavsmanden selv, blev fulgt af Augustin, de romersk-katolske forfattere i almindelighed, og blev ført over i protestantismen ved reformationen og accepteret, om end ikke fremhævet, af Luther, Chemnitz, Bengel osv. Det forstår ordet "bror" i den almindelige betydning "slægtning" og tolker det her som svarende til "fætter." Ifølge dette var disse brødre faktisk blodsbeslægtede med Jesus og ikke med Josef. De var børn af Alfæus, ellers kendt som Klopas (Joh 19,25), og af Marias søster. Denne Maria beskrives i Matt 27,56 som "mor til Jakob og Joses" og i Mark 15,40 som "mor til Jakob den lille og til Joses og Salome." Denne teori peger, i sin fuldt udviklede form, på de tre navne Jakob, Judas og Simon, som findes både i listen over apostlene og over "brødrene", og hævder, at det ville være et bemærkelsesværdigt sammentræf, hvis de henviste til forskellige personer, og de to søstre, som begge hed Maria, havde fundet netop de samme navne til deres sønner. Fortalerne for denne teori hævder også, at udtrykket "Jakob den lille" viser, at der kun var to personer med navnet Jakob i kredsen af dem, der var nærmest knyttet til Jesus. De siger videre, at Maria efter Josefs død blev optaget i sin søsters hjem, og at familierne, da de blev forenet, gør det muligt uden større vanskelighed at forklare, at hendes nevøer og niecer var hos hende og fulgte hende, og at folkets ord i Nazaret kan forstås. Men denne komplicerede teori lider under mange vanskeligheder. Identiteten mellem Klopas og Alfæus kan ikke fastslås, eftersom den hviler på dunkle filologiske ligheder mellem den aramaiske form af de to navne (se Alfæus). Det meste, et sådant argument giver, er en blot mulighed. Heller ikke identiteten mellem "Maria, Klopas' hustru" og søsteren til Maria, Jesu mor, er hævet over tvivl. Joh 19,25, som den hviler på, kan med lige så stor korrekthed tolkes som en lære om, at fire kvinder stod ved korset, hvoraf "Maria fra Klopas" var én, og hans mors søster var en anden. Afgørelsen afhænger af spørgsmålet om, hvorvidt "Maria" står som apposition til "søster." Hvis verset læses sådan, at det fremstiller to par, ville det ikke være en konstruktion uden fortilfælde i Det Nye Testamente, og det ville undgå vanskeligheden ved at finde to søstre med samme navn--en vanskelighed, der endda er større end den med tre fætre med samme navn. Heller ikke identiteten mellem "Jakob den lille" og Alfæus' søn er hævet over tvivl. Ethvert argument om komparativen "mindre," som forklaret ovenfor, falder bort, når det viser sig, at der på græsk ikke er nogen komparativ, men kun "Jakob den lille," hvor antydningen sandsynligvis er hans legemshøjde som betydeligt under gennemsnittet, så den gav anledning til bemærkning. Vanskeligheden er heller ikke mindre, når man foreslår at identificere tre af disse Jesu brødre med apostle af samme navn. For "brødrene" og apostlene skelnes gentagne gange fra hinanden. I Matt 12,49 stod de førstnævnte udenfor, mens de sidstnævnte er samlet omkring Jesus. I Joh 2,12 læser vi: "hans mor og hans brødre og hans disciple." I ApG 1,13 nævnes de elleve, herunder Jakob, Alfæus' søn, og Simon og Judas, Jakobs søn, og derefter siges det, at de blev ledsaget af "hans brødre." Men den afgørende vanskelighed for denne Hieronymus' hypotese er beretningen om brødrenes vantro og deres hån mod hans krav i Joh 7,3-5.

På den anden side er argumenterne imod at betragte dem som Marias og Josefs sønner ikke stærke. Når det hævdes, at deres forsøg på at gribe ind over for Jesus viser en overlegenhed, som efter jødisk skik er uforenelig med yngre brødres stilling, kan man svare, at de, der følger en uberettiget fremgangsmåde, ikke er forbilleder på konsekvens. Når man søger et argument i den kendsgerning, at Jesus på korset betroede sin mor til Johannes, er den umiddelbare slutning, at hun ikke havde egne sønner, som hun kunne vende sig til i sin sorg og forladthed; svaret behøver ikke at begrænses til den betragtning, at ukendte hjemlige forhold kan forklare udeladelsen af hendes sønner. En mere åbenlys forklaring er, at eftersom de ikke forstod deres bror, kunne de heller ikke forstå deres mor, hvis hele liv og interesser var knyttet til hendes førstefødte. Men på den anden side forstod ingen af disciplene Jesus og værdsatte hans gerning og gemte hans ord, som Johannes gjorde. Der var således blevet knyttet et fællesskabsbånd mellem Johannes og Maria, som var tættere end hendes nærmere blodsforhold til hendes egne sønner, der indtil da havde betragtet Jesu vej med misbilligelse og ikke havde nogen sympati for hans mission. I Johannes' hjem ville hun finde trøst for sit tab, når minderne om hendes søns vidunderlige liv blev kaldt frem, og hun ville samtale med ham, som havde hvilet ved Jesu bryst, og som Jesus elskede. Selv når disse brødre få dage senere blev omvendt til trofaste bekendere, var der, set fra Jesu synspunkt, sørget for hendes dybere åndelige fællesskab med hendes opstandne og ophøjede Søn gennem vidnesbyrdet om Jesus, som Johannes bevarede i sin dybt kontemplative ånd. Der var meget, der lignede hinanden i Marias og Johannes' karakterer. Dette kan have haft sin grund i slægtskab, da mange betragter Salome, hans mor, som søster til Jesu mor, nævnt i Joh 19,25.

Bag både stedbroder-teorien (den epifanianske) og fætter-teorien (den hieronymianske), som stemmer overens i at benægte, at Maria var disse brødres virkelige mor, ligger forestillingen om Marias vedvarende jomfruelighed. Denne teori, som har det stereotype udtryk i liturgi og salme, "Maria semper Virgo," som sit slagord, gennemtrænger, skønt uden nogen støtte fra Den hellige Skrift, teologien og gudsdyrkelsen i de gamle og middelalderlige kirker. Fra de græske og romerske kirker er den i ændret form gået over i protestantismen. Dens anbringende er, at det strider mod kristen følelse at tænke sig Marias liv, hvori Ordet, der blev kød, på en særlig måde havde boet, som bolig for andre spædbørn. I denne forestilling ligger den videre tanke, mest fremtrædende i middelalderens teologi, om en syndighed ved selve den handling, hvorved nye menneskeliv bliver til, og ved den tilbøjelighed, der er indplantet fra skabelsen, og som alle familiebånd afhænger af. 1 Tim 4,3; 1 Tim 4,4; Hebr 13,4 er tilstrækkeligt svar. Syndens plet ligger ikke i ægteskabet og brugen af det, der er indbefattet i dets indstiftelse, og som Gud har velsignet (jf. ApG 10,15), men i dets forvrængning og misbrug. Det er ved en inkonsekvens, at protestanter har indrømmet så meget til Roms teori, at cølibat er en helligere stand end ægteskab, og at jomfruelighed i ægteskabet er bedre end ægteskabet selv. Teorien er også forbundet med at fjerne Maria fra det almindelige livs og dets pligters sfære som noget for dagligdags for en, der skal omgives af en halvguds glorie og idealiseres for at blive tilbedt. Den fortolkning, at de er Herrens virkelige brødre, ophøjer og herliggør familielivet i alle dets relationer og pligter og helliger moderskabet med alle dets bekymringer og prøvelser som helligere end en selvisk isolation fra verden for at undgå de ærgrelser og ydmygelser, der er uadskillelige fra troskab mod vore kald. Ikke blot Maria, men Jesus sammen med hende, vidste hvad det var at sørge over et hus, der var splittet i religiøs henseende (Matt 10,35). Men at denne vantro og ligegyldighed veg for det klarere lys fra Jesu opstandelse, vises ved disse brødres tilstedeværelse i disciplenes kreds i Jerusalem (ApG 1,14). Henvisningen til hans tilsynekomst efter opstandelsen for Jakob (1 Kor 15,7) hænger sandsynligvis sammen med denne ændring i deres holdning. 1 Kor 9,5 viser, at mindst to af disse brødre var virksomme som missionærer, utvivlsomt i Det hellige land og blandt jøder, i overensstemmelse med den aftale, Jakob indgik i Gal 2, og hans velkendte holdning til spørgsmål vedrørende hedningerne. Zahn betragter Jakob som en asket og cølibatær, der ikke er indbefattet i 1 Kor 9,5, som da begrænses til Judas og Simon. Deres ægteskab viser "fraværet i Den hellige Familie af den pseudo-asketisme, som i så høj grad har forvirret traditionen om dem" (Alford).

Se også Jakob; Judas.

For mere udførlige drøftelser, se de omfattende argumenter hos Eadie og Lightfoot i deres kommentarer til Galaterbrevet, den førstnævnte til fordel for de helvidianske synspunkter, og den sidstnævnte, med sin udtømmende lærdom, til fordel for de epifanianske; desuden, på den førstnævntes side, Mayor, The Epistle of James; Alford, Greek Test.; Farrar, Early Days of Christianity; Zahn, Introduction to the New Testament.

H. E. Jacobs