Herrens nadver; (eukaristi)

u'-ka-rist

GENERELT

|| I. DEFINITION

II. NYTESTAMENTLIGE KILDER

1. Tekstlige overvejelser

2. Beretningerne sammenlignet

(1) Markus

(2) Matthæus

(3) Paulinsk

(4) Lukas

3. Andre paulinske oplysninger

III. FORBEREDELSE TIL EUKARISTIEN

1. Underne med brødene og fiskene

2. Talen i Kapernaum

IV. EUKARISTIENS HISTORISKE RAMME

1. Andre handlinger og ord af Kristus på aftenen før lidelsen

2. Indstiftelsens offersprog

3. Offersystemet i den jødiske husholdning

4. Den påskemæssige baggrund for indstiftelsen af eukaristien

V. INDSTIFTELSENS RÆKKEFØLGE

Punkter der bør bemærkes

VI. KIRKENS IAGTTAGELSE AF EUKARISTIEN

1. Himmelsk baggrund

(1) Kristne som en præstelig slægt

(2) Kristus, den evige ypperstepræst

2. Fejret hver Herrens dag

3. Navne på eukaristien

(1) Eukaristi

(2) Herrens nadver

(3) Brødsbrydelse

(4) Fællesskab

(5) Offergave

VII. DEN POSTAPOSTOLISKE KIRKE

1. Vejledning ved Helligånden

2. De tidlige fædre

(1) De ignatianske breve

(2) Justin Martyr

(3) Irenæus

(4) Cyprian

VIII. LITURGISK TRADITION

1. Oversigt over den eukaristiske bøn

2. Betydningen af dette for enheden

LITTERATUR

I. Definition.

Eukaristi.--Den særlige rite i kristen gudsdyrkelse, indstiftet af vor Herre Jesus Kristus på aftenen før hans sonende død, en religiøs nydelse af brød og vin, som, efter at være blevet frembåret for Gud Fader i taknemlig ihukommelse af Kristi uudtømmelige offer, er blevet (gennem den sakramentale velsignelse) fællesskabet med Kristi legeme og blod (jf. Joh 6,54; ApG 2,42; ApG 20,7; ApG 20,11; Rom 15,16; 1 Kor 10,16; 1 Kor 11,23-26).

II. Nytestamentlige kilder.

De nytestamentlige kilder til vores kundskab om eukaristiens indstiftelse er firfoldige, idet der findes en kort beretning derom i hvert af de synoptiske evangelier og i Paulus' Første Brev til Korintherne (Matt 26,26-29; Mark 14,22-25; Luk 22,14-20; 1 Kor 11,23-26; jf. 10,16.17).

1. Tekstlige overvejelser:

Teksten i disse beretninger har vist sig kun at behøve ringe rettelse, bortset fra udeladelsen af et ord eller to fra hver beretning, som var sneget sig ind gennem afskrivernes tendens, bevidst eller ubevidst, til at tilpasse detaljerne i parallelle passager til hinanden. Ægtheden af Luk 22,19; Luk 22,20 er fuldstændig hævet over enhver tvivl. At de udelades helt eller delvist, og ændringerne i rækkefølgen af to eller tre vers i hele afsnittet (22,14-20), som kendetegner et meget lille antal håndskrifter, skyldes forvirring hos nogle få skrivere og oversættere mellem påskebægeret (22,17) og det eukaristiske bæger (22,20), samt deres velmente, men fejlagtige, forsøg på at forbedre den tekst, der lå foran dem.

2. Beretningerne sammenlignet:

(1) Markus:

Den korteste beretning om indstiftelsen af eukaristien findes i Mark 14,22-24. I den skelnes eukaristien ikke skarpt fra dens ramme, påskemåltidet: "Og mens de spiste, tog han brød, og da han havde velsignet, brød han det og gav dem det og sagde: Tag det; dette er mit legeme. Og han tog et bæger, og da han havde takket, gav han dem det; og de drak alle af det. Og han sagde til dem: Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange." Dette repræsenterer en tradition, der var fastlagt inden for 20 år efter den beskrevne begivenhed.

(2) Matthæus:

Matt 26,26-28 giver nogle få træk i form af revision, tilsyneladende fra en, der da var til stede. Han tilføjer formaningen "spis" ved overrækkelsen af brødet og sætter den personlige befaling: "Drik alle af det," i stedet for den blotte oplysning: "og de drak alle af det." Han tilføjer også om blodet, at det, som "udgydes for mange," er "til syndernes forladelse."

(3) Paulinsk:

Den paulinske beretning, 1 Kor 11,23-26 (den tidligst nedskrevne, omkring 55 e.Kr.), blev fremkaldt som en irettesættelse af den skandaløse vanhelligelse af eukaristien i Korinth. Den giver os en anden tradition, uafhængig af og supplerende til Markus-Matthæus. Den gør krav på Frelserens autoritet som sin kilde og var allerede blevet gjort kendt for korintherne i apostlens mundtlige undervisning. Tidspunktet for indstiftelsen nævnes som forræderiets nat. Vi bemærker om brødet: "Dette er mit legeme, som er for jer," om bægeret: "Dette bæger er den nye pagt i mit blod," og den gentagne befaling: "Gør dette til ihukommelse af mig."

(4) Lukas:

Beretningen i Luk 22,14-20 er den seneste (omkring 80 e.Kr.) af vores nytestamentlige optegnelser. Lukas havde gjort sig umage for at følge alt tilbage til dets kilde og havde redigeret den mundtlige tradition på ny i lyset af sine historiske undersøgelser (1,2.3), og derfor er hans beretning af den højeste værdi. Idet han skriver for en videre kreds af læsere, adskiller og skelner han omhyggeligt eukaristien fra påskemåltidet, som gik forud for den, og anbringer Kristi udtalelse om ikke at drikke "fra nu af af vintræets frugt, før Guds rige kommer," på dens rette sted som en henvisning til påskebægeret (jf. Matt 26,29; Mark 14,25; og Luk 22,15-18). Når han beskriver den egentlige indstiftelse af eukaristien, giver han os næsten ordret overensstemmelse med den beretning, Paulus giver (1 Kor 11,23-25).

3. Andre paulinske data: Vi bør lægge mærke til den udtalelse, som Paulus føjer til sin beretning om indstiftelsen, hvor han understreger den mindende side og den bevismæssige værdi af det vidnesbyrd, som den eukaristiske fejring skulle aflægge gennem alle tidsaldre i den kristne husholdning (1 Kor 11,26). Vi bør også lægge mærke til den kendsgerning, som apostlen bygger sin irettesættelse af de vanhellige korinther på, nemlig den virkelige, om end udefinerede, identitet mellem eukaristiens brød og vin og Kristi legeme og blod (1 Kor 11,27-29); en identitet, der er etableret gennem den velsignelse, som udtales over dem, så brødet og bægeret er blevet henholdsvis "fællesskabet med Kristi legeme" og "fællesskabet med Kristi blod" (1 Kor 10,15-17). At modtage eukaristien og samtidig tage del i ofre, der er bragt til afguder, er fuldstændig uforeneligt med kristen troskab. At modtage eukaristien efter et frådsende, vindrikkende agapemåltid, uden at erkende at de indviede elementer er det, som Herren Kristus kaldte dem, er ligeledes en trods mod Gud. Begge handlinger fremkalder på samme måde dommen fra Guds retfærdige vrede (1 Kor 10,21; 1 Kor 10,22; 1 Kor 11,21; 1 Kor 11,22; 1 Kor 11,27-29).

III. Forberedelse til eukaristien.

Indstiftelsen af eukaristien var blevet forberedt af Kristus gennem anskuelsesundervisningen i bespisningen af de fem tusind (Matt 14,13-21; Mark 6,35-44; Luk 9,12-17; Joh 6,4-13), som blev fulgt op af talen om ham selv som livets brød og om at spise hans kød og drikke hans blod som næring til evigt liv.

1. Underne med brød og fisk:

Dette blev igen stadfæstet ved den anden anskuelsesundervisning, bespisningen af de fire tusind senere (Matt 15,32-39; Mark 8,1-9). Herren Kristi takkebøn og hans velsignelse af brødene og fiskene — handlinger, som ellers ikke er optegnet om ham, undtagen ved eukaristiens indstiftelse og ved måltidet i Emmaus, hvor han åbenbarede sig (Luk 24,30) — gjorde dybt indtryk på de tilstedeværende, idet de viste den kilde, hvorfra hans kraft til at mætte skarens sult kom (jf. Matt 14,19; Matt 15,36; Mark 6,41; Mark 8,6; Mark 8,7; Luk 9,16; Joh 6,11; Joh 6,23).

2. Talen i Kapernaum:

I talen i Kapernaum (Joh 6,26-58) førte Kristus sine tilhøreres tanke fra jordisk til himmelsk føde, fra føde, der forgik, til det sande brød fra himlen. Han erklærede sig selv for at være det levende brød, og videre, at det er ved at spise hans kød og drikke hans blod, at de skal have sandt liv i sig selv og blive oprejst af ham på den sidste dag. De vanskeligheder, som denne tale rejste, løste Kristus ikke på det tidspunkt. Hans himmelfart ville kun føje til dem. Han bad sine disciple tage imod hans ord i tro. Under Åndens forvaltning skulle disse ting blive virkelighed (Joh 6,60-69). Eukaristiens indstiftelse senere gav nøglen til disse ellers "hårde" ord. I dag står eukaristien tilbage som forklaringen på denne tale. En hårdfør bjergbo, f.eks., som havde læst Joh 6 mange gange, kunne ikke danne sig nogen forestilling om dens mening. Da han for første gang fik den forret at være til stede ved den eukaristiske gudstjeneste efter Book of Common Prayer, blev betydningen af at næres af Kristi kød og blod straks tydelig for ham (se The Spirit of Missions, juli 1911, 572-73).

IV. Eukaristiens historiske ramme.

1. Andre handlinger og ord af Kristus på aftenen før lidelsen:

Vi bør lægge mærke til den ramme, hvori eukaristiens indstiftelse blev placeret. Skønt det fjerde evangelium ikke optegner dette, giver det os mange ellers ukendte oplysninger om de ord, Kristus talte på aftenen før sin død, hvori eukaristiens indstiftelse historisk var placeret. Den symbolske vask af disciplenes fødder (Joh 13,3-10), det "nye" bud (Joh 13,34), Kristus som adgangsvejen til Faderen (Joh 14,6), kærlighed til Kristus vist ved at holde hans bud (Joh 14,15; Joh 14,21; Joh 14,23; Joh 14,24), udsendelsen af Talsmanden, Ånden (Joh 14,16; Joh 14,17; Joh 14,26; Joh 15,26; Joh 16,13; Joh 16,14), det nære fællesskab mellem Kristus og hans disciple, vist i billedet med vinstokken og dens grene (Joh 15,1-9; Joh 15,13-16) — alt dette kaster lys over buddet: "Gør dette til minde om mig" (Luk 22,19; 1 Kor 11,24; 1 Kor 11,25). Bønnens virkning `i Kristi navn' (Joh 16,23; Joh 16,24; Joh 16,26-28) efter hans endelige bortgang fra disciplenes midte, og hans store bøn, hvori han ofrer sig selv og går i forbøn for sin kirke gennem alle tider (Joh 17, især 17,9-26), må ikke glemmes, når man betragter: "Dette er mit legeme, som gives for jer" (Luk 22,19), og: "Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse" (Matt 26,28).

2. Indstiftelsens offersprog:

Offerklangen i mange af de ord, der bruges i indstiftelsesberetningerne, bør bemærkes: f.eks. "legeme", "blod", "pagt", "givet", "udgydt", "for jer", "for mange", "til syndernes forladelse", "minde" (jf. 2 Mos 24,6-8; 3 Mos 2,2; 3 Mos 2,9; 3 Mos 2,16; 3 Mos 4,5-7; 3 Mos 4,16-18; 3 Mos 4,34; 3 Mos 17,11; 3 Mos 17,14; 3 Mos 24,7; 4 Mos 10,10; Hebr 9,11-28; Hebr 10,4-10; Hebr 10,19; Hebr 10,20). Selve elementerne brød og vin antydede også offertanken for dem, der var vant til deres brug i den ældre gudstjenesteordning (jf. 2 Mos 29,38-42; 4 Mos 15,4-10; 4 Mos 15,28 og 29 passim).

3. Offersystemet i den jødiske husholdning:

Den generelle baggrund, som indstiftelsen af eukaristien træder frem af, er desuden den ældre pagts offersystem. Guds udvalgte folk tilbad, som en præstelig slægt, et helligt folk (2 Mos 19,5; 2 Mos 19,6; 5 Mos 7,6), Gud med en række ofre, guddommeligt formet og inspireret, som fremstillede Guds suveræne majestæt og herredømme, hans hellighed, og den ærefrygt og bodfærdighed, der skyldes fra dem, som ville nærme sig ham, samt deres ønske om fællesskab med ham.

Den mere umiddelbare baggrund for eukaristien er påsken, og dette uden at foregribe spørgsmålet om, hvorvidt Herren Kristus spiste påskemåltidet med sine disciple, før han indstiftede eukaristien, sådan som det synes mest sandsynligt (sammenlign Luk 22,7-18), eller om han døde på dagen for dens fejring (se artiklen “Preparation,” DCG, II, 409).

4. Påskens baggrund for indstiftelsen af eukaristien:

Påsken var på én gang et offer, der mindede om pagten og fornyede pagten, og eukaristien, som svarer til den, blev indstiftet på tidspunktet for dens årlige fejring og for slagtningen af det sande påskelam, hvis døds værdi og betydning den tolkede (2 Mos 12,3-28; sammenlign 13,3-10; 5 Mos 16,1-8; 1 Kor 5,7; Joh 6,51; Joh 10,10; Joh 10,11; Joh 10,15; Joh 10,17; Joh 10,18; Joh 15,13; Joh 17,19).

V. Indstiftelsens rækkefølge.

Lad os klart stille for os rækkefølgen af Herren Kristi handlinger og ord ved indstiftelsen af eukaristien, før vi går videre til at undersøge kirkens måde at fejre denne anordning på.

Punkter, der bør bemærkes

Ved afslutningen af påskemåltidet,

(1) “tog” Herren Kristus henholdsvis brødet og bægeret til brug i sin nye ritus;

(2) han “takkede” over dem og gjorde dem derved til et takoffer til Gud;

(3) han “velsignede” dem til deres nye og højere virkning;

(4) han “gav” dem til apostlene (brydningen var en nødvendig forudgående handling før uddelingen af brødet);

(5) han bød dem: “Tag, spis,” og: “Drik alle heraf,” henholdsvis;

(6) han erklærede om brødet: “Dette er mit legeme, givet for jer,” om bægeret: “Dette er mit blod, pagtens blod,” eller: “Dette er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer,” “til syndernes forladelse”;

(7) han tilføjer den gentagne befaling: “Gør dette til mit minde.”

Det er indlysende, at vi påbydes at følge den samme række af handlinger og udsagn som Kristus selv. Vi bør tage brød og vin, sætte dem til side ved at takke Gud over dem, idet vi frembærer dem for ham som symboler på Kristi legeme og blod, én gang for alle “givet” og “udgydt” for os; velsigne dem ved at bede om Guds velsignelse over dem (sammenlign 1 Mos 14,19; 4 Mos 6,23-27; Mark 8,7; Luk 2,34; Luk 9,16; Luk 24,50); og modtage og give dem som Kristi legeme og blod; for “velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke et fællesskab i Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke et fællesskab i Kristi legeme?” (1 Kor 10,16). Det er indlysende, at vi i denne forbindelse ikke skal glemme skellet mellem Kristi naturlige legeme, som han tog af den salige jomfru, og brødet, som han holdt i sin hånd, og velsignede og lod fungere som sit legeme til vores deltagelse i og indbliven i ham derved—hans sakramentale legeme. Kirken med dens mange lemmer, forenet med hovedet og således med hinanden, kaldes også hans mystiske legeme (1 Kor 10,17; 1 Kor 12,27; Ef 1,22; Ef 1,23; Kol 1,24).

VI. Kirkens overholdelse af eukaristien.

1. Himmelsk baggrund:

(1) Kristne en præstelig slægt:

Vi bør huske Kristi kirkes præstelige karakter, hvis ofre bringes under Helligåndens husholdning (1 Pet 2,5; 1 Pet 2,9; Åb 1,6; sammenlign ApG 1,2; ApG 1,8); og også vor opstandne, ophøjede og evigt levende Herre Kristi evige præstedømme i himlene.

(2) Kristus den evige ypperstepræst:

Han satte sit liv til for at tage det igen (Joh 10,17), og nu, i fuldkommenheden af sin herliggjorte menneskenatur, ved selve sin nærværelse i himlen, er han for evigt den uudtømmelige soning for vore synder (Hebr 2,17-3; Hebr 4,14-5; Hebr 7,1-8; Hebr 9,11-28; Hebr 10,1-25; sammenlign 1 Joh 2,1; 1 Joh 2,2). Som Lammet, der én gang for alle blev slagtet, men lever i al evighed, er Herren Kristus midtpunktet for englenes og de forløstes tilbedelse (Åb 1,17; Åb 1,18; Åb 5,6-14; Åb 7,9; Åb 7,10), og den kristne discipel har det privilegium at nære sig af denne evige præst og dette offer (Hebr 13,10; 1 Kor 10,16).

2. Fejret hver Herrens dag:

Fejringen af eukaristien var karakteristisk for pinsekirken (ApG 2,42), især på Herrens dag (ApG 20,7). Dens overholdelse blev forudgået af agapen (1 Kor 11,20; 1 Kor 11,34) om aftenen (for omstændighederne ved indstiftelsen blev nøje efterlignet, og dagen blev regnet for at begynde ved solnedgang efter jødisk skik), og således kom eukaristien egentlig sent på natten eller hen imod morgen (ApG 20,11).

3. Navne på eukaristien:

(1) Eukaristi:

Navnet “eukaristi” er afledt af institutionens eucharistesas (“takkede”) og var den mest udbredte betegnelse i den ældste tid, anvendt om hele gudstjenesten, om indvielsen af brødet og vinen eller om de indviede elementer selv (sammenlign 1 Kor 14,16).

(2) Herrens nadver:

Det bør bemærkes, at navnet “Herrens nadver” hører til agapen snarere end til eukaristien; dets almindelige brug er en fejlbenævnelse fra middelalderen og reformationstiden.

(3) Brødsbrydelse:

Udtrykket “brødsbrydelse” (ApG 2,42; ApG 20,7; ApG 20,11) havde kun ringe udbredelse efter nytestamentlig tid.

(4) Kommunion:

“Kommunion” er tydeligvis afledt af 1 Kor 10,16.

(5) Oblation:

I forbindelse med den tidlige og hyppige brug af ordet "offer" (prosphora) og dets beslægtede former bør vi lægge mærke til Paulus' beskrivelse af sin tjeneste i vendinger, der antyder begrundelsen for indvielsesbønnen, eller den eukaristiske bøn, sådan som vi kender den i den tidligste liturgiske tradition: "at jeg skulle være Kristus Jesu tjener for hedningerne, idet jeg gør tjeneste med Guds evangelium, for at hedningernes frembærelse kunne blive velbehagelig, helliget ved Helligånden" (Rom 15,16).

VII. Den postapostolske kirke.

1. Vejledning ved Helligånden:

Den samme Ånd, som vejledte kirken i fastlæggelsen af de nytestamentlige skrifters kanon, den samme Ånd, som vejledte kirken i udarbejdelsen af dens udtrykkelige formulering af den kristne lære om Guddommen og om Kristus--den selv samme Ånd vejledte kirken i dannelsen og udformningen af dens store eukaristiske bøn til dens norm i det samme 4. århundrede. Østens historiske kirker er, ved deres trofaste fastholden ved denne norm, næsten ikke blevet forstyrret af de uenigheder og stridigheder i den vestlige kristenhed, som vedrører eukaristien.

2. De tidlige fædre:

De glimt, de tidligere fædre giver os af eukaristien, stemmer helt overens med det mere tydeligt formulerede udtryk for kirkens fælles eukaristiske gudsdyrkelse, som vi finder i de liturgiske dokumenter og skrifter fra den nikænske tid.

(1) De ignatianske breve:

De ignatianske breve viser os eukaristien som brændpunktet for kirkens liv og orden, kilden til enhed og fællesskab. Den eukaristi, der er indviet ved biskoppens og kirkens bøn, er Guds brød, Kristi kød og blod, formidlingen af uforgængelig kærlighed og evigt liv (sammenlign Efeserbrevet, 5,13,10; Trallianerbrevet, 7,8; Romerbrevet, 7; Filadelfierbrevet, 4; Smyrnæerbrevet, 7,8; Magnesierbrevet, 7).

(2) Justin Martyr:

Justin Martyr fortæller os, at eukaristien blev fejret på Herrens dag, den dag der forbindes med skabelsen og med Kristi opstandelse. Til celebranten blev der bragt brød og vin blandet med vand; han frembar derefter for Gud, over dem, højtidelig taksigelse for hans miskundhed i gaverne mad og sundhed og for den forløsning, Kristus havde virket. Oblationerne af brød og vin frembæres for Gud til minde om Kristi lidelse og bliver Kristi legeme og blod gennem bøn. Eukaristien er et åndeligt lovprisnings- og takoffer til minde om Kristi død; og de indviede elementer er fællesskabet med Kristi legeme og blod i kraft af den sakramentale karakter, der er givet dem ved påkaldelsen af den guddommelige velsignelse (sammenlign 1 Apol., 13,15, 66, 67; Dial. med Trypho, 41,70, 117).

(3) Irenæus:

Irenæus fremhæver også den kendsgerning, at Kristus lærte sine disciple at frembære den nye pagts nye oblation, at frembære som takoffer førstegrøden af Guds skabninger--brød og vin--det rene offer, som Malakias tidligere havde profeteret om. Eukaristien, indviet af kirken gennem påkaldelsen af Guds velsignelse, er fællesskabet med Kristi legeme og blod, sådan som han ved indstiftelsen erklærede elementerne for at være (sammenlign Against Heresies, i.13,1; iv.17,5; 18,1-6; 33,1; v.22,3).

(4) Cyprian:

Cyprian giver også vidnesbyrd om den samme eukaristiske tro og hentyder meget tydeligt til "Løft jeres hjerter", til den store taksigelse og til indvielsesbønnen. Denne sidste omfattede genfortællingen af, hvad Kristus gjorde og sagde ved indstiftelsen, mindet om hans lidelse og påkaldelsen af Helligånden (sammenlign Brev til Caecilius, afsnit 1, 2, 4, 9, 10, 14, 17; Brev til Epictetus, afsnit 2, 4; Om kirkens enhed, I, 17; Om Herrens bøn, afsnit 31; Firmilian til Cyprian, afsnit 10, 17).

VIII. Liturgisk tradition.

1. Den eukaristiske bøns grundtræk:

Når vi går videre til at undersøge de tidlige liturgiske levn, finder vi det tydelige udtryk for kirkens offer i overensstemmelse med disse linjer. Efter en indledende opfordring til de tilbedende om at "løfte deres hjerter" fortsætter den store eukaristiske bøn med at udøse ophøjede lovprisninger til Gud for alle skabelsens velsignelser og for jordens frugter; den stiller kirkens lovprisning sammen med den himmelske hærs tilbedelse omkring Guds trone. Guds kærlighed, da han tilvejebragte det faldne menneskes forløsning gennem inkarnationen og gennem sin enbårne Søns selvhengivelse som offer på korset, erindres derpå i dyb taknemmelighed. Dernæst berettes eukaristiens indstiftelse i forræderiets nat, og derefter, idet Kristi befaling (`Gør dette til mit minde'), som dér er gengivet, tages op og opfyldes, gøres der for Gud, med de antitypiske elementer, et højtideligt minde om Herren Kristi død og om hans sejrrige opstandelse og himmelfart. Så, som en yderligere udførelse af denne lydighedshandling, rettes den ydmygste bøn til den evige Fader om, at oblationerne må helliges ved Helligåndens virken til at være Kristi legeme og blod og til, for dem der får del i dem, at meddele syndernes forladelse og skænke evigt liv. Til denne store lovprisnings- og bønshandling giver den forsamlede menighed sit højtidelige "Amen", og derefter modtages de sakramentale gaver af de tilstedeværende troende, med endnu et "Amen" fra hver modtager, som de uddeles til.

Den store eukaristiske bøn, som den her er skitseret, var den første del af liturgien, der krystalliserede sig i skriftlig form, og af dens bestanddele var påkaldelsen af den guddommelige velsignelse over elementerne sandsynligvis den første, der blev skrevet ned.

2. Betydningen af dette for enhed:

Omkring enkelheden og dybden i en sådan sandt apostolisk norm for eukaristisk gudsdyrkelse alene kan de nu spredte og delte efterfølgere af Kristus samles til ét; for deri består, i fuldkommen harmoni, de sider af det mindesmærke, han befalede os at holde, som vender mod Gud og mod mennesket, som noget der supplerer hinanden, ikke modsiger hinanden; og det indviede brøds og den indviede vins identitet med Kristi legeme og blod viser sig at høre hjemme i deres åndelige funktions og krafts område.

LITTERATUR.

E.F. Willis, The Worship of the Old Covenant .... in Relation to That of the New; Frederic Rendall, Sacrificial Language of the New Testament; Maurice Goguel, L'eucharistie des origines a Justin Martyr, 105 ff; W.B. Frankland, The Early Eucharist (fremragende); H.B. Swete, "Eucharistic Belief in the 2nd and 3rd Cents.," Journal of Theological Studies, juni 1902, 161 ff; R.M. Woolley, The Liturgy of the Primitive Church; M. Lepin, L'idee du sacrifice dans la religion chretienne; W. Milligan, The Ascension and Heavenly Priesthood of our Lord; Thomas Brett, A True Scripture Account of the Nature and benefits of the Holy Eucharist, 1736; samme, A Discourse Concerning the Necessity of Discerning the Lord's Body in the Holy Communion, 1720; J.R. Milne, Considerations on Eucharistic Worship; samme, The Doctrine and Practice of the Eucharist; H.R. Gummey, The Consecration of the Eucharist; A.J. Maclean, Recent Discoveries Illustrating Early Christian Life and Worship; samme, The Ancient Church Orders; L. Duchesne, Origines du culte chretien; J.T. Levens, Aspects of the Holy Communion; John Wordsworth, The Holy Communion; F.E. Brightman, Liturgies, Eastern and Western.

Henry Riley Gummey

HISTORISK

|| 1. Oprindelig indstiftelse

2. Elementerne

3. Eukaristien i den apostoliske kirke

4. Eukaristien i den postapostoliske kirke

5. Rom og eukaristien

6. Luther og eukaristien

7. Zwingli og eukaristien

8. Calvin og eukaristien

Dette navn for Herrens nadver er afledt af eucharistia, indvielsesbønnen, og dette peger igen tilbage på Matt 26,27: »Og han tog et bæger og takkede« (eucharistesas). Det mest almindelige navn er »Herrens nadver« (deipnon kuriou (1 Kor 11,20)). Den kaldes også »Herrens bord« (trapeza kuriou (1 Kor 10,21 KJV)); mens bægeret kaldes »velsignelsens bæger« (poterion tes eulogias (1 Kor 10,16)) og »Herrens bæger« (poterion kuriou (1 Kor 10,21)). Ordet koinonia henviser både til brødet og bægeret, hvorfra vores almindelige udtryk »kommunion« stammer. I postapostolisk tid blev den kendt som leitourgia, en hellig tjeneste, hvorfra vores ord »liturgi« kommer. Den blev også kaldt thusia, et offer, og musterion, på grund af dens mystiske karakter og måske på grund af den kendsgerning, at den kun blev fejret i de troendes lukkede kreds. Den romersk-katolske kirke kalder den missa eller »messe«, efter ordene congregatio missa est, hvormed den første del af gudstjenesten i postapostolisk tid, kaldet missa cathechumenorum, blev afsluttet, og hvormed den anden del af gudstjenesten blev indledt, kendt som missa fidelium, den sakramentale del af gudstjenesten, kun bestemt for de troende.

1. Oprindelig indstiftelse:

Eukaristiens oprindelse beskrives i 1 Kor 26; 1 Kor 14 og Luk 22. Paulus indleder sin enkle og omfattende gengivelse af indstiftelsens oprindelse--den tidligste skriftlige beretning om den--med ordene: »For jeg modtog fra Herren det, som jeg også overgav til jer« (1 Kor 11,23). En sammenligning mellem evangelierne og 2 Mos 12 viser en betydelig ændring af det oprindelige påskeritual på Jesu tid (se Smiths DB, artiklen »Lord's Supper«). Det samlede evangeliebillede af eukaristiens indstiftelse viser os Frelseren i dyb bevidsthed om den katastrofe, der var ved at overvælde ham, omgivet af forræderi fra Judas' side og en mærkelig og fuldstændig mangel på forståelse af den sande situation hos de øvrige disciple. Han havde inderligt »længtes efter at spise dette påskemåltid med dem, før han led« (Luk 22,15), og alligevel er de helt uden respons; det vigtigste spørgsmål i deres sind synes at have været den gamle strid om rang og forrang. Om Judas var til stede ved indtagelsen af nadveren eller ej, er et omstridt punkt, som vi ikke vil drøfte her. Vi vil heller ikke berøre spørgsmålet om, hvorvidt dette påskemåltid var det egentlige jødiske festmåltid eller en foregribelse af det, kun kaldt pascha med hentydning til den store højtid, som havde bragt hundredtusinder af jøder til Jerusalem (sammenlign Luk 26; Luk 14 med Joh 12,1; Joh 13,1; Joh 13,2; Joh 13,29; Joh 18,28; Joh 19,14; Joh 19,31).

Både Matthæus og Markus lader det nøjagtige sted for indstiftelsen af nadveren i festmåltidet stå ubestemt, "mens de spiste" (Matt 26,26; Mark 14,22); Lukas' ord, "efter måltidet" (22,20), kan være et vink med hensyn til dette spørgsmål (se Joh 13,1; 1 Kor 11,25). Men den tidlige kirkes skik med at fejre eukaristien efter agapen eller "kærlighedsmåltidet" synes at være et stærkt vidnesbyrd om, at den oprindelige indstiftelse var adskilt fra påskefesten og fulgte efter den. Hele emnet om eukaristien er blevet draget i tvivl af de radikale tyske kritikere, som peger på, at hele sagen mangler hos Johannes, og på udeladelsen af ordene: "Gør dette til minde om mig," hos Matthæus og Markus. At det forekommer hos Lukas, tilskrives Paulus' indflydelse på ham og hans kendskab til beretningen om indstiftelsen, sådan som apostlen beskrev den. Men denne opfattelse er fuldstændig uholdbar i lyset af den ubestridte kendsgerning, at Herrens nadver som en fast del af gudstjenesten var solidt etableret fra den kristne kirkes tidligste dage. Læren om Kristi stedfortrædende lidelse er intetsteds så klart udtalt som i ordene ved nadverens indstiftelse: "Dette er mit legeme, som gives for jer" (Luk 22,19); "Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse" (Matt 26,28). Det er ikke underligt, at de, som helt har afskaffet læren om den stedfortrædende forsoning eller substitution, angriber eukaristiens historicitet og med alle midler søger at viske den ud af beretningen.

Jesus befaler sine efterfølgere at overholde den nye indstiftelse "til minde om" ham. Som dr. Bavinck siger: "Herrens nadver er indstiftet af Kristus som en varig velgerning for hans kirke; den er en velsignelse føjet til alle andre velsignelser for at betegne og besegle dem" (Geref. Dogm., IV, 310).

2. Elementerne:

Hvad angår de elementer, der blev brugt ved den oprindelige indstiftelse af nadveren, var de brød og vin. Brødet var naturligvis påskens usyrede brød, under hvilken fest ethvert spor af surdej blev fjernet (2 Mos 12,19). Østkirken, måske påvirket af judaisternes bitre ebionitiske ånd, antog senere brugen af almindeligt brød (koinos artos); vestkirken brugte usyret brød. Protestantismen lod sagen høre til blandt adiaphora.

Hvad vinen angår, har sagen været omstridt fra begyndelsen (se Kitto's Cyclopaedia of Biblical Literature). Den tidlige kirke brugte altid blandet vin, vin og vand, i overensstemmelse med jødisk skik. Om den vin, der blev brugt ved indstiftelsen af Herrens nadver, var gæret eller ugæret vin, må naturligvis afgøres ud fra de jødiske påskeskikke, der var gældende på den tid. Sagen er omstridt og er ikke let at afgøre.

Moderne jøder bruger ganske almindeligt rosinvin, fremstillet ved at lægge rosiner i blød i vand natten over og presse saften ud den næste dag til brug ved påskemåltidet. De gamle jøder brugte, får vi at vide, til dette formål en tyk, kogt vin, blandet med vand (Mishna, Terumoth, xi). Om oinos, det ord der bruges i Det Nye Testamente, bogstaveligt, som navnet antyder, står for gæret vin, eller billedligt for de blandede drikke, som var velkendte for både gamle og moderne jøder, er et omdiskuteret spørgsmål. Så sent som i det 16. århundrede fejrede de nestorianske kristne nadver med rosinvin, og det samme siges om de indiske kristne ("Sankt Thomas-kristne"). Ordet "ny", som Kristus bruger i Matt 26,29, menes af nogle at angive karakteren af den vin, Kristus brugte ved indstiftelsen af eukaristien, nemlig saften af friskpressede druer (se Clem. Alex., Paed., xi). På den anden side forbød det tredje koncil i Braga udtrykkeligt denne praksis som kættersk. Det er tydeligt, at hele emnet er indhyllet i megen mystik. Nogle gamle sekter erstattede elementet med noget helt andet; vand og mælk blev for eksempel brugt (Epiph., Haer., xlix; Aug., Haer., xxviii). Sådanne skikke blev fuldstændig fordømt af koncilet i Braga (675 e.Kr.). I almindelighed synes den kristne kirke dog næsten fra begyndelsen at have brugt gæret rødvin, enten blandet eller ublandet, ved forvaltningen af eukaristien, for at opretholde overensstemmelsen mellem symbolet og det, der symboliseres.

3. Eukaristien i den apostolske kirke:

Oprindeligt fejrede den apostolske kirke nadver ved enhver samling til gudstjeneste. De holdt urokkeligt fast ved apostlens lære og fællesskabet, ved brødsbrydelsen og bønnerne (ApG 2,42; ApG 2,46). Meget snart blev dens forvaltning dog, hvis vi kan dømme ud fra Apostlenes Gerninger og de paulinske breve, begrænset til samlingen på ugens første dag. Agapen gik altid forud for nadveren, og på et tidspunkt i gudstjenesten hilste de troende, idet kønnene efter synagogens mønster var adskilt, hinanden med det "hellige kys" (philema hagion) (1 Kor 16,20; 2 Kor 13,12). Men indførelsen af sakramentet, med alt hvad der hørte til det, havde tydeligvis givet anledning til alvorlige misbrug i Korinth (1 Kor 11,34). Paulus retter disse med utvetydige ord. Sådan fik vi vores første skriftlige beretning om nadverens indstiftelse. I Korinth synes den fra begyndelsen at have været begrænset til ugens første dag (ApG 20,7; 1 Kor 16,2). Ved en langsom overgang blev deipnon flyttet fra midnatstimen til morgenen. I det mindste finder vi, at Paulus holdt den efter midnat i Troas (ApG 20,11). Det ser ud, som om apostlen også havde taget del i Herrens nadver sammen med sine kristne ledsagere om bord på skibet hen imod slutningen af sin skæbnesvangre rejse på Adriaterhavet (ApG 27,35).

4. Eukaristien i den postapostolske kirke:

I den postapostolske kirke fortsatte eukaristien med at blive fejret hver Herrens dag. Men den skilte sig ud fra Ordets forkyndelse og fra bønnerne, sådan som det var sket i den foregående periode. Den blev tillagt en mystisk betydning, noget for helligt for det almindelige blik, og således blev missa catechumenorum, det åbne kirkemøde, adskilt fra missa fidelium, forsamlingen kun for de troende, hvor eukaristien blev fejret. Brød, vin, olie, mælk, honning, alle ingredienserne til agapen, hvorfra elementerne til nadveren blev udvalgt, blev tilvejebragt gennem de troendes frivillige gaver. Disse blev højtideligt sat til side af den fungerende biskop med en indvielsesbøn, eucharistia, og således fik sakramentet navnet »eukaristi«. Selve gaverne blev kaldt prosphorai, »offergaver«, eller thusiai, »ofre«. Den sakrificielle opfattelse af nadveren blev således gradvis skabt (Ign., Phil., iv; Smyrna, vii, viii; Justin, Apol., i. 66; Dial., xii. 70; Irenaeus, Adv. Haer., iv. 18,5). Da eukaristien først blev opfattet som et offer, blev opfattelsen af den fungerende biskop som præst logisk uundgåelig. De apostolske konstitutioner, xliii (4), giver os et rimeligt indtryk af kirkens gudstjeneste mod slutningen af det 3. århundrede. Allerede på dette tidlige tidspunkt havde et veludviklet ritual erstattet enkelheden i gudstjenesten på de apostolske dages tid. I de afrikanske og østlige kirker fik døbte børn lov til at deltage i nadveren på grund af den frygt, som Joh 6,53 fremkaldte. Den genfødende opfattelse af dåben påvirkede i høj grad denne skik. Resterne af de indviede elementer blev bragt af diakonerne til de syge og til fængslede troende. Vi har ikke plads i en kort artikel som denne til fuldt ud at gå ind på udviklingen af den læremæssige opfattelse af nadveren, sådan som den findes hos fædrene. Det må være nok at sige, at den symbolske og åndelige forståelse af eukaristien, sædvanligvis defineret som det »dynamiske« syn på nadveren, blev forfægtet af mænd som Origenes, Eusebius af Cæsarea, Basilios den Store, Gregor af Nazianz og andre. På den anden side udviklede Kyrillos, Gregor af Nyssa, Chrysostomos og Johannes Damascenus den »realistiske« teori om eukaristien, og dette syn delte sig igen i den »diofysitiske« teori, senere kaldt »konsubstantiation«, og den »monofysitiske« teori, senere kendt som »transsubstantiation«. Augustinns, den store latinske fader, kendte intet til læren om transsubstantiation. Han lærte, at nadverfællesskabet kun bringer velsignelse for troende, mens det for de vantro er en forbandelse, og at den sande spisning af Kristi legeme består i at tro (Serm. Ad Infantes, De Civ., x.6; xxii. 10; Tract. 25 in Joann.). Paschasins Radbert (død 865 e.Kr.) var den første, der fuldt ud formulerede det realistiske syn som den romerske kirkes lære, og selv om det dynamiske syn sejrede for en tid, viste fordømmelsen af Berengarius af Tours (død 1088 e.Kr.), at det realistiske syn på nadveren ved midten af det 11. århundrede var blevet den almindeligt accepterede lære om eukaristien.

5. Rom og eukaristien:

Den romerske kirke sammenfatter sin lære om eukaristien i ordet »transsubstantiation«, som betyder omdannelsen af substansen i de elementer, der bruges i eukaristien. Ordet blev først brugt af Hildebert af Tours (død 1134 e.Kr.) i en prædiken. Læren om nadveren blev endeligt fastlagt, sammen med det nye udtryk, af pave Innocens III ved Laterankonciliet i 1215 e.Kr. Det blev besluttet, at Kristi legeme og blod virkelig er indeholdt i alterets sakramente, under brødets og vinens skikkelser, idet brødet transsubstantieres til legemet og vinen til Kristi blod ved den guddommelige kraft. Dette har siden været den romerske lære om nadveren. Brødet og vinen forvandles til Kristi virkelige legeme og blod ved indstiftelsesordene. Ved nadverens indstiftelse gjorde Kristus sine disciple til præster, hvorfor eukaristien kun må forvaltes af en ordineret præst. I sakramentets mirakel forbliver elementernes »accidenser«--brød og vin--men de er ikke længere iboende i et subjekt, idet den substans, som de var iboende i, er erstattet af en anden. Denne nye substans er Kristi legeme og blod, som er skjult for iagttagelse under elementernes fremtræden. Hele Kristus er til stede i hvert af disse elementer; derfor er det ikke nødvendigt at modtage nadveren under begge former (sub utraque). I den romerske opfattelse af nadveren er fællesskabet med Kristus en sekundær tanke. Hovedtanken er transsubstantiationen selv, for nadveren er mere et offer end et sakramente; således bliver messen et syndoffer. Mens den nærer troen, holder os fra dødssynd, afværger timelig straf og forener troende, har den også en virkning for dem, der ikke er til stede, og endog for de døde i skærsilden. Således blev messen selve hjertet og centrum i hele den romerske kult (Conf. Trid., XIII, 21, 22; Cat. Rom., CXII, c. 4; Bellarm, De Sacr. Euch., I, iv; Moehler, Symb., section 34).

6. Luther og eukaristien:

Reformatorerne forkastede læren om transsubstantiation, den sakramentale opfattelse af eukaristien som offer, tilbedelsen af "hostien", tilbageholdelsen af bægeret, eukaristiens virkning til fordel for de døde, hele den romersk-katolske opfattelse af nadverens sakramente. Luthers oprindelige standpunkt, at elementerne i nadveren var tegn og segl på syndernes forladelse, blev snart erstattet af læren om "konsubstantiation". Den bitre strid med Carlstadt, og især Marburg-samtalens fiasko, drev for altid Luther over i realisternes lejr. Allerede i 1524 havde han skitseret sin lære imod Carlstadt. Han stillede sig helt på den realistiske opfattelse af indstiftelsesordene og hævdede, at "Kristi legeme i overensstemmelse med Guds vilje og almagt og sin egen allestedsnærværelse virkelig og substantielt er til stede i, med og under nadveren, ligesom hans guddommelige natur er i den menneskelige, som varme er i jernet. Derfor modtages nadveren legemligt af dem, der er uværdige, om end til deres egen ødelæggelse" (Bavinck, Geref. Dogm., IV, 318). Denne lære er blevet fuldt udviklet af de lutherske teologer og er den lutherske kirkes syn den dag i dag.

7. Zwingli og eukaristien:

Zwingli tog i det væsentlige Carlstadts parti i hans strid med Luther, som han derved i høj grad gjorde bitter. Han fortolkede indstiftelsesordene--"dette er"--som betydende "dette står for", "dette betyder". Dette syn blev udførligt fremlagt i et brev til Matthew Alber i Reutlingen i 1524 og fik sin endelige form i hans dogmatiske skrift, Com. de vera et falsa rel. (1525), hvor han karakteriserer Luthers lære som "en mening, der ikke blot er grov, men endog ugudelig og letsindig". Bruddet blev udvidet ved Marburg-samtalen i 1529. Reduceret til sin sidste analyse er Zwinglis eukaristiske opfattelse den, at nadveren er et symbolsk minde om Kristi lidelse og død, skønt Zwingli ikke benægter, at Kristus er nærværende for troens øje. Tværtimod nydes han gennem ordet og gennem troen, dvs. på en åndelig måde. I nadveren bekender vi vores tro, vi udtrykker, hvad den tro betyder for os, og vi gør det til minde om Kristi død (Oper., ii.1, 426; iii.239, 326, 459; iv.51, 68). Det zwinglianske syn er bevidst eller ubevidst blevet antaget af en meget stor del af den protestantiske kirke.

8. Calvin og eukaristien:

Calvins standpunkt i læren om eukaristien hælder snarere til det lutherske end til det zwinglianske syn. Hos Zwingli er sakramentet ikke meget mere end et tegn; hos Calvin er det både et tegn og et segl. Virkeligheden i fællesskabet med Kristus og goderne ved hans død, modtaget ved en levende tro--alt dette er fælles for det lutherske og det calvinistiske syn. Herrens nadver er langt mere end blot en mindegudstjeneste; den er også et vidunderligt nådemiddel. Calvin tager Zwinglis parti i at benægte ethvert fysisk, lokalt eller substantielt nærvær af Kristus i eukaristien. Men han adskiller sig fra ham ved at gøre den eukaristiske handling til langt mere end en trosbekendelse, og han lægger langt større vægt end Zwingli på betydningen af den sande deltagelse i den. Sammen med Luther fastholder han, at Kristus virkelig er nærværende i nadveren, og han lægger særlig vægt på den troendes mystiske forening med Kristus. I nadveren berøres både goderne ved Kristi død og hans herlige person. Men Kristus stiger ikke i nadveren ned til den troende; derimod stiger den troende op til ham i himlen. Den centrale tanke i den calvinistiske opfattelse af nadveren er denne: at nadvergæsten, ved Helligåndens virke, kommer i åndelig kontakt med hele Kristi person, og at han således næres til evigt liv. Enhver grundig studerende af Calvins værker må indrømme, at hans tanker om emnet er noget indviklede og forvirrende. Dette skyldes uden tvivl den formidlende position, han indtog mellem Luther og Zwingli. Men hans standpunkt som helhed er ganske klart. Alle hans tilhængere er enige om at fastholde, at (1) Kristus kun er åndeligt nærværende i nadveren; (2) at deltagelsen i nadverens goder derfor må være åndelig, skønt den er virkelig, og (3) at kun sande nadvergæster, ved en levende tro, kan få del deri, og at denne deltagelse i Frelserens sonende død besegles for os ved brugen af sakramentets indstiftede tegn.

Henry E. Dosker

LUTHERSK FORTOLKNING

|| I. BEGREBET

1. Afledning og betydning

2. Synonymer

II. ORDINANSEN

1. Kilde og norm for læren om eukaristien

2. Fortolkning af de eukaristiske tekster

3. Læremæssigt indhold i de eukaristiske passager

III. VANSKELIGHEDER

1. Spørgsmålet om mulighed

2. Troens plads i sakramentet

3. Indstiftelsesordene

I. Begrebet.

1. Afledning og betydning:

"Eukaristi" er den fordanskede form af det græske substantiv eucharistia, som betegner "taknemmelighed", "tak" eller "lovprisningsoffer". Substantivet er afledt af verbet eucharisteo, som, sammen med verbet eulogeo af beslægtet betydning i Matt 26,26; Matt 26,27; Mark 14,22; Mark 14,23, bruges til at beskrive Herrens handling, da han velsignede brødet og vinen ved indstiftelsen af Herrens nadver (Luk 22,19; 1 Kor 11,23). Når det bruges absolut, som disse steder, betegner det "frembærelsen af lovprisning, som ikke fremkaldes af andet end Gud selv og hans åbenbarede herlighed" (Cremer). Velsignelsen af de fysiske elementer var en del af den sakramentale handling ved senere fejringer af ordinansen (1 Kor 10,16), og således kom eucharistia snart (2. århundrede) til at betyde de velsignede elementer og hele den ordinans, hvori disse blev uddelt.

2. Synonymer:

Andre bibelske betegnelser for den samme anordning er "fællesskab" (fra koinonia, i den dobbelte betydning, der angives i 1 Kor 10,16; 1 Kor 10,17), "Herrens nadver" (kuriakon deipnon (1 Kor 11,20)), "Herrens bord" (trapeza kuriou (1 Kor 10,21)), "brødsbrydelse" (klasis tou artou (ApG 2,42)). Kirkens litteratur udviklede en lang række betegnelser, som fremhæver det ene eller det andet træk ved denne anordning. Luther bruger i sin Lille Katekismus navnet "alterets sakramente", fordi det forvaltes ved alteret. De lutherske bekendelsesskrifter anvender lejlighedsvis betegnelsen "messe", dog i den oprindelige betydning, som oldkirken, ikke i den betydning, som den romerske kirke, forbinder med ordet ("messe" afledt enten af missa, "ting, der er sendt", fordi materialerne til nadveren blev sendt til fejringsstedet, eller af missio, "en udsendelse (bortsendelse)", fordi gudstjenestedeltagere, som ikke var medlemmer, eller mindreårige, blev sendt bort fra gudstjenesten, før fejringen af eukaristien begyndte; men se McClintock og Strong, Cyclop. of Biblical, Theol., and Eccles. Lit., V, 863).

II. Anordningen.

1. Kilde og norm for læren om eukaristien:

"Læresæderne", dvs. de skriftsteder, som må anvendes til at bestemme enhver væsentlig del af Skriftens lære om den kristne kirkes andet sakramente, er indstiftelsesordene, der er gengivet i Matt 26,26-28; Mark 14,22-24; Luk 22,19; Luk 22,20; 1 Kor 11,23-25. Værdifulde udsagn, især om den rette brug af sakramentet, findes i 1 Kor 10,15 ff.; 11,20 ff. At disse tekster er omstridte, er ingen grund til, at en lære ikke skulle kunne fastlægges ud fra dem. Ingen lære i den kristne religion kunne fastlægges, hvis hvert skriftsted måtte trækkes ud af argumentationen, så snart det var blevet omstridt. Joh 6,32-59 handler ikke om denne anordning, fordi

(1) anordningen må dateres til forræderiets nat, som lå betydeligt senere end Herrens tale i Kapernaum;

(2) fordi dette afsnit taler om at "spise kødet", ikke legemet, af Menneskesønnen og om at drikke "hans blod" på en sådan måde, at et menneskes evige frelse gøres afhængig af denne spisen og drikken. Hvis dette afsnit handlede om eukaristien, kunne spædbørn, børn, personer i fangenskab blandt hedninger eller personer, der midlertidigt var berøvet den kristne kirkes tjeneste og derfor ikke kunne gå til nadver, ikke blive frelst.

2. Fortolkning af de eukaristiske tekster:

Udlægningen af Skriftens egentlige eukaristiske tekster styres af den almindelige regel for bibelsk eksegese, nemlig at hvert ord og udsagn i Skriften må forstås i sin rette og naturlige betydning, medmindre en klar og tvingende grund nødvendiggør en billedlig fortolkning. De forfattere, som har gengivet sakramentets indstiftelse, har ikke givet noget vink om, at de ønsker at blive forstået billedligt. Den højtidelige anledning — eukaristien som udtryk for Herrens sidste vilje eller testamente — udelukker brugen af billedsprog (Gal 3,15). Det forhold, at et udsagn i Skriften overgår vores naturlige fatteevne, berettiger os ikke til at give det en billedlig betydning. Hvis dette rationalistiske princip skulle anvendes ved forklaringen af Skriften, kunne vi ikke bevare en eneste åbenbaret lære. Desuden er de, der har antaget en billedlig fortolkning, ikke enige om, hvor billedet skal placeres i indstiftelsesordene. Nogle hævder, at ordet touto, andre at esti, andre at to soma mou indeholder et billede, mens atter andre vil tage indstiftelsesordene i deres egentlige betydning, men forstå hele anordningen billedligt.

3. Læremæssigt indhold i de eukaristiske afsnit:

De eukaristiske afsnit indeholder: (1) et udsagn, der fastlægger tidspunktet og anledningen til indstiftelsen. Det var "i den nat, da han blev forrådt", umiddelbart før begyndelsen på Kristi passio magna, og i forbindelse med fejringen af den jødiske påske (Matt 26,17). Den anordning, som Kristus indstiftede, skulle træde i stedet for den gamle påske (1 Kor 5,7, hvilket skriftsted Luther træffende gengiver: "Også vi har en påske, som er Kristus, korsfæstet for os"). Jødisk skik på Kristi tid synes at have tilladt en vis frihed med hensyn til tidspunktet for at spise påskelammet. Dermed overvindes forskellen mellem Johannes (18,28; 19,42) og synoptikerne. Vor Herre var ved indstiftelsen dybt bevæget af tanker om kærlighed og hengivenhed for sine disciple (13,1).

(2) En autoritativ erklæring af Kristus, Gud-mennesket, som fastlægger sakramentets bestanddele og de væsentlige træk ved den sakramentale handling (speciem actus). Denne erklæring nævner:

(a) Sakramentets elementer, som er af to slags: brød og vin (materia terrena) og Herrens legeme og blod (materia coelestis) (se Ireneus Adv. Haer., iv.34,363, citeret i Form. Conc. Sol. Decl., Art. VII, nummer 14, 649). Der er ikke fastsat nogen lov med hensyn til brødets kvalitet, form eller mængde (syret eller usyret, rundt eller aflangt, i store brød, kager eller i oblat-form klar til øjeblikkelig uddeling). Ligeledes er vinens farve og kvalitet ikke nærmere bestemt. Udtrykket gennema tes ampelou, "vintræets frugt" (Matt 26,29), tillader brugen af enhver substans, der er vokset på vintræet, er presset af druer og har de egenskaber, som kendetegner den substans, der kaldes vin. At den vin, Herren brugte på den tid af året og i overensstemmelse med jødisk skik, var gæret vin, kan der ikke være nogen tvivl om (Hodge, Systematic Theol., III, 616). Brugen af ugæret vin er tilbøjelig til at indføre et element af usikkerhed i sakramentet. De himmelske elementer defineres således: "mit legeme, som gives for jer," "mit blod, som udgydes for mange." Disse udtryk betegner Kristi virkelige, substantielle, naturlige legeme og hans virkelige, naturlige blod (Luther: "vor Herres sande legeme og blod"). Både de jordiske og de himmelske elementer er virkelig til stede på samme tid i enhver eukaristisk handling. At nægte enten tilstedeværelsen af virkeligt brød og virkelig vin på noget tidspunkt under den eukaristiske handling, sådan som den romerske lære om transsubstantiation gør (imod 1 Kor 11,26; 1 Kor 11,28), eller den virkelige tilstedeværelse af Kristi sande legeme og blod, sådan som reformert lære gør, yder ikke Skriften retfærdighed.

(b) Elementernes forhold til hinanden: Når Herren rækker de fysiske elementer til disciplene, bruger han locutio exhibitiva, som er fælles for alle menneskers sprog: Han nævner det, som ikke ses, mens han giver det, som ses. ("Her er Deres krydderier," siger købmanden, når han udleverer pakken, der indeholder dem.) Locutio exhibitiva udsiger altid et faktum, undtagen når den bruges af en spøgefugl eller en uærlig person. Brødet i eukaristien er Kristi legeme; vinen er ligeledes Kristi blod. Forholdet udtrykkes i 1 Kor 10,16; 1 Kor 10,17 med koinonia, "fællesskab." Dette udtryk er ikke det samme som metocht, "deltagelse," som ville sigte til nadvergæsterne (Plummer, HDB, III, 149). Koinonia erklærer et fællesskab mellem brødet og Kristi legeme, mellem vinen og Kristi blod. Det er umuligt at definere måden og formen for dette fællesskab mellem de jordiske og de himmelske elementer. Udtryk som "konsubstantiation," "impanation," "invination," er mangelfulde forsøg på at definere det udefinerbare. Alt, hvad vi kan hævde, er, at Herrens legeme og blod på en måde, som er ubegribelig for os, er i en sakramental forening med det eukaristiske brød og den eukaristiske vin.

(c) Den handling, der kræves, nemlig: "tag, spis"; "tag, drik." Disse ord sigter til uddelingen og modtagelsen af de sakramentale elementer. Disse er væsentlige; måden er det ikke, medmindre man ønsker at fremhæve, f.eks. ved brødets brydelse, den blot symbolske betydning af hele anordningen. Følgelig er det også ligegyldigt, om den, der forretter nadveren, lægger elementerne i nadvergæstens hænder, som derefter fører dem til sin mund, eller om den, der forretter, fører elementerne direkte til nadvergæstens mund. Handlingerne at uddele og modtage omfatter imidlertid hele den sakramentale substans, dvs. ikke brødet eller vinen alene uddeles og modtages, men "i, med og under brødet" Kristi legeme, "i, med og under vinen" Kristi blod. Spisningen og drikningen i eukaristien er af en særlig art. Den adskiller sig fra blot naturlig spisning og drikning af almindelig føde og fra åndelig spisning og drikning, som er et billedligt udtryk, der betegner den troende tilegnelse af Frelserens sonende værk, og som aldrig kan være "til dom." Ved naturlig spisning og drikning ville der kun være brød og vin, ikke Herrens legeme og blod; ved åndelig spisning og drikning ville der kun være Forløserens fortjenester, ikke brød og vin. Ved sakramental spisning og drikning modtages både brødet og Kristi legeme, vinen og Kristi blod, sakramentalt: de jordiske elementer på en naturlig måde, de himmelske på en overnaturlig, udefinerbar måde, begge dog mundtligt og begge af hver nadvergæst. For ifølge 1 Kor 11,29 modtager også den uværdige nadvergæst Herrens legeme, og det til sin dom, idet han "ikke bedømmer" det (King James Version).

(d) Anordningens mål og formål: Herren siger: "Gør dette til minde om mig." Paulus siger: "Så ofte som I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer." Disse ord gør eukaristien til et virksomt middel til at styrke disciplenes åndelige forening med Herren indtil hans genkomst. De er et kald til tro fra nadvergæsternes side og begrænser adgangen til nadverfællesskabet til Herrens troende efterfølgere. Værdige nadvergæster er dem, der forstår betydningen af Kristi offer og håber på hans genkomst i herlighed. (Luther: "Sakramentet er indstiftet for os kristne.") Den pligt til selvransagelse, som pålægges nadvergæsterne, understreger yderligere formålet med denne anordning. Selvransagelse omfatter kendskab til og erkendelse af vores syndige tilstand, tillid til Guds altid nærværende tilgivelse for Kristi skyld og et oprigtigt forsæt om at forsage synden og vokse i hellighed. Derfor kan ikke-troende, moralsk utilregnelige personer og personer, der fører et anstødeligt liv, som de ikke vil forbedre, ikke gives adgang til nadverfællesskabet (Matt 7,6). I 1 Kor 10,17 nævner Paulus et andet formål: styrkelsen af broderkærlighedens og fællesskabets bånd ved hjælp af nadveren. Derfor kræves enhed i troen og aktiv kristen næstekærlighed hos dem, der skal gå til nadver sammen (Matt 5,23; Matt 5,14), og "lukket nadverfællesskab", ikke "åbent eller blandet nadverfællesskab", er i overensstemmelse med Skriftens lære. I mangel af nogen fast regel for, hvor ofte en kristen skal gå til nadver, er de ovennævnte grunde tilstrækkelige til at tilskynde ham til at gå til nadver ofte ("så ofte som").

(3) En autoritativ udtalelse fra Kristus om den fortsatte brug af sakramentet (exercitium actus): "Gør dette." Det betyder

(a) at Kristi handling skal gentages, dvs. brød og vin skal velsignes, uddeles og modtages. Velsignelsen kaldes konsekrationen og består i fremsigelsen af en bøn og indstiftelsesordene. Konsekrationen har ingen magiske virkninger; den frembringer ikke den sakramentale forening. På den anden side er den ikke blot en meningsløs ceremoni, men en højtidelig erklæring om, at brød og vin nu, i overensstemmelse med Herrens vilje, udskilles fra deres almindelige brug for at helliges den brug, som Herren befalede. Den er også en bøn til Herren om at være nærværende i sakramentet;

(b) at når som helst disciple gør, som deres Herre gjorde, vil han forbinde sit legeme og blod med de jordiske substanser, sådan som han gjorde ved den første nadver;

(c) at ud over velsignelsen af elementerne er kun det at give, eller uddele, og det at tage, eller modtage, de sakramentale elementer egentlige og væsentlige dele af en sakramental handling. En sand sakramental handling er kun fuldstændig, hvor disse tre handlinger forekommer sammen: konsekration, uddeling, modtagelse; og uden for disse handlinger har intet, der måtte blive gjort med elementerne, karakter af et sakramente eller en sakramental handling. At frembære den konsekrerede oblat til tilbedelse er ingen del af sakramentet, men en form for afgudsdyrkelse (artolatry), fordi der ikke findes nogen sakramental forening undtagen i den handling, hvor de konsekrerede elementer uddeles og modtages. At fratage de læge nadvergæster bægeret er en uberettiget lemlæstelse af sakramentet (Matt 26,27; Mark 14,23). Men den groveste forvanskning af sakramentet og en vedvarende forhånelse af fuldstændigheden i Herrens sonoffer er frembæringen af de konsekrerede elementer som et ublodigt offer for de levendes og de dødes synder, sådan som det sker i den romerske messe (Hebr 10,14; Hebr 10,18).

III. Vanskeligheder.

1. Spørgsmålet om mulighed:

"Hvordan kan dette ske?" Dette spørgsmål kunne rejses mod enhver lære i Skriften. Foreningen af naturerne i Gud-mennesket, tilregnelsen af hans fortjeneste til den troende, den levendegørende kraft i ordet om den guddommelige nåde, de dødes opstandelse osv. kan alle underkastes den samme spørgen.

2. Troens plads i sakramentet:

"Har troen ingen plads i dette sakramente?" Troen skaber ikke sakramentet og hjælper heller ikke med at skabe det, hverken forvalterens eller nadvergæstens tro. Sakramentet er fuldt ud konstitueret i alle sine dele ved Herrens indstiftende handling og ved hans befaling om at fortsætte overholdelsen af det. Menneskets tro kan ikke skabe, og menneskets vantro kan ikke ophæve, en Guds anordning. Men tro er nødvendig, for at en nadvergæst kan modtage de velsignelser, der tilbydes i eukaristien, og vidne om sit troende forhold til Herren og om sit kristne fællesskab med brødrene. Sakramentet skænker ingen velsignelse ex opere operato, dvs. ved den blotte mekaniske udførelse af den fysiske handling.

3. Indstiftelsesordene:

"Er indstiftelsesordene en del af den hellige tekst?" Indtil Paulus' tidsalder blev de alment betragtet som det, og de kritiske arbejder af Briggs, P. Gardner, Grafe, Immer, Julicher osv., som let kan forklares ud fra disse mænds teologiske standpunkt, mangler enhed i resultatet og opvejes af arbejderne af Scrivener, Schultzen, R.A. Hoffman, Blass, Beyschlag osv. Kristendommen ser endnu ingen grund til at forkaste indstiftelsesordene og til at ophøre med eukaristien som en guddommelig anordning.

W. H. T. Dau

IFØLGE BRØDREMENIGHEDENS (DUNKERS) TRO OG PRAKSIS

|| I. DET SIDSTE MÅLTID VAR IKKE DEN JØDISKE PÅSKE

1. Dato

2. Læremæssigt

3. Tradition

II. VIDEREFØRELSEN AF DET SIDSTE MÅLTID

III. BRØDREMENIGHEDENS PRAKSIS

IV. KÆRLIGHEDSMÅLTIDETS MENING OG BETYDNING

LITTERATUR

Dette kirkesamfunds interesse for Herrens nadver i dens forhold til påsken består i to punkter:

(1) at "Herrens nadver" ikke var den jødiske påske, men blev spist aftenen før den jødiske fest; og

(2) at dette »sidste måltid« var bestemt til at blive videreført. Det videreføres af Church of the Brethren under navnet »kærlighedsmåltid« (se Agape).

I. Det sidste måltid var ikke den jødiske påske.

1. Dato:

Johannes giver fem tydelige antydninger af datoen:

(1)) »Men før påskefesten« (Pro de tes heortes tou pascha; Joh 13,1). Dette viser, at vaskningen af disciplenes fødder og talerne ved det sidste måltid fandt sted før påsken.

(2) »Køb, hvad vi har brug for til festen« agorason hon chreian echomen eis ten heorten; Joh 13,29). Dette viser, at måltidet (daiphon) ikke var påskefesten [@heorten).

(3) »De fører derfor Jesus fra Kajfas ind i prætoriet; og det var tidligt; og de gik ikke selv ind i prætoriet, for at de ikke skulle blive urene, men kunne spise påsken« (hina phagosin to pascha; Joh 18,28). Dette var efter måltidet, tidligt på korsfæstelsesdagen, før påsken.

(4) »Men det var forberedelsesdagen til påsken; det var omkring den sjette time« (en de paraskeue tou pascha; Joh 19,14). Dette viser igen afgørende, at påskemåltidet endnu ikke var spist. Jesus står foran Pilatus; det er korsfæstelsesdagen og efter det sidste måltid.

(5) »Da det nu var forberedelsesdagen, for at legemerne ikke skulle blive på korset på sabbatten (for den sabbatsdag var en stor dag),« Joh 19,31 osv. Her har vi igen en henvisning til forberedelsesdagen (paraskeue tou pascha) og også til sabbatten, som i dette tilfælde var en »stor dag« (en gar megale he hemera ekeinou tou sabbatou). Dette viser, at påsken blev spist fredag aften efter solnedgang den 15. nisan, ved begyndelsen af den jødiske sabbat. Når påsken faldt på sabbatten, var den sabbat en »stor dag«.

2. Læremæssigt:

Kristus er vores påske: han døde på det tidspunkt, da påskelammet blev slagtet, altså efter det sidste måltid.

(1) Kristus døde på det tidspunkt, da påskelammet blev slagtet fredag eftermiddag, den 14. nisan, og blev således vores påske (1 Kor 5,7): »For også vores påskelam er blevet ofret, nemlig Kristus.«

(2) Jesus, »Guds lam« (Joh 1,29), svarer til påskelammet (2 Mos 12,3). »Uden lyde« (2 Mos 12,5) = Jesus, »som ikke gjorde synd« (1 Pet 2,22-24). Blodet af et lam, stænket på husene (2 Mos 12,7; 2 Mos 12,13), svarer til frelse ved Jesu blod (1 Joh 1,7-9).

(3) Jesus opstod på den tredje dag og blev »førstegrøden af dem, der er sovet hen« (1 Kor 15,4; 1 Kor 15,20; 1 Kor 15,23). Opstandelsen fandt sted på ugens første dag. Negget, eller førstegrøden, blev samlet den 16. nisan. Derfor må Jesus være død fredag den 14. nisan, da påskelammet blev slagtet; altså efter det sidste måltid.

3. Tradition:

Alle de tidlige traditioner, både jødiske og kristne, er enige om, at Jesus blev korsfæstet på forberedelsesdagen til påsken, og de skelner mellem påsken og det sidste måltid, som blev spist aftenen før den jødiske fest.

II. Videreførelsen af det sidste måltid.

(1) Da det sidste måltid var en ny indstiftelse, er der ikke større grund til at videreføre én del end en anden. Det er en enhed, og hver begivenhed den nat har sin betydning og plads.

(2) Jesus befalede disciplene at videreføre fodvaskningen (se fodvaskning) (Joh 13,14; Joh 13,15; Joh 13,17), og på samme måde befalede han, at eukaristien skulle videreføres som et minde om ham (1 Kor 11,24; 1 Kor 11,25). Hvorfor ikke agapen?

(3) Agapen blev videreført af apostlene og disciplene. De forstod helt sikkert Jesus sådan, at hele gudstjenesten ved det sidste måltid skulle videreføres; ellers ville de ikke have gjort det.

III. Praksis i Church of the Brethren.

»Kærlighedsmåltidet« mindes Jesu sidste måltid med sine disciple. Disse kærlighedsmåltider holdes en eller to gange hvert år, altid om aftenen, af hver lokal kirke eller menighed. Forberedende gudstjenester om »selvprøvelse« (1 Kor 11,28) går forud for ordinanserne. Kirkebænkene omdannes til borde. Måltidet (deipnon) gøres på forhånd rede af diakonerne og diakonisserne. Andagtsøvelserne sigter mod at frembringe særlig indvielse, bekendelse og forsoning. Før måltidet spises, læses og forklares Joh 13,1-17, hvorefter brødrene går i gang med at vaske hinandens fødder, og søstrene gør ligeledes for sig selv. Alle venter på hinanden (1 Kor 11,33), indtil de er klar til måltidet. Den forrettende ældste beder derefter én om at holde bøn for måltidet, som så spises i fællesskab. Endnu en taksigelsesbøn bedes ved måltidets afslutning. Efter måltidet beder den forrettende ældste én om at læse beretningen om Kristi lidelser (Es 53 eller Joh 19). Efter en kort forklaring af symbolets betydning rejser deltagerne sig, mens den forrettende ældste takker for brødet. Han vender sig derefter mod sin broder ved sin højre side og bryder et stykke af det usyrede brød til ham med ordene: »Min elskede broder, det brød, som vi bryder, er fællesskabet om Kristi legeme« (se 1 Kor 10,16). Brødrene bryder derefter brødet til hinanden med disse ord. Søstrene gør ligeledes på samme måde. Igen rejser menigheden sig, mens den forrettende ældste takker for bægeret, som derefter gives videre fra den ene til den anden med ordene: »Elskede broder (eller søster), den nye pagts bæger er fællesskabet om Kristi blod« (1 Kor 10,16). Dette efterfølges af lovprisnings- og taksigelsesbønner, derpå en salme (Matt 26,30) og en velsignelse.

IV. Kærlighedsmåltidets mening og betydning.

Alle disse forordninger eller symboler betegner en grundlæggende dyd i det kristne liv. Vi befales at følge vores Mester, som er Vejen og Sandheden. Men disse symboler har en virkelig betydning, ud over blot at »følge« eller »adlyde« Herrens befaling.

(1) Fodvaskningen symboliserede ydmyghed og tjeneste, og også den delvise renselse, som alle kristne behøver.

(2) Agapen betegner brød-og-vand-pagten om broderskab og fred. Den er ikke blot symbolet på sandt kristent fællesskab, men frembringer også et sådant fællesskab. Den er også symbolsk for »Lammets bryllupsmåltid«, som i højeste grad er et symbol på glæde.

(3) eukaristien:

(a) Det brudte brød repræsenterer »Kristi legeme« (1 Kor 10,16), »som brydes for jer« (1 Kor 11,24 KJV); derfor er det symbolet på offer. Det er et minde om Kristi lidelser og en indvielse til at lide med ham. Det betyder også at leve af Kristus, hvis kød vi må spise (Joh 6,35; Joh 6,51; Joh 6,53; Joh 6,54).

(b) Bægeret repræsenterer Kristi blod (1 Kor 10,16; Joh 6,53; Joh 6,54). Det er blodpagten, som symboliserer menneskets enhed med Gud (Joh 17,21). Jesus er vintræet, vi er grenene (Joh 15). Det samme sind, den samme ånd, det samme liv og den samme kærlighed, som er i Gud og Kristus, skal være i os.

LITTERATUR.

C. F. Yoder, God's Means of Grace; R.H. Miller, Doctrine of Brethren Defended; D. W. Kurtz, Outline of the Fundamental Doctrines (alle fra Elgin, Illinois, U.S.A.).

Daniel Webster Kurtz