Hest

hors:

1. Navne:

De almindelige navne er (1) cuc, og

(2) hippos.

(3) Ordet parash, "rytter", forekommer ofte og oversættes i flere tilfælde med "hest" eller "stridshest" (Es 28,28; Ez 27,14; Joel 2,4 RV, randnote); også i 2 Sam 2, hvor "horsemen" i engelske bibeloversættelser er ba`ale ha-parashim, "ejere af heste"; jf. arabisk faris, "rytter", og faras, "hest".

(4) Den feminine form cucah forekommer i Højs 1,9 og gengives således: Septuaginta he hippos; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) equitatum; KJV "flok af heste", RV "ganger". Det er ikke klart, hvorfor engelske bibeloversættelser ikke har "hoppe".

(5) Ordet 'abbirim, "stærke", bruges om heste i Dom 5,22; Jer 8,16; Jer 47,3; Jer 50,11 (KJV "tyre"). I Sl 22,12 oversættes det samme ord med "stærke tyre" (fra Bashan).

(6) For [~rekhesh (jf. arabisk rakad, "at løbe"), i 1 Kong 4,28; Est 8,10; Est 8,14; Mika 1,13, har RV "hurtige gangere", mens KJV giver "dromedarer" i 1 Kong og "muldyr" i Est.

(7) For kirkaroth (Es 66,20) har KJV og English Revised Version "hurtige dyr"; English Revised Version, randnote, og American Standard Revised Version "dromedarer"; Septuaginta skiddia, måske "overdækkede vogne". I Est 8,10; Est 8,14 finder vi de tvivlsomme ord

(8) 'achashteranim, og

(9) bene ha-rammakim, som er blevet oversat på forskellig måde. KJV har henholdsvis "kameler" og "unge dromedarer", RV "brugt i kongens tjeneste" og "opdrættet fra stutteriet", RV's randnote "muldyr" og "unge dromedarer".

Se kamel.

2. Oprindelse:

De hebraiske og egyptiske navne for hesten er begge beslægtede med det assyriske. Jøderne kan have fået heste fra Egypten (5 Mos 17,16), men kana'anæerne før dem havde heste (Jos 17,16), og når man ser mod nordøst efter hestens oprindelse, er filologer enige med zoologer, som mener, at sletterne i Centralasien og også i Europa var hestens oprindelige hjemsted. Mindst én art af vildhest findes stadig i Centralasien.

3. Brug:

Bibelens heste er næsten udelukkende stridsheste, eller i det mindste kongers ejendom og ikke almindelige folks. En usikker henvisning til brugen af heste ved tærskning af korn findes i Es 28,28. Heste er blandt den ejendom, som egypterne gav Josef i bytte for korn (1 Mos 47,17). I 5 Mos 17,16 påbydes det, at kongen "ikke skal skaffe sig mange heste og heller ikke få folket til at vende tilbage til Egypten for at skaffe sig mange heste". Dette og andre påbud formåede ikke at forhindre jøderne i at låne deres skikke, afgudsdyrkelse og laster fra nabocivilisationerne. Salomos heste opregnes i 1 Kong 1, og se`irim og tebhen i 1 Kong 4,28 (5,8) er identiske med sha`ir ("byg") og tibn ("halm"), som araberen fodrer sin hest med i dag. I krig blev heste redet og spændt for vogne (2 Mos 14,9; Jos 11,4; 2 Sam 15,1 osv.).

4. Billedlig og beskrivende brug:

Hesten omtales billedligt især i Zakarias og Johannes' Åbenbaring. En vogn og heste af ild tager Elias op til himlen (2 Kong 2,11). I Sl 20,7; Sl 33,17; og 76,6 genkaldes hestens store styrke som en påmindelse om Guds større styrke. I Jak 3,3 sammenlignes det lille bidsel, hvormed hesten kan styres, med tungen (jf. Sl 32,9). I Job 39,19-25 har vi en storslået beskrivelse af en livfuld stridshest.

Alfred Ely Day