Israel, kongeriget

(975 f.Kr.-722 f.Kr.). Kort efter Salomos død blev Ahijas profeti (1 Kong 11,31-35) opfyldt, og riget blev revet i to. Rehabeam, Salomos søn og efterfølger, havde næppe sat sig på tronen, før den gamle skinsyge mellem Juda og de øvrige stammer brød ud på ny, og Jeroboam blev hentet fra Egypten af de utilfredse (12,2.3). Rehabeam nægtede hovmodigt at lette den tyngende beskatning og de pligtydelser, som hans far havde pålagt sine undersåtter (12,4), og oprøret blev fuldstændigt. Efraim og hele Israel løftede det gamle råb: “Hver mand til sine telte, Israel” (2 Sam 20,1). Rehabeam flygtede til Jerusalem (1 Kong 12,1-18; 2 Krøn 10), og Jeroboam blev udråbt til konge over hele Israel i Sikem, mens Juda og Benjamin forblev tro mod Salomos søn. Krig, med skiftende held, blev ført mellem de to riger i omkring tres år, indtil Josafat indgik forbund med Akabs hus.

Rigets udstrækning. På Salomos tid oversteg arealet af Israels land, når de fønikiske områder ved Middelhavskysten ikke medregnes, ikke meget 13.000 kvadratmiles. Israels rige omfattede omkring 9.375 kvadratmiles. Sikem var dette riges første hovedstad (1 Kong 12,25), senere Tirsa (14,17). Samaria blev siden valgt som hovedstad (16,24) og fortsatte med at være det indtil rigets ødelæggelse ved assyrerne (2 Kong 17,5). Under assyrernes belejring af Samaria (som varede i tre år) døde Salmanassar og blev efterfulgt af Sargon, som selv beskriver erobringen af byen således: “Samaria så jeg på, jeg indtog; 27.280 mænd, som boede i den, førte jeg bort” (2 Kong 17,6) til Assyrien. Således fik de ti stammers rige ende efter en varighed på to hundrede og treoghalvtreds år. De blev spredt over hele Østen.

“Juda holdt stand mod Assyrien endnu i et hundrede og treogtyve år og blev samlingspunkt for de adspredte fra hver stamme og gav til sidst navn til hele folket. De af folket, som i den sidste kamp slap ind i Judas områder eller andre nabolande, så naturligt hen til Juda som hoved og hjem for deres folk. Og da Juda selv blev ført bort til Babylon, sluttede mange af de landflygtige israelitter sig til dem fra Assyrien og forøgede den vældige befolkning, som gjorde Babylonien til et andet Israels land.”

Efter bortførelsen af de ti stammer blev det forladte land koloniseret af forskellige østlige stammer, som Assyriens konge sendte dertil (Ezra 4,2, 10; 2 Kong 17,24-29).

I modsætning til Judas rige står Israels rige.

“Der var ingen fast hovedstad og intet religiøst centrum.

Hæren var ofte ulydig.

Tronfølgen blev bestandigt afbrudt, så der blandt nitten konger var ikke færre end ni dynastier, hvert indledt af en revolution.

De autoriserede præster forlod riget samlet, og det præsteskab, som Jeroboam oprettede, havde ingen guddommelig godkendelse og intet løfte; det var fordærvet helt fra sin kilde.” (Macleans O. T. Hist.)