Israel, kongeriget

|| I. DEN FØRSTE PERIODE

1. De to riger

2. Det 1. dynasti

3. Det 2. dynasti

4. Borgerkrig

II. PERIODEN MED DE SYRISKE KRIGE

1. Det 3. dynasti

2. Verdenspolitik

3. Slaget ved Karkar

4. Tab af territorium

5. Reform af religionen

6. Revolution

7. Det 4. dynasti

8. Fornyet fremgang

9. Anarki

III. TILBAGEGANG OG FALD

1. Tab af uafhængighed

2. Tilbagegang

3. Udslettelse

4. Sammenfatning

LITTERATUR

I. Den første periode.

1. De to riger:

De omstændigheder, der førte frem til grundlæggelsen af det nordlige rige Israel, eller tistammeriget, er udførligt beskrevet under overskriften KONGERIGET JUDA. Fra et verdsligt synspunkt ville det være mere naturligt at betragte sidstnævnte som en udløber af førstnævnte end omvendt. Men ikke alene er Judas rige af afgørende betydning både religiøst og litterært; dets styre var også i hænderne på ét enkelt dynasti, mens det nordlige rige skiftede hænder ikke færre end 8 gange i løbet af de to og et halvt århundreder, det bestod. Desuden varede det sydlige rige omtrent dobbelt så længe som det andet.

2. Det 1. dynasti:

Næppe var Jeroboam I blevet valgt til den nygrundlagte stats første hersker, før han tog fat på at ordne dens anliggender med den energi, han var kendt for (1 Kong 11,28). For at fuldende bruddet oprettede han en helligdom i opposition til den i Jerusalem (Hos 8,14), med sin egen præsteorden (2 Krøn 11,14; 2 Krøn 13,9), og grundlagde to hovedstæder, Sikem mod vest og Penuel mod øst for Jordan (1 Kong 12,25). Freden synes at være blevet opretholdt mellem de rivaliserende regeringer under Rehabeams 17-årige regering, men ved hans søn Abijas tronbestigelse brød krigen ud (1 Kong 15,6; 1 Kong 15,7; 2 Krøn 13,3). Kort efter døde Jeroboam og blev efterfulgt af sin søn Nadab, som et år senere blev myrdet, og det 1. dynasti fik sin ende efter 23 års eksistens, idet det i virkeligheden var begrænset til én eneste regeringstid.

3. Det 2. dynasti:

Dernæst kom turen til Issakars stamme. De havde endnu ikke givet Israel en hersker; de kunne ikke gøre krav på nogen af dommerne, men de havde taget del i stammernes samling under Debora og Barak fra Naftali. Basha begyndte sin 24-årige regering med at udrydde sin forgængers hus (1 Kong 15,29), ligesom `abbasiderne tilintetgjorde umayyaderne. Hovedstaden var nu Tirsa (1 Kong 14,17; Højs 6,4), et sted, der endnu ikke er identificeret. Hans samtidige i Juda var ASA (se denne), som, ligesom sin far Abija, tilkaldte syrernes hjælp mod det nordlige rige. Basha var ikke den dobbelte kamp voksen og blev tvunget til at rømme det område, han havde vundet. Hans søn Ela blev myrdet efter en regeringstid på et år, ligesom han selv havde myrdet sønnen af grundlæggeren af det foregående dynasti, og hele hans familie og tilhængere blev massakreret (1 Kong 16,11).

4. Borgerkrig:

Morderens navn var Zimri, en officer for stridsvognskæmperne, af ukendt oprindelse og stamme. Men kongedømmet var altid valgbart, og hæren valgte Omri, den øverstbefalende, som belejrede og indtog Tirsa, mens Zimri egenhændigt satte ild til paladset og omkom i flammerne. En anden tronprætendent, Tibni, et navn der findes på fønikisk og assyrisk, af ukendt oprindelse, trådte frem. Han blev hurtigt ryddet af vejen, og styrets sikkerhed blev genoprettet.

II. Perioden med de syriske krige.

1. Det 3. dynasti:

Grundlæggeren af det nye dynasti var Omri. På dette tidspunkt var det nordlige rige blevet så stærkt en samlet helhed, at stammeforskellene var glemt. Vi ved ikke, hvilken stamme Omri og hans efterfølgere tilhørte. Med Omri blev Israels politiske virkefelt videre, end det tidligere havde været, og dets indre anliggender mere stabile. Hans civile lovkodeks var i kraft længe efter, at hans dynasti var uddødt, og blev antaget i det sydlige rige (Mika 6,16). Hovedstaden, hvis placering han valgte, er forblevet et sted med menneskelig beboelse indtil i dag. Inden for de sidste få år er rester af hans byggeri blevet afdækket, og de viser et stort fremskridt i denne kunst i forhold til de bygningsrester, man mener går tilbage til Rehabeam og Salomo. Han var dog uheldig i sine relationer til Syrien, idet han mistede nogle byer og blev tvunget til at give visse handelsmæssige indrømmelser til sine nordlige naboer (1 Kong 20,34). Men han var en så stor konge, at tistammeriget længe efter hans død var kendt blandt assyrerne som “Omris hus”.

2. Verdenspolitik:

Samtidig med dette dynasti indtraf der en genoplivning af den fønikiske magt, som øvede en stærk indflydelse på de israelitiske konger og folket, og på samme tid begyndte assyrerne igen at blande sig i syrisk politik. Nordriget begyndte nu at spille en rolle i verdenspolitikkens spil. Der var fred med Juda, og forbundet med Fønikien blev beseglet ved Akabs ægteskab, tilsyneladende efter hans fars død, med Jezabel, Ethba'als datter (1 Kong 16,31). Dette førte til opførelsen af et tempel i Samaria, hvor den tyriske Ba'al blev dyrket, mens dyrkelsen af Jahve blev fortsat side om side med den som før. Det ser ud, som om folket var faldet tilbage fra Moses' og Davids rene monoteisme til det, der kaldes henoteisme. Mod dette tilbagefald protesterede Elias med endelig succes. Akab var en klog og dygtig kriger, uden overmod, men også uden beslutsomhed. Han besejrede en syrisk koalition i to felttog (1 Kong 1) og pålagde Ben-Hadad de samme betingelser, som denne havde pålagt Omri. Ved afslutningen af Asas regeringstid i Juda ophørte krigen mellem de to israelitiske kongeriger, og de to konger blev for første gang venner og kæmpede side om side (1 Kong 1). I Akabs regeringstid bemærker vi begyndelsen på forfald i staten med hensyn til personlig frihed og lige ret. Tragedien om Nabots vingård ville ikke være sket, hvis ikke tyriske ideer havde haft indflydelse, lige så lidt som i tilfældet med den berømte vindmølle, der står ved slottet Sans Souci i Potsdam. En yderligere forbedring i bygningskunsten fandt sted under denne regering. Akabs palads, som for nylig er blevet genfundet ved de udgravninger, der blev udført af Harvard University Expedition under dr. G.A. Reisner, viser et tydeligt fremskridt i håndværkets finhed i forhold til Omris.

3. Slaget ved Karkar:

Formålet med Ben-Hadads angreb på Akab synes at have været at tvinge ham til at slutte sig til et forbund, der var grundlagt for at modstå Assyriens indtrængen i landene ved Middelhavet. Forbundsfællerne, som blev ledet af Ben-Hadad, og som Akab var en af, blev besejret af Shalmaneser II i slaget ved Karkar. Datoen kendes fra inskriptionerne som året 854-853. Det er den første helt sikre dato i hebraisk historie, og ud fra den må de tidligere datoer beregnes ved at arbejde bagud. Akab synes at have grebet øjeblikket, hvor Syrien var svagt, til med magt at kræve, at Ben-Hadad opfyldte deres aftale (1 Kong 1).

4. Tab af territorium:

På den anden side ser det ud til, at Moabs konge, Mesha, udnyttede den samme katastrofe ved at kaste sin troskabspligt mod Israel af sig; den stammede fra Davids tid, men var tilsyneladende bortfaldet, indtil den på ny blev gennemtvunget af Omri (MS, ll. 4 ff, men l. 8 gør Omris regeringstid plus halvdelen af Akabs = 40 år). Akabs søn og efterfølger Joram (når man ser bort fra Akazja, som især er bemærkelsesværdig som dyrker af Ba'al-Zebub, Ekrons gud), forsøgte med hjælp fra Joshafat og hans vasal, Edoms konge, at genvinde sine rettigheder, men forgæves (2 Kong 2). Det kan have været som følge af, at dette felttog mislykkedes, at syrerne igen belejrede Samaria og bragte byen i stor nød (2 Kong 6,24; 2 Kong 6,7), men dateringen er usikker. Joram svarede med et modangreb på området øst for Jordan.

5. Reform af religionen:

Det skyldtes uden tvivl hans forbindelse med Judas konge, at Joram ændrede gudsdyrkelsen og ritualet så meget, at han fjernede de værste nyskabelser, der var kommet til at herske i Nordriget (2 Kong 3,1-3). Men disse halve forholdsregler tilfredsstillede ikke tidens krav, og i den revolution, der fulgte, blev både han og hans dynasti fejet bort. Dynastiet havde ifølge den bibelske beretning varet mindre end et halvt århundrede.

6. Revolution:

Den religiøse reformation, eller rettere revolution, som næsten fuldstændigt fejede begge kongehuse bort, ligner i høj grad wahhabi-opstanden i Arabien i begyndelsen af det 18. århundrede. Den havde sit udspring i profetismen (1 Kong 19,16) og blev støttet af rekabitten Jonadab. Formålet med den bevægelse, som Jehu stod i spidsen for, var i navnet at hævne de Jahves profeter, der var blevet dræbt på ordre fra Jezabel, men i virkeligheden var den langt bredere og sigtede mod intet mindre end at udrydde Ba'al-dyrkelsen fuldstændigt og gennemtvinge en tilbagevenden til den oprindelige tro og gudsdyrkelse. Ligesom wahhabierne vendte tilbage til Muhammeds lære, sådan som den findes i Koranen og Traditionen, og ligesom rekabitterne bevarede enkelheden fra det tidlige ørkenliv, sådan vendte Jehu tilbage til den tilstand, som rådede ved Nordrigets grundlæggelse under Jeroboam I.

7. Fjerde dynasti:

Jehus reformer blev gennemført til punkt og prikke, og hele Omris dynasti, som var ansvarligt for nyskabelserne, blev udslettet ligesom dets forgængere. Den religiøse glød lagde sig dog snart, og Jehus regering endte i katastrofe. Hazael, hvis hære var blevet udryddet af Assyriens styrker, vendte sin opmærksomhed mod Israels østlige område. I det urolige land Gilead, Elias' hjemegn, som var blevet skuffet i sine forhåbninger til Jehu, etablerede han hurtigt sit herredømme (2 Kong 10,32). Jehu forstod også betydningen af Assyriens sejre og var klog nok til at sende tribut til Shalmaneser II. Det skete i året 842. Under hans søn og efterfølger Joakaz fortsatte Israels skæbne med at forværres, indtil Hazael pålagde det de mest ydmygende betingelser (Am 1,3-5; 2 Kong 13,1).

8. Fornyet velstand:

Hen imod slutningen af Joahaz' regering begyndte tidevandet imidlertid at vende under ledelse af et militært geni, hvis navn ikke er blevet bevaret (2 Kong 13,5); og forbedringen fortsatte efter Hazaels død under hans søn Joash (Joash), som endog belejrede og plyndrede Jerusalem (2 Kong 14,8). Men det var først under den lange regeringstid for Jeroboam II, Joash' søn, at Israels grænser, for første gang siden rigets begyndelse, blev genoprettet til deres ideelle udstrækning. Selv Damaskus og Hamat blev underlagt (2 Kong 14,28). Men velstanden var overfladisk. Jeroboam II stod i spidsen for et militært oligarki, som knuste den store masse af folket under sig. Folkets tribun på denne tid var Amos fra Tekoa. Hans Kassandra-lignende udsagn opfyldte snart sig selv. Dynastiet, som var blevet grundlagt i blod og havde varet omkring 90 år, gav ved Jeroboams søn Zakarias' tronbestigelse plads for 12 års anarki.

9. Anarki:

Zakarias blev næsten øjeblikkeligt myrdet af Shallum, som inden for en måned på sin side blev myrdet af Menahem, en soldat af Gads stamme, stationeret i Tirsa, for at hævne sin herres død. Israels lave sociale tilstand på denne tid skildres på Hos' sider. De grusomheder, som Menahems soldater begik, nævnes af Josefus (Ant., IX, xi, 1).

III. Nedgang og fald.

1. Tab af selvstændighed:

Imens havde Pul eller Pulu grundlagt det andet assyriske rige under navnet Tiglat-Pileser III. Før han erobrede Babylonien, brød han hittitternes uafhængige magt i vest og gjorde sig til herre over ruterne, der førte til de fønikiske havnebyer. Ligesom den assyriske magts formørkelse havde muliggjort Israels ekspansion under Jeroboam II, sådan knuste dens genoplivning nu nationens uafhængighed for altid. Menahem købte stabilitet for sin trone ved betaling af en enorm bestikkelse på 1.000 talenter sølv, eller 2.000.000 dollars, når sølvtalenten beregnes til 2.000 dollars. Pengene blev skaffet ved en påligning på 50 talenter hver på alle mænd med kendt rigdom. Betalingen af denne tribut nævnes på de assyriske monumenter; året er 738.

2. Nedgang:

Menahem regerede 10 år. Hans søn Pekaja blev, kort efter sin tronbestigelse, myrdet af en af sine egne høvedsmænd, Peka, Remaljas søn, som med hjælp fra nogle gileaditter indsatte sig som konge. Han dannede en alliance med Resin af Damaskus mod Israel, besejrede Akaz i to regulære slag, tog talrige fanger og nåede endog frem til Jerusalems mure. Resultatet blev katastrofalt for begge allierede. Akaz tilkaldte assyrernes hjælp. Tiglat-Pileser gjorde ende på kongeriget Damaskus og deporterede indbyggerne i det nordlige og østlige Israels land. Israels rige blev reduceret til dimensionerne af den senere provins Samaria. Peka selv blev myrdet af Hoseas, som blev konge under den assyriske overherres formynderskab. De affolkede provinser blev fyldt med kolonister fra de erobrede lande i øst. Året er 734 f.Kr.

3. Udslettelse:

Hoseas var aldrig en uafhængig konge, men blot Assyriens vasal. Han var tåbelig nok til at tilbageholde den årlige tribut og vende sig til Egypten for hjælp. I mellemtiden var Tiglat-Pileser III blevet efterfulgt af Shalmaneser IV. Denne konge belejrede Samaria, men døde under belejringen. Byen blev indtaget af hans efterfølger Sargon, som havde tilranet sig tronen, hen imod slutningen af året 722.

4. Sammenfatning:

Nordriget havde bestået i 240 år, som falder i tre perioder på omkring 80 år hver, hvor den midterste periode er perioden med de syriske krige. Da det var fuldt formet, da det brød ud fra Sydriget, viser dets historie ingen udvikling eller evolution, men består af bølger af velstand og nedgang. Det stod stærkest straks efter sin grundlæggelse og igen under Jeroboam II. Det var stærkt under Basha, Omri og Akab, men generelt svagt under de øvrige konger. Hvert dynastiskifte betød en periode med anarki, hvor landet var prisgivet enhver angriber. Israels skæbne afhang helt af Assyriens. Når Assyrien var svagt, var Israel stærkt. Givet Assyriens fremmarch var Israels ødelæggelse sikker. Dette var nødvendigt og blev klart forudset af Hoseas (9,3 osv.). Det forunderlige er, at den lille stat, omgivet af så mægtige naboer, bestod så længe, som den gjorde.

Se videre ISRAEL, HISTORY OF, V.

LITTERATUR.

De vigtigste værker er Ewald, Geschichte des Volkes Israel (engelsk oversættelse ved Martineau og Glover); Wellhausen, Geschichte Israels; Derenbourg, Essai sur l'histoire .... de la Palestine; og der er mange flere. Ewald er bedst kendt for engelske læsere gennem Dean Stanleys Lectures on the History of the Jewish Church. Se videre under CHRONOLOGY OF THE OLD TESTAMENT; ISRAEL og artikler om de enkelte konger. Thomas Hunter Weir