Israels vandringer

won'-der-ingz:

I. FORHOLD

1. Ørkenen

2. Fire særskilte områder omfattet

3. "Sandstrækningen"

4. Beskrivelse af Araba

5. Ørkenens fysiske beskaffenhed

6. Vanskeligheder vedrørende Israels antal og beretningen om tabernaklet

7. Vanskelighed vedrørende antallet af vogne

8. Ørkenens fauna

9. Distrikternes karakteristiske navne

II. FØRSTE REJSE

1. Rejsemåde

2. Ruten: den første lejr

3. Maras vande

4. Lejr ved Det Røde Hav

5. Ruten til Sinaj

III. ANDEN REJSE

1. Opholdet ved Sinaj

2. Kadesh-Barneas beliggenhed

3. Ruten: Hazerot til Moserot

4. Lejrene mellem Hazerot og Moserot

IV. DE OTTEOGTREDIVE ÅR

1. Historien

2. De besøgte lejrpladser

V. DEN SIDSTE REJSE

1. Ruten

2. De fem stationer til Moabs grænse

3. Fra Ijjim til Arnon

4. Budskabet til Sihon

5. Fra Arnon til Shittim

6. Tilbageblik

I. Forhold.

1. Ørkenen:

En betragtning af geografien og de naturlige forhold i ørkenen mellem Egypten og Edom, hvor hebræerne siges at have vandret i 40 år, har meget stor betydning for spørgsmålet om ægtheden af beretningen i Pentateuken. Denne ørken danner en kile mellem Suezbugten og `Aqabah-bugten og spidser til mod syd ved granitbjergene nær Sinaj. Den har en basis på 175 mil i længden øst-vest mod nord, og afstanden nord-syd er 250 mil. Arealet er således over 20.000 kvadratmile, eller dobbelt så stort som det forjættede land øst og vest for Jordan. Nord for denne ørken ligger Gazas og Gerars sletter og Negeb eller "det tørre område" (syden; se 4 Mos 13,17 den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk)), som omfatter højsletten og de lave høje omkring Be'ersheba.

2. Fire særskilte områder omfattet:

Der er fire særskilte områder inden for arealet; den største del (13.000 kvadratmile) er en højslette, som mod syd hæver sig 3.000 til 4.000 fod over havet og skråner jævnt ned mod filistrenes sletter. Den afvandes til den brede Wady el-`Arish, opkaldt efter el-`Arish ("hytten"), en station ved Middelhavskysten syd for Gaza, hvor denne dal munder ud i havet. I denne retning findes flere fremtrædende bjerge (Jebel Yeleq, Jebel Hilal og Jebel Ikhrimm), mens der længere mod øst—nær stedet for det vestlige Kadesh—er et trin på højsletten, som mod syd kulminerer i Jebel el-Mukhrah; men ingen af disse bjergkæder synes at være mere end omtrent 4.000 fod over havet. Højsletten er kendt som Badiet et-Tih ("den vejløse ødemark"), og selv om nogle arabiske geografer fra middelalderen omtaler den som ørkenen for "Beni Israils vandring", sigter de til hele området helt til `Aqabah og ikke til højsletten alene. Højdedraget mod syd danner en meget stejl opstigning eller "mur" (se SHUR), der bøjer rundt mod vest og øst og hæver sig over kystsletterne nær Suez og over `Arabah nær Edom. Nær højslettens centrum ligger den lille fæstning Nakhl ("palmerne"), hvor der findes vand; men som helhed er Tih uden vand og har meget få kilder, hvoraf de vigtigste er dem nær det vestlige Kadesh (`Ain Kadis); for Rehoboth hører snarere til Negebs område end til Tih. Om vinteren, når der falder meget kraftig regn, oversvømmes dalene ofte pludseligt af en seil, eller "strøm", som undertiden er 10 fod dyb i nogle timer. En sådan seil har man set rive træer, hjorde og mennesker bort; men på grund af den hårde klippeoverflade styrter oversvømmelsen videre ud mod havet og bliver snart til en ren bæk. Hvor der findes blød jord i dalene, vil der vokse græs og give græsgang, men allerede tidligt om foråret begynder araberne at lide under mangel på vand, som kun bliver tilbage i gruber og i vandhuller mellem klipper. De har da store vanskeligheder med at vande deres geder og får.

3. "Sandstrækningen":

Neden for Tih-skrænten mod syd ligger et andet område kaldet Debbet er-ramleh ("sandstrækningen"), som kun er 20 mil bredt på det bredeste sted; og mod vest ligger sandsletterne, med kalkstensforbjerge, der strækker sig øst for Bittersøerne og Suezbugten. Det tredje område består af granitkæden (se SINAI), som hæver sig til 8.550 fod over havet og omkring 6.000 fod over sine dale nær Jebel Musa. Dele af dette område er bedre forsynet med vand end nogen del af Tih, og hovedruten fra Egypten til Edom har derfor altid gået gennem det.

4. Beskrivelse af Araba:

Den fjerde region er `Arabah, eller den brede dal (10 miles bred) mellem `Aqabah-bugten og Det Døde Hav. Den har et vandskel omkring 700 fod over bugten (syd for området ved Petra); og nord for dette vandskel løber vandet til Det Døde Hav, 1.292 fod under Middelhavet. Dalens samlede længde er 120 miles, idet vandskellet (nær den edomitiske bjergkæde) ligger omkring 45 miles nord for `Aqabah. Bugtens inderste del lå engang længere mod nord; og nær `Ain Ghudian (sandsynligvis Esjongeber) og `Ain et-Tabah (sandsynligvis Jotbata) findes der en mudderflade, som om vinteren bliver til en sø—omkring 20 miles fra havet. Længere nede—ved `Ain edition Deffiyeh—findes der endnu en sådan flade, hvis øverste ende ligger 10 miles fra `Aqabah. Hele regionen er langt bedre forsynet med vand end nogen af de tre foregående distrikter, idet der findes kilder ved foden af bjergene på begge sider; og `Arabah er således det bedste græsningsland inden for de beskrevne grænser. Det underholder nu en nomadisk befolkning på omkring 2.000 eller 3.000 sjæle (Chaiwatat- og `Alawin-arabere), mens området omkring Sinaj har omkring 2.000 sjæle (Towarah-arabere): hele Tih har sandsynligvis ikke mere end 5.000 indbyggere; for de stærkere stammer (`Azazimeh og Terabin) lever hovedsagelig mellem Gaza og Be'ersheba. Disse arabere har geder, får og kameler, men kvæg findes kun nær Be'ersheba. Flokkene vandes dagligt—som i Israels land i almindelighed—og drives undertiden 20 miles om vinteren for at finde græsning og vand. Vandet bringes også på æsler og kameler til lejrene og bæres i gedeskindssække på rejse gennem vandløse egne.

Se også ARABAH.

5. Ørkenens fysiske tilstand:

Der er ingen grund til at tro, at forholdene på udvandringens tid adskilte sig væsentligt fra nutidens. Araberne har i nyere tid fældet en hel del akacietræer til brænde, men befolkningen er for lille til i væsentlig grad at påvirke vegetationen. Den årlige nedbør—undtagen i tørkeår—er fra 10 til 20 tommer, og sne falder om vinteren på Tih og gør Sinaj og de edomitiske bjerge hvide i mange dage. Akacie, tamarisk og palme vokser i dalene. Ved Wady Feiran siges der at være 5.000 daddelpalmer, og de forekommer også i `Arabah og i de edomitiske kløfter, mens den hvide gyvel (1 Kong 19,5, KJV »juniper«) vokser på Tih-plateauet. Dette Tih-plateau er lejet for et gammelt ocean, som engang omgav Sinajs granitbjerge. Det blev sandsynligvis hævet i miocæn tid, længe før mennesket viste sig på jorden. Overfladedannelsen (Hull, Memoir on the Geology and Geography of Arabia-Petraea, etc., 1886) består af kridtkalksten fra eocæn- og kridttiden, hvorunder den nubiske sandsten fra greensand-perioden ligger; den er også synlig hele vejen langs ruten fra Sinaj til `Aqabah og på østsiden af Det Døde Hav, ja endog ved foden af Gilead-plateauet. Alle disse lag er synlige i Tih-skrænten; og nord for Sinaj findes der endnu ældre kalkstensformationer og »ørkensandstenen« fra karbonperioden. Da betingelserne for den naturlige vandforsyning helt afhænger af den geologiske formation og af nedbøren, hvoraf ingen af delene kan antages at have ændret sig siden Moses' tid, er den videnskabelige konklusion, at den ørken, der her er beskrevet, svarer til den på hans tid. Dette påvirker, som vi skal se, vores konklusion om den rute, Israel fulgte fra Egypten til `Arabah; for på den direkte rute fra Suez til Nakhl (omkring 70 miles) findes der intet vand på størstedelen af vejen, så det må bæres på kameler; mens der øst for Nakhl, på en strækning af 80 miles, kun findes én kendt forsyning i en brønd (Bir eth-Themed) nogle få miles syd for vejen. Denne rute var således praktisk talt ufremkommelig for hebræerne og deres dyr, hvorimod Sinaj-ruten var fremkommelig. Når Wellhausen (History of Israel and Judah, 343) derfor taler om Israel som om de gik direkte til Kadesh og ikke gjorde en »afstikker til Sinaj«, synes han ikke at have taget topografien i betragtning, sådan som den er beskrevet af mange moderne rejsende. For ikke alene var hele formålet med deres rejse først at besøge »Guds bjerg«, men det lå også på den mest praktisk mulige rute til Kadesh.

6. Vanskeligheder vedrørende Israels tal og beretningen om tabernaklet

Det er sandt, at der er visse vanskeligheder både med hensyn til Israels tal og beretningen om tabernaklet. Den første af disse indvendinger er behandlet andetsteds (se EXODUS). Den detaljerede beretning om tabernaklet (2 Mos 25-28; 36-39) hører til en del af Pentateuken, som mange kritiske forfattere henfører til en senere tid end den gamle fortælling og lovene (2 Mos 1-24). Beskrivelsen kan synes mere anvendelig på den halvt permanente bygning, der fandtes i Shilo og Nob, end på det oprindelige »åbenbaringstelt« i ørkenen. På den anden side havde hebræerne, efter at have levet så længe i det civiliserede Egypten, uden tvivl dygtige håndværkere iblandt sig, som Besalel. Egypterne brugte akacietræ til møbler; og skønt ørkenens akacie ikke vokser til en størrelse, der kunne levere planker på 1 1/4 alen i bredden, kan det være, at disse blev samlet ved snedkerarbejde af den slags, som oldtidens folk var i stand til at udføre. Der var rigeligt med guld i Egypten og Asien, men intet i nærheden af Sinaj. Det er dog blevet foreslået, at de smykker, som hebræerne tog fra egypterne, blev givet frem, ligesom stofferne (2 Mos 36,6), der var gjort klar til forhængene--på samme måde som araberne væver stoffer til deres telte--og de kan have tjent til at brede et tyndt lag guld over akaciebrædder og på akaciealteret. Det er vanskeligere at forstå (ud fra vores nuværende oplysninger), hvor man skulle finde sølv nok til fodstykkerne (2 Mos 26,25). Kobber (2 Mos 27,4) volder mindre vanskelighed, eftersom der var kobberminer i Wady Nucb nær Serabit el Khadim. Kvinderne gav guldringe til Aron (2 Mos 32,3) til guldkalven, men dette kan have været en lille genstand. Eusebius (i Onomasticon) omtaler, med henvisning til Dizahab, »guldstedet« (5 Mos 1,1), nu Dhahab (»guld«) på vestbredden af `Aqabah-bugten, øst for Sinaj, kobberminerne i Punon; og han mente, at guldårer også kan have eksisteret i Edoms bjerge i gamle tider. En smule guld findes også i Midjan. Vi ved, at egypterne og assyrerne førte arker og transportable altre med deres hære, og et stort lædertelt tilhørende dronning Habasu eksisterer faktisk. Thothmes III, før udvandringen, taler om »syv teltstænger dækket med guldplader fra den fjendtlige konges telt«, som han tog som bytte ved Megiddo. Kunsten at indgravere ædelsten var også allerede gammel på Moses’ tid.

Se NUMBERS, BOOK OF.

7. Vanskelighed med hensyn til antallet af vogne:

En anden vanskelighed er at forstå, hvordan seks oksevogne (4 Mos 7,3) var tilstrækkelige til at transportere alle tabernaklets tunge planker og forhæng samt dets kar; og selv om brugen af oksekærrer, og også af firehjulede vogne, vides at have været gammel i Asien, findes der punkter selv på den letteste rute, hvor det ville synes umuligt for vogne at passere, især på den ujævne vej gennem Edom og Moab. På den anden side ved vi, at en egyptisk Mohar faktisk kørte sin stridsvogn over bjergene i landet i Ramses II’s regeringstid, skønt den til sidst blev ødelagt nær Joppe.

8. Ørkenens fauna:

Hvad man end måtte mene om disse spørgsmål, er der i andre passager tegn på faktisk kendskab til ørkenens fauna. Skønt mannaen, som den beskrives (2 Mos 16,31), siges ikke at ligne den søde gummi, der siver ud fra tamariskens kviste (som den af nogle er blevet sammenlignet med), som smelter i solen og betragtes som en delikatesse af araberne, vandrer vagtlen (2 Mos 16,13; 4 Mos 11,31) dog stadig om foråret fra havet nordpå over ørkenen, flyvende lavt om natten. De fugle, der nævnes (4 Mos 11; 4 Mos 14), omfatter--som Canon Tristram bemærkede--arter, der findes ved havkysterne og i ødemarken, såsom skarven, pelikanen og mågen; strudsen (i ørkenen øst for Moab); storken, tranen og hejren, som vandrer fra Afrika til Jordandalen. Det er bemærkelsesværdigt, at bortset fra hejren (assyrisk anpatu) er de hebraiske navne ikke dem, der blev brugt af senere assyrere. Pattedyrene omfatter vildsvinet, som elsker sumpene, og klippegrævlingen (KJV »coney«), som stadig findes nær Sinaj og i Judas ørken, sammen med ørkenharen. Det er bemærkelsesværdigt, at der i 5 Mos (14,5), foruden stenbukken og bubak, tilføjes to arter (dådyret, hebraisk 'ayyal, KJV »hart«, og råbukken, hebraisk yachmur, arabisk yachmur, KJV »fallow deer«), som ikke er ørkendyr. Førstnævnte forekommer ved Tabor; sidstnævnte blev fundet af nærværende forfatter i 1873 på Karmel og kendes siden fra Gilead og Libanon. Men Femte Mosebog henviser til forholdene efter erobringen af Gilead og Bashan.

9. Karakteristiske navne på distrikterne:

De forskellige områder i ørkenen får karakteristiske navne i beretningen om udvandringen. Således er Shur kystområdet under Tihs »mur«, og Sin (2 Mos 17,1; 4 Mos 33,11) var den »blændende« ørken (se SINAI) af hvidt kridt vest for Sinai. Paran nævnes 10 gange som et ørken- og bjergområde (5 Mos 33,2; Hab 3,3) mellem Sinai og Kadesh. Navnet synes at overleve i Wady Feiran vest for Sinai. Det betyder en slags »huler«, hvad enten det efter den sædvanlige forklaring sigter til miner, grotter eller vandhuller; men på arabisk betyder roden også »varm«, hvilket måske er mere sandsynligt. Udtrykket synes at have en meget vid udstrækning og at sigte til Tih i almindelighed (1 Mos 21,21); for David (1 Sam 25,1) i Paran var ikke langt fra Maon og Karmel syd for Hebron, og den samme almindelige anvendelse (1 Kong 11,18) antydes i et andet afsnit. Endelig nævnes Zins ørken (tsin) 9 gange, og den lå meget tydeligt tæt ved Kadesh-Barnea og øst for Paran (4 Mos 13,21; 4 Mos 20,1; 4 Mos 34,3; 5 Mos 32,51; Jos 15,3). Rabbinerne gengav det med »palme« (tsin), hvilket passer til `Arabah-dalen, som stadig bevarer det gamle navn, der nævnes i 5 Mos 1,1. Disse forskellige overvejelser om de betingelser, der skal opfyldes, kan tjene til at vise, at de vanskeligheder, der ofte er blevet rejst med hensyn til udvandringsberetningens historiske karakter, er blevet stærkt overdrevet; og et videre studium af de forskellige rejser tjener til at bekræfte dette syn.

II. Første rejse.

1. Rejsemåde:

Israel forlod Egypten i begyndelsen af april (efter den 14. abib) og nåede Sinai omkring den 14. eller 19. dag i den 3. måned (2 Mos 19,1), eller i slutningen af maj. De brugte således to måneder på at tilbagelægge en rejse på omkring 117 miles (ca. 188 km); men fra den første lejr efter overgangen over Det Røde Hav til lejren på sletten foran bjerget nævnes ti dagsmarcher, hvilket giver afstande på mindre end 12 miles (ca. 19 km) mellem hver lejr. Således blev de tydeligvis i lejren i mindst 50 dage af tiden, sandsynligvis ved de bedre forsynede kilder, herunder den ved udgangspunktet og dem ved Elim og Refidim, for at lade deres hjorde hvile. Lejrene var sandsynligvis ikke alle trængt sammen omkring én kilde, men spredt over en afstand på nogle miles. Araberne slår da heller ikke lejr eller holder deres hjorde tæt ved vandstederne, sandsynligvis for ikke at tilsmudse dem, men sender kvinderne med æsler for at hente vand og driver fårene og gederne til kilden eller brønden i eftermiddagens kølighed. Således læser vi, at Amalek »slog de bageste« (5 Mos 25,18), hvilket enten kan betyde dem, der sakkede agterud og ikke kunne følge med, når de var »trætte«, eller måske dem i lejren, der var længst tilbage.

2. Ruten: den første lejr:

Israels rute er blevet beskrevet meget omhyggeligt af Robinson (BR, 1838, I, 60-172; II, 95-195), og hans redegørelse følges hovedsageligt i dette og de næste afsnit. Vi kan placere den første lejr (se EXODUS) mellem de kilder, der forsyner Suez (`Ain Nab'a og `Ayyun Musa), som ligger omkring 4 miles (ca. 6,4 km) fra hinanden. Den første af disse er udhulet blandt sandhøjene og bobler op i et bassin omkring 6 fod (ca. 1,8 m) dybt. Vandet er brak, men forsyner Suez med så meget som 200 kamellæs ad gangen. Ved `Ayyun Musa (»Moses' kilder«) er der syv kilder, nogle små og udhulet i sandet. Der findes nogle få palmer nær vandet (som også er brak), og der dyrkes lidt byg, mens der i nyere tid er blevet anlagt haver med granatæbler (A. E. Haynes, Man-Hunting in the Desert, 1894, 106), som sammen med palmerne giver en behagelig skygge.

3. Maras vande:

Fra denne base marcherede Israel »tre dage i ørkenen« Shur, »og fandt intet vand« (2 Mos 15,22). De medbragte det uden tvivl selv og kan have sendt kameler tilbage for at hente det. Selv da de nåede Maras vande (»det bitre«), fandt de dem udrikkelige, indtil de blev gjort søde. Maras sted synes tydeligt at have været ved `Ain Chawarah (»den hvide kridtkilde«), opkaldt efter kridthøjen ved siden af den. Dette ligger 36 miles (ca. 58 km) fra `Ayyun Musa, hvilket giver en gennemsnitlig daglig march på 12 miles (ca. 19 km). Der er intet vand på ruten, skønt noget kunne være blevet hentet fra `Ain Abu Jerad i Wady Sudr og fra den lille kilde Abu Suweirah nær havet. Burckhardt mente, at vandet blev gjort sødt ved hjælp af bærrene fra Gharqad-busken (som har en syrlig saft) på de tornede buske nær kilden. Dette røde bær modnes imidlertid i juni. På den anden side er der ingen tvivl om, at den bedste behandling af brakvand er tilsætning af en syrlig smag. Araberne anser vandet fra denne kilde for at være det bitreste i landet omkring.

4. Lejr ved Det Røde Hav:

Fra Mara førte den næste march til Elim ("palmerne"), hvor der var "tolv kilder (ikke "brønde") med vand og halvfjerds palmer." Stedet synes klart at have ligget i Wady Gharandil, hvor der findes en bæk, som får vand fra kilder med bedre vand end det i Mara. Afstanden er kun omkring 6 miles, eller en let dagsmarch, og der findes palmetræer nær vandet. Israel gik derefter ind i Sins ørken, der strakte sig fra Elim til Sinaj, og nåede en lejr "ved Det Røde Hav" (4 Mos 33,10) præcis en måned efter udgangen fra Egypten (2 Mos 16,1). Det sandsynlige sted er nær mundingen af Wady et-Taiyibeh ("den gode dal"), som ligger omkring 10 eller 12 miles fra kilderne i Gharandil. Forbjergene rager her tæt ud mod kysten, og nord for dalen ligger Jebel Chammam Far'aun ("bjerget med Faraos varme bad"), opkaldt efter varme svovlkilder. Vandet i Wady et-Taiyibeh siges at være bedre end det i Mara, og dette er arabernes vigtigste vandingssted efter Gharandil. En lille dam beskrives her af Burckhardt ved el-Murkhat, i sandstensklippen nær foden af bjergene, men vandet er bittert og fuldt af ukrudt, mos og mudder. Stedet ligger tæt ved en bred kystslette, der strækker sig mod syd. Her deler to veje sig mod Sinaj, som ligger omkring 65 miles mod sydøst, og i dette interval (4 Mos 33,11-15) nævnes fem stationer, hvilket giver en dagsmarch på 13 miles. Hebræerne tog sandsynligvis den lavere og lettere vej, især fordi den undgik de egyptiske miner i Wady el-Maghdrah ("hulens dal") og deres station ved Serabit el-Khadim ("tjenerens søjler"), hvor der--skønt dette ikke er sikkert--kan have været en afdeling bueskytter, som bevogtede minerne.

5. Ruten til Sinaj:

Ingen af de fem lejre på denne del af ruten kendes med sikkerhed. Dofka synes at betyde "overdrivning" af hjorde, og Alush (ifølge rabbinerne) "trængsel," og angiver således marchens vanskeligheder. Refidim ("forfriskninger") står i kontrast til disse navne og angiver en bedre lejr. Stedet er lige siden det 4. århundrede e.Kr. altid blevet påvist i Wady Feiran (Eusebius, Onomasticon, under ordet "Refidim")--en oase med daddelpalmer og en rindende strøm. Afstanden fra Sinaj er omkring 18 miles, eller 14 fra den vestlige ende af den brede slette er-Rachah, hvor Israel slog lejr med Horeb for øje; og det sidstnævnte navn (2 Mos 17,6) omfattede Sinajs ørken endda så langt mod vest som Refidim. Her åbenbarede Moses' stav, da den slog på klippen, for hebræerne en rigelig forsyning, netop som de fortvivlede over at mangle vand. Her kunne de åbenbart hvile i ro i omkring tre uger før den sidste march til sletten "foran bjerget" (2 Mos 19,1; 2 Mos 19,2), som de nåede to måneder efter udgangen fra Egypten. Her angreb Amalek--sandsynligvis kommende ned fra minerne--dem bagfra. Imens var der rigelig tid til, at nyheden om deres rejse kunne nå Midjan, og til at Moses' familie (2 Mos 18,1-5) kunne nå Sinaj. På en af de lave høje nær Wady Feiran betragtede Moses den uvisse kamp og byggede sit stenalter. Et stejlt pas adskiller oasen fra Rachah-sletten, og bagagekameler plejer at gå uden om den mod nord ad Wady esh-Sheikh, som kan have været den faktiske rute. Refidim-oasen har en frugtbar alluvial jord, og stedet blev valgt af kristne eneboere måske allerede i det 3. århundrede e.Kr.

III. Anden rejse.

1. Opholdet ved Sinaj:

Israel blev ved Sinaj bjerg i 10 måneder og forlod det efter påsken i det "andet år" (4 Mos 9,1-3), og tilsyneladende kort efter festen, eftersom de, da de igen oplevede vagtlernes forårstræk (4 Mos 11,31) "fra havet"--sådan som de havde gjort det foregående år (2 Mos 16,13) længere mod vest--allerede var omkring 20 miles på vej, ved Kibroth-hattaavah, eller "begærets grave."

2. Stedet for Kadesh-Barnea:

(1) For at følge deres rejse er det nødvendigt at fastlægge stedet for Kadesh-Barnea, som de var på vej til, og der har været en hel del forvirring om denne by, siden John Rowlands i 1844 opdagede stedet for det vestlige Kadesh ved `Ain Qadis i den nordlige del af Tih. Robinson påpegede (BR, II, 194, note 3), at dette sted umuligt kunne være det rette for Kadesh-Barnea; og selv om det blev accepteret af professor Palmer, som besøgte omegnen i januar 1870, og er blevet forsvaret af Henry Clay Trumbull (Kadesh-barnea, 1884), gør identifikationen Det Gamle Testamentes topografi til håbløst kaos. Stedet `Ain Qadis er uden tvivl Hagars Kadesh (se Shur), og en tradition om hendes tilstedeværelse lever videre blandt araberne, sandsynligvis afledt fra en af de tidlige eneboere, eftersom Palmer fandt en lille eneboerbolig i nærheden (Survey of Western Palestine, Special Papers, 1881, 19). Men denne kilde siges ikke at have ligget ved "byen" Kadesh-Barnea, som tydeligt placeres ved det sydøstlige hjørne af Israels land (Jos 15,3), mens der i samme kapitel (Jos 15,23) nævnes et andet sted kaldet Kedesh, sammen med Adada (`Ada'deh 7 miles sydøst for Arad) og Hasor (ved Jebel Chadireh); dette Kedesh kan meget vel have ligget ved det vestlige Kadesh.

(2) Kadesh-Barnea omtales i 10 passager i Det Gamle Testamente, og i 16 andre vers kaldes stedet blot Kadesh. Navnet betyder sandsynligvis »det hellige sted i ørkenen, hvor man vandrede«, og – som vi skal se – var Israels vandringer begrænset til `Arabah. Stedet beskrives som »en by ved Edoms yderste .... grænse« (4 Mos 20,16), idet Edom er det »røde land« ved Se'irs bjerg, sådan kaldt på grund af dets røde sandsten, i modsætning til den hvide Tih-kalksten. Det placeres også meget tydeligt (4 Mos 34,3; 4 Mos 34,4) syd for Det Døde Hav (jf. Jos 15,3), mens også Ezekiel (47,19) angiver det som landets sydøstlige grænse, over for Tamar (Tamrah nær Gaza) som den sydøstlige grænseby. En vedvarende tradition, både blandt jøder og kristne, identificerer Kadesh-Barnea med Petra, og det allerede på Josefus’ tid; han siger, at Aron døde på et bjerg nær Petra (Ant., IV, iv, 7), og at Petras gamle navn var Arekem (vii, 1). Onkelos’ targum (til 4 Mos 34,4) gengiver Kadesh-Barnea med »Rekem i G'aia«, og dette navn – der betyder »mangefarvet« – skyldtes de mangefarvede klipper nær Petra, mens g'aia eller »råbet« sandsynligvis er Israels råb ved Meriba-Kadesh (4 Mos 27,14) og kan have en vis forbindelse med navnet på landsbyen el-Jii ved Petra, som nu af araberne kaldes Wady Musa (»Moses’ dal«). De har en tradition om, at slugten, der fører til Petra, blev kløvet af Moses’ stav, da han slog på klippen ved »stridens vande« (4 Mos 27,14), og at den derved dannede den nuværende bæk, som svarer til »Meriba ved Kadesh«. Også Eusebius (i Onomasticon under ordet »Barne«) forbinder Kadesh med Petra, og dette traditionelle sted opfylder så fuldt kravene til den pågældende rejse, at det kan regnes for et af de bedst fastlagte punkter på ruten, især fordi Hazerots beliggenhed stemmer med denne konklusion. Hazerot (4 Mos 11,35; 4 Mos 12,16; 4 Mos 33,17; 5 Mos 1,1) betyder »indhegninger«, og navnet lever videre i `Ain Chadrah (»indhegningens kilde«), omkring 30 miles (ca. 48 km) nordøst for Sinaj bjerg på vejen til `Arabah. Det var den 3. lejrplads fra Sinaj; den 1. var Tabera (4 Mos 11,3) og den 2. Kibrot-Hatta'ava (4 Mos 11,35), hvilket giver en dagsmarch på 10 miles (ca. 16 km).

Se KADESH-BARNEA.

3. Ruten: Hazerot til Moserot:

Efter at have passeret Hazerot (4 Mos 12,16; 4 Mos 13,3) synes rejsen at være foregået i roligt tempo, og Israel slog sandsynligvis lejr i nogen tid på de bedste græsgange i `Arabah. For spejderne blev sendt fra Paran nær Hazerot for at udforske ruten til Kadesh og undersøge »sydlandet«, som Israel håbede at komme ind i Kana’an igennem (4 Mos 13,17; 4 Mos 13,21). De udforskede dette område (4 Mos 13,21; 4 Mos 32,8) fra »Zins ørken«, eller med andre ord »fra Kadesh-Barnea«, i øst, til Rehob – sandsynligvis Rehobot (nu er-Ruheibeh) – i vest; og efter at have været borte i 40 dage (4 Mos 13,25) vendte de, efter at have besøgt Hebron (4 Mos 13,22), tilbage ad den direkte rute, der fører syd om Arad (Tell `Arad) til Petra, en vej som kaldes (4 Mos 21,1) »spejdernes vej«. Da de vendte tilbage, i tiden for de »førstmodne druer« (4 Mos 13,20), fandt de Israel i Kadesh (4 Mos 13,26). Intet sted nord for Hebron nævnes i beretningen om deres udforskninger, og det er vanskeligt at antage, at de på 40 dage kunne have nået den syriske by Hamat, som ligger omkring 350 miles (ca. 560 km) nord for Petra, og være vendt tilbage derfra. Definitionen af Rehob (nævnt før Hebron) som beliggende »ved indgangen til Hamat« (4 Mos 13,21) forklares bedst som en afskriverfejl, der skyldes et utydeligt håndskrift; den oprindelige læsning har været chalatseth og har henvist til det klassiske Elussa (nu Khalasah), som ligger 10 miles (ca. 16 km) nord for Rehobot på hovedvejen til Be'ersheba og Hebron. Israel forlod Sinaj om foråret, efter påsken, og var nær Hazerot i tiden for vagtlernes træk. Hazerot har den eneste stadige vandforsyning i området; fra dets nærhed drog spejderne ud i august.

4. Lejrpladserne mellem Hazerot og Moserot:

De fleste af stederne langs denne rute er ukendte, og deres beliggenhed kan kun udledes af navnenes betydning; men den 6. station fra Hazerot var ved Shefers bjerg (4 Mos 33,23) og kan have efterladt sit navn forvansket til Tell el-`Acfar (eller `Asfar), idet den hebraiske betydning er »den skinnende høj«, og den arabiske enten det samme eller »den gule«. Dette sted ligger 60 miles (ca. 97 km) fra Hazerot, hvilket giver en dagsmarch på 10 miles (ca. 16 km). Hvad de øvrige stationer angår, betyder Ritma »gyvelbevokset«, med henvisning til den hvide ørkengyvel; Rimmon-Peres var en »kløvet højde«, og Libna et »hvidt«, kridtagtigt sted; Rissa betyder »dugfrisk«, og Kehelata »samling«. Fra Shefers bjerg er afstanden til omegnen ved Hors bjerg omkring 55 miles (ca. 89 km), og syv stationer nævnes, hvilket giver en gennemsnitlig march på 8 miles (ca. 13 km). Navnene er Harada (4 Mos 33,24), »frygtelig«, med henvisning til et bjerg; Makhelot, »samlinger«; Tahat – sandsynligvis »nedenfor« – som markerer nedstigningen til `Arabah; Tera, »forsinkelse«, med henvisning til hvile på de bedre græsgange; Mitka, »sødme« ved græsgang eller vand; Hashmona, »fedme«; og Moserot, sandsynligvis med betydningen »grænserne«, nær Hors bjerg. Disse navne, selv om de nu er gået tabt, stemmer godt med en rejse gennem et ujævnt område af hvid kalksten og gul sandsten, efterfulgt af en nedstigning til hyrdedalen `Arabah. Afstandene er også alle sandsynlige for hjorde.

IV. De otteogtredive år.

1. Historien:

Fra tidspunktet for deres første ankomst til Kadesh-Barnea, i efteråret i det 2. år, til den dag hebræerne krydsede bækken Zered i Moab på deres sidste march, siges der at være gået en periode på 38 år (5 Mos 2,14), hvor den første generation uddøde, og en stærk slægt af ørkenkrigere trådte i dens sted. I denne periode levede Israel som nomader, ligesom nutidige arabere, der flytter lejr efter årstiden inden for klart afgrænsede områder, besøger de højere græsgange om sommeren og overvintrer i de lavere egne. Ved deres første ankomst nær Kadesh-Barnea blev de modløse på grund af spejdernes beretning og gjorde oprør; men da de fik befaling om at vende mod syd »ad vejen til Det Røde Hav« eller `Aqabah-bugten, gjorde de et mislykket forsøg på at trænge ind i Kanaan ad spejdernes vej (4 Mos 14,25-45). De blev slået af amalekitterne ved Horma (»afskæring«), som ellers kaldes Sefat (Dom 1,17). Her blev de også igen besejret af kongen af Arad (4 Mos 21,1; 4 Mos 21,3) i det tidlige efterår i det 40. vandringsår. Dette sted kan med god grund placeres ved den opstigning, der nu kaldes Nuqb es-Cufah (»Sefats pas«), som bevarer det hebraiske navn, 45 miles nordvest for bjerget Hor, på hovedvejen fra Hebron til Petra. Ruten har rigeligt vand, og `Ain Yemen er en kilde ved foden af denne opstigning, som fører til Tihs højere terrasse. Arad ligger nord for vejen, og dets kana’anæiske konge drog uden tvivl omkring 40 miles mod syd for at forsvare toppen af opstigningen, ned ad hvilken amalekitterne havde drevet den første generation af hebræere, som vendte tilbage til lejren ved Kadesh-Barnea.

2. De lejre, der blev besøgt:

Vi står ikke uden nogen oplysning om de stationer, som Israel besøgte, og uden tvivl besøgte igen hvert år, i løbet af de 38 års nomadeliv. Vi har faktisk tre passager, som synes at afgrænse deres vandringer.

(1) I den første af disse (4 Mos 33,31-36) finder vi, at de forlod Moserot, nær bjerget Hor, hvis sted altid er blevet udpeget — i det mindste siden Josefus’ tid — ved det bemærkelsesværdige bjerg vest for Petra, nu kaldet Jebel Haran (»Arons bjerg«); derfra drog de videre til Bene-Ja’akans brønde, til Hor-Haggidgad og til Jotbata. Hor-Haggidgad (eller Gudgoda, 5 Mos 10,7) betyder tilsyneladende »tordenhøjen«, og ordet har på ingen måde forbindelse med navnet Wady Ghadaghid (»dalen med svigtende vande«), der bruges om en kløft vest for `Arabah; for de hebraiske og arabiske ord har ikke et eneste bogstav til fælles. Stedet for Jotbata, som lå i »et land med vandbække« (5 Mos 10,7), kan derimod temmelig klart fastlægges ved `Ain et-Tabah (»den gode kilde«), 28 miles nord for ’Aqabah og omkring 40 langs vejen fra bjerget Hor. Denne kilde, nær en palmelund, forsyner vintersøen et-Tabah vest for den i ’Arabah. Den næste station var Abrona (»overgangen«), og hvis dette sigter til overgangen over `Arabah til de vestlige skråninger, føres vi naturligt — på tilbagerejsen — til Esjon-Geber, ved `Ain-ghudian (den sædvanlige identifikation), som udspringer fra Tihs vestlige skråninger på den side af søen, der ligger over for Jotbata. Derfra vendte vandrerne gradvist tilbage til Kadesh.

(2) Den anden passage (5 Mos 10,6; 5 Mos 10,7). er en af mange geografiske noter, der er føjet til beretningen om vandringerne, og giver navnene i en anden rækkefølge — Bene-Ja’akans brønde, Mosera, Gudgoda og Jotbata — men dette har ringe betydning, da lejrene gennem 38 år ofte ville være ved disse kilder.

(3) Den tredje passage står i forordet til Femte Mosebog (1,1.2), som opregner de forskellige steder, hvor Moses talte til Israel på forskellige tidspunkter efter afrejsen fra Sinaj. Disse omfatter området øst for Jordan, ørkenen, `Arabah, »over for Suf«, med hele distriktet mellem Paran og Tofel (nu Tufileh, ved Moabs sydlige grænse), samt Laban (sandsynligvis Libna i 4 Mos 33,20), Haserot og Dizahab, som kan være Dhahab ved havkysten øst for Sinaj. Denne liste, med de værdifulde tilføjede noter, der viser, at Kadesh-Barnea lå 11 dagsrejser fra Horeb i retning mod bjerget Se’ir, sigter til taler helt frem til de sidste dage af Moses’ liv. Vandringerne i de 38 år omfatter ikke marchen gennem Edom og Moab; og selv om det naturligvis er muligt, at de kan have strakt sig til Haserot og Sinaj, synes det mere sandsynligt, at de var begrænset til `Arabah mellem Petra og Jotbata. Elat (nu `Aqabah), på den østlige bred ved bugternes hoved, nævnes ikke; for den hævede strand syd for Jotbatas sø ville ikke give græsning. Om sommeren ville lejrene ligge på dalens vestlige skråninger, hvor der kunne findes græs i april; og de årlige vandringer lå således inden for grænserne af omkring 500 kvadratmiles, hvilket omtrent er det område, der nu optages af en stærk stamme blandt arabere.

V. Den sidste rejse.

1. Ruten:

I den 1. måned i det 40. år (4 Mos 20,1) var Israel ved Kadesh i Zins ørken, hvor Mirjam blev begravet. De blev endnu en gang plaget af mangel på vand, indtil Moses slog på klippen ved Meriba ("strid"). De fik befaling om at holde fred med deres slægtninge i Edom og Moab, hvis lande ikke blev angrebet af hebræerne før Sauls tid og Davids og hans efterfølgeres tid. De slog lejr ved grænsen til Kadesh, idet de ønskede at nå hovedvejen til Moab gennem byen; og da dette blev nægtet dem af Edoms konge, trak de sig nogle få mil mod vest til bjerget Hor. Her blev Aron begravet, og der blev sørget over ham i 30 dage (4 Mos 20,29), hvorefter det 2. forsøg på at nå Hebron ad hovedvejen (4 Mos 21,1) også blev slået tilbage. Da Israel ved denne lejlighed blev "mange dage" i Kadesh (5 Mos 1,46) og forlod stedet mindre end 38 år efter, at de først var nået dertil om efteråret, synes det, at de kan være draget af sted i august og have brugt omkring en måned på at nå bækken Zered; men kun fem stationer nævnes (4 Mos 21,10-12; 4 Mos 33,41-44) undervejs. Det siges ikke—noget sted—at de drog til Elath, men de vendte "fra bjerget Hor ad vejen til Det Røde Hav for at gå uden om Edoms land" (4 Mos 21,4), eller, som det andetsteds hedder (5 Mos 2,8), de gik "fra vejen gennem Araba" på den vej, der førte "fra Elath og fra Esjon-Geber"; og således, da de begyndte på "vejen til Det Røde Hav," "gik de uden om Seirs bjergland i mange dage" og vendte "mod nord" ad "vejen gennem Moabs ørken" (5 Mos 2,1; 5 Mos 2,8) efter at have passeret gennem Edoms grænseområde (5 Mos 2,4).

2. De fem stationer til Moabs grænse:

Hvis listen over fem stationer er fuldstændig, kan vi antage, at de forlod `Arabah-vejen ikke mange mil syd for Petra og slog ind mod øst ad en eksisterende vej, der førte til Ma'an, og således nåede det høje plateau øst for Petra og kom ind på den nuværende Chaj-rute. Dette synspunkt bekræftes af bemærkningen om Punon som den 2. lejr, hvis vi accepterer Eusebius' udsagn (Onomasticon, under ordet "Phinon"); for han synes at have kendt den som en edomitisk landsby nord for Petra, i ørkenen, hvor straffefanger blev sat til at grave kobber. Navnet er dog ikke blevet genfundet. Den foregående lejr ved Zalmonah antyder en eller anden "dyster" dal, der førte op til det edomitiske plateau. Nord for Punon lå den 3. lejr ved Oboth ("vandsække"), og den 4. lå ved Iyim eller Iye-Abarim ("ruinerne" eller "ruinerne ved overgangene"), hvis sted med ret stor sikkerhed er `Aimeh, nogle få mil nord for Tophel. Den samlede afstand synes således at have været omkring 60 mil for fire dagsmarcher, eller 15 mil om dagen. Iyim lå "ved Moabs grænse" (4 Mos 33,44) og i ørkenen over for Moab, mod øst (4 Mos 21,11).

3. Fra Iyim til Arnon:

Her forlod Israel altså Edom; og mellem Iyim og floden Arnon, over en afstand på omkring 32 mil, nævnes kun én station, nemlig ved Zereds dal (4 Mos 21,12; 5 Mos 2,13; 5 Mos 2,14). Denne er sædvanligvis blevet placeret ved Wady el-Chesy ("den stenede dal"), som løber ud i Det Døde Hav og har sit udspring nær Iyim; men dette er åbenlyst for langt mod syd, og der er uden tvivl tale om den store kløft ved Kerak, som har sit udspring tæt ved Chaj-vejen, halvvejs fra Iyim til Arnon, hvilket giver en dagsmarch på 16 mil. Den traditionelle identifikation af Arnon med Wady Mojib gøres sikker af beliggenheden af Diban (Dhiban) og Aroer (`Ar`air) tæt ved. Den var grænsen til amoritterne, som havde drevet moabitterne syd for denne flod (4 Mos 21,13; 5 Mos 2,36) og berøvet dem deres bedste lande, som strakte sig til Heshbon. Disse amoritter var tilsyneladende nylige indtrængere, som sammen med hittitterne (se hittitterne) havde invaderet Damaskus og Bashan fra Nordsyrien, og som uden tvivl på den måde havde bragt ryet om Bileam fra Petor (4 Mos 22,5), ved Eufrat nær Karkemish.

4. Budskabet til Sihon:

Hebræerne var nu et stærkt folk, egnet til krig, og Moses sendte sendebud fra "Kedemoths ørken" (5 Mos 2,26) til Sihon i Heshbon og krævede en fredelig passage gennem hans lande, sådan som det var lykkedes gennem Edom og Moab. Kedemoth ("de østlige lande") var tydeligvis Moabs ørken.

Colenso gjorde den indvending mod Pentateukens fortælling, at eftersom Israel først nåede bækken Zered i det 40. års efterår, er der kun seks måneder tilbage til erobringen af Nordmoab, Gilead og Bashan. Men man må huske, at hebræerne efterlod hele deres oppakning på "Moabs sletter" (4 Mos 22,1) over for Jeriko ved Shittim, så deres hærs fremrykning i Gilead og Bashan var uhindret. Assyrerne tilbagelagde i senere tider på én sæson langt større afstande end dem, der tilskrives de hebraiske erobrere, og de seks måneder giver rigelig tid til de to sendefærd, der blev sendt fra Moab (4 Mos 22,5-36) for at hente Bileam.

Se Fjerde Mosebog.

5. Fra Arnon til Shittim:

(1) Det er bemærkelsesværdigt, at vi for marchen fra Arnon til Shittim har to lister over stationer. Den, som siges at være nedskrevet af Moses selv (4 Mos 33,45-49), nævner kun fire stationer over en afstand på omkring 25 mil—nemlig Dibon-Gad, Almon-Diblathajim, Nebo og Moabs sletter, hvor lejrene blev placeret ved forskellige vandsteder fra Beth-Jeshimoth (Sueimeh) på den nordøstlige bred af Det Døde Hav til Abel-Shittim ("Akaciernes eng"), nu kaldet Ghor es-Seiseban, eller "Akaciernes dal." I dette område på 50 kvadratmile var der fire rindende vandløb foruden kilder og fremragende græsning til hjorde. Dette var derfor folkets hovedkvarter under amoritterkrigen.

(2) I den anden liste (4 Mos 21,13-20) læser vi om en endnu mere gradvis og forsigtig fremrykning i amoritternes lande, og dette kan repræsentere hovedstyrkens march efter krigerne. Da de forlod Arnon, nåede de til »en brønd« (Beer), sandsynligvis nær Dibon; dette var en af de lavvandede vandgruber, som araberne stadig graver ud i dalene, når vandet løber under overfladen. Mellem Arnon og Pisga (eller Nebo) nævnes ikke færre end fem stationer på omkring 20 miles, nemlig Beer, Mattana (»gaven«), Nahaliel (»Guds dal«), Bamot (eller Bamot-Ba’al (4 Mos 22,41), »Ba’als mindesmærker«) og Pisga (Jebel Neba). Af disse kendes kun den sidste med sikkerhed, men den centrale station ved Nahaliel kan placeres ved Zerqa Ma`ains store kløft, idet vejen fra Dibon til Nebo krydser dens øvre del nær Bet-Meon. Der var rigeligt med vand i dette område. Den sidste etape af Israels march synes således at repræsentere et program på kun omkring 4 miles om dagen, dækket af krigernes hurtigere fremrykning; og uden tvivl fik kvinderne, børnene og hjordene slet ikke lov til at fortsætte, før i det mindste Sihon var blevet drevet bort fra Heshbon (4 Mos 21,21-25).

6. Tilbageblik:

Vi har således betragtet hver eneste march, hebræerne foretog, fra Egypten til Shittim, i lyset af faktisk viden om deres rute. Vi har ikke fundet noget tilfælde, hvor stationerne ligger for langt fra hinanden til, at deres dyr kunne tilbagelægge afstanden, og ingen uoverensstemmelser mellem nogen af beretningerne, når de overvejes omhyggeligt. Hvis, som nogle kritiske forfattere mener, fortællingen om spejderne og listen over lejre, som siges at være skrevet ned af Moses, skal tilskrives en hebraisk præst, der skrev i Babylonien, kan vi ikke andet end undre os over, hvordan han kunne være så nøjagtigt informeret om ørkenens topografi, dens forskellige områder, dens vandforsyning og dens naturlige produkter. Det synes ikke nødvendigt at antage en »dobbelt kilde«, fordi mannaen omtales om foråret i to på hinanden følgende år, og fordi det fortælles, at Israel spiste vagtlerne, der fløj (som nu) om natten fra Afrika til Jordandalen. Marchen var ikke uafbrudt, og de optegnede datoer giver rigelig tid til, at hjordene kunne hvile ved sådanne vandsteder som dem ved Elim, Refidim og Haserot. De 38 års vandringer repræsenterer et nomadeliv på områdets bedste græsgange, i og nær `Arabah. Her voksede den nye slægt op – hårdfør som nutidens arabere. Da de forlod Egypten, havde farao stadig et fast greb om »filistrenes vej«, og kana’anæerne anerkendte hans herredømme. Men 40 år senere blev Egypten besejret af amoritterne, og faraos styrker blev trukket tilbage fra Jerusalem efter at have lidt nederlag i Bashan (se Tell el-Amarna-brevene, nummer 64, British Museum, hvor ikke færre end ni kendte steder nær Ashterot og Edrei nævnes); derefter opstod der almindeligt kaos i det sydlige Kanaan, da `Abiri (eller hebræerne) dukkede op fra Seir og »ødelagde alle herskerne« (se EXODUS). Dette var da den historiske anledning til amoritternes nederlag og til Josvas erobring af det forjættede land.

C. R. Conder