Johannes, apostlen

Kilder til Johannes' liv:

Kilderne til apostlen Johannes' liv er af forskellig art og af forskellig grad af pålidelighed. Der er henvisningerne i de synoptiske evangelier, som kan bruges enkelt og ligetil uden nogen forudgående kritisk undersøgelse af deres værdi som kilder; for disse evangelier rummer den fælles tradition i den tidlige kirke og kan for det foreliggende formål accepteres som pålidelige. Desuden er der udsagnene i Apostlenes Gerninger og i Galaterbrevet, som vi uden drøftelse kan bruge som kilde til Johannes' liv. Dernæst er der den almindelige tradition fra det 2. århundrede, som vi kan bruge, hvis vi kan vise, at Johannes fra Efesos, som fylder så meget i den kristne litteratur fra det 2. og 3. århundrede, er identisk med Zebedæus' søn. Endvidere, under forudsætning af at Zebedæus' søn er forfatteren til de johannæiske skrifter i Det Nye Testamente, findes der i disse skrifter endnu en kilde af uovertruffen værdi for vurderingen af Zebedæus-sønnens liv og karakter. Endelig er der den betydelige mængde tradition, som samlede sig omkring navnet Johannes fra Efesos; hvor maleriske og interessante traditionerne end er, kan de dog kun bruges med varsomhed.

I. Det Nye Testamentes vidnesbyrd.

Når vi først vender os til de synoptiske evangelier, til Apostlenes Gerninger og til Galaterbrevet, spørger vi: Hvad kan vi ud fra disse kilder vide om apostlen Johannes? De johannæiske skrifter behøver her kun at blive strejfet; de drøftes fyldigere andetsteds i forbindelse med deres forfatter.

1. De synoptiske evangelier:

At Johannes var en af Zebedæus' to sønner, at han blev en af Jesu disciple, at han på hans kald forlod alt og fulgte Jesus og derefter uafbrudt var hos Jesus til enden, er kendsgerninger, som er velkendte for enhver læser af de synoptiske evangelier. Kaldet blev givet til Johannes og hans bror Jakob ved Galilæas Sø, mens de var i en båd sammen med deres far Zebedæus og »bødede deres net« (Matt 4,21; Matt 4,22, og parallelsteder). »Kom efter mig,« sagde Jesus, »så vil jeg gøre jer til menneskefiskere« (Mark 1,17; om det tidligere kald i Judæa, Joh 1,35, se nedenfor). At Zebedæus var en mand med betydelig velstand, kan sluttes af, at han havde »daglejere« hos sig (Mark 1,20), og at hans hustru var en af de kvinder, som tjente Jesus og hans disciple med det, de ejede (Matt 27,55; Matt 27,56). En sammenligning af det sidstnævnte sted med Mark 15,40; Mark 15,41 identificerer Zebedæus' hustru, Johannes' mor, med Salome, og det synes at være en rimelig slutning ud fra Joh 19,25, skønt ikke alle accepterer den, at Maria, Jesu mor, og Salome, Zebedæus' hustru, var søstre. Efter denne opfattelse var Jakob og Johannes fætre til Jesus og var også beslægtede med Johannes Døbers familie. Johannes' navn forekommer i alle de lister over apostlene, som gives i de synoptiske evangelier (Matt 10,2 og parallelsteder). Selv om hans navn sjældent optræder alene, er han dog en af de mest fremtrædende blandt disciplene. Sammen med Peter og Jakob er han til stede ved opvækkelsen af Jairus' datter (Mark 5,37; Luk 8,51). Disse tre var også til stede ved forklarelsen på bjerget (Luk 17; Luk 9; Luk 9). De var nærmest Herren under smerten i Getsemane. I alle disse tilfælde er der ikke noget særligt karakteristisk ved Johannes at bemærke. Han er ganske enkelt til stede som en af de tre og derfor som en af de mest fortrolige blandt disciplene. Men der er noget karakteristisk i en hændelse, som Lukas beretter (9,54), hvor Jakob og Johannes fremstilles som nogle, der ønskede at kalde ild ned over en samaritansk landsby, som havde nægtet dem gæstfrihed. Heraf kan man udlede noget om brødrenes alvor, nidkærhed og begejstring og om deres stærke fornemmelse af, hvad der tilkom deres Mester. Peter, Jakob, Johannes og Andreas er de fire, som spurgte Jesus om de profetier, han havde fremsat: »Sig os, hvornår skal dette ske? og hvad skal tegnet være, når alt dette står for at blive fuldbyrdet?« (Mark 13,4). Dernæst er der deres mors anmodning om den plads, hun ønskede for sine sønner i det kommende rige (Mark 10,35). Peter og Johannes fik betroet opgaven med at forberede påskemåltidet (Luk 22,8). Én gang står Johannes alene og stiller det, vi kan betragte som et karakteristisk spørgsmål: »Mester, vi så en uddrive dæmoner i dit navn; og vi forbød ham det, fordi han ikke fulgte os« (Mark 9,38; Luk 9,49). Af disse bemærkninger ser vi, at Johannes stod i forreste række blandt disciplene, og vi ser også, at han i den grad var bevidst om den stilling, han havde, og om den nære forbindelse, han havde med Mesteren. Vi bemærker endvidere, at Johannes var en ung mand med brændende nidkærhed og med en tilbøjelighed til intolerance og eksklusivitet. Nidkærheden og intolerancen viser sig i ønsket om at kalde ild ned over den samaritanske landsby, og tilbøjeligheden til eksklusivitet viser sig i hans mors anmodning om den plads, hendes sønner skulle indtage i riget. De ønsker at have de højeste stillinger. Disse tilbøjeligheder blev ikke opmuntret af Jesus. De blev irettesat af ham igen og igen, men tilbøjelighederne afslører mændene. I overensstemmelse med disse bemærkninger om karakter og temperament er det navn, Jesus gav brødrene, »Boanerges«, »tordensønner« (Mark 3,17), som, hvad der ellers måtte menes med det, betyder styrke, uventethed og nidkærhed, der nærmer sig voldelige metoder.

2. Apostlenes Gerninger og Galaterbrevet:

Johannes findes i selskab med Peter i de indledende scener i Apostlenes Gerninger. Han er sammen med Peter, da manden ved porten bliver helbredt (3,1 ff.). Han er sammen med Peter på sendelsen til Samaria (8,14 ff.). Han er sammen med Peter og Jakob, Herrens bror, ved mødet med Paulus, som er omtalt i Gal 2, og de tre beskrives af Paulus som søjleapostlene (2,9). Dette møde er af betydning, fordi det beviser, at Johannes havde overlevet sin bror Jakob, hvis død er omtalt i ApG 12; i hvert fald at Johannes og Jakob ikke blev dræbt af jøderne på samme tid, sådan som nogle nu hævder, at de blev. Denne påstand behandles nedenfor.

3. De johannæiske skrifter: Evangeliet og Åbenbaringen:

Meget kan læres om apostlen Johannes fra det fjerde evangelium, hvis man forudsætter, at evangeliet er skrevet af ham. Vi lærer af det, at han var discipel af Johannes Døberen (1,35), at han var en af de første seks disciple, som Jesus kaldte i sin tidlige tjeneste i Judæa (1,37-51), og at han var til stede ved alle de begivenheder, som han beskriver i evangeliet. Senere finder vi, at han havde et hjem i Jerusalem og kendte mange dér. Til det hjem tog han Maria, Jesu mor, som den døende frelser betroede i hans varetægt (19,26.27). Meget mere lærer vi også om ham og om hans historie, for evangeliet er en åndelig biografi, en beretning om troens vækst hos forfatteren og om den måde, hvorpå hans øjne blev åbnet, så han så Herrens herlighed, indtil troen synes at være blevet til syn. Han var i disciplenes inderkreds, ja, nærmest af alle ved Jesus, »den discipel, som Jesus elskede« (13,23; 19,26; 20,2; 21,7.20), og på grund af denne kærlighed blev han kærlighedens apostel (se videre JOHN, GOSPEL OF; JOHN, THE EPISTLES OF; JOHANNINE THEOLOGY).

Åbenbaringsbogen, som ligeledes traditionelt tilskrives Johannes, aflægger et vigtigt vidnesbyrd om apostlens forvisning senere i livet til øen Patmos i Det Ægæiske Hav (1,9). Dér modtog han de syner, som er nedskrevet i bogen. Forvisningen fandt sandsynligvis sted under Domitians regering (se REVELATION), og den stemte helt overens med hans praksis (om strengheden i en sådan landflygtighed, sammenlign Sir W.M. Ramsay, Letters to the Seven Churches of Asia, kapitel viii). Vidnesbyrdet er af stor betydning for det omstridte spørgsmål om Johannes' ophold i Asien, et punkt som nu skal drøftes.

II. Påstået tidligt martyrium for Johannes: kritik af beviserne.

1. Nyere benægtelse af Johannes' ophold i Efesos:

Kirkens samstemmende vidnesbyrd fra det 2. århundrede er, at Johannes' senere år blev tilbragt i Efesos, hvor han skrev sit evangelium og samlede mange disciple omkring sig (se bevismaterialet udførligt fremstillet i Godet, Commentary on Gospel of John, 43 ff.; sammenlign også Lightfoot, »The School of Ephesus«, i Essays on the Work Entitled »Supernatural Religion«). Før vi imidlertid kan bruge de traditioner, der er forbundet med dette ophold i Efesos, er det nødvendigt at undersøge den udtalelse, som hævdes at være fremsat af Papias, nemlig at Johannes, Zebedæus' søn, blev dræbt af jøderne på et tidligt tidspunkt. Det er klart, at hvis denne udtalelse er korrekt, kan apostlen ikke være forfatter til de johannæiske skrifter i Det Nye Testamente, som almindeligvis dateres nær slutningen af det 1. århundrede.

2. Grunde til benægtelsen:

Bevismaterialet for udtalelsen om, at Johannes tidligt blev dræbt af jøderne, sammenfattes således af dr. Moffatt: »Beviset for det tidlige martyrium for Johannes, Zebedæus' søn, er faktisk trefoldigt: (a) en profeti af Jesus bevaret i Mark 10,39 = Matt 20,23, (b) Papias' vidnesbyrd og (c) kirkens kalendere« (Intro to Lit. of New Testament, 602). Vores rammer tillader ikke en udtømmende undersøgelse af dette såkaldte bevismateriale, men heldigvis er en udtømmende undersøgelse ikke nødvendig.

(a) Det første punkt bygger på en antagelse, som der ikke er grundlag for, nemlig at en profeti af Jesus ikke ville få lov til at blive stående, hvis den ikke tydeligt var blevet opfyldt. I det foreliggende tilfælde er en bogstavelig opfyldelse af profetien (»Det bæger, jeg drikker, skal I drikke« osv.) udelukket, for der er ingen antydning af, at hverken Jakob eller Johannes blev korsfæstet. Vi må derfor falde tilbage på martyriets primære betydning og anerkende en opfyldelse af profetien i de lidelser, Johannes udholdt, og i det vidnesbyrd, han bar for Mesterens skyld (således Origenes osv.).

(b) Dr. Moffatt lægger stor vægt på det, han kalder Papias' vidnesbyrd. Men det påståede vidnesbyrd fra Papias findes ikke hos nogen tidlig autoritet og forekommer dernæst hos forfattere, som ikke har stor værdi ud fra en kritisk undersøgelses synspunkt. Det findes i et afsnit hos Georgius Hamartolus (9. århundrede) og menes at blive bekræftet af et fragment af et uddrag (7. eller 8. århundrede) af Philip Sidetes' Krønike (5. århundrede), en helt igennem upålidelig forfatter. Afsnittet fra Georgius kan ses i en praktisk form i Lightfoots Apostolic Fathers, 513-19. Det fortæller, at Johannes overlevede til Nervas tid, citerer et udsagn af Papias om, at han blev dræbt af jøderne, anfører, at dette skete som opfyldelse af Jesu profeti, der er omtalt ovenfor, og fortsætter med at sige: “Således bekræfter den lærde Origenes i sin fortolkning af Matthæusevangeliet, at Johannes led martyrdøden, idet han erklærer, at han havde lært det sidste af apostlenes efterfølgere” (Lightfoot, op. cit., 531). Heldigvis kan Origenes' udsagn efterprøves, og det understøtter på ingen måde, som Moffatt indrømmer (op. cit., 604), den betydning, der tillægges det. Origenes er af den opfattelse, at Jesu profeti blev tilstrækkeligt opfyldt ved den kendsgerning, at Johannes blev forvist til Patmos og led dér. Dette er, ifølge ham, hvad traditionen lærte, og hvad profetien betød. Af hele Georgius' udsagn, som udtrykkeligt erklærer, at Johannes overlevede til Nervas tid, kan der intet udledes til støtte for det såkaldte citat fra Papias. Man må huske, at Papias' skrifter var kendt af Irenæus og Eusebius, og det er utænkeligt, at de, hvis et sådant udsagn fandtes i dem, ville have ignoreret det og givet udbredelse til et udsagn, der modsagde det. Der kan derfor ikke lægges nogen vægt på det påståede citat. Vi kender ikke dets sammenhæng, og der er heller ikke noget i litteraturen fra de første 3 århundreder, der bekræfter det. I citatet i uddraget af Philip lader man Papias tale om “Johannes teologen” (ho theologos). Denne titel anvendes ikke om Johannes før ved slutningen af det 4. århundrede.

(c) Hvad angår den 3. bevislinje, som Dr. Moffatt anfører — kirkelige kalendere, hvor Jakob og Johannes mindes sammen som martyrer — er den endnu mere værdiløs end de to andre. Om disse martyrologiers karakter og oprindelse kan Dr. J. Drummond citeres: “De blev med tiden sammensat ud fra lokale kalendere. På et tidspunkt i 2. halvdel af det 5. århundrede blev et martyrologium dannet ved at sammensmelte en række provinsielle kalendere, romerske, italienske, spanske og galliske, til det, der i realiteten var et almindeligt martyrologium for Vesteuropa. I Nikomedia blev der omkring år 350 dannet et tilsvarende østligt martyrologium ud fra de lokale kalendere, og dette blev i forkortet form oversat til syrisk i Edessa omkring år 400. Det er en kopi af dette, fremstillet i 411, som nu findes på British Museum” (Inquiry into Character and Authorship of the Fourth Gospel, 232). Hvis dette er en sand fremstilling af martyrologiernes fremkomst og oprindelse, behøver vi ikke undre os over, at Sir W. M. Ramsay udtaler sig således: “At Jakob og Johannes, som ikke blev dræbt på samme tid, skulle mindes sammen, er det spinkleste tænkelige bevis for, at Johannes blev dræbt tidligt i Jerusalem. Sammenkædningen af mindet om apostle, som havde en vis historisk forbindelse i livet, men ingen i døden, må historisk set betragtes som martyrologiernes værste side” (The First Christian Century, 49, note).

III. De efesiske traditioner.

1. Apostlen Johannes og presbyteren Johannes:

Således står kirkernes tidlige traditioner til rådighed for skildringen af Johannes, Zebedæus' søns, liv. Men der er stadig mange tomme felter i dette liv. Efter henvisningen til søjleapostlene i Galaterbrevet sænker tavsheden sig over Johannes' liv, og vi ved intet om hans liv og virksomhed, før vi læser om hans forvisning til Patmos og møder de henvisninger til den gamle mand i Efesos, som forekommer i den kristne litteratur fra det 2. århundrede. Et interessant punkt angår det (ægte) citat fra Papias, bevaret af Eusebius (Historia Ecclesiastica, III, 39), om en “presbyter Johannes,” en Herrens discipel, som var en af hans levende autoriteter. Var der to Johannes'er i Efesos? Eller var der kun én? Eller, hvis der kun var én, var han så evangelisten Johannes, eller kun presbyteren Johannes? Her findes der enhver tænkelig variation i opfattelse. Mange mener, at der var to, og mange, at der kun var én. Mange af dem, der mener, at der kun var én, mener, at denne ene var Johannes, Zebedæus' søn; andre mener, med lige så stor sikkerhed, at han var en særskilt person. Det er åbenlyst umuligt at drøfte spørgsmålet tilstrækkeligt her. Efter behørig overvejelse hælder vi til den konklusion, at der kun var én Johannes i Efesos, og at han var Zebedæus' søn. For bevisførelsen for dette, som er umulig inden for vores rammer, henviser vi til John Chapmans lærde argumentation i hans værk John the Presbyter and the Fourth Gospel (1911).

2. Karakteristiske traditioner:

Det er ikke nødvendigt at gå detaljeret ind på de traditioner, der samler sig om Johannes i Efesos (sammenlign Godet, op. cit., 57 ff.). Ifølge den tradition, der var almindeligt accepteret i kirken, overlevede Johannes til Trajans tid (98 e.Kr.). Der fortælles slående og karakteristiske ting om ham, i overensstemmelse med de træk, vi finder i de synoptiske evangelier. Fortællingen om, at han styrtede ud fra badet, da kætteren Kerinth trådte ind i det (Irenæus, Adv. Haer., iii.3, 4), minder om kendetegnene hos ham, som Jesus kaldte “tordensøn.” Den samme tone af eksklusivitet, ændret gennem større erfaring, findes i 1. Brev, som så hyppigt og så afgjort skelner mellem dem, der tror på Jesus, og dem, der ikke gør.

IV. Johannes' karakter.

Denne store apostels almene karakter er allerede tilstrækkeligt tydelig. Når vi genkalder os de illustrerende kendsgerninger, der findes i synoptikerne: at Jakob og Johannes var de to, som ønskede at kalde ild ned fra himlen over den ugæstfri landsby; at Johannes var en af dem, der ønskede en af de fornemste pladser i riget; at det var ham, der forbød manden at uddrive dæmoner i Jesu navn, fordi han ikke fulgte sammen med dem, glemmer vi ikke, at han ved hver af disse lejligheder blev irettesat og tugtet af Mesteren, og han var ikke den slags menneske, som ikke kunne drage nytte af Jesu irettesættelse. Således blev sindets heftighed holdt i tømme, og skønt den stadig fandtes, var den under kontrol og fik kun lov at komme til udtryk ved lejligheder, hvor det var tilladeligt, ja endog nødvendigt. Således bemærker vi også i hans skrifter og i betragtningerne i evangeliet den heftighed, der kommer til syne, men nu kun rettet mod dem, der nægtede at tro på og anerkende Jesus.

"Et stille og eftertænksomt temperament er på ingen måde uforeneligt med en vis heftighed, når den indestængte ild ved lejlighed flammer frem; ja, netop følelsens voldsomhed kan bidrage til at fremme en vanemæssig ro, for at hverken ord eller handling skal røbe en alt for dyb bevægelse. Dernæst er det ikke uden betydning, at vi i de tre beretninger, som citeres fra evangelierne for at bevise Johannes' bydende temperament, udtrykkeligt får at vide, at Jesus irettesatte ham. Skal vi antage, at disse irettesættelser ikke gjorde noget indtryk? Er det ikke mere sandsynligt, at de sank dybt ned i hans hjerte, og at smerten ved at se sin Mesters korsfæstelse gjorde dem uudslettelige? Da, om ikke før, begyndte den lange udvikling, som forvandlede den unge tordensøn til den gamle kærlighedens apostel" (Drummond, op. cit, 410, 411).

Men kærligheden selv har sin side af heftighed, og kærlighedens intensitet over for en person eller en sag kan måles ved intensiteten af modvilje og had mod deres modsætninger. Der er mange betragtninger i evangeliet og i brevene, som viser denne hadets energi mod Djævelens gerning og mod de sindelag, som står under løgnens faders indflydelse. Vi nøjes med at bemærke disse, for de beviser, at den glødende unge mand, som var hengiven til sin Mester, til det sidste bar det samme sindelag med sig, som var karakteristisk for ham fra begyndelsen.

LITTERATUR.

Ud over de bøger, der er nævnt i artiklen, se listen over værker, som er føjet til artiklen om JOHANNES' EVANGELIUM.

James Iverach