Jojakim

je-hoi'-a-kim (yehoyaqim, "Jahve vil grundfæste"; Ioakeim): Det navn, som Farao Neko gav ham, da han ophøjede ham til tronen som vasalkonge i stedet for hans bror Joahaz, er ændret fra Eljakim (`elyaqim, "Gud vil grundfæste"). Ændringen sammensætter navnet, efter kongelig judæisk skik, med Jahves navn; den kan også antyde, at Neko gør krav på Jahves bemyndigelse til sin handling, ligesom Sankerib på lignende måde havde gjort krav på den for sit angreb på Juda (2 Kong 18,25). Han har fremstillet det felttog, som Josija blandede sig i, som foretaget på guddommelig befaling ('El, 2 Krøn 35,21); denne episode af det oversætter blot bemyndigelsen, temmelig hovmodigt, til det besejrede folks dialekt.

En konge af Juda, ældre (halv-)bror til og efterfølger for Joahaz; regerede 11 år fra 608 f.Kr.

I. Kilder til hans liv og tid.

1. Annalistiske:

Omstændighederne ved hans tronbestigelse og opkrævningen af skadeserstatningen til Farao Neko, efterfulgt af et kort resumé af hans regering, fortælles i 2 Kong 23,34-24. Angivelsen af kilden til "resten af hans gerninger" (24,5) er den sidste henvisning, vi har til "bogen om Judas kongers krønike". Beretningen i 2 Krøn 36,5-8, skønt endnu kortere, nævner Nebukadnesars plyndring af templet på et usikkert tidspunkt i hans regering. Ingen af beretningerne har noget godt at sige om Jojakim; for forfatteren til 2 Kongebog skyldes hans ulykker dog Jahves gengældende retfærdighed for Manasses synder; mens summen af hans handlinger for Krønikebogsforfatteren, tilsyneladende forbundet med vanhelligelsen af helligdommen, karakteriseres som "de vederstyggeligheder, han gjorde". For "resten af hans gerninger" henvises vi, også for sidste gang, til "bogen om Israels og Judas konger".

2. Profetiske:

Om tidens moralske og åndelige kaos, og om profetier og hændelser, der kaster meget lys over kongens karakter, har Jeremias en række længere afsnit, dog ikke i fortløbende rækkefølge.

De vigtigste, som tydeligt kan identificeres med denne regering, er: 2 Kong 22,13-19, der raser mod kongens tyranni og forudsiger hans vanærende død; 2 Kongebog 26, dateret til begyndelsen af hans regering og igen forudsiger (som det tidligere var blevet forudsagt i 7,2-15) templets ødelæggelse; 2 Kongebog 25, dateret til hans 4. år og forudsiger Nebukadnesars erobring af Juda og de omgivende folkeslag; 2 Kongebog 36, dateret til det 4. og 5. år, og fortæller historien om profetirullen, som kongen ødelagde; 2 Kongebog 45, et tillæg fra det 4. år, som beroliger skriveren Baruk, i den større profetiske målestoks termer, over hans forfærdelse ved det, han måtte skrive; 2 Kongebog 46, også et tillæg, en erindring fra året ved Karkemish, som indeholder det orakel, der da blev udtalt mod Egypten, og giver ord med den større trøst til Juda. Profeten Habakkuks Bog, skrevet i denne regeringstid, giver udtryk for den profetiske følelse af tvivl og forfærdelse over kaldæernes ugengældte hærgen mod et folk, der er mere retfærdigt end de, sammen med en fornemmelse af værdien af fast tro og af Jahves verdensbevægelse og formål, som forklarer den tilsyneladende uhyrlighed.

II. Karakter og begivenheder i hans regering.

1. Tidsalderen:

Jojakims regering er ikke så betydningsfuld på grund af noget personligt præg, han satte på sin tid, som på grund af den kendsgerning, at den faldt i en af oldtidshistoriens mest skelsættende epoker. Ved Nineves fald i 606 for Nebukadnesars angreb, dengang kronprins i det fremvoksende babyloniske rige, ophørte Assyrien, "(Jahves) vredes kæp" (Es 10,5), med sit hovmodige og indgroede herredømme over folkeslagene. Nebukadnesar, som snart efter kom på den kaldæiske trone, fulgte sin sejr op med et kraftigt felttog mod Farao Neko, som vi har set ved slutningen af Josijas regering (se under JOSIAH) rykke frem mod Eufrat i sit forsøg på at sikre egyptisk herredømme over Syrien og Mesopotamien. Sammenstødet fandt sted i 605 ved Karkemish ved det nordlige Eufrat, hvor Neko blev besejret og drevet tilbage til grænserne af sit eget land, for aldrig mere at forny sine angreb (2 Kong 24,7). Det dominerende verdensrige var nu i kaldæernes hænder, "det bitre og hastige folk" (Hab 1,6); det første stadium i den bevægelse, hvorved verdens civilisation gik over fra semitisk til arisk kontrol. Med denne verdensbevægelse skulle Israels skæbne fra nu af være nært forbundet; profeterne var allerede dunkelt bevidste om det og formede deres advarsler og løfter, som ved et guddommeligt instinkt, med dette mål for øje. Det var i denne større sammenhæng, de arbejdede; det havde hele tiden været deres bestræbelse, og fortsatte med voksende klarhed og glød, at udvikle en samvittighed og udholdenhed i Israel, som skulle være en gennemsyrede kraft til det gode i den kommende store tidsalder (sammenlign Es 2,2-4; Mika 4,1-3).

2. Kongens genstridige karakter:

Af alle disse profetiske betydninger havde hverken kongen eller de herskende klasser dog den fjerneste forståelse; de så kun øjeblikkets politiske krav. Heller ikke kongen selv hævede sig, på nogen patriotisk måde, til selv den umiddelbare situation. Hvad politik angår, var han en principløs opportunist: vasal under Neko, som han skyldte sin trone, indtil Neko selv blev besejret; tvungen vasal under Nebukadnesar i 3 år sammen med de andre småkonger i Vestasien; derpå gjorde han oprør mod sidstnævnte, så snart han mente at kunne vinde noget ved det. Hvad ansvaret for styret angår, havde han ganske enkelt en despotisk, selvoptaget orientalers sindelag. Den enorme bøde, som Neko pålagde ham, skaffede han ved direkte beskatning, som han bortforpagtede til samvittighedsløse embedsmænd. Han hengav sig til at opføre kostbare kongelige bygninger og anvendte til formålet tvangsarbejde uden løn (Jer 22,13-17); mens alle retmæssige interesser hos hans undertrykte undersåtter blev fuldstændig tilsidesat. Hvad religionen angår, lod han tingene fortsætte, som de havde været under Manasse, og indførte sandsynligvis også de endnu mere fremmede og hedenske riter fra Egypten og Østen, hvis virkninger vi ser i Ez 8,5-17. Og imens synes den reformerede tempelgudstjeneste, som Josija havde indført, at være blevet en rent formel og rutinemæssig sag, som kongen, hvis vi kan dømme efter hans iøjnefaldende fravær ved faste- og festlige lejligheder (f.eks. Jer 26; 36), ikke viste nogen opmærksomhed. Hans ugudelige handling, da han skar Jeremias' skriftrulle i stykker og brændte den (Jer 36,23), ligesom hans hævngerrige forfølgelse og mord på Urija, fordi han profeterede i Jeremias' ånd (26,20-23), afslører hans modvilje mod ethvert ord, der ikke profeterer »glatte ting« (jf. Es 30,10), og i virkeligheden en ligefrem trodsighed mod Jahves navn og vilje.

3. Den profetiske holdning:

Med den kaldæiske magts frembrud nåede profetien, sådan som den er repræsenteret hos de store seere, hvis ord er bevaret for os, en krise, som kun tiden og en konsekvent sans for dens større konsekvenser kunne sætte den i stand til at ride af. Esajas havde i sin tid stået for Zions ukrænkelighed, og en mirakuløs befrielse havde stadfæstet hans ophøjede tro. Men med Jeremias havde forholdene ændret sig. Den tanke, der således var blevet frembragt, at templet nødvendigvis måtte bestå og med det Jerusalem, en tanke der blev bekræftet af Josijas centraliserende reformer, var blevet til overtro og formastelse (jf. Jer 7,4); og Jeremias var nået til den overbevisning, at det, med dets stive riter og iøjnefaldende misbrug, måtte bort: at intet mindre end en fuldstændig udrensning af de gamle religiøse feticher kunne helbrede nationens indgroede åndløshed. Denne hans overbevisning måtte for mange nødvendigvis synes som en inkonsekvens – at stille profeti op imod sig selv. Og da kaldæeren trådte frem på scenen, måtte hans råd om underkastelse og hans forudsigelse af fangenskab synes som en dobbelt inkonsekvens; ikke blot en tilsidesættelse af en prøvet profeti, men forræderi mod staten. Dette var den situation, han måtte møde; og for den gav han sine ømme følelser, sin frihed, sit liv. Det er i Jojakims regeringstid, at han for Jahves ords og hensigts skyld opsluges af sin løbebanes dybe tragedie. Og i dette må han i praksis stå alene. Habakkuk er ganske vist med ham i sympati; men hans syn er ikke så klart; han må ride mismodige tvivl af, »værne om den retfærdiges tro« (Hab 2,4) og vente, indtil synet af Jahves hemmelige hensigt bliver klart (Hab 2,1-3). Hvis profeterne selv således gennemlever en så tvetydig krise, kan vi forestille os, hvor forladt Jahves »rest« er stillet, de som er afhængige af profetisk tro og mod til at lede dem gennem dybderne. Den ydmyge kerne af det sande Israel, som en dag skal blive nationens forløsende element, gennemgår en streng hærdning.

4. Chikane og død:

Efter at Syrien faldt i Nebukadnesars magt, synes han i nogle år at have etableret sit hovedkvarter i Ribla; og efter at Jojakim forsøgte at gøre oprør mod hans myndighed, sendte han guerillabander fra nabofolkene imod ham samt afdelinger fra sine kaldæiske garnisoner, som plagede ham med overfald og plyndringer. I 2 Krøn 36,6; 2 Krøn 36,7 fortælles det, at Nebukadnesar førte nogle af templets kar til Babylon og bandt kongen med lænker for også at føre ham til Babylon – det sidste formål blev tilsyneladende ikke gennemført. Dette var i Jojakims 4. år. I Dan 1,1; Dan 1,2, skønt det henføres til Jojakims 3. år, fortælles den samme begivenhed som resultatet af en belejring af Jerusalem. Det antydes også tvetydigt, at kongen blev deporteret; og blandt »den kongelige slægt og de fornemme«, som var med i følget, var Daniel og hans tre ledsagere (Dan 1,3; Dan 1,6). Måden, hvorpå Jojakim døde, er uklar. Det siges blot (2 Kong 24,6), at han »sov hen hos sine fædre«; men Josefus (Ant., X, vi, 3), måske ud fra den antagelse, at Jeremias' forudsigelse (Jer 22,19) blev opfyldt, siger, at Nebukadnesar dræbte ham og kastede hans lig uden for murene uden begravelse.

John Franklin Genung

joi'-a-kim (yoyaqim, "Jahve rejser op"; sammenlign JEHOIAKIM; JOKIM): Søn af Jeshua og far til Eljashib, ypperstepræsten (Neh 12,10; Neh 12,12; Neh 12,26).