Johannesevangeliet

Ægtheden af dette evangelium, dvs. den kendsgerning at apostlen Johannes var dets forfatter, er hævet over enhver rimelig tvivl. I nyere tid, fra omkring 1820, er der gjort mange forsøg på at anfægte dets ægthed, men uden held.

Johannes' hensigt med at skrive dette evangelium angives af ham selv (Joh 20,31). Man mente engang, at han skrev for at udfylde udeladelserne i de synoptiske, dvs. de tre første, evangelier, men der findes intet bevis for dette. “Her er der ingen historie om Jesus og hans lære på de andre evangelisters måde. Men der er i historisk form en fremstilling af den kristne tro i forhold til Kristi person som dens centrum; og i denne fremstilling er der på den ene side et billede af verdens modstand mod den sandhed, der er åbenbaret i ham, og på den anden side af den åndelige velsignelse hos de få, der overgiver sig til ham som livets lys” (Reuss).

Efter prologen (1,1-5) begynder bogens historiske del med vers 6 og består af to dele. Den første del (1,6-kap. 12) indeholder historien om vor Herres offentlige virke fra det tidspunkt, da Johannes Døber førte ham frem, til dets afslutning. Den anden del (kap. 13-21) fremstiller vor Herre i det tilbagetrukne privatliv og i hans omgang med sine nærmeste efterfølgere (13-17), og den giver en beretning om hans lidelser og om hans tilsynekomster for disciplene efter hans opstandelse (18-21).

Det særlige ved dette evangelium er den plads, det giver (1) til Sønnens mystiske forhold til Faderen og (2) Forløserens forhold til de troende; (3) forkyndelsen af Helligånden som Talsmanden; (4) den vægt, der lægges på kærlighed som et element i den kristne karakter. Det var tydeligvis først og fremmest henvendt til kristne.

Det blev sandsynligvis skrevet i Efesos, som efter Jerusalems ødelæggelse (70 e.Kr.) blev centrum for kristent liv og kristen virksomhed i Østen, omkring 90 e.Kr.