Nahums Bog

na'-hum:

I. FORFATTERSKAB OG DATERING

1. Navnet

2. Nahums liv og hjemsted

De fire traditioner

3. Datering i forhold til assyrisk historie

(1) Shamash-shumukins oprør

(2) Invasionen i 625 f.Kr.

(3) Det sidste angreb

(4) Sandsynlig datering

II. BOGEN

1. Indhold (Nahum 1-3)

2. Stil

3. Helhed

III. LÆRE

1. Jahves karakter

2. Nahums glæde over Nineves undergang

3. Jahves herredømmes universalitet

4. Det messianske udsyn

LITTERATUR

I. Forfatterskab og datering.

1. Navnet:

Navnet Nahum (nachum; Septuaginta og Det Nye Testamente Naoum; Josefus, Naoumos) forekommer ingen andre steder i Det Gamle Testamente; i Det Nye Testamente findes det i Luk 3,25. Det er ikke ualmindeligt i Mishna, og det er blevet fundet i fønikiske indskrifter. Det betyder "trøst" eller "trøster" og er derfor i en vis forstand symbolsk for bogens budskab, som har til hensigt at trøste Judas undertrykte og plagede folk.

2. Nahums liv og hjemsted:

Om Nahums personlige liv ved man praktisk talt intet. I Nah 1,1 kaldes han "elkoshitten", det vil sige en indbygger i Elkosh. Desværre kendes dette steds beliggenhed ikke.

De fire traditioner

Én tradition, som ikke kan spores længere tilbage end det 16. århundrede e.Kr., identificerer Nahums hjemsted med en moderne landsby Elkush eller Alkosh, ikke langt fra Tigris' venstre bred, to dagsrejser nord for det gamle Nineves sted. En anden tradition, som i det mindste er lige så gammel som Hieronymus' dage, den sidste del af det 4. århundrede, placerer Elkosh i Galilæa, på et sted som mange identificerer med det moderne El-Kauze, nær Ramieh. Andre identificerer profetens hjemsted med Kapernaum, hvis navn betyder "Nahums landsby". En fjerde tradition, som først findes i en samling traditioner med titlen "Profeternes liv", siger: "Nahum var fra Elkosh, hinsides Bet Gabre, af Simeons stamme." Et sted i syd stemmer bedre med den interesse, profeten viser for Sydriget, så den sidstnævnte tradition synes at have meget, der taler for sig, men fuld sikkerhed kan ikke opnås.

3. Datering i forhold til assyrisk historie:

Nahums Bog drejer sig om Nineves fald og ødelæggelse. Da indtagelsen af byen fremstilles som noget, der stadig ligger i fremtiden, synes det klart, at profetierne blev fremsat nogen tid før 607-606 f.Kr., det år da byen blev ødelagt. Dermed er den senest mulige datering af Nahums virke fastlagt. Den tidligst mulige datering antydes også af indre vidnesbyrd. I 3,8 ff taler profeten om indtagelsen og ødelæggelsen af No-amon, det egyptiske Theben, som en fuldbyrdet kendsgerning. Assyrerkongen Ashurbanipals felttog mod Egypten, som resulterede i Thebens fald, fandt sted omkring 663 f.Kr. Derfor må Nahums virke placeres et sted mellem 663 og 607.

Hvad angår det nøjagtige tidspunkt mellem de to datoer, er der uenighed blandt forskerne. Én ting gøres helt klar af selve profetien, nemlig at Nineve, på det tidspunkt da ordene blev talt eller skrevet, gennemgik en alvorlig krise. Nu ved vi, at Assyrien i anden halvdel af det 7. århundrede f.Kr. blev truet tre gange:

(1) Shamash-shumukins oprør:

Shamash-shumukin af Babylons oprør mod sin bror, Assyriens konge, 650-648 f.Kr.

(2) Invasionen i 625 f.Kr.:

Invasionen af Assyrien og det truende angreb på Nineve fra en ukendt fjende, måske skyterne, omkring 625 f.Kr.

(3) Det sidste angreb:

Det sidste angreb, som resulterede i Nineves fald og ødelæggelse i 607-606 f.Kr. (4) Sandsynlig datering:

Den første krise giver ikke en passende anledning til Nahums profeti, fordi Nineve by på det tidspunkt ikke var i nogen fare. Man ved kun lidt om den anden krise, og det er hverken muligt at bevise eller modbevise, at den gav anledning til bogen. Derimod giver årene umiddelbart før Nineves undergang en særdeles passende anledning. Kampen fortsatte i omkring 2 år. Kaldæernes og skyternes forenede styrker mødte beslutsom modstand; til sidst blev der slået hul i murens nordøstlige hjørne, byen blev indtaget, plyndret og brændt. Juda havde lidt meget under den stolte assyrer, og det er ikke vanskeligt at forstå, hvordan en profet-patriot, med den grusomme undertrykkers dom nært forestående, kunne bryde ud i jubelråb og triumf over den grusomme fjendes nød. "Hvis," siger A.B. Davidson, "den nød i Nineve, der henvises til, var den endelige, ville profetiens beskrivelser få en virkelighed og naturlighed, som de ellers mangler, og de almindelige kendetegn ved hebraisk profeti ville blive bevaret mere sandt." Der synes derfor at være god grund til at henlægge Nahums virke til et tidspunkt mellem 610 og 607 f.Kr.

II. Bogen.

1. Indhold (Nahum 1-3):

Nahum er profeten om Nineves dom. Nahum 1 (plus 2,2) indeholder dekretet om Nineves ødelæggelse. Jahve er en Gud, der hævner, og en Gud, der viser barmhjertighed (1,2.3); selv om han til tider kan synes sen til at straffe uretfærdighed, vil han visselig straffe synderen. Ingen kan bestå for ham på dommens dag (1,4-6). Jahve, som er trofast mod dem, der sætter deres lid til ham (1,7), vil være frygtelig mod sine fjender og mod sit folks fjender (1,8). Juda behøver ikke at frygte: den nuværende fjende er dømt (1,9-14), hvilket vil betyde Judas ophøjelse (1,15; 2,2). Hæren, der er udpeget til at udføre dekretet, nærmer sig, rede til kamp (2,1-4). Alle forsøg på at redde byen er forgæves; den falder (2,5.6), dronningen og hendes tjenestepiger tages til fange (2,7), indbyggerne flygter (2,8), byen plyndres og efterlades som en ødemark (2,9-13). Ødelæggelsen af den blodige by er nær (3,1-3); skæbnen er velfortjent, og ingen vil klage over hende (3,4-7); naturlig styrke og ressourcer vil intet nytte (3,8-11); soldaterne bliver feje, og byen vil blive fuldstændig udryddet (3,12-18); hele jorden vil glæde sig over den grusomme undertrykkers fald (3,19).

2. Stil:

Meningerne om Nahums Bogs religiøse betydning kan være forskellige, men fra sprogets og stilens synspunkt tildeler alle forskere Nahum en ophøjet plads blandt de gamle hebræeres profet-digtere; for alle er imponerede af hans sprogs og stils intense kraft og billedrigdom. "Hver profet," siger Kirkpatrick, "har sin særlige gave til sit særlige arbejde. Nahum bærer prisen for poetisk kraft. Hans korte bog er en pindarisk sejrssang over undertrykkerens fald." Ligeledes G.A. Smith: "Hans sprog er stærkt og strålende; hans rytme rumler og ruller, springer og blinker, ligesom de ryttere og vogne, han beskriver."

3. Helhed:

Indtil for nylig blev der ikke udtrykt tvivl om bogens helhed, men i de senere år har forskere med voksende enstemmighed benægtet oprindeligheden af Nah 1,2 (hebraisk 2,3), med undtagelse af 2,1, som betragtes som begyndelsen på Nahums udsagn. Denne meningsændring er nært forbundet med den påståede opdagelse af forvanskede rester af et gammelt alfabetisk digt i Nahum 1 (HDB, artikel "Nahum"; The Expositor, 1898, 207 ff; ZATW, 1901, 225 ff; Eiselen, Minor Prophets, 422 ff). Nu er det sandt, at der i 1,2-7 kan findes spor af alfabetisk ordning, men selv her er den kunstneriske ordning ikke gennemført konsekvent; i resten af kapitlet er beviset svagt.

Den kunstlede karakter af akrostisk poesi antages almindeligvis at pege på en sen datering. Derfor betragter de, der mener, at Nahum 1 oprindelig var et alfabetisk digt, det som et eksilsk eller eftereksilsk produkt, der på et endnu senere tidspunkt blev sat foran Nahums ægte profetier. Til støtte for dette synspunkt påpeges det videre, at profetien i Nahum 1 er vag, mens udsagnene i Nahum 2 og 3 er bestemte og går lige til sagen. Nogle finder også støtte for en sen datering i digtets sprog og stil.

At der findes vanskeligheder i Nahum 1, og at det i nogle henseender adskiller sig fra Nahum 2 og 3, kan selv læsere af den engelske tekst se; og at den hebraiske tekst har lidt under overleveringen, er meget sandsynligt. På den anden side er tilstedeværelsen af et akrostisk digt i Nahum 1 ikke hævet over tvivl. Den tilsyneladende vaghed fjernes, hvis Nahum 1 tolkes som en almindelig indledning til den mere specifikke fordømmelse i Nahum 2 og 3. Og en detaljeret undersøgelse viser, at de sproglige og stilistiske data her, som i andre tilfælde, er uafgørende. I lyset af disse kendsgerninger kan det med sikkerhed hævdes, at der ikke er blevet fremlagt noget overbevisende argument imod ægtheden af 1,2-2,2. "Derfor," siger G.A. Smith, "selv om det er muligt, at et senere digt er blevet sat foran Nahums ægte profetier, og det første kapitel giver mange anledninger til tro på en sådan teori, er dette ikke blevet bevist, og de dygtige forsøg på bevis har meget imod sig. Spørgsmålet er åbent."

III. Lære.

1. Jahves karakter:

Nahums udsagn kredser om et enkelt tema, ødelæggelsen af Nineve. Hans formål er at pege på Guds hånd i byens forestående fald og på betydningen af denne katastrofe for de undertrykte hebræere. Som følge deraf indeholder de kun lidt direkte religiøs lære; og det, der findes, er i meget høj grad begrænset til åbningsversene i Nahum 1. Disse vers betoner den dobbelte åbenbaring af den guddommelige hellighed, den guddommelige hævn og den guddommelige barmhjertighed (1,2.3). Åbenbaringen af den ene fører til de ugudeliges ødelæggelse (1,2), den anden til de undertryktes frelse (1,15; 2,2). Tro på Jahve vil sikre den guddommelige velvilje og beskyttelse (1,7).

2. Nahums glæde over Nineves ruin:

Nahums voldsomhed og hans glæde ved tanken om Nineves ruin stemmer måske ikke overens med påbuddet: "Elsk din fjende"; men man bør huske på, at det ikke er personligt had, der driver profeten; han er bevæget af en retfærdig harme over de overgreb, Assyrien har begået. Han betragter Nineves synd og undergang ikke blot i deres betydning for Judas skæbne, men i deres forhold til hele verdens moralske styre; derfor giver hans stemme udtryk for menneskehedens krænkede samvittighed.

3. Universaliteten af Jahves herredømme:

Mens Nahums budskab i sin direkte undervisning synes at være mindre åndeligt og etisk end hans forgængeres, sætter det Jahves herredømme over hele universet i et klart lys og understreger nationers såvel som enkeltpersoners pligt til at anerkende hans herredømme og adlyde hans vilje. Denne holdning alene vil sikre varig fred og fremgang; på den anden side vil ulydighed mod hans hensigt og tilsidesættelse af hans herredømme med sikkerhed bringe ulykke og nød. Fremhævelsen af disse etiske principper giver Nahums budskab en særlig betydning for nutiden og denne generation. "Assyrien i hans hænder," siger Kennedy, "bliver en anskuelsesundervisning for den moderne verdens riger og lærer, som et evigt princip i Guds styrelse af verden, den absolutte nødvendighed, for en nations fortsatte livskraft, af den retfærdighed, personlig, borgerlig og national, som alene ophøjer en nation."

4. Det messianske udsyn:

I bred forstand har Nah 1,15 messiansk betydning. Nineves og Assyriens fald bereder vejen for Zions varige forløsning og ophøjelse: "den onde skal ikke mere drage igennem dig."

LITTERATUR.

Kommentarer til De Mindre Profeter af Ewald, Pusey, Keil, Orelli; G.A. Smith (Expositor's Bible); Driver (New Century); B.A. Davidson, kommentar til "Nahum," "Habakkuk," "Zefanias" (Cambridge Bible); A.F. Kirkpatrick, Doctrine of the Prophets; Eiselen, Prophecy and the Prophets; F.W. Farrar, Minor Prophets (serien "Men of the Bible"); Driver, Introduction to the Lit. of the Old Testament; HDB, artikel "Nahum"; EB, artikel "Nahum."

F. C. Eiselen