Kaldæere

Eller kaldæere, indbyggerne i det land, hvis hovedstad var Babylon. Sådan blev de kaldt indtil fangenskabets tid (2 Kong 25; Es 13,19; 23,13), da navnet, især i Daniels Bog (5,30; 9,1), begyndte at blive brugt særligt om en klasse af lærde mænd, som blev regnet sammen med magikerne og astronomerne. Disse mænd dyrkede det gamle kushitiske sprog, som landets oprindelige indbyggere talte, for de havde en “lærdom” og et “sprog” (1,4) for sig selv. Landets almindelige sprog på den tid var blevet tilpasset den semitiske dialekt, især gennem assyrernes indflydelse, og det var det sprog, der blev brugt til alle civile formål. Kaldæerne var den lærde klasse, der interesserede sig for videnskab og religion, som, ligesom hos de gamle arabere og syrere, bestod i tilbedelse af himmellegemerne. Der findes fremstillinger af denne præsteklasse, af vismænd og spåmænd, på væggene i de assyriske paladser.